Det ser ud som om, flertallet af de "borgerlig-liberale" debattører har et relevant fokus på, hvad kontanthjælpssystemet koster skatteyderne og i særlig høj grad ytrer (måske rimelig) skepsis overfor hvad f.eks. Fattig-Carina, Doven-Robert og Charterferie-/Kontanthjælps-Tania koster.
Der er imidlertid en helt anden, meget grimmere omkostning ved dette kedelige kontanthjælps-system, da det fuldstændigt har kostet mig respekten for de ældre politikere fra liste A, B, C og V, samt for deres vælgere.
Jeg havde/har krav på en kontant erstatning og en kæmpe undskyldning fra den til enhver tid siddende regeringschef, på baggrund af en Folketings-flertalsbeslutning, som jeg stadigvæk efterlyser.
Da det er en erstatning og ikke en almisse jeg efterlyser, må det give anledning til krumme tæer, at jeg idag får overførselsindkomst og er direkte fornærmet og fjendtligt indstillet overfor denne "løsning" og overfor de ansvarlige politikere og embedsmænd m/k.
Man forlanger, at jeg skal glemme alt om, at jeg selv finansierede mine studietidsforlængelser med erhvervsarbejde og banklån, indtil man med tåbelige kontanthjælpsregler satte en stopper for det.
Det kan "man" godt glemme alt om, efter at "man" nu har kostet mig hele min ungdom og sinket min uddannelse i mere end to årtier.
Måske skulle "man" i AV-regeringen allerede i 1978 have affattet SU-loven så også 18-21 årige kunne få SU?
Når "man" valgte at diskriminere de riges uønskede børn og dermed dermed afskar undertegnede fra at gå i gymnasiet og fra at gå igang med en uddannelse som ung, så skal "man" selvfølgelig ikke efterfølgende bruge en ikke-eksisterende SU-ret som argument for at stramme kontanthjælpsreglerne en tand for meget - i forbindelse med Finansloven for 1995, kludetæppeforliget, hvor Mogens Lykketoft snød bl.a. pensionisterne, som H.P. Scharla-Nielsen så korrekt påpegede.
Jeg gør et allersidste forsøg på at færdiggøre min uddannelse og kan forvente at blive færdiguddannet umiddelbart inden jeg bliver 54 år gammel, hvorefter jeg planlægger at blive skatteyder på helt normale vilkår, medmindre lige Danmark fortsat fravælger min arbejdskraft og mit skatteyderpotentiale. Skulle jeg mod forventning fortsat være uønsket på arbejdsmarkedet i Danmark, når jeg får mit fine papir fra AAU, så bliver det et andet land der får glæde af det.
Jeg er ikke sat i verden for at sidde på min flade eller for at hænge i patterne på Mor Danmark, men for hele tiden at øge og styrke min virkelyst, mit initiativ og mine kvalifikationer, altså for at arbejde, enten som selvstændig eller som arbejdstager.
Den heldige arbejdsgiver vil i så fald blive mødt af et tilbud fra en potentiel medarbejder, der ærligt redegør for sine kvalifikationer, kvaliteter og mangel på samme, samt en realistisk vurdering af, hvor hurtigt de evt. manglende rutiner kan indlæres.
Det sker bare ikke, når socialforvaltningen ved bekendtgørelse fra Centraladministrationen tvinges til at afkræve lægeerklæringer, der betyder noget andet end det, der skal stå på dem.
Jeg står ikke om morgenen hos doktoren og beder om en forkert lægeerklæring, der skal underkende mit potentiale som arbejdstager. Jeg står heller ikke hos Socialforvaltningen om formiddagen og siger, at jeg skal have kontanthjælp fordi jeg ikke kan arbejde de næste tre måneder, hvis ikke det er rigtigt.
Jeg står heller ikke ved middagstid hos personaleledelsen i en virksomhed med mad i maven som er givet af socialforvaltningen på baggrund af en langtidssygemelding og siger at jeg kan bestride en stilling, eller at "Jeg får kontanthjælp fordi jeg ikke kan arbejde de næste par måneder, men jeg bliver rask om fem minutter, når vi har lavet en ansættelsesaftale".
Man laver den slags fejl, når man forhaster sig ved stramninger i kontanthjælpsregler og man føjer spot til skade når man efterfølgende med ubegribelig arrogance nægter at rette fejlen eller medvirke til at finde en rimelig løsning, som både staten og borgeren kan leve med.
Tro mig dumme Danmark: I ønsker jer ikke flere kedelige tilfælde som mit.
http://users.telenor.dk/~dsl696435/magtarrogance_3.pdf
