Forslag til en effektiv offentlig sektor

Hvis min bankdame kunne konstatere, at jeg har et overtræk på min konto og at jeg igennem længere tid har haft et støt stigende forbrug og endda me...

Søren Søltoft Holmboe,

14/01/2011

Hvis min bankdame kunne konstatere, at jeg har et overtræk på min konto og at jeg igennem længere tid har haft et støt stigende forbrug og endda med udsigter til faldende indtægter, ville hun ikke acceptere at jeg fortsatte uændret med at forbruge. Hun ville bede mig om at rette ind!

Ud fra den betragtning at Danmark har et overtræk, et støt stigende forbrug og udsigter til faldende indtægter, ønsker jeg at råbe op og bede folkestyret om at rette ind!

Vi har ikke råd til at forbruge på samme måde, som vi hidtil har forbrugt. Jeg siger ikke, at vi ikke har råd til en ordentlig velfærd. Jeg siger bare, at vi ikke har råd til at administrere den på den måde, vi gør nu.

Da Poul Nyrup Rasmussen forlod statsministerposten havde vi mere end 40.000 færre offentligt ansatte, end vi har i dag. Vores velfærd er ikke blevet bedre. Den er bare blevet dyrere.

Vi kan starte med at lave en plan for en effektiv nedskæring. Her er nogle bud:

1. Ansæt 7 i det offentlige hver gang 8 går på pension

2. Fjern de store administrative byrder som bl.a. lærere er underlagt - og skab mere undervisningstid.

3. Giv mulighed for mere udlicitering. Der er store dele af de offentlige serviceydelser, der med fordel kan udføres af private virksomheder (som f.eks. Falck gør i dag), som overfor den offentlige forvaltning skal stå til ansvar for pris og kvalitet - på denne måde giver vi den offentlige forvaltning mulighed for at agere som kritisk forbruger. Dét er svært, når den offentlige forvaltning, som situationen er i dag, er både leverandør og kunde af den samme ydelse.

4. Stil større krav til de lokale ledere - og med de større krav, skal også følge muligheder for belønning.

5. Mere magt og flere beslutninger skal flyttes fra Christiansborg og Rådhuset og fremover ligge ude i den enkelte institution. Ansvar motiverer, og motiverede ledere og medarbejdere skaber bedre resultater.

6. Drop indkøbsaftaler mellem offentlige institutioner og private virksomheder. Lad den enkelte institution handle, der hvor prisen og kvaliteten er optimal.

Der er flere konkrete tiltag, der kan sikre effektivitet i den offentlige sektor, men jeg mener, at vi er godt på vej med ovenstående 6 punkter.

Men når så det er sagt, er det vigtigt, at vi i dansk politik flytter fokus fra den evindelige fordelingspolitik og over på vækst politik. Med en effektiviseret offentlig sektor (og det KAN lade sig gøre), og øgede indtægter, vil vi være på vej til at skabe grobunden for et land med masser af muligheder.

Vi skal altså ikke alene snakke om hvem der skal have hvilket stykke af kagen. Vi skal snakke om at gøre kagen større.

De øgede indtægter skal ikke komme af forhøjede skatter. For det vil blot lede flere virksomheder til at flytte deres forretning og produktion til udlandet, som bl.a. Vestas, Merrild og Fritz Hansen har gjort det i det sidste stykke tid.

Et lands værdi, kan aldrig måles på skatteindtægter. Det er kun et lands effektivitet, der kan måles på skatteindtægter. Og her står det sløjt til.

Et lands værdi kan udelukkende måles på dets virksomheders evne til at tjene penge. Det er dér – og kun dér, landets indtægter kommer fra.

Vi skal ikke fortsætte med at malke den udhungrede ko. Den skal have næring og pleje, inden den kan give mælk igen.

I Liberal Alliance går vi ind for at sætte tæring efter næring. Vi vil have sænket skatterne og dermed øge antallet af arbejdspladser og lønmodtagere. Vi vil have mere personlig frihed og ikke ved lov fratages at kaste en snebold, som debatten i folketingssalen den 13. januar 2011 handlede om. Vi vil have effektiviseret den offentlige sektor, og vi vil have skabt vækst.

Kilde: