I dag vil jeg snige mig over bag en radikal, trække moralkortet ud af dens ærme, gå tilbage på min plads og kaste det. Normalt irriterer moralkortet mig med dets overlegne værdi, der skærer igennem fornuftige og rationelle argumenter, og sender modtageren direkte til skammekrogen, men i dag bliver jeg simpelthen nødt til at trække det. For at jeg efterfølgende kan se mig selv i øjnene, vil jeg servere det med et par vel tilberedte argumenter.
Som barn lærte jeg at have respekt for andres ejendom, ikke mindst fordi jeg blev holdt fast og pruttet i hovedet, hvis jeg ikke havde; En naturlig konsekvens af at være blandt de mindste i søskendeflokken. Mine forældre lærte mig det også. Min far havde nogle ting, jeg ikke måtte lege med, og det samme havde min mor. Gjorde jeg det alligevel, fik jeg et par flade. Men havde jeg tålmodighed, spurgte pænt og respekterede deres ejerskab over tingene, kunne jeg efter et stykke tid måske alligevel få lov at låne det. Behandlede jeg det ikke ordentligt, fik jeg et par flade. Det var da til at forstå.
Jeg er lige kommet til mig selv efter at jeg i sidste uge så Debatten, der havde samlet en række ”unge, markante politikere” til at diskutere forskellige spørgsmål: Rasmus Jarlov (K), Jens Rohde (V), Zenia Stampe (RV), Morten Messerschmidt (DF), Dan Jørgensen (S) og Astrid Krag (Socialistisk Folkeparti). Jeg forstår ikke helt kriterierne for udvælgelsen af det unge panel, selvom jeg må indrømme, at jeg ikke kender deltagernes præcise alder. Det virkede som om, der var en generation mellem visse af dem. For eksempel er Jens Rohde vel tæt på fyrre, mens Astrid Krag er hvad? Nitten år, fem måneder og tre uger?
Jeg nåede kun igennem to spørgsmål, før jeg ville have foretrukket at få stemplet hæfteklammer gennem samtlige negle fremfor at høre mere på Dan Jørgensen. Venstrefløjens arrogance chokerede mig under diskussionen af kvindekvoter i bestyrelser. Dan, komplet med tintin-hår og dybe charmepanderynker, er naturligvis for kvoter. Zenia Stampe er egentlig imod, men hun argumenterede for dem, eftersom de radikale holder med venstrefløjen, selvom de er totalt uenige med dem i stort set alt.
Dan forsikrede os - med en alfaderlig overlegenhed og tro på egen ufejlbarlighed, der kun kan være overdraget af en Poul Nyrup i sit mest hovne hjørne - at firmaer vil indføre kvindekvoter ad frivillighedens vej ... fordi en rød regering ville true dem med sanktioner, hvis de ikke gjorde. Så vi behøver altså ikke være bange for sanktionerne, da truslen om dem er nok til, at firmaerne vil ansætte kvinder helt frivilligt. Og manden har jo ret. Det er helt samme mekanisme, som når jeg frivilligt overdrager min tegnebog til aarhusianske nazister, når de holder mig op med kniv i nattelivet. Der blev jo aldrig brug for kniven, eftersom jeg ikke blev stukket.
Men guldargumentet kom nok fra Zenia Stampe, som seerne netop kunne skimte bag bunken af politianmeldelser, hun havde klar til at uddele til debattens deltagere. Hun affejede de borgerliges argument om, at kvinderne vil blive sat i forlegenhed ved at blive ansat på en kvote, der sår tvivl om deres kompetence, med, at hun da ville være ligeglad med, hvad andre tænker: ”Jeg vil bare gerne bestemme”, sagde hun. Aha. Og så er det ligegyldigt, at dine arbejdsgivere, dem der ejer det, du nu skal varetage, har måttet ansætte dig på grund af en lov? Din subjektive, sandsynligvis fordrejede opfattelse af dine egne kompetencer står stærkere? Gud fri mig for en arrogance.
Jeg orker næsten ikke at kommentere Dan Jørgensens tudehistorie om, at der ude i periferien står en hel masse kvinder, der bare venter på ”at nogen tager hånd om dem”. Åh ja, for hvis man skal sidde i bestyrelsen i en virksomhed, så skal man jo have lige præcis det der personlighedstræk, som bevirker, at man sidder med hænderne i skødet og venter på, at nogen andre tager hånd om tingene.
For at komme tilbage til udgangspunktet, så antager jeg, at min pointe er klar: De røde er ligeglade med den private ejendomsret. I hvert fald ønsker de at bestemme, hvem der skal have lov til at lege med aktionærernes ejendom. Og det stopper jo ikke der. Det er set så mange gange igennem debatten. Der er altså en grundlæggende forskel på folk som mig, der er opdraget til at respektere andres ejendom og så de røde, som tydeligvis ikke er. Desværre er der alt for mange vælgere, der ikke fatter eller ønsker at fatte denne værdiforskel, fordi de – ganske grundlæggende – er misundelige på andres ejendom.
Efter at have bevidnet lidt under halvdelen af denne debat, må jeg erkende, at der ikke er lys forude. De unge, venstreorienterede politikere vil fortsætte på den selvsamme kurs, deres forgængere gang på gang har bevist fører til universelle dårligdomme. Jeg må konstatere, at vi bare ikke er fra samme planet. Vi kan simpelthen ikke sameksistere, og vi har jo alle sammen set i ”Mars Attacks!”, hvad der sker, når dem fra den røde planet kommer. De skal have et par flade.
