Jeg holdt engang en tale i Rom om hvordan den antageligt liberale multikulturalismeideologi har gjort det muligt at sprede den højest uliberale fundamentalistiske islamideologi i Europa, med al dens brutalitet og – blandt andre ting – voldelige homofobi. Da jeg vendte tilbage til mit hotel, ringede jeg til min ven hjemme i Oslo, for kun at høre, at han kun øjeblikke tidligere var blevet konfronteret af to unge muslimer ved et busstoppested, hvor den ene spurgte om han var homoseksuel, trak en kniv, og sparkede ham mens han stod på en bus, der i samme øjeblik kørte frem til stoppestedet. Hvis bussen ikke var kommet på det tidspunkt, kunne hændelsen have fået et meget værre udfald.
For ikke så længe siden var Oslo et iset Shangri-la af skandinavisk selvdisciplin, styrbart og med respekt for loven. Men i de seneste år har der været uhyggelige forandringer, inklusive en stigning i overfald på homoseksuelle. Sommeren 2006 var vidne til en hidtil uset bølge af disse overfald. Gerningsmændene er, meget uforholdmæssigt, unge muslimske mænd.
Det er selvfølgelig ikke kun Oslo. Problemet påvirker det meste af vesteuropa. Anekdotemæssige beviser antyder, at sådanne kriminelle handlinger er stærkt underrapporterede. Min ven valgte ikke at rapportere dette overfald. Jeg prøvede at overtale ham til det, men han sagde, at det ingen forskel ville gøre. Han havde sandsynligvis ret.
Grunden til de voldelige overfald på homoseksuelle i Europa er klar – og det er den samme grund som grunden til stigningen i antallet af voldtægter. I takt med at antallet af muslimer tager til i Europa, og i takt med at antallet af muslimer der er født og opvokset i Europa og tiltager, har mange muslimer en tendens til at opfatte Europa som en del af Umma (muslimske verden), at de har ret og pligt til at gennemtvinge Sharia i byerne de bor i og til at anerkende, at uanset omfanget af deres aggressioner vil dette sandsynligvis foregå ustraffet. Sådanne mænd behøver ikke være religiøst aktive for at føle de har carte blanche til åbent at angribe homoseksuelle mænd og kvinder der ikke underkaster sig, hvis friheder til at leve deres liv som de ønsker, er blandt de mest i øjenfaldende symboler på Vesten´s trods af hellig lov.
Alt dette kan multikulturalisterne ikke se i øjnene. Så selv om der foregår brutale gennembankninger af homoseksuelle, så skriver få journalister om det; og af de få der skriver om det, nævner endnu færre, at gerningsmændene er muslimer; og af de endnu færre der skriver, at der står muslimer bag, undskyldes muslimerne med, at de gør dette i et desperat svar på deres egen undertrykkelse.
Det har åbenbart ingen betydning at Europæerne, langt fra undertrykkende muslimerne, tilbyder personlig frihed og velfærdsstatens goder, der langt overgår hvad der er til rådighed i noget muslimsk land. Eller at få europæere – og da slet ikke homoseksuelle – banker muslimerne. Eller at hinduistiske eller buddhistiske immigranter, eller immigranter fra Sydamerika eller Kina, føler noget tvangsmæssigt behov for at reagere voldeligt mod deres ”undertrykkelse”. Næ, angreb fra muslimer bliver altid konstruerede som defensive – som et udtryk, ikke for magt, men for svaghed, ikke for aggression, men for hjælpeløshed (var der nogen der sagde autonome?). At antyde at gerningsmændene der langt fra er skrøbelige, sensitive blomster, der er blevet presset over grænsen af noget vi har gjort, faktisk er bøller drevet af en indbildsk opfattelse af overlegenhed og dybt forankret ondskabsfuldhed – af hvilke begge ting omhyggeligt er blevet lært hjemme, i skolen og i – ja, moskeen – er forbudt.
