Det er fristende, ja næsten tvingende, at se feminismen som en venstreorienteret ideologi, eller som en bevægelse der er udsprunget af marxismen. Mange på venstrefløjen tror dette, hvilket er hvorfor de så let kapitulerer overfor feministiske krav, selv når deres instinkter skriger imod dem. Det forklarer også hvorfor det er så vanskeligt at mønstre modstand, eller selv mild kritik af feministisk ideologi fra den politiske venstrefløj. For den principfaste venstrefløj vil argumentere, at de feministiske mål er gode, selvom dens metoder somme tider er forkerte. Kvindernes intention er helt sikkert at løfte kvinders status, og derfor må vi støtte dem, selv når vi er uenige i deres metoder. For sådanne venstreorienterede er tiltrædelse af feministiske krav beslægtet med støtten til ”progressive” diktaturer, da deres autoritære metoder blot er ”forvandlingens instrumenter”, eller fordi ”imperialistisk aggression” gør dem nødvendige.
For den marxistiske venstrefløjs skole tilbyder feminismen rige muligheder for kollektivistiske løsninger for ”at bringe staten tilbage i individets liv”. For aldrende er den nye venstrefløjs radikale det seneste stade i den seksuelle revolution. Sammen med dens illegitime afkom, ”bøssefrigørelsen”, tilbyder feminismen en ondartet kritik af familielivet, hvilket rationaliserer tidligere egoisme og nuværende skuffelse. Association med dens triumfer kompenserer belejligt for politiske fejlslag. Venstrefløjen af en grøn, decentral eller mere liberalt bøjet syn på feminismen og generelle enkeltsagskampagner , et humanitært alternativ til den centraliserede, klassebaserede politik af den ortodokse venstrefløj. De mener, at retorik af ”ikke-hierakiske strukturer” og ”lederløse koalitioner” og villige sentimentale slogans om at ”herstory” (i modsætning til den mandligt påtvungne ”history), ”fejre homoseksuelle kulturer” (som en etnisk surrogatkultur) og ”favne mangfoldigheden” (en nedladende symbolik). For sådanne udslidte idealister er disse bevægelsers spraglede realitet af liden konsekvens. De opfylder et ønske, måske et behov, for kontinuerlig agitation, og de opretholder svage håb for transformation af menneskeheden. Kritikere af feminismen accepterer dens kvasi-marxistiske skudsmål. Eksempelvis den amerikanske ”neokonservative” Michael Levin beskrev kampagner for ”lige løn for lige arbejde” som ”den feministiske vej til socialisme”. Erin Pizzey der blev censureret, endog truet af feministerne, da hun pegede på, at kvinder udøver vold i hjemmet på lige fod med mænd, har talt om ”radikale feminister” som marxister der har ”skiftet i vadestedet”.
Fortolkningen af feminismen er forståelig, givet dens løfte om et egalitært Utopia og dens succesfulde imitation af marxistisk retorik. Også i praksis kræver feministisk agenda en stor mængde økonomisk og samfundsmæssig statsintervention, med håndhævelsen af ”lige muligheder”-love, der bliver til en stor, uproduktiv nationaliseret industri. Feministiske antagelser er helt sikkert fra begyndelsen blevet bygget ind i politisk, marxistisk tanke, til trods for Marx´s egne tilsyneladende konservatisme på disse områder. Så tidligt som i 1854 skrev Marx´s kollaboratør Friedrich Engels ”The Origin of the Family, Private Property and the State”, i hvilken han identificerede relationerne mellem kønnene med klassekampens antagonisme, mere end med de menneskelige kvaliteter af hengivenhed, loyalitet eller passion: ”Den første klasseundertrykkelse der forekommer i historien fremkommer med udviklingen af antagonismen mellem mand og kvinde i monogamt ægteskab, og den første klasseundertrykkelse fremkommer med den mod det kvindelige køn af manden”
Moderne feminisme kan også med god grund påberåbe sig barnet af 1960´ernes venstrefløj. Fordi Herbert Marcuse, en af bevægelsens eminence rouge, mente, at den revolutionære dynamik havde skiftet fra vestens hvide arbejder, der svulmede af velstand, i retning af de der var ”marginaliserede” af systemet: sorte folk, kvinder, studerende og tredje verdens revolutionære. Det betød mindre, at sorte samfund mestendels var konservative og religiøse, at mange kvinder følte sig som alt andet end ”marginaliserede”, at studerende var en privilegeret kaste, der ville unddrage sig ”indkaldelsen”, og at den tredje verdens revolutionære terroriserede deres egne folk.
