Den 8. marts venter om hjørnet – dagen hvor man hylder, at al fornuft og jordforbindelse i forhold til moderne kønsspørgsmål er ophørt.
Jeg har i den anledning selvfølgelig surfet rundt på mit elskede internet efter artikler og debatter, der beskæftiger sig med denne såkaldte kampdag, både op til dette års kommende fejring af elitefeministernes triumf og tidligere års.
Lidt uventet faldt jeg blandt andet over et indlæg på Niels Krause-Kjærs blog fra d. 9. marts 2008. Krause-Kjær var bekymret for den diskrimination imod kvinder, som han anser for at være eksisterende her i nutidens Danmark. Han har nemlig en datter på 14 år (nu 16) – og hun ”kan alt”, skriver han. Han er bange og vred ved tanken om, at hun ikke skal få tilstrækkelig mulighed for at udleve sit potentiale, fordi hun er af hunkøn. En kommentator skriver under indlægget, at han som far til 4 døtre godt kan følge Krause-Kjærs bekymring.
At forældre generelt bilder sig ind, at deres børn er exceptionelt talentfulde i forhold til alle mulige andre menneskers børn, er der jo ikke noget bemærkelsesværdigt i. Man kan godt ryste på hovedet af det, men det bunder jo i forældrenes store kærlighed til børnene, og måske er det bare sådan, det skal være. Det historisk nye er vel, at forældre er begyndt at nære nogenlunde samme type forhåbninger til deres pigebørn, som man altid har næret til drengebørn. Altså forhåbninger om høj uddannelse, karriere, indflydelse og penge, hun selv skal tjene. Det er så i sig selv naturligt nok, i det realiteten er sådan, at danske kvinder forventes at kunne klare sig selv på arbejdsmarkedet – og så må man som forælder selvfølgelig håbe, at lige netop ens egen datter vil være blandt dem, der klarer sig ekstra godt.
Mindre naturligt er det derimod, at den stakkels far, Krause-Kjær, samt far-til-fire på hans blog, åbenbart er blevet hjernevasket til at tro, at deres dygtige døtre er i overhængende fare for at blive sat udenfor karrierekapløbet på grund af nogle onde mænd, som ikke har bedre at tage sig til end at konspirere mod kvindekønnet 24/7. Krause-Kjær frygter med andre ord, at hans datter med høj sandsynlighed vil klare sig ”dårligere” karrieremæssigt end HAN synes, hun skal - ikke på grund af egne valg og interesser, men på grund af, at samfundet antageligvis har tænkt sig at modarbejde hende. Et stykke nede i debatten under indlægget skriver han dog, at hans eneste ønske til datteren er, at hun skal blive lykkelig. Tjah, det modsiges jo en anelse af hans udgangspunkt, hvor han beskæftiger sig med manglen på kvinder i elitære størrelser såsom bestyrelser, og relaterer denne situation direkte til bekymringen for sin egen datters fremtid. Det er ikke sådan, man taler, hvis emnet er lykke.
Selvom Krause-Kjær måske ikke helt har opfattet det – det havde han i hvert fald ikke i 2008 - så har vi i Danmark i snart et århundrede haft den eneste form for lighed mellem mænd og kvinder, som man meningsfuldt kan tale om – nemlig lighed for loven. I løbet af det sidste århundrede har vi da også set en god slat kvinder kravle helt til tops i så godt som alle sektorer i samfundet – uden hjælp af statslige kvindekvoter. Disse kvinder er beviser på at det naturligvis kan lade sig gøre. Beskæmmende, at Faderen i Krause-Kjær foretrækker at tro på elitefeministernes klynk, frem for at lukke øjnene op og kigge lidt på den danske virkeligheds rige muligheder og mangfoldighed.
At elitefeministerne, som i al deres elitære magtvælde har taget grundigt patent på den dag på året, der i udgangspunktet skulle bruges som en del af kampen for, at kvinder skulle stilles lige for loven, lige præcis klynker og ikke bidrager med ret meget andet til samfundsdebatten, er der rigeligt med beviser på. Se eksempelvis seneste bidrag til gråd-og-tænders-gnidsel-maratonen, skrevet af Johanne Mygind på Information.