Et vanligt svar er: ”Men ikke-muslimer banker også homoseksuelle!”. Jep – helt sikkert. Forskellen er bare at i en stor del af Vesteuropa, var homoseksualitet på vej til at blive noget man ikke længere diskuterede. I Amsterdam i de sene 1990´ere blev jeg herligt overrasket over at se, at når en gruppe heteroseksuelle teenagedrenge passerede forbi et homoseksuelt par i gaderne, passerede de bare hinanden uden nogen reaktion overhovedet. Synet af homoseksuelle par hverken ophidsede dem, truede dem, morede dem eller forvirrede dem; den vanlige usikkerhedstrang til at reagere på åben homoseksualitet med én eller anden afstandstagen, ukvemsord eller gestus – og derigennem bekræfte sig selv og hinanden i deres egne heteroseksuelle skudsmål, var ganske enkelt ikke en del af disse unges attitude. For mig var dette en bemærkelsesværdig oplevelse. Amsterdam syntes for mig at være foregangsland af den nye bølge af fremskridt og human civilisation.
Men ak og ve, nu er Amsterdam lige det modsatte. Antallet af rapporterede overfald på homoseksuelle i Amsterdam stiger nu stødt år for år. Med en muslimsk befolkning på næsten halvdelen, er byen nu konfronteret med kampen mellem demokrati og sharia, under hvilken, må man ikke forglemme, homoseksualitet kan være en grov forbrydelse. Tingene er nu efterhånden så slemme, at selv de yderst politisk korrekte viser en grad af anerkendelse af at noget er forandret, og stadig forandres. Efter en gruppe af Amsterdam-muslimer bankede Chris Crain, redaktøren for avisen ”The Washington Blade” for homoseksuelle, indrømmede formanden for Holland´s førende organisation for homoseksuelle i Amsterdam, at tolerancen mod homoseksuelle ”forsvinder som sand mellem fingrene”, og at ”homoseksuelle nu er mindre villige til at gå hånd i hånd, af frygt for at få bank”.
Jeg kan bekræfte at dette er sandt. Alligevel kan politikere, journalister, aktivister og andre, der klynger sig til det multikulturelle tankesæt, få dem selv til at anerkende det islamiske grundlag for chikane. I stedet kommer de med den samme slags sludder, der blev serveret fra talsmanden fra Human Rights Watch efter hændelsen med Chris Cain: ”Der eksisterer stadig en overordentlig høj grad af racisme i det hollandske samfund. Homoseksuelle bliver ofte ofre for dette, når immigranter gengælder for de uligheder de lider under”.
Så kraftfuld er beslutsomheden til at vende sig væk fra den enkle sandhed, at borgmesteren for Amsterdam for nylig iværksatte en undersøgelse under universitetet i Amsterdam. Formålet? At prøve at klarlægge hvilke motiver der ligger til grund for det tiltagende antal angreb af hollandsk-marroccanske mænd i Amsterdam på homoseksuelle. ”Visse forskere”, skrev en reporter for UPI, ”mener at de muslimske voldsmænd banker lokale homoseksuelle, efter at de er blevet stigmatiserede af det hollandske samfund”. Med andre ord, som den mundrette ekspert Inger-Lise Lien spottende formulerede det, da jeg viste hende artiklen; ”Det er overfaldsmanden der er det sande offer”.
Og hvad borgmesteren angår, så synes han at operere af rent kyniske årsager. Dette er den samme borgmester, der opfordrede borgerne i Holland til at udvise en vis grad af ”tilpasning” mod de mandlige muslimske borgere, der kan tillade de muslimske mænd at undertrykke deres koner, søstre og døtre – selvom han ikke var helt sikker på, hvor grænsen bør trækkes (Bank? Voldtægt? Tvangsægteskab? Kønsomskæring? Æresdrab?). Givet dette ekstraordinære omfang af pragmatisme, synes det sikkert at konstatere, at borgmesteren ville være mere end villig til, for at sikre ”fred i vor tid”, med respektfuld diskretion at se væk, når muslimske bander banker en tilfældig ”synder” sønder og sammen.