Så meget Viet Cong, Pathet Lao og Khmer Rouge kommandotropper end påberåbte sig at være stemmen af Indokina´s bønder, mens de terroriserede dem, påberåber dagens feministiske ”talspersoner” at være den eneste sande stemme for kvinders ønsker. De påtvinger målrettet deres vision om lighed på kvinder, der afviser den i lige så høj grad som mænd gør, gennem metoder der inkluderer statstvang, bagvaskelse af kritikere og bestræbelser på at indoktrinere børn og studerende mod traditionelle værdier. Deres fjendtlighed mod traditionelle kvinder er om muligt mere ondartet og ideologisk ladet end deres fjendtlighed mod mænd. Betty Friedan, angiveligt amerikansk feminismes moderate liberale ansigt, beskrev mødre der blev hjemme med børnene som ”forældet”. Mere ekstremt men med en forfriskende gallisk ærlighed proklamerede Simone de Beauvoir som tidligt som i 1975, at: ”Ingen kvinde burde tillades at gå hjemme og opfostre sine børn. Samfundet burde være totalt anderledes. Kvinder burde ikke have valget, præcist fordi at hvis der findes et sådan valg, så vil for mange kvinder tage dette valg”.
I samme dialog med Friedan definerer Jean-Paul Sartre feminismens centrale mål som ”valgfrihed”. At anskue denne position som ulogisk er at misforstå feminismens ideologi. For kvinden at vælge at blive hjemme med sine små børn, eller sætte familien før karrieren, er ifølge feministerne ikke et autentisk valg. Det er baseret på traditionelle fordomme om kvindens rolle, som hun har ”internaliseret” og fra hvilken det er feministernes opgave at blive befriet. For feministerne repræsenterer per definition ”kvinder” og fortolker deres interesser for dem, lige som en tidligere marxistisk generation fortolkede ”arbejderklassens” vilje. Feminismen afvises stille af mange kvinder og afhænger derfor af mandlig støtte, af hvilken meget er opnået gennem følelsesmæssig afpresning, såsom truslen om at blive kaldt sexistisk, som få ”sensitive” mandlige venstreorienterede værdsætter. På nogenlunde samme måde afhang statssocialisme af støtten fra middelklassen, da den ofte var yderst upopulær hos arbejderklassen.
Mandlige tilhængere af feminismen er, bortset fra enkelte ekstremister, forlegne og usikre. For at følge feminismens korrekte linie, binder de dem selv i komplicerede ideologiske knuder. Da denne skribent i en samtale med en socialistisk, pro-feministisk mand påpegede, at fattigdom blandt kvinder var steget dramatisk efter to årtier med feministisk socialpolitik, med et deraf følgende familienedbrud, var hans svar lige så hurtigt som det var ærligt. ”De er måske fattigere”, sagde han, ”men i det mindste er de fri for chauvinistiske mænd”. En sådan romantisk associering af fattigdom og frihed synes sær for en moderne socialist, imiterende et vist strøg af konservativ tanke, eller en rustik anarkisme der for længst er forkastet af den ”progressive” venstrefløj. Og den mangler at forklare, hvordan en ny moralitet der accepterer mændenes svigt af kvinder, efterladende dem og børnene alene i fattigdom, kan være andet end chauvinistisk.
