Verdens største offentlige sektor, et af verdens største offentlige forbrug målt i procent af BNP, en til stadighed større bureaukratisering og et land, hvis vækst er stagnerende. Dette er bare en lille del af den virkelighed, der gør sig gældende i Danmark i dag, foruden, naturligvis, en gøgeunge af et velfærdssamfund, der er helt ude af proportioner, og som fostrer flere tabere end det udklækker vindere. Manglende reformvillighed blandt politikerne samt en politik, hvis kurs udstikkes efter det holdningskompas, der er at finde blandt midtervælgerne, ser ud til at være hæmmende for de helt oplagte og nødvendige tiltag, der skal til for at ændre kursen mod et samfund, der er i stand til også at bære finansieringen af de velfærdsydelser, størstedelen af danskerne er storforbrugere af.
Et helt centralt punkt i en løsning, der kan få Danmark på ret kurs igen, er naturligvis produktiv vækst og en forøgelse af velstanden. Det er det private erhvervsliv, der skal agere vandbærer for det tørstige danske omfordelings- og velfærdssamfund, og det gælder således om at give det private erhvervsliv de bedste betingelser at arbejde under, ellers skifter vandbærerne til et andet hold. Danmark er i en stadig hårdere global konkurrence mod andre lande, der også bejler til virksomheder og produktive mennesker, og vi har således ikke råd til at sidde på hænderne i vores selvfedhed over at være verdens lykkeligste folk, krydret med andre besynderlige og imaginære feel good-illusioner. I en samfundsøkonomi er følelsesmæssig goodwill værdiløs.
Virksomheder, der leder efter egnede steder til placering af deres aktiviteter, er naturligvis meget opmærksomme på de rammevilkår, der gør sig gældende i de lande, der konkurrerer om deres gunst. Eksemplerne på at rammevilkårerne i Danmark ikke er tilstrækkelige er talrige. Allerede etablerede virksomheder er igen og igen nødsaget til at afskedige medarbejdere i Danmark og flytte deres aktiviteter til udlandet. Som to eksempler kan nævnes Danish Crown, der således gentagne gange, og så sent som i denne uge, har afskediget produktionsmedarbejdere samt Danfoss, der ikke kun flytter deres produktion, men sågar deres vidensbaserede stillinger og udviklingsafdelinger ud af landet. Hertil kommer så de virksomheder, der fravælger at etablere sig i Danmark, selv inden for områder vi indtil videre har været førende på. Således har Siemens Wind Power netop fravalgt Danmark ved placeringen af deres nye store vindmøllefabrik.
Det skriger til himlen med en kraft, så selv en døv mand må holde sig for ørene, at der er noget galt med de nuværende vilkår. Tilsyneladende går de fleste af Danmarks politikere dog rundt med høreværn på størrelse med bautasten, for viljen til at gennemføre de nødvendige tiltag, er ikke-eksisterende. En sænkning af marginalindkomstskatten samt selskabsskatten, et opgør med konkurrenceforvridende erhvervsstøtteordninger, afbureaukratiseringer og bedre mulighed for tilgang af udenlandsk kvalificeret arbejdskraft, er blot et par af de punkter, der vil kunne styrke Danmark som et attraktivt land at drive virksomhed i.
Under paneldebatten til kåringen af Årets Idealist 2009 i går, diskuterede Mogens Lykketoft og Lars Seier Christensen bla. disse økonomipolitiske udfordringer. Lars Seier påpegede, ikke overraskende, nogle af ovenstående problemer og fokuserede meget på bla. en sænkning af skattetrykket som en vigtig faktor i bestræbelserne på at styrke væksten og velstanden.