Johanne er sur og skuffet, fordi en gruppe elitekvinder har klaret sig relativt dårligere karrieremæssigt end en sammenlignelig gruppe elitemænd. Med relativt dårligere menes der, at ingen af kvinderne er blevet redaktør på en stor og prestigefyldt avis, som en af mændene er, eller studievært i et ”fint” og intellektuelt program på en offentlig, landsdækkende tv-kanal, som en anden af mændene er. De stakkels kvinder er derimod ”kun” blevet småting som fuldmægtige, ligestillingskonsulenter, tekstforfattere og ph.d.-studerende. Det er jo forfærdeligt, og man må da tro, at de kvinder, der stenes til døde for førægteskabelig sex i Sudan, og de kvinder, der dagligt tæves grønne og blå af de faderløse og dermed aggressive og utilpassede mænd i denne verdens slumkvarterer, har meget ondt af dem.
Jeg har så meget imod Johanne Myginds (totale mangel på) perspektiv på tingene, at jeg ikke aner, hvor jeg skal starte, og hvor jeg skal slutte. Derfor vil jeg ikke give hende så meget mere opmærksomhed i denne sammenhæng. Jeg vil derimod afslutningsvist vende tilbage til Krause-Kjær og andre fædre, der måtte nære samme grundløse bekymring for deres døtres fremtid.
Det siges ofte, at piger og kvinder har mindre selvtillid end drenge og mænd. Det er muligvis rigtigt i gennemsnit, og det kan der vel være mange grunde til. Imidlertid er det sandelig da ikke befordrende for pigers selvtillid at vokse op med en løgn hængende over hovedet om, at der sidder en masse kvindehadende mænd i samfundets top, som vil gøre alt for at holde dem ude fra at få magt og tjene penge. Det er da en særdeles ubehagelig tanke, som kun kan fremme en følelse af, at man er offer og magtesløs allerede i sit udgangspunkt. Det får man ikke meget selvtillid af.
Hvis Faderen til pigen, der kan alt – og alle vi andre – ønsker glade og optimistiske piger og kvinder med et sundt niveau af selvtillid, frem for konspiratorisk anlagte surmulere som Johanne Mygind, må vi bekæmpe elitefeministernes løgne om, hvor undertrykte, kvinder er i Danmark. Og vi må opfordre til, at kvinder træffer de valg i livet, som passer til dem. Ikke de valg, som elitefeminister, ligestillingsministre og eventuelle karrierefikserede forældre tror ville være bedst for dem.
God kampdag til dem, der tør tage kampen op.
Jeg har i den anledning selvfølgelig surfet rundt på mit elskede internet efter artikler og debatter, der beskæftiger sig med denne såkaldte kampdag, både op til dette års kommende fejring af elitefeministernes triumf og tidligere års.
Lidt uventet faldt jeg blandt andet over et indlæg på Niels Krause-Kjærs blog fra d. 9. marts 2008. Krause-Kjær var bekymret for den diskrimination imod kvinder, som han anser for at være eksisterende her i nutidens Danmark. Han har nemlig en datter på 14 år (nu 16) – og hun ”kan alt”, skriver han. Han er bange og vred ved tanken om, at hun ikke skal få tilstrækkelig mulighed for at udleve sit potentiale, fordi hun er af hunkøn. En kommentator skriver under indlægget, at han som far til 4 døtre godt kan følge Krause-Kjærs bekymring.
At forældre generelt bilder sig ind, at deres børn er exceptionelt talentfulde i forhold til alle mulige andre menneskers børn, er der jo ikke noget bemærkelsesværdigt i. Man kan godt ryste på hovedet af det, men det bunder jo i forældrenes store kærlighed til børnene, og måske er det bare sådan, det skal være. Det historisk nye er vel, at forældre er begyndt at nære nogenlunde samme type forhåbninger til deres pigebørn, som man altid har næret til drengebørn. Altså forhåbninger om høj uddannelse, karriere, indflydelse og penge, hun selv skal tjene. Det er så i sig selv naturligt nok, i det realiteten er sådan, at danske kvinder forventes at kunne klare sig selv på arbejdsmarkedet – og så må man som forælder selvfølgelig håbe, at lige netop ens egen datter vil være blandt dem, der klarer sig ekstra godt.