I et lignende tilfælde har borgmesteren i London allerede ryddet vejen, da han som vært for den Sunni-lærde Yusuf al-Qaradawi, der støtter henrettelsen af homoseksuelle, hyllede al-Qaradawi som ”progressiv”. Da homoseksuelle påtalte denne latterlige erklæring, gengældte borgmesteren ved at offentliggøre en rapport af afhandlingslængde, der rensede al-Qaradawi og smædede sine kritikere som racister.
Selv når europæiske muslimer kontinuerligt erindrer os om deres stilling overfor homoseksuelle, fortsætte europæiske myndighedspersoner med at benægte de klare fakta om muslimerne. Tag eksempelvis Norge´s Asghar Ali, næstformand for Norge´s islamiske råd. Ali, der også opretholder højtstående positioner i Norge´s regeringsparti, og i den magtfulde sammenslutning af fagforeninger, som har arbejdet i kapacitet af rådgiver i regeringens råd for ligestilling og anti-diskrimination, skulle man tro var rollemodel som succesfuldt assimileret. Alligevel nægtede Ali ved en debat arrangeret af organisationen for homoseksuelle på universitetet i Olso at tage afstand fra dødsstraf for homoseksuelle. Da den øverste for det islamiske råd Senaid Koblica blev spurgt om dette emne, sagde han, at norske muslimer måtte diskutere dette og konsultere religiøse autoriteter. ”Mens denne proces kører”, sagde Koblica, ”beder jeg om forståelse og respekt for det faktum, at jeg ikke er i stand til at kommentere på det, hverken på egne vegne eller på vegne af det islamiske råd i Norge”. Altså forståelse og respekt for hans uvillighed til at rent ud at sige, at han ikke mener homoseksuelle burde henrettes.
Måske de yngre mere veluddannede muslimer er mere oplyste? En anden deltager i debatten på universitetet i Oslo, lederen for den muslimske studenterassociation Usman Rana sagde, at han personligt ikke støtter at gøre homoseksualitet til en stor forbrydelse, men at han ikke vil kritisere andre landes praktikker. ”Der findes desværre en tendens i Norge til at degradere religiøse mennesker”, fortalte Rana til den lokale universitetsavis. ”Det skyldes en ekstrem sekularisering i den norske offentlighed. Jeg håber lidenskabeligt, at vor deltagelse (i debatten om dødsstraf for homoseksuelle) kan bidrage med et mere nuanceret syn på Islam. Den norske offentlighed må blive mere liberal”. Igen er det voldsmændene – eller i dette tilfælde, bødlerne – der er de sande ofre.
Det kan godt være, at den norske offentlighed ikke endnu er tilstrækkeligt ”liberale” efter Rana´s smag, men det norske etablissement er i høj grad liberalt. Til trods for Kobilica´s nægtelse af at fordømme henrettelse af homoseksuelle forårsagede en midlertidig mediestorm, så har den norske regering intet foretaget sig i retning af at trække støtten på en halv million årlige kroner til de islamiske råd tilbage. Regeringsmyndigheder og journalister fortsætter med at forsvare det islamiske råd, at anskue det som værende ”den muslimske stemme”, og lade som om at det er stemmen fra de moderate. Så snart stormen omkring henrettelsen af homoseksuelle havde lagt sig, vendte politikere og andre tilbage til mantraet om Islam som værende fredens religion.
