Frem med afgørelsen i Thornings egen skattesag!

Hvis nogen tror de kender hele sandheden om Helle Thornings skattesag ved at læse den offentliggjorte afgørelse af 16

Stig Nordskilde,

02. november 2012

Hvis nogen tror de kender hele sandheden om Helle Thornings skattesag ved at læse den offentliggjorte afgørelse af 16.09.2010 i ægtefællen Stephen Kinnocks skattesag, tror de fejl. Der findes nemlig en ikke offentliggjort afgørelse i Thornings egen skattesag.

Dette kom frem under afhøringen i skattesagskommissionen den 01.11 2012 af afdelingsleder Hanne Dahl Kofoed, SKAT København, som jeg overværede, da udspørgeren advokat Lars Kjedsen oplyste, at selv om Helle Thorning er part i skattesagskomplekset, er der et afsnit i afgørelsen af 16.09.2010 (i Kinnocks skattesag) - om hendes skatteforhold - som ikke er gentaget i en særskilt afgørelse, som er sendt til Helle Thorning - om hendes skatteforhold.

Den sætning, der mærkværdigvis ikke indholdsmæssigt er gentaget til rette vedkommende Helle Thorning, lyder:

"Der skete imidlertid overførsel af negativ skattepligtig indkomst og skatteværdi af personfradrag m.v. til din ægtefælles (Helle Thornings) årsopgørelser. Der er alene tale om tekniske beregningsmæssige forhold, som alene fremgår af årsopgørelsens skatteberegning. På grund af skatteforvaltningslovens fristregler i § 27 om forældelse, kan SKAT ikke genoptage skatteansættelserne for disse år (2000-2005), ligesom hverken du eller din ægtefælle (Helle Thorning) kan få genoptaget skatteansættelserne".

Helle Thorning bør fremlægge afgørelsen i sin skattesag, så det kan ses, hvor meget hun har måttet betale tilbage for uberettiget personfradrag vedrørende 2006 - 2009, og hvor meget hun har fået i uberettiget fradrag for Stephen Kinnocks negative skattepligtige indkomst, og det der betegnes som "m.v." i afgørelsen af Kinnocks skattesag. Det ville være så meget mere klædeligt, som Helle Thorning den 07.09.2011 til BT udtalte: "Jeg har ikke noget udestående med SKAT og har aldrig haft det".

Allerede af den offentliggjorte afgørelse af 16.09.2010 i Stephen Kinnocks skattesag kunne det sluttes, at der måtte være en særskilt afgørelse sendt til Helle Thorning om hendes skatteforhold, da hun er part i skattesagskomplekset og afgørelsen til Kinnock kun er adresseret til ham med kopi sendt til cand. jur. Frode Holm og ikke til Helle Thorning. Det står kun omtalt i afgørelsen, at Thorning har fået brev om, at ægtefællen ikke er skattepligtig i 2009.

Hvorfor er Helle Thornings egen skattesag mørkelagt?