Pro-feministiske mænd afsværger traditionelt maskuline attributter, med samme nidkærhed som nogle hvide venstreorienterede afsværger ”Europæisk civilisation” og alt hvad deraf følger. De undskylder, som på vegne af alle ”mænd” for fortidens undertrykkelse, den nuværende og fremtidige. De hylder rituelt ”kvinders” kamp for rettigheder, som ha r en lang og glorværdig historie. De gør et stort nummer ud af at sige ”hans eller hendes”, nægtende at anvende ordet ”mand”, og savler som Pavlov´s hunde når som helst ”kvindesager” nævnes. De fleste gør det af egoistiske grunde, eller gennem det ovennævnte manglende mod. Et fåtal viser et ondartet had til deres egen maskulinitet. Havde de været homoseksuelle, ville de have været anklaget for selvhad af hylende intolerante bøsseaktivister. Som Robert Bly forklarer:
Mandlige feminister fremfører det synspunkt, at traditionel maskulinitet autenticerer sig selv gennem undertrykkelse af kvinder. Maskulinitet er for dem essentielt giftig. Træk traditionelt forestillet som værende maskuline, såsom at være konkurrenceorienteret, vildskab og aggression, menes at være kulturelt, ikke genetisk medfødt. Eftersom maskulinitet er skabt, kan den genskabes. De ønsker en ny mand, og de ønsker ham nu. De fleste feministiske mænd hader konceptet ”dyb maskulinitet”. Den feministiske forfatter Tim Beneke siger: ”Der findes ikke sådan noget som dyb maskulinitet, da der ikke findes sådan noget som maskulinitet. Hvad der end kommer ud af den maskuline sjæl er, i deres øjne, essentielt forkert”
Sådanne ”feministiske mænd” har meget til fælles med middelklassens radikale, der demonstrativt afsværger bourgeoisiets kultur, der holder dem oppe og påtager sig falske arbejderattituder. På samme måde som ”kvindelige” feminister mener at vide ”hvad kvinder vil have”, bedre end de fleste kvinder selv ved. Feministisk ideologi har arvet den marxistisk teori om ”falsk bevidsthed”. Sagt enkelt er det opfattelsen af, at arbejderen er undertrykt, selvom han ikke er klar over det, eller selv om han er aktivt fjendtlig mod ideen. Loyaliteter der giver hans liv mening, såsom kirken, et regiment eller et fodboldhold, er falske loyaliteter, ligesom hans opfattelse af patriotisme eller stolthed over sit lokalsamfund.
En del af den revolutionære proces er at ”afmystificere” ham, så han bliver bevidst om sin undertrykkelse. For i marxistiske termer er han defineret i forhold til sin relation til produktionsmidlerne, ikke i forhold til sine medmennesker. For feminister er produktionsmidlerne erstattet af reproduktionen. En kvindes loyalitet til sit køn kommer før hendes personlige smag og præferencer, hendes religiøse eller moralske overbevisning, og relationer der giver hendes liv mening. Feministisk ideologi antager eksempelvis, at en mor i nord-england vil være mere interesseret i ”kvinders muligheder”, en hendes arbejdsløse mands skæbne (erstattet af den aftagende beskæftigelse) eller hendes sønners skæbne i uddannelsessystemet, der er tiltagende mod mænd. Hendes kærlighed til sin mand og sine sønner er en slags ”falsk bevidsthed”, der afholder hende fra at ”antage hendes rettigheder”.
Også indbygget i marxismen er ideen om en underliggende kamp. For marxisterne er det en økonomisk kamp mellem arbejder og kapitalist, klassekampen. For feministerne er det en kønskamp, i hvilken individerne kræves at vælge side. Og lige som klassekampen kulminerer i det klasseløse marxistiske samfund, så må kønskampen kulminere i det kønsløse samfund (unisex). Unisex tager udgangspunkt i to ideer. For det første insisterer den på, at forskelle mellem kønnene er kulturelt betingede, og ikke skyldes noget biologisk, som i øvrigt ses som en kunstig ”konstruktion”. For det andet er disse forskelle altid forkerte og skal altid udfordres og nedbrydes. Det ville være en fejltagelse at konkludere, at denne unisex handler om at give mænd og kvinder friheden til at ”være dem selv” og udtrykke deres sande naturer som individer. Tværtimod. Den søger at påtvinge begge køn et revolutionært ændringsimperativ. Mænd forventes at undskylde, istemme og undertrykke deres ”aggressioner”. Kvinder at afkaste ”kønsstereotyper”. Som i marxistisk politiske programmer opfattes staten som ændringsagenten og uddannelse ses som et redskab til indoktrinering af unge.
Derfor har staten en pligt til at håndhæve unisex som rettesnor, for at sikre at kvinder er tilskyndet, eller tvunget, til at udføre de samme sociale funktioner som mænd. Hvor dette ikke sker, må der tages ”positiv aktion”, da revolutionen er blevet forrådt. Den gifte kvinde der bliver i hjemmet er kontra-revolutionær. Hun og hendes mand skulle straffes økonomisk af staten, indtil hun træffer den politisk korrekte valg. Det er derfor institutionaliseret diskrimination mod hjemmegående mødre er bygget ind i regeringens politik i Storbritannien. Den logiske konklusion af års statsdirigerede ændringer. I skatteafregningen bliver ægtepars ”lommepenge” erstattet af en ”arbejdende families skattebegunstigelse”, den arbejdende familie defineret som at begge parter arbejder. Enlige mødre med lav indkomst tvinges derfor til at søge arbejde. Dette betyder, at mødre der forlader deres egne børn, og betales for at tage sig af andres børn, anses for værende bedre borgere, end de der bliver hjemme hos deres afkom.
