Der er noget skørt ved vores nuværende system. Vi støtter et folketingsmedlem eller et parti, men det vi får er folkeledere. Disse folkeledere er kendetegnede ved deres massive mængder af holdninger til, hvad vi skal gøre og hvor gode vi skal være, med mere. Som eksempel holdninger til hvor gode eleverne skal være i folkeskolen eller holdninger til, hvordan vi kommer ud af den finansielle krise.
Problemet opstår her: Folketingspolitikere er ikke ledere. Deres funktion er at lovgive - en fuldtidsbeskæftigelse, som giver dem en god løn.
Det giver ikke mening at lovgive om børns IQ eller landets BNP (eller global temperatur for den sags skyld).
Ikke engang regeringen bør have sådanne holdninger (endnu et eksempel er holdninger til middellevetid). Regeringens rolle er at administrere - ikke at lede landet. Som eksempel er det regeringens opgave at sørge for at uddannelsessystemet er optimalt, men det kommer ikke ud på at så og så mange får en ungdomsuddannelse - det er ifølge lovgivningen et frit valg.
Sagen er den, at når man både er lovgiver og administrator - folketingsmedlem og regeringsmedlem - så har man to meget vigtige roller: Man skal både lave reglerne og sørge for de bliver overholdt. Så hvorfor ikke også tage lederrollen på sig? Lovgiverens holdninger til, hvad der er rigtigt og forkert, udvikler sig nu til lederens holdninger om, hvad der er sundt og usundt - godt og skidt. Men lovgiveren med lederholdninger er stadig lovgiver og gennemfører planerne som lovgiver - og ikke som leder! Det bliver således nationens opgave - gennem loven - at gennemføre de planer lovgiveren burde have søgt gennemført ved almindeligt initiativ og lederskab.Jeg er umiddelbart fortaler for en større adskillelse mellem regering og Folketing. Man bør ikke kunne være både minister og folketingsmedlem. Det er to vidt forskellige fuldtidsbeskæftigelser, der endda er utroligt vigtige for samfundet.
Det er nok ikke løsningen på det problem, jeg har forsøgt at belyse, men, som jeg har argumenteret for, kan det måske have en betydning.
Problemet opstår her: Folketingspolitikere er ikke ledere. Deres funktion er at lovgive - en fuldtidsbeskæftigelse, som giver dem en god løn.
Det giver ikke mening at lovgive om børns IQ eller landets BNP (eller global temperatur for den sags skyld).
Ikke engang regeringen bør have sådanne holdninger (endnu et eksempel er holdninger til middellevetid). Regeringens rolle er at administrere - ikke at lede landet. Som eksempel er det regeringens opgave at sørge for at uddannelsessystemet er optimalt, men det kommer ikke ud på at så og så mange får en ungdomsuddannelse - det er ifølge lovgivningen et frit valg.
Sagen er den, at når man både er lovgiver og administrator - folketingsmedlem og regeringsmedlem - så har man to meget vigtige roller: Man skal både lave reglerne og sørge for de bliver overholdt. Så hvorfor ikke også tage lederrollen på sig? Lovgiverens holdninger til, hvad der er rigtigt og forkert, udvikler sig nu til lederens holdninger om, hvad der er sundt og usundt - godt og skidt. Men lovgiveren med lederholdninger er stadig lovgiver og gennemfører planerne som lovgiver - og ikke som leder! Det bliver således nationens opgave - gennem loven - at gennemføre de planer lovgiveren burde have søgt gennemført ved almindeligt initiativ og lederskab.Jeg er umiddelbart fortaler for en større adskillelse mellem regering og Folketing. Man bør ikke kunne være både minister og folketingsmedlem. Det er to vidt forskellige fuldtidsbeskæftigelser, der endda er utroligt vigtige for samfundet.
Det er nok ikke løsningen på det problem, jeg har forsøgt at belyse, men, som jeg har argumenteret for, kan det måske have en betydning.