Det er fortsat tydeligt hvor alt dette bevæger sig hen. Europa er på vej mod islamificering, og det har nået et punkt på vejen, hvor homoseksuelles ret til liv, frihed og jagt på lykke direkte udfordres, både af knivsvingende bøller i gaderne, og af skattefinansierede banditter, hvis organisationer allerede nyder kvasiregeringsmæssig autoritet. Sharia kan stadig for nogle mennesker i Vesten, men den stirrer de homoseksuelle lige i øjnene – og peger mod en gysende fremtid for alle frie folk. Pim Fortuyn så alt dette komme for mange år siden; de fleste af dagens europæiske ledere nægter stadig at se det, selv om det udspiller sig lige for næsen af dem.
For ikke så længe siden var Oslo et iset Shangri-la af skandinavisk selvdisciplin, styrbart og med respekt for loven. Men i de seneste år har der været uhyggelige forandringer, inklusive en stigning i overfald på homoseksuelle. Sommeren 2006 var vidne til en hidtil uset bølge af disse overfald. Gerningsmændene er, meget uforholdmæssigt, unge muslimske mænd.
Det er selvfølgelig ikke kun Oslo. Problemet påvirker det meste af vesteuropa. Anekdotemæssige beviser antyder, at sådanne kriminelle handlinger er stærkt underrapporterede. Min ven valgte ikke at rapportere dette overfald. Jeg prøvede at overtale ham til det, men han sagde, at det ingen forskel ville gøre. Han havde sandsynligvis ret.
Grunden til de voldelige overfald på homoseksuelle i Europa er klar – og det er den samme grund som grunden til stigningen i antallet af voldtægter. I takt med at antallet af muslimer tager til i Europa, og i takt med at antallet af muslimer der er født og opvokset i Europa og tiltager, har mange muslimer en tendens til at opfatte Europa som en del af Umma (muslimske verden), at de har ret og pligt til at gennemtvinge Sharia i byerne de bor i og til at anerkende, at uanset omfanget af deres aggressioner vil dette sandsynligvis foregå ustraffet. Sådanne mænd behøver ikke være religiøst aktive for at føle de har carte blanche til åbent at angribe homoseksuelle mænd og kvinder der ikke underkaster sig, hvis friheder til at leve deres liv som de ønsker, er blandt de mest i øjenfaldende symboler på Vesten´s trods af hellig lov.
Alt dette kan multikulturalisterne ikke se i øjnene. Så selv om der foregår brutale gennembankninger af homoseksuelle, så skriver få journalister om det; og af de få der skriver om det, nævner endnu færre, at gerningsmændene er muslimer; og af de endnu færre der skriver, at der står muslimer bag, undskyldes muslimerne med, at de gør dette i et desperat svar på deres egen undertrykkelse.
Det har åbenbart ingen betydning at Europæerne, langt fra undertrykkende muslimerne, tilbyder personlig frihed og velfærdsstatens goder, der langt overgår hvad der er til rådighed i noget muslimsk land. Eller at få europæere – og da slet ikke homoseksuelle – banker muslimerne. Eller at hinduistiske eller buddhistiske immigranter, eller immigranter fra Sydamerika eller Kina, føler noget tvangsmæssigt behov for at reagere voldeligt mod deres ”undertrykkelse”. Næ, angreb fra muslimer bliver altid konstruerede som defensive – som et udtryk, ikke for magt, men for svaghed, ikke for aggression, men for hjælpeløshed (var der nogen der sagde autonome?). At antyde at gerningsmændene der langt fra er skrøbelige, sensitive blomster, der er blevet presset over grænsen af noget vi har gjort, faktisk er bøller drevet af en indbildsk opfattelse af overlegenhed og dybt forankret ondskabsfuldhed – af hvilke begge ting omhyggeligt er blevet lært hjemme, i skolen og i – ja, moskeen – er forbudt.