Feministernes socialpolitik tilskynder ikke til enligt moderskab, grundet den relative fattigdom – og manglen på muligheder – den tenderer at producere. Tværtimod. Den repræsenterer én af mange ”livsstilsmuligheder”, sammen med bofællesskab, seriel monogami og lesbisk moderskab. Alle disse muligheder er moralsk ligestillede, men nogle er mere ligestillede end andre. Den mest ligestillede af alle dem der demonstrerer at kvinder kan leve uafhængigt af mænd, selv hvor denne uafhængighed er kunstig og leder til en form for tvunget ægteskab med staten. Således, på bedste pseudoliberale og hykleriske maner er det politisk korrekt at afskrive det traditionelle ægteskab som reaktionært, men ekstremt ukorrekt at kritisere kunstig inseminering for kvinder.
I den socialt genererede ligheds interesse er feministerne og dens tilhængere besatte af at eliminere mandlige bastioner. Disse strækker sig fra professioner og professionelle organisationer, såsom klubber, sportsklubber, ja selv klubber eller grupperinger for mandlige homoseksuelle. Metoderne varierer fra følelsesmæssige afpresning, til tilflugt i retssalene, fra påberåbelse af ”anti-diskriminationslove” til nægtelse af offentlige midler. Ødelæggelsen af mandlige bastioner anses for værende et etisk mål i sin egen ret, vigtigere end kvindernes ægte aspirationer.
Eksempelvis i England og Wales har man tilsendt brandvæsnet en ”rekrutteringsvejledning” på femten procent flere kvinder, af rent ideologiske årsager. Den selv samme rapport indrømmede modvilligt, at tjenesten var effektiv, vellidt og tillidsvækkende i højere grad end nogen anden tjeneste, men blev så angrebet for sin ”mandlige” etos og ”militaristiske kultur”. Ligeledes er forsvaret tiltagende tvunget til at tage højde for feministisk tilstedeværelse i dens rekrutteringspolitik, dens træning, og dens disciplinære struktur. Forsvarsministeriet har en ”Kønsenhed”. Selve titlen antyder grundlæggende ideologiske fordomme. Den tager sig i korthed af udvidelsen af områder for ”kønsintegration” og præs for at kvinder kan sendes til fronten. Operationel effektivitet har intet at gøre med disse overvejelser. Tværtimod. Den er underlagt dogmet om ”lighed”, således at selve de strukturer og traditioner der har skabt sammenhæng med vilje undermineres.
I det civile liv, som i forsvaret, søger unisex-feminismen uddannelsessystemet som nøgle til ”fremskridt”. Uddannelse betyder i denne kontekst ikke søgen efter kundskaber, men propagandatekniker der frembringer mindelser o kommunistiske regimer i østeuropa og Kina under ”Firebanden”. Blandt disse er censur af traditioner og værdsatte børnebøger, anklagede for ”sexisme”, på linie med bussemænd som ”racisme”, ”imperialisme” og ”militarisme”, højt skattede.
Mere proaktivt – et ord værdsat af samfundsbearbejdere – er klasser i ”Social uddannelse”. Disse udbreder ”anti-sexistiske” doktriner og andre politisk korrekte løsener, som om de var sandheder, og som om ingen andre synspunkter i verden kunne eksistere. Sexundervisning præsenteres også tiltagende i termer af rå kropsmæssige funktioner, mere end komplekse moralske valg, med børn af begge køn lavende ”rollespil”. De opfordres til at betvivle deres forældres værdier, hvis disse er konservative, mens lemfældig, hedensk tilgang ophøjes til at stå udenfor kritik.
Feminisme, især udtrykt gennem unisex-programmer, har meget til fælles med dogmatisk Marxisme. Den er baseret på en abstrakt vision om kvinder og mænd, som benægter både deres valg og deres natur. Den forsøger med katastrofale følge, gennem staten at transformere den menneskelige natur. Ligesom marxismen fordømmer klassedistinktioner, benægter feminismen værdien af forskelle kønnene imellem, bortset fra de steder hvor feminismen kan drage fordel af forskellene. Feminister og marxister afsværger ligeledes distinktionen mellem offentligt og privat liv, og etablerer ikke nogen grænser for statens magt til intervention. Begge fornærmes af, og søger at ødelægge, de institutioner der succesfuldt opererer på principper i opposition til deres: hierarki, forskel, mandlige medlemskaber, eller lejlighedsvist, kvindelige medlemskaber af ikke-feministisk natur.