Mogens Lykketoft havde derimod et lidt andet fokus, når det kom til at gøre Danmark attraktivt for erhvervslivet. Opskriften var tilgang til højtuddannet arbejdskraft, skabt af et uddannelsessystem i topklasse, samt en velfungerende infrastruktur. Jeg kan næppe forestille mig, at man kan finde et fornuftigt tænkende menneske, som vil være uenig med ham i at disse to faktorer er vigtige i bestræbelserne på at tiltrække erhvervsvirksomheder. Det indlysende var dermed sagt, så jeg sad spændt og ventede på, hvad han ellers havde at byde på. Der kom bare ikke mere! Jeg skal ikke gøre mig klog på, om Lykketoft rent faktisk mener, at der er andre knapper at trykke på, men i så fald giver han eksplicit ikke udtryk for dette, og man kan således med god grund antage, at han mener, at uddannelse og infrastruktur er netop de to parametre man skal fokusere på.
Det er så hér, min bekymring for den manglende helhedsforståelse hos venstrefløjen kommer ind i billedet. For det er altså ikke tilstrækkeligt at fokusere på sin egen amputerede virkelighedsopfattelse, hvis man vil styrke incitamentet hos tredjepart, her i form af erhvervslivet, til at kanalisere investeringer ind i landet. Så må man nødvendigvis skaffe sig indsigt i de forhold samt tage højde for de præmisser og kriterier, der gør sig gældende for og hos erhvervslivet.
Enhver, der har så meget som en basal forståelse for finansiel økonomi, ved, at en virksomhed altid vil foretage beregning af nutidsværdien for enhver investering eller projekt, den påtænker at igangsætte. Denne kalkule foretages ved i mere eller mindre detaljeret grad at tilbagediskontere de forventede betalingsstrømme, der knytter sig til det givne projekt. Et projekt er således kun profitabelt at igangsætte, såfremt nutidsværdien er positiv. Dette betyder imidlertid dog ikke, at ethvert projekt med positiv nutidsværdi bør igangsættes, da investeringen i projektet i stedet kunne bruges på en alternativ investering i et andet projekt med en højere nutidsværdi.
Inputvariabler til denne kalkulemodel må således i en situation, hvor de alternative projekter udgøres af forskellige fysiske placeringer af en given aktivitet, tage højde for de rammevilkår, der gør sig gældende for hver enkelt placering, herunder naturligvis både lønudgifter og skatteforhold samt de mere arbitrære værdiparametre som uddannelsesniveau, infrastruktur og markeds- og konkurrenceregulerende foranstaltninger. Såvel mobilitet som udviklingspotentiale og -forventninger er udslagsgivende for værdien og vægtningen af de enkelte parametre.
Lad mig kort belyse de to parametre, Lykketoft finder mest væsentlige, nemlig uddannelsesniveauet og infrastrukturen. Veluddannet arbejdskraft er en mobil parameter i den forstand, at en højtuddannet person med lethed kan flytte derhen, hvor afkastet af hans arbejde er størst. Virksomheder vil således have relativt nemt ved at tiltrække medarbejdere, der er uddannet i Danmark, uanset hvor i verden virksomheden er placeret. En veludviklet infrastruktur er ligeledes ikke en parameter, der gør Danmark synderligt konkurrencedygtig over for andre lande. I stort set hele den vestlige verden har infrastrukturen i mange år været på niveau med Danmark. Ser vi på det globale plan, er adskillige af de lande vi konkurrerer med, og som på dette punkt har haltet efter vesten, i fuld gang med at udbygge en infrastruktur, der er på højde med den vestlige verdens. Hertil kommer så den skare af lande i bla. Afrika, der står på spring til at følge trop.
Der er således ikke meget spræl i de dovne og aldrende kaniner, Lykketoft hiver op af hatten. Helhedsforståelsen lader ikke til at være til stede. Hvis man vil vinde VM i fodbold, må man satse på det stærkeste hold, og så nytter det næppe meget at målmanden er verdens bedste, hvis resten af spillerne er hentet i 2. division. Det samme princip gælder naturligvis i den globale konkurrence om at tiltrække investeringer. Det gælder om at tilbyde investorerne den bedste samlede pakke. Og i den er liberaliseringer og afbureaukratisering et par vigtige spillere på banen sammen med lettelser af såvel indkomst- som selskabsskatten. Der er nok at tage fat i – bruttotruppen er stor, om man så må sige. Nu venter vi så bare på, at der er nogle ansvarlige politikere, der tør sætte det bedste hold.
