For at måtte køre bil i Danmark kræves det at man har et kørekort. Man skal bestå både en praktisk og teoretisk test. Disse krav stilles for at alle kan færdes sikkert i trafikken. Vi vil så vidt muligt undgå at uskyldige kommer til skade og i yderste konsekvens får deres liv ødelagt.
For at måtte få et barn i Danmark kræves intet. Man skal ikke bevise at man i praktisk og teoretisk forstand kan håndtere ansvaret for et andet menneskes liv. Der stilles ingen krav fordi alle er født med retten til at formere sig. Vi tager ingen forbehold for at sikre at uskyldige børn ikke kommer til skade (fysisk eller mentalt) og i yderste konsekvens får ødelagt deres liv.
Ovenstående er logik for burhøns. Eller er det? Giver det mening at vi som samfund lader uskyldige menneskers liv stå i skyggen af politisk korrekthed og misforstået opfattelse af etik og menneskerettigheder?
Man kan godt nøjes med at læse ovenstående, men der følger en (desværre noget ustruktureret) uddybelse og større refleksion over problemet.
(Inden man læser resten af dette indlæg vil jeg opfordre til at man ser TV2’s dokumentarer ”Er du mors lille dreng” og ”Er du mors lille dreng – 10 år efter”. De kan ses gratis på Sputnik.)
Alle har (åbenbart) ret til at få børn. Hvem som helst. Selv mennesker som de sociale myndigheder, og vi som samfund, har vurderet ikke evner at tage vare på deres eget liv. Kan man tilsidesætte egne behov, se sit barns, imødekomme disse og se hvad der er bedst for sit afkom, når man ikke kan se at det skader en selv at man eksempelvis er afhængig af alkohol og euforiserende stoffer?
For nogen kan det at få et barn være et vendepunkt, og forældrene kan vokse med ansvaret. Desværre er der andre tilfælde hvor forældrene, ofte som forventet, ikke magter at tage vare på et barn. Disse tilfælde er der desværre mange af og man spørger sig selv; hvordan kan vi undgå disse ulykkelige situationer?
I trafikken skal man have et kørekort, men det kan være en noget kompliceret opgave at lave en forælderevnetest som alle skal kunne bestå for at ”få lov til” at få et barn. Jeg accepterer dette og derudover menneskers frihed og ret til én ny chance, og lader det komme an på en prøve. Altså lader dem få et barn og prøve om de er i stand til at være forælder. I trafikken ville det være ret uansvarligt, og det kan man da i allerhøjeste grad også vurdere at det er i denne situation hvor man gambler med ufødte børns liv, men på en måde er det måske den mest fair måde at gøre det på. Dog primært set fra forældrenes side.
I trafikken er der en konsekvens hvis du ødelægger andre menneskers liv, men hvis du som forælder ødelægger dit barns liv inden det er født får det ingen konsekvenser. Du kan få børn ligeså tosset du vil (hvilket generelt i øvrigt i mine øjne er et KÆMPE økonomisk problem for samfundet (med henvisning til den aktuelle debat om børnechecken, fattigdom osv.). Hvis du først har ødelagt et liv, vil vi kun delvist forhindre dig i at ødelægge andre. Altså når samfundet har set et ”mord” og tvangsfjernet et barn, vælger man i nogle tilfælde også at tvangsfjerne de børn der senere hen bliver født, allerede ved fødslen. Dette er sjældent nok til at give barnet samme chancer som andre børn, men det er dog en hjælp.
Problemet er nu bare at hvis man tager de kyniske samfundsbriller på, står man nu med en kæmpe udgift. Tvangsfjernede børn er meget dyre! Det er synd at de bliver syndebukke, når de er uskyldige, men sådan er det. Mange af de kommuner der har problemer med at overholde budgetterne peger på at udgifterne til området med mennesker med særlige behov er eksploderet.
På det opholdssted hvor jeg arbejder koster det månedligt over 50.000 kroner at have et barn indkvarteret. Derudover er der udgifterne til skolen som er over det dobbelte af hvad de er for ”almindelige” børn, hvis altså barnet havner i specialklasse, hvilket oftest er tilfældet. Årligt vil der for hvert barn en kommune har tvangsfjernet minimum være en anslået udgift på et godt stykke over en halv million. Denne pris betaler skatteborgerne og samfundet for at forsvare forældres rettigheder og dette er på bekostning af uskyldige menneskers livskvalitet og samfundet generelt. Det synes jeg er uansvarligt!
Jeg synes at samfundet som det ser ud nu fralægger sig sit ansvar på grund af berøringsangst. Jeg er da også en smule angst for at lægge op til denne diskussion, men jeg synes den er nødvendig.
Desværre har jeg ikke svaret/løsningen på hvordan vi kommer problemet til livs, men jeg håber der er nogle kloge hoveder der kan finde en mere etisk korrekt balance mellem ufødte børns og forældres rettigheder, og samfundets ansvar. Er (midlertidig) tvangssterilisation eksempelvis en mulighed, når man først har fået fjernet et barn?
