Havde førtidspensionen været en Toyota ville den ikke gå igennem syn! Førtidspensionen, i sin nuværende udformning, hjælper ikke nogen. Den danske stat er begyndt at parkere folk på førtidspension. Førtidspensionisterne føler sig i stigende grad socialt ekskluderede samtidig med at staten bruger flere penge end der er til rådighed. Resultat: ingen er tilfredse!
En tiltrængt reform bør baseres på økonomiske overvejelser samt have et humant perspektiv. Jeg vil uddybe nærmere:
Det er min grundlæggende overbevisning at langt de fleste mennesker gerne vil opnå succes. Hvordan man opnår dette, og hvad man har at gøre godt med, er forskelligt fra menneske til menneske. Men ALLE mennesker vil gerne opnå en følelse af succes. Undersøgelser viser at førtidspensionen påvirker denne følelse af at lykkes og at kunne lykkes i en negativ grad i form af social eksklusion og fordomme.
Derfor må man ikke glemme, at de fleste mennesker ikke ønsker at være på førtidspension. De fleste mennesker vil gerne yde og vil gerne lykkes på arbejdsmarkedet. Selvfølgelig er der samfundssnyltere, der udnytter den danske velfærdsstat og reelt ikke ønsker at give igen (for det kan man når man har et velfærdssystem som Danmark!), men disse er ikke relevante for min analyse. Med udgangspunkt i de mennesker i Danmark der virkelig har brug for førtidspension, vil jeg gerne uddybe mine tanker omkring en reform.
Jeg vil starte med lidt, for mig, meget skræmmende fakta:
1:I dag er mere end 300.000 danskere på førtidspension, ledighedsydelse eller har fleksjob. Dette koster hvert år samfundet 40 mia. kr.
2: Undersøgelser viser at 48 % af førtidspensionisterne føler en forbedret funktionsevne efter bare 10 år. 623 af de 1.246 der i 2009 fik tildelt førtidspension, vil derfor kunne være ude på arbejdsmarkedet igen i 2019.
3: Førtidspension tildeles i praksis permanent, selvom lovgivningen er åben for, at kommunerne kan revurdere sagerne. Revurdering fandt kun sted 11 gange i hele 2009.
Det største spørgsmål bliver dermed; Hvorfor tildeles førtidspensionen permanent?
I dag bliver dobbelt så mange tilkendt førtidspension som i 1998. Flere og flere danskere parkeres på førtidspension – Ja parkeres. Førtidspensionen i Danmark er blevet en stor, uoverskuelig og samfundsbelastende parkeringsplads. En parkeringsplads uden vindere! Som Anne Kathrine Fjord-Marschall skriver, oplever førtidspensionisterne at blive ekskluderet fra det sociale og en tilkendelse af førtidspension kan have store personlige følgevirkninger. Så hvorfor flere og flere førtidspensionister?
Jeg mener der er sket en udvikling i tilkendelsen af førtidspension. I 1998 blev ca. 25 % af de personer der blev tilkendt førtidspension, tilkendt denne på baggrund af psykiske lidelser. Dette tal var i 2009 steget til over 50 %. Jeg tror det afspejler at førtidspensionen i stigende grad tildeles på baggrund af sociale - frem for medicinske betragtninger. Jeg vil til dels give skylden til kommunerne, som jeg mener, er ude af stand til at løfte opgaven som det var tiltænkt, og dernæst give sociale snyltere skylden for denne stigning. Dette vil jeg underbygge med to påstande:
1. Kigger man på loven for førtidspension, er denne utrolig klart formuleret. Førtidspension kan kun tildeles personer med varig nedsættelse af funktionsevnen. Denne nedsættelse skal bevirke at personen på ingen måde vil være i stand til at forsørge sig selv, hvorfor der kan tilkendegives indkomstreguleret (ægtefælle eller samlevers indkomst) førtidspension. Mit argument vil derfor ikke være at der skal en lovændring til. Tværtimod vil jeg bare opfordre kommunerne til at følge lovgivningen. Hvis 48 % af førtidspensionisterne føler bedring efter 10 år, er der jo sket en fejl ved diagnosticeringen; Den nedsatte funktionsevne har ikke været varig.
2. I København er antallet af personer med dansk oprindelse der tildeles førtidspension faldet med 27 % på kun ét år, mens det totale antal tilkendelser er steget med 37 %. Der er altså klare undersøgelser der viser at stigningen i antallet an nytilkendelser af førtidspension skyldes at for mange indvandre bliver parkeret på den føromtalte parkeringsplads. I stedet burde man bruge kræfterne på integration og aktivering.
Jeg mener, at ovenstående i høj grad må underbygge min påstand om at førtidspensionen ikke ville gå igennem et syn. Jeg mener det er tid til at reformere. Jeg mener at DI har en pointe, når de skriver at førtidspensionen bør tildeles midlertidigt, en periode på 5 år. Pensionen kan godt tilkendes igen, men der skal være en gennemgang og en ny tilkendelse af førtidspensionen hvert femte år.
Samtidig mener jeg at de mennesker der har brug for livslang overførselsindkomst skal tilkendes invalidepension i stedet. Er ens arbejdsevne så nedsat at det medicinsk vurderes at personen aldrig vil kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet må denne tilkendes invalidepension. For at undgå stigmatisering kan vi også kalde den noget andet – Det er ikke dét der er pointen.
Dermed vil der være to muligheder når en dansk borger får nedsat funktionsevne. På baggrund af en medicinsk vurdering bør personen tilkendes en midlertidig overførselsindkomst eller en livslang. Vi må begynde at differentiere klart imellem disse to - vidt forskellige - situationer. Både for førtidspensionisternes og for statens bundlinjes skyld.
Det er svært at få succes i et samfund hvor man stigmatiseres pga. førtidspension, men det er endnu sværere at få lykkes hvis man tilkendegives en livslang ydelse til trods for bedring.