Et helt centralt punkt i en løsning, der kan få Danmark på ret kurs igen, er naturligvis produktiv vækst og en forøgelse af velstanden. Det er det private erhvervsliv, der skal agere vandbærer for det tørstige danske omfordelings- og velfærdssamfund, og det gælder således om at give det private erhvervsliv de bedste betingelser at arbejde under, ellers skifter vandbærerne til et andet hold. Danmark er i en stadig hårdere global konkurrence mod andre lande, der også bejler til virksomheder og produktive mennesker, og vi har således ikke råd til at sidde på hænderne i vores selvfedhed over at være verdens lykkeligste folk, krydret med andre besynderlige og imaginære feel good-illusioner. I en samfundsøkonomi er følelsesmæssig goodwill værdiløs.
Virksomheder, der leder efter egnede steder til placering af deres aktiviteter, er naturligvis meget opmærksomme på de rammevilkår, der gør sig gældende i de lande, der konkurrerer om deres gunst. Eksemplerne på at rammevilkårerne i Danmark ikke er tilstrækkelige er talrige. Allerede etablerede virksomheder er igen og igen nødsaget til at afskedige medarbejdere i Danmark og flytte deres aktiviteter til udlandet. Som to eksempler kan nævnes Danish Crown, der således gentagne gange, og så sent som i denne uge, har afskediget produktionsmedarbejdere samt Danfoss, der ikke kun flytter deres produktion, men sågar deres vidensbaserede stillinger og udviklingsafdelinger ud af landet. Hertil kommer så de virksomheder, der fravælger at etablere sig i Danmark, selv inden for områder vi indtil videre har været førende på. Således har Siemens Wind Power netop fravalgt Danmark ved placeringen af deres nye store vindmøllefabrik.
Det skriger til himlen med en kraft, så selv en døv mand må holde sig for ørene, at der er noget galt med de nuværende vilkår. Tilsyneladende går de fleste af Danmarks politikere dog rundt med høreværn på størrelse med bautasten, for viljen til at gennemføre de nødvendige tiltag, er ikke-eksisterende. En sænkning af marginalindkomstskatten samt selskabsskatten, et opgør med konkurrenceforvridende erhvervsstøtteordninger, afbureaukratiseringer og bedre mulighed for tilgang af udenlandsk kvalificeret arbejdskraft, er blot et par af de punkter, der vil kunne styrke Danmark som et attraktivt land at drive virksomhed i.
Under paneldebatten til kåringen af Årets Idealist 2009 i går, diskuterede Mogens Lykketoft og Lars Seier Christensen bla. disse økonomipolitiske udfordringer. Lars Seier påpegede, ikke overraskende, nogle af ovenstående problemer og fokuserede meget på bla. en sænkning af skattetrykket som en vigtig faktor i bestræbelserne på at styrke væksten og velstanden.
Mogens Lykketoft havde derimod et lidt andet fokus, når det kom til at gøre Danmark attraktivt for erhvervslivet. Opskriften var tilgang til højtuddannet arbejdskraft, skabt af et uddannelsessystem i topklasse, samt en velfungerende infrastruktur. Jeg kan næppe forestille mig, at man kan finde et fornuftigt tænkende menneske, som vil være uenig med ham i at disse to faktorer er vigtige i bestræbelserne på at tiltrække erhvervsvirksomheder. Det indlysende var dermed sagt, så jeg sad spændt og ventede på, hvad han ellers havde at byde på. Der kom bare ikke mere! Jeg skal ikke gøre mig klog på, om Lykketoft rent faktisk mener, at der er andre knapper at trykke på, men i så fald giver han eksplicit ikke udtryk for dette, og man kan således med god grund antage, at han mener, at uddannelse og infrastruktur er netop de to parametre man skal fokusere på.