PS: Hele diskussionen om hvad det er at være en god forælder vil jeg ikke tage stilling til. Jeg forsøger blot at forholde mig til, og lægge op til en diskussion af ufødte børns rettigheder og samfundets ansvar overfor disse.
For at måtte få et barn i Danmark kræves intet. Man skal ikke bevise at man i praktisk og teoretisk forstand kan håndtere ansvaret for et andet menneskes liv. Der stilles ingen krav fordi alle er født med retten til at formere sig. Vi tager ingen forbehold for at sikre at uskyldige børn ikke kommer til skade (fysisk eller mentalt) og i yderste konsekvens får ødelagt deres liv.
Ovenstående er logik for burhøns. Eller er det? Giver det mening at vi som samfund lader uskyldige menneskers liv stå i skyggen af politisk korrekthed og misforstået opfattelse af etik og menneskerettigheder?
Man kan godt nøjes med at læse ovenstående, men der følger en (desværre noget ustruktureret) uddybelse og større refleksion over problemet.
(Inden man læser resten af dette indlæg vil jeg opfordre til at man ser TV2’s dokumentarer ”Er du mors lille dreng” og ”Er du mors lille dreng – 10 år efter”. De kan ses gratis på Sputnik.)
Alle har (åbenbart) ret til at få børn. Hvem som helst. Selv mennesker som de sociale myndigheder, og vi som samfund, har vurderet ikke evner at tage vare på deres eget liv. Kan man tilsidesætte egne behov, se sit barns, imødekomme disse og se hvad der er bedst for sit afkom, når man ikke kan se at det skader en selv at man eksempelvis er afhængig af alkohol og euforiserende stoffer?
For nogen kan det at få et barn være et vendepunkt, og forældrene kan vokse med ansvaret. Desværre er der andre tilfælde hvor forældrene, ofte som forventet, ikke magter at tage vare på et barn. Disse tilfælde er der desværre mange af og man spørger sig selv; hvordan kan vi undgå disse ulykkelige situationer?
I trafikken skal man have et kørekort, men det kan være en noget kompliceret opgave at lave en forælderevnetest som alle skal kunne bestå for at ”få lov til” at få et barn. Jeg accepterer dette og derudover menneskers frihed og ret til én ny chance, og lader det komme an på en prøve. Altså lader dem få et barn og prøve om de er i stand til at være forælder. I trafikken ville det være ret uansvarligt, og det kan man da i allerhøjeste grad også vurdere at det er i denne situation hvor man gambler med ufødte børns liv, men på en måde er det måske den mest fair måde at gøre det på. Dog primært set fra forældrenes side.
I trafikken er der en konsekvens hvis du ødelægger andre menneskers liv, men hvis du som forælder ødelægger dit barns liv inden det er født får det ingen konsekvenser. Du kan få børn ligeså tosset du vil (hvilket generelt i øvrigt i mine øjne er et KÆMPE økonomisk problem for samfundet (med henvisning til den aktuelle debat om børnechecken, fattigdom osv.). Hvis du først har ødelagt et liv, vil vi kun delvist forhindre dig i at ødelægge andre. Altså når samfundet har set et ”mord” og tvangsfjernet et barn, vælger man i nogle tilfælde også at tvangsfjerne de børn der senere hen bliver født, allerede ved fødslen. Dette er sjældent nok til at give barnet samme chancer som andre børn, men det er dog en hjælp.
Problemet er nu bare at hvis man tager de kyniske samfundsbriller på, står man nu med en kæmpe udgift. Tvangsfjernede børn er meget dyre! Det er synd at de bliver syndebukke, når de er uskyldige, men sådan er det. Mange af de kommuner der har problemer med at overholde budgetterne peger på at udgifterne til området med mennesker med særlige behov er eksploderet.
På det opholdssted hvor jeg arbejder koster det månedligt over 50.000 kroner at have et barn indkvarteret. Derudover er der udgifterne til skolen som er over det dobbelte af hvad de er for ”almindelige” børn, hvis altså barnet havner i specialklasse, hvilket oftest er tilfældet. Årligt vil der for hvert barn en kommune har tvangsfjernet minimum være en anslået udgift på et godt stykke over en halv million. Denne pris betaler skatteborgerne og samfundet for at forsvare forældres rettigheder og dette er på bekostning af uskyldige menneskers livskvalitet og samfundet generelt. Det synes jeg er uansvarligt!
Jeg synes at samfundet som det ser ud nu fralægger sig sit ansvar på grund af berøringsangst. Jeg er da også en smule angst for at lægge op til denne diskussion, men jeg synes den er nødvendig.
Desværre har jeg ikke svaret/løsningen på hvordan vi kommer problemet til livs, men jeg håber der er nogle kloge hoveder der kan finde en mere etisk korrekt balance mellem ufødte børns og forældres rettigheder, og samfundets ansvar. Er (midlertidig) tvangssterilisation eksempelvis en mulighed, når man først har fået fjernet et barn?
PS: Hele diskussionen om hvad det er at være en god forælder vil jeg ikke tage stilling til. Jeg forsøger blot at forholde mig til, og lægge op til en diskussion af ufødte børns rettigheder og samfundets ansvar overfor disse.