Dog, feminismens ideologisk totalitære implikationer kan ikke associeres udelukkende med venstrefløjen. Det kan være mere informativt at opfatte feminismen som en mutation af marxistiske traditioner, mere end en logisk udvikling heraf. På den måde antager feminismen en slående lighed med totalitarismen.
For den marxistiske venstrefløjs skole tilbyder feminismen rige muligheder for kollektivistiske løsninger for ”at bringe staten tilbage i individets liv”. For aldrende er den nye venstrefløjs radikale det seneste stade i den seksuelle revolution. Sammen med dens illegitime afkom, ”bøssefrigørelsen”, tilbyder feminismen en ondartet kritik af familielivet, hvilket rationaliserer tidligere egoisme og nuværende skuffelse. Association med dens triumfer kompenserer belejligt for politiske fejlslag. Venstrefløjen af en grøn, decentral eller mere liberalt bøjet syn på feminismen og generelle enkeltsagskampagner , et humanitært alternativ til den centraliserede, klassebaserede politik af den ortodokse venstrefløj. De mener, at retorik af ”ikke-hierakiske strukturer” og ”lederløse koalitioner” og villige sentimentale slogans om at ”herstory” (i modsætning til den mandligt påtvungne ”history), ”fejre homoseksuelle kulturer” (som en etnisk surrogatkultur) og ”favne mangfoldigheden” (en nedladende symbolik). For sådanne udslidte idealister er disse bevægelsers spraglede realitet af liden konsekvens. De opfylder et ønske, måske et behov, for kontinuerlig agitation, og de opretholder svage håb for transformation af menneskeheden. Kritikere af feminismen accepterer dens kvasi-marxistiske skudsmål. Eksempelvis den amerikanske ”neokonservative” Michael Levin beskrev kampagner for ”lige løn for lige arbejde” som ”den feministiske vej til socialisme”. Erin Pizzey der blev censureret, endog truet af feministerne, da hun pegede på, at kvinder udøver vold i hjemmet på lige fod med mænd, har talt om ”radikale feminister” som marxister der har ”skiftet i vadestedet”.
Fortolkningen af feminismen er forståelig, givet dens løfte om et egalitært Utopia og dens succesfulde imitation af marxistisk retorik. Også i praksis kræver feministisk agenda en stor mængde økonomisk og samfundsmæssig statsintervention, med håndhævelsen af ”lige muligheder”-love, der bliver til en stor, uproduktiv nationaliseret industri. Feministiske antagelser er helt sikkert fra begyndelsen blevet bygget ind i politisk, marxistisk tanke, til trods for Marx´s egne tilsyneladende konservatisme på disse områder. Så tidligt som i 1854 skrev Marx´s kollaboratør Friedrich Engels ”The Origin of the Family, Private Property and the State”, i hvilken han identificerede relationerne mellem kønnene med klassekampens antagonisme, mere end med de menneskelige kvaliteter af hengivenhed, loyalitet eller passion: ”Den første klasseundertrykkelse der forekommer i historien fremkommer med udviklingen af antagonismen mellem mand og kvinde i monogamt ægteskab, og den første klasseundertrykkelse fremkommer med den mod det kvindelige køn af manden”
Moderne feminisme kan også med god grund påberåbe sig barnet af 1960´ernes venstrefløj. Fordi Herbert Marcuse, en af bevægelsens eminence rouge, mente, at den revolutionære dynamik havde skiftet fra vestens hvide arbejder, der svulmede af velstand, i retning af de der var ”marginaliserede” af systemet: sorte folk, kvinder, studerende og tredje verdens revolutionære. Det betød mindre, at sorte samfund mestendels var konservative og religiøse, at mange kvinder følte sig som alt andet end ”marginaliserede”, at studerende var en privilegeret kaste, der ville unddrage sig ”indkaldelsen”, og at den tredje verdens revolutionære terroriserede deres egne folk.
