LEDER: Et voksende antal muslimer har tilsyneladende fundet vej til de mange uddelinger af julehjælpspakker til "fattige" fra landets godgørende organisationer. Hvorfor de dukker op dér, gives der ikke umiddelbart en forklaring på, for muslimer holder traditionelt ikke jul, selvom det naturligvis ikke kan udelukkes, at en assimilering til danske traditioner har slået igennem hos nogle.
Men det er nærliggende at gætte sig til, at det ikke så meget er julen, som det er adgangen til gratis goder, som trækker. Mange muslimske indvandrere er i forvejen gennem flere generationer blevet vænnet af et tossegodt dansk velfærdssystem til, at livets materielle opretholdelse klares ved at dukke op på et kontor, hvor venlige mennesker deler ud uden krav om modydelse. Måske er det ligefrem de for familierne velkendte sagsbehandlere, som opfordrer dem til også at søge om julehjælp.
Efter et års fattigdomsdebat og opremsning af forsørgelsesbeløb burde det dog nu være slået fast for de fleste, at ingen behøver at søge om hjælp til at holde jul, fordi de ikke modtager penge nok fra det offentlige. Der findes mennesker med tunge sociale problemer, især misbrugsproblemer eller psykiske problemer, som ikke kan håndtere deres egen økonomi på en måde, som vi andre betragter som hensigtsmæssig for de berørte personers og deres familiemedlemmers langsigtede interesser. I sådanne familier kan der meget vel være brug for en hjælpende hånd for at få en god jul.
Men er det det, som er på spil, når de muslimske mødre ankommer til julehjælpsuddelingen for at få julegodter udleveret? Har de f.eks. misbrugsproblemer? Eller findes der andre udbredte sociale problemer i muslimske familier, som vi ikke har hørt om, men som ikke desto mindre kan forårsage den samme forarmelse sidst på måneden?
Julehjælpsorganisationerne er naturligvis velkomne til at dele alle de penge ud, de ønsker, til hvem som helst. Men organisationerne har også været blandt de mest aktive i den offentlige debat, når det handlede om at bidrage til myten om, at der år for år kommer stadig flere fattige, som end ikke har råd til at holde en ordentlig jul, i Danmark.
Påstanden om de år for år stadig flere fattige må julehjælpsuddelerne naturligvis finde sig i, at andre mere klart tænkende mennesker sætter spørgsmålstegn ved. Gerne at ville have, hvad der er gratis, er sådan set ikke noget, der er forbeholdt fattige mennesker. Og når selv folk, der slet ikke holder jul, nu søger julehjælp, så er det nærliggende at tro, at det ikke er fattigdommen, som er på fremmarch, men at det er modviljen mod at stikke hånden frem, som er på tilbagetog.
