Finanspagten udløser ikke behov for folkeafstemning efter grundloven

Justitsministeriet offentliggør i dag et notat om visse forfatningsretlige spørgsmål i forbindelse med Danmarks ratifikation af den såkaldte fina...

Ikke angivet Ikke angivet,

22/02/2012

Justitsministeriet offentliggør i dag et notat om visse forfatningsretlige spørgsmål i forbindelse med Danmarks ratifikation af den såkaldte finanspagt. Justitsministeriet konkluderer, at der ikke er tale om suverænitetsafgivelse, og at pagten ikke i øvrigt rejser spørgsmål i forhold til grundloven. Derfor skal der ikke efter grundloven afholdes folkeafstemning.
Formålet med notatet har navnlig været at afklare, hvorvidt finanspagten indebærer overladelse af beføjelser som omtalt i grundlovens § 20, således at den særlige procedure i § 20, stk. 2, skal følges.Endvidere har formålet været at afklare, om Danmarks tilslutning til finanspagten rejser andre spørgsmål i forhold til grundloven.
Det fremgår af notatet, at dansk tilslutning til finanspagten efter Justitsministeriets opfattelse ikke indebærer overladelse af beføjelser som omtalt i grundlovens § 20.
Justitsministeriet finder desuden, at dansk ratifikation af finanspagten ikke rejser andre spørgsmål i forhold til grundloven.
Sammenfattende finder Justitsministeriet derfor, at Danmark kan ratificere finanspagten efter den almindelige bestemmelse i grundlovens § 19 om traktatindgåelse.

Pressemeddelelse her Notatet kan hentes her

Kilde: