LEDER: Den danske stat ejer beklageligvis 14 procent af det dårligt drevne luftfartsselskab SAS, som nu måske skal reddes for, at ejerværdien ikke skal blive nul. Statens ejerandel burde for længst have været solgt i erkendelse af, at danske politikere og embedsmænd ikke har kompetencer indenfor luftfart og heller ikke indenfor investering i luftfartsselskaber. Men det er ikke sket, så nu sidder man i klemmen.
Skal man putte flere penge i SAS i håb om, at de 14 procent så kan blive noget værd? Eller ville det være at kaste gode penge efter dårlige med for stor risiko for, at de også bliver tabt?
Finansministeren, der har indgået en aftale om, at den danske stat er villig til at stille en lånemulighed på 435 mio. kr. til rådighed for SAS, under forusætning af, at Folketinget godkender det, har ingen anelse om, om det er risikoen værd. Hans embedsmænd ved det heller ikke. Det Folketing, som skal sige god for det, ved lige så lidt. Ingen af dem har professionelt kendskab til eller erfaring fra luftfartsbranchen.
Det eneste, de kan gøre, er at konstatere, at den private svenske Wallenberg-koncern tilsyneladende er villig til at gøre det samme, og at de banker, som har lånt penge til SAS, angiveligt også vil påtage sig et økonomisk ansvar i genopretningen af SAS' rentabilitet. Når de private er villige til at risikere deres egne penge, så er det indicium for, at det også giver mening for den danske stat at forsvare værdien af dens SAS-ejerskab ved at stille flere penge til rådighed for SAS.
Lykkes det at genskabe flyselskabets værdi, så må ambitionen være at sælge den danske stats ejerandel snarest muligt. Det er ikke betryggende, at amatører jonglerer med en lille halv milliard af andre menneskers penge.