Så meget Viet Cong, Pathet Lao og Khmer Rouge kommandotropper end påberåbte sig at være stemmen af Indokina´s bønder, mens de terroriserede dem, påberåber dagens feministiske ”talspersoner” at være den eneste sande stemme for kvinders ønsker. De påtvinger målrettet deres vision om lighed på kvinder, der afviser den i lige så høj grad som mænd gør, gennem metoder der inkluderer statstvang, bagvaskelse af kritikere og bestræbelser på at indoktrinere børn og studerende mod traditionelle værdier. Deres fjendtlighed mod traditionelle kvinder er om muligt mere ondartet og ideologisk ladet end deres fjendtlighed mod mænd. Betty Friedan, angiveligt amerikansk feminismes moderate liberale ansigt, beskrev mødre der blev hjemme med børnene som ”forældet”. Mere ekstremt men med en forfriskende gallisk ærlighed proklamerede Simone de Beauvoir som tidligt som i 1975, at: ”Ingen kvinde burde tillades at gå hjemme og opfostre sine børn. Samfundet burde være totalt anderledes. Kvinder burde ikke have valget, præcist fordi at hvis der findes et sådan valg, så vil for mange kvinder tage dette valg”.
I samme dialog med Friedan definerer Jean-Paul Sartre feminismens centrale mål som ”valgfrihed”. At anskue denne position som ulogisk er at misforstå feminismens ideologi. For kvinden at vælge at blive hjemme med sine små børn, eller sætte familien før karrieren, er ifølge feministerne ikke et autentisk valg. Det er baseret på traditionelle fordomme om kvindens rolle, som hun har ”internaliseret” og fra hvilken det er feministernes opgave at blive befriet. For feministerne repræsenterer per definition ”kvinder” og fortolker deres interesser for dem, lige som en tidligere marxistisk generation fortolkede ”arbejderklassens” vilje. Feminismen afvises stille af mange kvinder og afhænger derfor af mandlig støtte, af hvilken meget er opnået gennem følelsesmæssig afpresning, såsom truslen om at blive kaldt sexistisk, som få ”sensitive” mandlige venstreorienterede værdsætter. På nogenlunde samme måde afhang statssocialisme af støtten fra middelklassen, da den ofte var yderst upopulær hos arbejderklassen.
Mandlige tilhængere af feminismen er, bortset fra enkelte ekstremister, forlegne og usikre. For at følge feminismens korrekte linie, binder de dem selv i komplicerede ideologiske knuder. Da denne skribent i en samtale med en socialistisk, pro-feministisk mand påpegede, at fattigdom blandt kvinder var steget dramatisk efter to årtier med feministisk socialpolitik, med et deraf følgende familienedbrud, var hans svar lige så hurtigt som det var ærligt. ”De er måske fattigere”, sagde han, ”men i det mindste er de fri for chauvinistiske mænd”. En sådan romantisk associering af fattigdom og frihed synes sær for en moderne socialist, imiterende et vist strøg af konservativ tanke, eller en rustik anarkisme der for længst er forkastet af den ”progressive” venstrefløj. Og den mangler at forklare, hvordan en ny moralitet der accepterer mændenes svigt af kvinder, efterladende dem og børnene alene i fattigdom, kan være andet end chauvinistisk.
Pro-feministiske mænd afsværger traditionelt maskuline attributter, med samme nidkærhed som nogle hvide venstreorienterede afsværger ”Europæisk civilisation” og alt hvad deraf følger. De undskylder, som på vegne af alle ”mænd” for fortidens undertrykkelse, den nuværende og fremtidige. De hylder rituelt ”kvinders” kamp for rettigheder, som ha r en lang og glorværdig historie. De gør et stort nummer ud af at sige ”hans eller hendes”, nægtende at anvende ordet ”mand”, og savler som Pavlov´s hunde når som helst ”kvindesager” nævnes. De fleste gør det af egoistiske grunde, eller gennem det ovennævnte manglende mod. Et fåtal viser et ondartet had til deres egen maskulinitet. Havde de været homoseksuelle, ville de have været anklaget for selvhad af hylende intolerante bøsseaktivister. Som Robert Bly forklarer:
Mandlige feminister fremfører det synspunkt, at traditionel maskulinitet autenticerer sig selv gennem undertrykkelse af kvinder. Maskulinitet er for dem essentielt giftig. Træk traditionelt forestillet som værende maskuline, såsom at være konkurrenceorienteret, vildskab og aggression, menes at være kulturelt, ikke genetisk medfødt. Eftersom maskulinitet er skabt, kan den genskabes. De ønsker en ny mand, og de ønsker ham nu. De fleste feministiske mænd hader konceptet ”dyb maskulinitet”. Den feministiske forfatter Tim Beneke siger: ”Der findes ikke sådan noget som dyb maskulinitet, da der ikke findes sådan noget som maskulinitet. Hvad der end kommer ud af den maskuline sjæl er, i deres øjne, essentielt forkert”
Sådanne ”feministiske mænd” har meget til fælles med middelklassens radikale, der demonstrativt afsværger bourgeoisiets kultur, der holder dem oppe og påtager sig falske arbejderattituder. På samme måde som ”kvindelige” feminister mener at vide ”hvad kvinder vil have”, bedre end de fleste kvinder selv ved. Feministisk ideologi har arvet den marxistisk teori om ”falsk bevidsthed”. Sagt enkelt er det opfattelsen af, at arbejderen er undertrykt, selvom han ikke er klar over det, eller selv om han er aktivt fjendtlig mod ideen. Loyaliteter der giver hans liv mening, såsom kirken, et regiment eller et fodboldhold, er falske loyaliteter, ligesom hans opfattelse af patriotisme eller stolthed over sit lokalsamfund.