Det er så hér, min bekymring for den manglende helhedsforståelse hos venstrefløjen kommer ind i billedet. For det er altså ikke tilstrækkeligt at fokusere på sin egen amputerede virkelighedsopfattelse, hvis man vil styrke incitamentet hos tredjepart, her i form af erhvervslivet, til at kanalisere investeringer ind i landet. Så må man nødvendigvis skaffe sig indsigt i de forhold samt tage højde for de præmisser og kriterier, der gør sig gældende for og hos erhvervslivet.
Enhver, der har så meget som en basal forståelse for finansiel økonomi, ved, at en virksomhed altid vil foretage beregning af nutidsværdien for enhver investering eller projekt, den påtænker at igangsætte. Denne kalkule foretages ved i mere eller mindre detaljeret grad at tilbagediskontere de forventede betalingsstrømme, der knytter sig til det givne projekt. Et projekt er således kun profitabelt at igangsætte, såfremt nutidsværdien er positiv. Dette betyder imidlertid dog ikke, at ethvert projekt med positiv nutidsværdi bør igangsættes, da investeringen i projektet i stedet kunne bruges på en alternativ investering i et andet projekt med en højere nutidsværdi.
Inputvariabler til denne kalkulemodel må således i en situation, hvor de alternative projekter udgøres af forskellige fysiske placeringer af en given aktivitet, tage højde for de rammevilkår, der gør sig gældende for hver enkelt placering, herunder naturligvis både lønudgifter og skatteforhold samt de mere arbitrære værdiparametre som uddannelsesniveau, infrastruktur og markeds- og konkurrenceregulerende foranstaltninger. Såvel mobilitet som udviklingspotentiale og -forventninger er udslagsgivende for værdien og vægtningen af de enkelte parametre.
Lad mig kort belyse de to parametre, Lykketoft finder mest væsentlige, nemlig uddannelsesniveauet og infrastrukturen. Veluddannet arbejdskraft er en mobil parameter i den forstand, at en højtuddannet person med lethed kan flytte derhen, hvor afkastet af hans arbejde er størst. Virksomheder vil således have relativt nemt ved at tiltrække medarbejdere, der er uddannet i Danmark, uanset hvor i verden virksomheden er placeret. En veludviklet infrastruktur er ligeledes ikke en parameter, der gør Danmark synderligt konkurrencedygtig over for andre lande. I stort set hele den vestlige verden har infrastrukturen i mange år været på niveau med Danmark. Ser vi på det globale plan, er adskillige af de lande vi konkurrerer med, og som på dette punkt har haltet efter vesten, i fuld gang med at udbygge en infrastruktur, der er på højde med den vestlige verdens. Hertil kommer så den skare af lande i bla. Afrika, der står på spring til at følge trop.
Der er således ikke meget spræl i de dovne og aldrende kaniner, Lykketoft hiver op af hatten. Helhedsforståelsen lader ikke til at være til stede. Hvis man vil vinde VM i fodbold, må man satse på det stærkeste hold, og så nytter det næppe meget at målmanden er verdens bedste, hvis resten af spillerne er hentet i 2. division. Det samme princip gælder naturligvis i den globale konkurrence om at tiltrække investeringer. Det gælder om at tilbyde investorerne den bedste samlede pakke. Og i den er liberaliseringer og afbureaukratisering et par vigtige spillere på banen sammen med lettelser af såvel indkomst- som selskabsskatten. Der er nok at tage fat i – bruttotruppen er stor, om man så må sige. Nu venter vi så bare på, at der er nogle ansvarlige politikere, der tør sætte det bedste hold.