Et vanligt svar er: ”Men ikke-muslimer banker også homoseksuelle!”. Jep – helt sikkert. Forskellen er bare at i en stor del af Vesteuropa, var homoseksualitet på vej til at blive noget man ikke længere diskuterede. I Amsterdam i de sene 1990´ere blev jeg herligt overrasket over at se, at når en gruppe heteroseksuelle teenagedrenge passerede forbi et homoseksuelt par i gaderne, passerede de bare hinanden uden nogen reaktion overhovedet. Synet af homoseksuelle par hverken ophidsede dem, truede dem, morede dem eller forvirrede dem; den vanlige usikkerhedstrang til at reagere på åben homoseksualitet med én eller anden afstandstagen, ukvemsord eller gestus – og derigennem bekræfte sig selv og hinanden i deres egne heteroseksuelle skudsmål, var ganske enkelt ikke en del af disse unges attitude. For mig var dette en bemærkelsesværdig oplevelse. Amsterdam syntes for mig at være foregangsland af den nye bølge af fremskridt og human civilisation.
Men ak og ve, nu er Amsterdam lige det modsatte. Antallet af rapporterede overfald på homoseksuelle i Amsterdam stiger nu stødt år for år. Med en muslimsk befolkning på næsten halvdelen, er byen nu konfronteret med kampen mellem demokrati og sharia, under hvilken, må man ikke forglemme, homoseksualitet kan være en grov forbrydelse. Tingene er nu efterhånden så slemme, at selv de yderst politisk korrekte viser en grad af anerkendelse af at noget er forandret, og stadig forandres. Efter en gruppe af Amsterdam-muslimer bankede Chris Crain, redaktøren for avisen ”The Washington Blade” for homoseksuelle, indrømmede formanden for Holland´s førende organisation for homoseksuelle i Amsterdam, at tolerancen mod homoseksuelle ”forsvinder som sand mellem fingrene”, og at ”homoseksuelle nu er mindre villige til at gå hånd i hånd, af frygt for at få bank”.
Jeg kan bekræfte at dette er sandt. Alligevel kan politikere, journalister, aktivister og andre, der klynger sig til det multikulturelle tankesæt, få dem selv til at anerkende det islamiske grundlag for chikane. I stedet kommer de med den samme slags sludder, der blev serveret fra talsmanden fra Human Rights Watch efter hændelsen med Chris Cain: ”Der eksisterer stadig en overordentlig høj grad af racisme i det hollandske samfund. Homoseksuelle bliver ofte ofre for dette, når immigranter gengælder for de uligheder de lider under”.
Så kraftfuld er beslutsomheden til at vende sig væk fra den enkle sandhed, at borgmesteren for Amsterdam for nylig iværksatte en undersøgelse under universitetet i Amsterdam. Formålet? At prøve at klarlægge hvilke motiver der ligger til grund for det tiltagende antal angreb af hollandsk-marroccanske mænd i Amsterdam på homoseksuelle. ”Visse forskere”, skrev en reporter for UPI, ”mener at de muslimske voldsmænd banker lokale homoseksuelle, efter at de er blevet stigmatiserede af det hollandske samfund”. Med andre ord, som den mundrette ekspert Inger-Lise Lien spottende formulerede det, da jeg viste hende artiklen; ”Det er overfaldsmanden der er det sande offer”.
Og hvad borgmesteren angår, så synes han at operere af rent kyniske årsager. Dette er den samme borgmester, der opfordrede borgerne i Holland til at udvise en vis grad af ”tilpasning” mod de mandlige muslimske borgere, der kan tillade de muslimske mænd at undertrykke deres koner, søstre og døtre – selvom han ikke var helt sikker på, hvor grænsen bør trækkes (Bank? Voldtægt? Tvangsægteskab? Kønsomskæring? Æresdrab?). Givet dette ekstraordinære omfang af pragmatisme, synes det sikkert at konstatere, at borgmesteren ville være mere end villig til, for at sikre ”fred i vor tid”, med respektfuld diskretion at se væk, når muslimske bander banker en tilfældig ”synder” sønder og sammen.