En del af den revolutionære proces er at ”afmystificere” ham, så han bliver bevidst om sin undertrykkelse. For i marxistiske termer er han defineret i forhold til sin relation til produktionsmidlerne, ikke i forhold til sine medmennesker. For feminister er produktionsmidlerne erstattet af reproduktionen. En kvindes loyalitet til sit køn kommer før hendes personlige smag og præferencer, hendes religiøse eller moralske overbevisning, og relationer der giver hendes liv mening. Feministisk ideologi antager eksempelvis, at en mor i nord-england vil være mere interesseret i ”kvinders muligheder”, en hendes arbejdsløse mands skæbne (erstattet af den aftagende beskæftigelse) eller hendes sønners skæbne i uddannelsessystemet, der er tiltagende mod mænd. Hendes kærlighed til sin mand og sine sønner er en slags ”falsk bevidsthed”, der afholder hende fra at ”antage hendes rettigheder”.
Også indbygget i marxismen er ideen om en underliggende kamp. For marxisterne er det en økonomisk kamp mellem arbejder og kapitalist, klassekampen. For feministerne er det en kønskamp, i hvilken individerne kræves at vælge side. Og lige som klassekampen kulminerer i det klasseløse marxistiske samfund, så må kønskampen kulminere i det kønsløse samfund (unisex). Unisex tager udgangspunkt i to ideer. For det første insisterer den på, at forskelle mellem kønnene er kulturelt betingede, og ikke skyldes noget biologisk, som i øvrigt ses som en kunstig ”konstruktion”. For det andet er disse forskelle altid forkerte og skal altid udfordres og nedbrydes. Det ville være en fejltagelse at konkludere, at denne unisex handler om at give mænd og kvinder friheden til at ”være dem selv” og udtrykke deres sande naturer som individer. Tværtimod. Den søger at påtvinge begge køn et revolutionært ændringsimperativ. Mænd forventes at undskylde, istemme og undertrykke deres ”aggressioner”. Kvinder at afkaste ”kønsstereotyper”. Som i marxistisk politiske programmer opfattes staten som ændringsagenten og uddannelse ses som et redskab til indoktrinering af unge.
Derfor har staten en pligt til at håndhæve unisex som rettesnor, for at sikre at kvinder er tilskyndet, eller tvunget, til at udføre de samme sociale funktioner som mænd. Hvor dette ikke sker, må der tages ”positiv aktion”, da revolutionen er blevet forrådt. Den gifte kvinde der bliver i hjemmet er kontra-revolutionær. Hun og hendes mand skulle straffes økonomisk af staten, indtil hun træffer den politisk korrekte valg. Det er derfor institutionaliseret diskrimination mod hjemmegående mødre er bygget ind i regeringens politik i Storbritannien. Den logiske konklusion af års statsdirigerede ændringer. I skatteafregningen bliver ægtepars ”lommepenge” erstattet af en ”arbejdende families skattebegunstigelse”, den arbejdende familie defineret som at begge parter arbejder. Enlige mødre med lav indkomst tvinges derfor til at søge arbejde. Dette betyder, at mødre der forlader deres egne børn, og betales for at tage sig af andres børn, anses for værende bedre borgere, end de der bliver hjemme hos deres afkom.
