Da jeg i 60 érne læste til lærer, kunne man få lån, men ikke SU. Så jeg delte reklamer ud, og her begynder mit hjertesuk.
Gadedøren var uden lås, man gik bare ind og smed reklamerne ind gennem brevsprækken. Og cyklen stod nede på fortovet om natten. Der var naturligvis indbrud, men der var også rigeligt politi.
Når vi havde fri kunne vi sidde en hel aften og snakke og høre musik i værtshuset ”Pilegården” med en stor Faxe, ca to pilsnere. Og vi kunne gå hjem uden frygt for overfald. Drab var virkelig noget, man talte om, og man kunne gå til fest uden knivstikkeri.
Men en lille orm begyndte at røre på sig. Min ven Per Sørensen, som var smed på B&W, fortalte, at han var blevet tilbudt marihuana. Han sagde nej, fordi det kunne være farligt på hans arbejde. På bænken sad ”spritterne”, en lille gruppe alkoholikere, der blandede for eksempel hvidtøl med kogesprit, og ude på landet vandrede de rigtige vagabonder. (I dag vandrer de også, men får som regel førtidspension og har egen lejlighed.
Vi protesterede mod atomvåben med to marcher på ca 60 km, og senere lavede vi en meget fredelig 24-timers sitdown-demonstration på Rådhuspladsen i København. Ikke en eneste brosten blev anvendt, og alligevel var resultatet, at samtlige fem partier erklærede et forbud mod atomvåben på dansk territorium.
Men langsomt forandrede formen sig i mere voldelig retning. Gadedørene fik lås på, og det lidt mystiske ord marihuana blev til hash og kom mere og mere i brug blandt almindelige mennesker.
Og der kom lidt mere gang i bankrøverier. Københavns radio talte på et tidspunkt om ”dagens røveri”.
Et gode var kvindeoprøret. Jeg har arbejdet sammen med en kvinde, som lavede det samme som os mænd, men fik kun 80 % i løn. Så skulle hun hente børn i børnehaven, købe ind og lave mad. Jeg prøvede at gøre opmærksom på denne uligevægt, men blev fyret. Enkelt.
Pubertetsproblemer var ikke særlig kendt, fordi arbejdslivet startede ved 14 år. Og en lærling kunne nemt holdes i ave af svendene, Men så kom 8 . - 9. og 10. klasse samtidig med at mesterlæren forsvandt og blev aflyst af fagskoler. Til ærgrelse for mange mestre, fordi de unge mennesker nu kom til virksomhederne med en overbevisning om, at de kunne det hele.
Situationen for de fleste børn var nu, at de fra vuggestuen og indtil de 18 år det af deres tid kun var sammen med jævnaldrende. Altså vuggestue, børnehave, 1.2.3.4.5.6.7.8.9, fagskole eller gymnasiet. Og dermed steg også rodløsheden, som vi virkelig kender i dag, hvor de fleste børn på et tidspunkt har psykiske problemer.
Og langsomt steg de urolige tider. Mere vold i demonstrationerne. Narko gik videre end hash. Banderne blev mere organiserede med hensyn til kriminalitet. Gadedørene blev låst, og cyklerne sat i kælderen. Bz ´ere begyndte at bruge brosten på op til to et halvt kilo mod politiet.
Situationen i dag behøver jeg ikke at beskrive. Jeg sidder bare engang imellem i min høje alderdom og mindes min ungdom. Kan de gode (fredelige) tider nogensinde komme tilbage?