I et lignende tilfælde har borgmesteren i London allerede ryddet vejen, da han som vært for den Sunni-lærde Yusuf al-Qaradawi, der støtter henrettelsen af homoseksuelle, hyllede al-Qaradawi som ”progressiv”. Da homoseksuelle påtalte denne latterlige erklæring, gengældte borgmesteren ved at offentliggøre en rapport af afhandlingslængde, der rensede al-Qaradawi og smædede sine kritikere som racister.
Selv når europæiske muslimer kontinuerligt erindrer os om deres stilling overfor homoseksuelle, fortsætte europæiske myndighedspersoner med at benægte de klare fakta om muslimerne. Tag eksempelvis Norge´s Asghar Ali, næstformand for Norge´s islamiske råd. Ali, der også opretholder højtstående positioner i Norge´s regeringsparti, og i den magtfulde sammenslutning af fagforeninger, som har arbejdet i kapacitet af rådgiver i regeringens råd for ligestilling og anti-diskrimination, skulle man tro var rollemodel som succesfuldt assimileret. Alligevel nægtede Ali ved en debat arrangeret af organisationen for homoseksuelle på universitetet i Olso at tage afstand fra dødsstraf for homoseksuelle. Da den øverste for det islamiske råd Senaid Koblica blev spurgt om dette emne, sagde han, at norske muslimer måtte diskutere dette og konsultere religiøse autoriteter. ”Mens denne proces kører”, sagde Koblica, ”beder jeg om forståelse og respekt for det faktum, at jeg ikke er i stand til at kommentere på det, hverken på egne vegne eller på vegne af det islamiske råd i Norge”. Altså forståelse og respekt for hans uvillighed til at rent ud at sige, at han ikke mener homoseksuelle burde henrettes.
Måske de yngre mere veluddannede muslimer er mere oplyste? En anden deltager i debatten på universitetet i Oslo, lederen for den muslimske studenterassociation Usman Rana sagde, at han personligt ikke støtter at gøre homoseksualitet til en stor forbrydelse, men at han ikke vil kritisere andre landes praktikker. ”Der findes desværre en tendens i Norge til at degradere religiøse mennesker”, fortalte Rana til den lokale universitetsavis. ”Det skyldes en ekstrem sekularisering i den norske offentlighed. Jeg håber lidenskabeligt, at vor deltagelse (i debatten om dødsstraf for homoseksuelle) kan bidrage med et mere nuanceret syn på Islam. Den norske offentlighed må blive mere liberal”. Igen er det voldsmændene – eller i dette tilfælde, bødlerne – der er de sande ofre.
Det kan godt være, at den norske offentlighed ikke endnu er tilstrækkeligt ”liberale” efter Rana´s smag, men det norske etablissement er i høj grad liberalt. Til trods for Kobilica´s nægtelse af at fordømme henrettelse af homoseksuelle forårsagede en midlertidig mediestorm, så har den norske regering intet foretaget sig i retning af at trække støtten på en halv million årlige kroner til de islamiske råd tilbage. Regeringsmyndigheder og journalister fortsætter med at forsvare det islamiske råd, at anskue det som værende ”den muslimske stemme”, og lade som om at det er stemmen fra de moderate. Så snart stormen omkring henrettelsen af homoseksuelle havde lagt sig, vendte politikere og andre tilbage til mantraet om Islam som værende fredens religion.
Det er fortsat tydeligt hvor alt dette bevæger sig hen. Europa er på vej mod islamificering, og det har nået et punkt på vejen, hvor homoseksuelles ret til liv, frihed og jagt på lykke direkte udfordres, både af knivsvingende bøller i gaderne, og af skattefinansierede banditter, hvis organisationer allerede nyder kvasiregeringsmæssig autoritet. Sharia kan stadig for nogle mennesker i Vesten, men den stirrer de homoseksuelle lige i øjnene – og peger mod en gysende fremtid for alle frie folk. Pim Fortuyn så alt dette komme for mange år siden; de fleste af dagens europæiske ledere nægter stadig at se det, selv om det udspiller sig lige for næsen af dem.