Mindre naturligt er det derimod, at den stakkels far, Krause-Kjær, samt far-til-fire på hans blog, åbenbart er blevet hjernevasket til at tro, at deres dygtige døtre er i overhængende fare for at blive sat udenfor karrierekapløbet på grund af nogle onde mænd, som ikke har bedre at tage sig til end at konspirere mod kvindekønnet 24/7. Krause-Kjær frygter med andre ord, at hans datter med høj sandsynlighed vil klare sig ”dårligere” karrieremæssigt end HAN synes, hun skal - ikke på grund af egne valg og interesser, men på grund af, at samfundet antageligvis har tænkt sig at modarbejde hende. Et stykke nede i debatten under indlægget skriver han dog, at hans eneste ønske til datteren er, at hun skal blive lykkelig. Tjah, det modsiges jo en anelse af hans udgangspunkt, hvor han beskæftiger sig med manglen på kvinder i elitære størrelser såsom bestyrelser, og relaterer denne situation direkte til bekymringen for sin egen datters fremtid. Det er ikke sådan, man taler, hvis emnet er lykke.
Selvom Krause-Kjær måske ikke helt har opfattet det – det havde han i hvert fald ikke i 2008 - så har vi i Danmark i snart et århundrede haft den eneste form for lighed mellem mænd og kvinder, som man meningsfuldt kan tale om – nemlig lighed for loven. I løbet af det sidste århundrede har vi da også set en god slat kvinder kravle helt til tops i så godt som alle sektorer i samfundet – uden hjælp af statslige kvindekvoter. Disse kvinder er beviser på at det naturligvis kan lade sig gøre. Beskæmmende, at Faderen i Krause-Kjær foretrækker at tro på elitefeministernes klynk, frem for at lukke øjnene op og kigge lidt på den danske virkeligheds rige muligheder og mangfoldighed.
At elitefeministerne, som i al deres elitære magtvælde har taget grundigt patent på den dag på året, der i udgangspunktet skulle bruges som en del af kampen for, at kvinder skulle stilles lige for loven, lige præcis klynker og ikke bidrager med ret meget andet til samfundsdebatten, er der rigeligt med beviser på. Se eksempelvis seneste bidrag til gråd-og-tænders-gnidsel-maratonen, skrevet af Johanne Mygind på Information.
Johanne er sur og skuffet, fordi en gruppe elitekvinder har klaret sig relativt dårligere karrieremæssigt end en sammenlignelig gruppe elitemænd. Med relativt dårligere menes der, at ingen af kvinderne er blevet redaktør på en stor og prestigefyldt avis, som en af mændene er, eller studievært i et ”fint” og intellektuelt program på en offentlig, landsdækkende tv-kanal, som en anden af mændene er. De stakkels kvinder er derimod ”kun” blevet småting som fuldmægtige, ligestillingskonsulenter, tekstforfattere og ph.d.-studerende. Det er jo forfærdeligt, og man må da tro, at de kvinder, der stenes til døde for førægteskabelig sex i Sudan, og de kvinder, der dagligt tæves grønne og blå af de faderløse og dermed aggressive og utilpassede mænd i denne verdens slumkvarterer, har meget ondt af dem.
Jeg har så meget imod Johanne Myginds (totale mangel på) perspektiv på tingene, at jeg ikke aner, hvor jeg skal starte, og hvor jeg skal slutte. Derfor vil jeg ikke give hende så meget mere opmærksomhed i denne sammenhæng. Jeg vil derimod afslutningsvist vende tilbage til Krause-Kjær og andre fædre, der måtte nære samme grundløse bekymring for deres døtres fremtid.
Det siges ofte, at piger og kvinder har mindre selvtillid end drenge og mænd. Det er muligvis rigtigt i gennemsnit, og det kan der vel være mange grunde til. Imidlertid er det sandelig da ikke befordrende for pigers selvtillid at vokse op med en løgn hængende over hovedet om, at der sidder en masse kvindehadende mænd i samfundets top, som vil gøre alt for at holde dem ude fra at få magt og tjene penge. Det er da en særdeles ubehagelig tanke, som kun kan fremme en følelse af, at man er offer og magtesløs allerede i sit udgangspunkt. Det får man ikke meget selvtillid af.
Hvis Faderen til pigen, der kan alt – og alle vi andre – ønsker glade og optimistiske piger og kvinder med et sundt niveau af selvtillid, frem for konspiratorisk anlagte surmulere som Johanne Mygind, må vi bekæmpe elitefeministernes løgne om, hvor undertrykte, kvinder er i Danmark. Og vi må opfordre til, at kvinder træffer de valg i livet, som passer til dem. Ikke de valg, som elitefeminister, ligestillingsministre og eventuelle karrierefikserede forældre tror ville være bedst for dem.
God kampdag til dem, der tør tage kampen op.
