LEDER: Når børn starter i skole, så er deres forudsætninger for at lære til ingens overraskelse forskellige. Nogle børn suger til sig som svampe, andre synes at have behov for intravenøst drop for at kunne optage lærdom af den art, som skolen beskæftiger sig med. En del af årsagen til disse forskelle skal findes i en mangfoldighed af faktorer i børnenes opvækst: Nogle forældre har simpelthen været bedre til at forberede deres børn på skolegangen end andre.
Regeringspartierne og S-SF-alternativet kappes for tiden om, hvem der kan foreslå de mest indgribende love i forhold til familiernes selvbestemmelsesret, når det handler om bare én af de faktorer, som har betydning for, hvor parat et barn er til skolestart. Skal børn af indvandrerforældre, der ikke taler dansk i hjemmet, presses i børnehave, sådan som regeringen foreslår? Eller skal man gå så langt som at tvinge børnene ind i vuggestuerne, som den socialdemokratiske borgmester i Århus, Nicolai Wammen, kræver?
Men hvorfor er man dog så uambitiøs? At kunne tale og forstå dansk er naturligvis en god forudsætning for at kunne klare sig godt i skolen, men hvorfor ikke gå mere fundamentalt til værks nu man er i gang?
Børn af forældre, der læser højt for dem, har ifølge forskerne lettere ved at lære at læse end børn, der kun har set fjernsyn. Børn, der taler dialekt i hjemmet, har større problemer med at formulere sig korrekt på skrift end børn i hjem med et rigsdansk tungemål. Og børn fra ikke-akademikerhjem klarer sig mindre godt i uddannelsesvæsenet end børn fra akademikerhjem.
Hvilke skolepolitiske landvindinger ville man mon kunne opnå, hvis man pressede eller ligefrem tvang ikke-højtlæsende forældre, dialekttalende forældre og ikke-akademiske forældre til at aflevere deres børn i vuggestuer eller børnehaver, hvor der blev læst højt for børnene, hvor der blev talt rigsdansk til dem, eller hvor der var akademikere til at præge børnene?
Er det at gå for langt? Nåja, selvfølgelig. Det er jo kun indvandrerne, som man kan tillade sig at føre en sådan politik overfor.
