Jeg taler om dommere. Nogle dommere.
Først og fremmest om byretsdommer Mette Langborg i Svendborg og meddommer Anni Brix Olesen, der i dag kom sin trængte kollega til undsætning i et læserbrev.
Dernæst taler jeg om formanden for Dommerforeningen ridder Jørgen Lougart, som straks sprang op på den hvide hest;
og endelig om retspræsidenten hysterikeren Torben Goldin.
Man tåler ikke i de kredse, at der bliver sat spørgsmålstegn ved deres dømmekraft. Forståeligt ja, da det er det, de lever af.
Lad mig begynde med byretsdommeren i Svendborg. Hun udtaler sig kækt om historisk kildekritik, som hun ikke har uddannelse i og har nu i egen forståelse afgjort den kolde krig i Danmark. Som Politiken skrev ”Den Kolde Krig når sin afslutning” i Svendborg”.
Meddommer Anni Brix Olesen mener det godt – altså for den trængte kollega. Tænk at have så ringe en dømmekraft, at hun ikke ved, at hun bør tie. Og så til den løn ;.)
Dommerformanden Jørgen Lougart fór ud og fordømte kritikeren Søren Krarup. Han skulle ikke udtale sig om sagen, fik han at vide.
Ridder Jørgen Lougart kunne også kaldes Jørgen Vendekåbe. Hvad mener jeg nu med det?
Vi skal tilbage til lovforslaget om dress-code for dommere i 2008. Sagen rullede for alvor efter, at Dansk Folkeparti bragte en annonce med en burka-klædt dommer. Inden annoncen havde Jørgen Lougart sagt til Ritzau, at han fandt det ok, at dress-code for dommere blev afgjort politisk, når nu sagerne stod, som de gjorde.
Det samme gav Advokatrådet i øvrigt udtryk for.
Men da sagerne så spidsede til, vendte Jørgen Lougart i vadestedet og angreb nu politikerne for at blande sig. Det samme gjorde Advokatrådet. Det samme gjorde en række partier i Folketinget. Fra at være en sag om dommeres påklædning, blev det til en sag om at være for eller imod Dansk Folkeparti. Det var pinligt at overvære.
Retspræsident – hysterikeren – som jeg vil tillade mig at kalde ham – Torben Goldin gik helt fra snøvsen og angreb Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard i en avisartikel i et opbragt tonefald.
Så ..... det med at de tre magter bliver sammenblandet, som de herrer så gerne vil stikke i næsen på kritikerne, den må de længere ud på landet med.
Det skal nævnes, når nu vi befinder os i Liberal Alliance’s hule, at den klareste og skarpeste politiker, der fra Folketingets talerstol med argumenterne på plads talte for tørklædeforbudet, var Simon Emil Ammitzbøll. Det var hans indlæg, der sporede mig ind på Dommerforeningens og Advokatrådets hykleri, som jeg derefter i Infomedia kunne finde beviserne for. Det skal han have stor tak for. Sjældent har jeg hørt en så kompetent og velforberedt folketingspolitiker.
Indblik, viden og overblik er efterhånden sjældne egenskaber, men bør kunne forlanges af dommere.
