Friheden er så forsvarsløs som aldrig nogensinde før. Daglig aggression imod friheden får den til at ligne en forslået stakkel, en pryglet hund, hvis man altså vil sætte billeder på. Men det er også en billig omgang for de mange, der slår løs. For friheden forsvarer sig aldrig. Den tager aldrig til genmæle. Den er nem at løbe om hjørner med, udstille og iklæde uhyggelige gevandter. Derfor er den et yndet mål. Kun de, der advokerer for friheden kan forsvare den, tage til genmæle, pege på at frihed iklædt uhyggelige gevandter bare er stråmænd i aktion for at besudle friheden. Kun de kan pege på de steder, de perioder, de sammenhænge, hvor friheden har stået stærkest og dermed har skabt mest muligt for flest mulige. Men det er en utaknemmelig opgave at argumentere, for frihed giver ligesom ikke rigtig sig selv. Det har vi set mange gange. Folk vil hellere end gerne afgive lidt frihed her og der end at få mere af den. Vi afgiver gerne lidt frihed i terrorbekæmpelsens navn, vi afgiver gerne lidt for folkesundhedens skyld, vi afgiver gerne lidt personlig frihed for at hverdagen måske bliver lettere at navigere i.
At få frihed føles nemlig selvmodsigende nok som tab af kontrol, det er som at give slip lige nu og her, og det kan betyde forandringer. Men det er godt at få frihed, det er godt at bestemme mere selv. Det er sådan vi bliver voksne, tager ansvar og udvikler os. At indse at gode ting kan komme af frihed er dog krævende, lidt ligesom at hjernen lige skal bevæge sig fra 1 og over til 2 for at ende i 3, 1-2-3. Et logisk ræsonnement. I stedet for bare at blive hængende ved 1, så kræver det nemlig tid og anstrengelse at forstå at frihed faktisk betaler sig.
Frihed er ligesom luft. Du kan ikke rigtig se den, da den er usynlig. Men vi ved alle at luft, eller ilt, er vigtig for vores overlevelse. Ilt holder os i live. Men hvis ilt holder vores organisme i gang, så er frihed det der får vores organisme til at udvikle sig. Nogen vil måske spørge om det ikke er nok bare at holde organismen i gang? Er det virkelig nødvendigt at bevæge sig og køre derudaf? Man ved jo ikke hvad der er derude… Lad mig svare på det med et modspørgsmål: Hvad synes du egentlig selv er sjovest? Hvad foretrækker du egentlig selv, inderst inde? At udvikle dig eller bare at være til? Har du ikke noget inde i dig, der stræber efter at gøre det bedre, række ud mod ting du vil opnå?
Så er der ikke-frihed, også kendt som tvang, regler og andre bånd. Frihed er jo fravær af tvang. Ikke-frihed er straks mere synligt for os end frihed er det, det er ikke som luft, noget vi ikke kan se. Ikke-frihed er noget, og der fyldes jo op med det lige der, hvor der intet er! Det gør forsvaret for frihed til et paradoks. Den er jo ikke noget, hvordan kan man forsvare noget, der ikke rigtigt er? Du kan ikke se friheden, men du kan se virkningerne af frihed, du kan se hvad der kommer ud af frihed, 1-2-3, en lille tankerække skal der dog til. Men igen, det er jo sværere, det kræver lige lidt mere af dig! At indse, at noget er godt takket være fraværet af ikke-frihed, dvs. tvang. Altså, fordi der ikke er noget, så er det godt? Det er lidt svært. Man har måske lyst til at springe over her, helst ikke tænke mere. Men vi prøver igen, selvom det er forvirrende, altså: Fordi noget er der, frihed, som ikke rigtigt er noget, og noget ikke er der, fraværet af ikke-frihed, tvang, som er noget fordi vi ser det, så bliver det bedre for os? Hvordan kan det være umiddelbart? Hvordan kan det give sig selv? Hvordan kan frihed overhovedet give sig selv?
Frihed giver ikke sig selv. Mange ting giver sig selv, men ikke frihed. At argumentere for frihed kræver altid lige et krumspring, føler mange. Jeg vil kalde det tænkning. Brug dine evner udi tænkning til at forsvare friheden. Jo flere forsvar, jo mere bliver man trænet, man udvikler nærmest en sans for det. Man lærer også noget om sine modstandere for når nogen vil gøre indhug i friheden, så ved man det med det samme. Der er ikke tale om fornemmelser, for frihed er jo ikke spor intuitiv, det vil mange sikkert hævde, men det er den ikke. Frihed er som at stå op om morgnen, det er som at tage den ekstra løbetur, det er som at springe et klynk over, når det gør allermest ondt. Frihed er en læreproces, det er en oplysningskamp, en kamp mellem det rationelle og det irrationelle. Hvor det er nemmere at falde tilbage på overtro, det irrationelle og slet ikke at kæmpe, så er det straks mere udfordrende at slippe sin barnetro, men også meget mere udviklende. Hvordan kan frihed overhovedet være intuitiv?
Frihed er dog godt, det har historien bevist. Jo mere frihed, jo bedre, men det gør ikke den intuitiv. Friheden har nemlig trange kår. Det havde den også tidligere, men i den senere tid er det blevet værre. Det er som om kun heldet kan råde, når det skal gå frihedens vej. Som om det kun er, at når man er allermindst bevidst om det, at der er mest mulig frihed. Det ville jo i og for sig være skidt, når jeg nu skriver om frihed, det ville netop være et symptom på, at det står skidt til med friheden. Det virker dog som om, at friheden er under beskydning som aldrig før. Men folk må vågne op nu, en daglig frihedskamp skal der til. Kampen vindes kun ved, at vi tænker os om. Vi er til som mennesker og vi kan tænke. Ved at tænke indser vi at frihed er af det gode.
Frihed i alle afskygninger, så længe den ikke bruges til at gøre andre mennesker ondt, er af det gode. Det er vores pligt at tage en tørn for friheden og inspirere hinanden i forsvaret for frihed. Indse at mennesket samtidig også er frihedens værste fjende, fordi det irrationelle og kortsigtede er iboende i os. Men også at forklare, at frihed kun er til i og med mennesket er til. Den er ikke noget, hvis vi ikke er der. At angribe friheden er at angribe os selv, og at føje dem, der vil af med friheden er at forarme os selv endnu mere, sætte flere kæder på os selv, binde endnu flere snærende bånd og stramme til selvom blodet allerede løber. Og til hvad nytte? Begynd dog at tænke!