Feministernes socialpolitik tilskynder ikke til enligt moderskab, grundet den relative fattigdom – og manglen på muligheder – den tenderer at producere. Tværtimod. Den repræsenterer én af mange ”livsstilsmuligheder”, sammen med bofællesskab, seriel monogami og lesbisk moderskab. Alle disse muligheder er moralsk ligestillede, men nogle er mere ligestillede end andre. Den mest ligestillede af alle dem der demonstrerer at kvinder kan leve uafhængigt af mænd, selv hvor denne uafhængighed er kunstig og leder til en form for tvunget ægteskab med staten. Således, på bedste pseudoliberale og hykleriske maner er det politisk korrekt at afskrive det traditionelle ægteskab som reaktionært, men ekstremt ukorrekt at kritisere kunstig inseminering for kvinder.
I den socialt genererede ligheds interesse er feministerne og dens tilhængere besatte af at eliminere mandlige bastioner. Disse strækker sig fra professioner og professionelle organisationer, såsom klubber, sportsklubber, ja selv klubber eller grupperinger for mandlige homoseksuelle. Metoderne varierer fra følelsesmæssige afpresning, til tilflugt i retssalene, fra påberåbelse af ”anti-diskriminationslove” til nægtelse af offentlige midler. Ødelæggelsen af mandlige bastioner anses for værende et etisk mål i sin egen ret, vigtigere end kvindernes ægte aspirationer.
Eksempelvis i England og Wales har man tilsendt brandvæsnet en ”rekrutteringsvejledning” på femten procent flere kvinder, af rent ideologiske årsager. Den selv samme rapport indrømmede modvilligt, at tjenesten var effektiv, vellidt og tillidsvækkende i højere grad end nogen anden tjeneste, men blev så angrebet for sin ”mandlige” etos og ”militaristiske kultur”. Ligeledes er forsvaret tiltagende tvunget til at tage højde for feministisk tilstedeværelse i dens rekrutteringspolitik, dens træning, og dens disciplinære struktur. Forsvarsministeriet har en ”Kønsenhed”. Selve titlen antyder grundlæggende ideologiske fordomme. Den tager sig i korthed af udvidelsen af områder for ”kønsintegration” og præs for at kvinder kan sendes til fronten. Operationel effektivitet har intet at gøre med disse overvejelser. Tværtimod. Den er underlagt dogmet om ”lighed”, således at selve de strukturer og traditioner der har skabt sammenhæng med vilje undermineres.
I det civile liv, som i forsvaret, søger unisex-feminismen uddannelsessystemet som nøgle til ”fremskridt”. Uddannelse betyder i denne kontekst ikke søgen efter kundskaber, men propagandatekniker der frembringer mindelser o kommunistiske regimer i østeuropa og Kina under ”Firebanden”. Blandt disse er censur af traditioner og værdsatte børnebøger, anklagede for ”sexisme”, på linie med bussemænd som ”racisme”, ”imperialisme” og ”militarisme”, højt skattede.
Mere proaktivt – et ord værdsat af samfundsbearbejdere – er klasser i ”Social uddannelse”. Disse udbreder ”anti-sexistiske” doktriner og andre politisk korrekte løsener, som om de var sandheder, og som om ingen andre synspunkter i verden kunne eksistere. Sexundervisning præsenteres også tiltagende i termer af rå kropsmæssige funktioner, mere end komplekse moralske valg, med børn af begge køn lavende ”rollespil”. De opfordres til at betvivle deres forældres værdier, hvis disse er konservative, mens lemfældig, hedensk tilgang ophøjes til at stå udenfor kritik.
Feminisme, især udtrykt gennem unisex-programmer, har meget til fælles med dogmatisk Marxisme. Den er baseret på en abstrakt vision om kvinder og mænd, som benægter både deres valg og deres natur. Den forsøger med katastrofale følge, gennem staten at transformere den menneskelige natur. Ligesom marxismen fordømmer klassedistinktioner, benægter feminismen værdien af forskelle kønnene imellem, bortset fra de steder hvor feminismen kan drage fordel af forskellene. Feminister og marxister afsværger ligeledes distinktionen mellem offentligt og privat liv, og etablerer ikke nogen grænser for statens magt til intervention. Begge fornærmes af, og søger at ødelægge, de institutioner der succesfuldt opererer på principper i opposition til deres: hierarki, forskel, mandlige medlemskaber, eller lejlighedsvist, kvindelige medlemskaber af ikke-feministisk natur.
Dog, feminismens ideologisk totalitære implikationer kan ikke associeres udelukkende med venstrefløjen. Det kan være mere informativt at opfatte feminismen som en mutation af marxistiske traditioner, mere end en logisk udvikling heraf. På den måde antager feminismen en slående lighed med totalitarismen.
