Tiden er kommet til, at tage fat i historien og mærke sig et vigtigt faktum: Feminisme som vi kender det, nedstammer ideologisk og politisk i direkte linie fra Kvinders Ku Klux Klan. Dette faktum er dokumenteret i bogen ”Women of the Klan” af professor i sociologi ved University of Pittsburg, Kathleen L. Blee. Ud over at læse denne bog, skulle man også tage sig tid til at studere internetsiden ”DadsNow”, der har en god tidslinie og en analyse der sporer feminismen fra rødderne i WKKK fra det sene 1800 – tal og frem til i dag.
For de der kun ønsker et udvalg af fakta: WKKK og KKK brugte den protestantiske kirkes uformelle netværk og legitimitet, til at sprede sine tanker Sloganet ”Hånden der gynger vuggen, har magten til at regere verden” opstod ikke først i Betty Friedans bog. Den blev først offentliggjort i det sene 1800 – tal i Evansville, Indiana. I dag optræder ordene i alt fra kristne internetsider til radikale feministers ditto. Som nutidens feminister syntes WKKK – feministerne, at husholdning og børneopdragelse er slavearbejde og en fornærmelse mod kvinder, men insisterede samtidigt på at bibeholde deres plads på moderskabets piedestal.
WKKK – feministerne brugte seksuel frygt for, hvad sorte mænd ville kunne gøre mod hvide kvinder, som motivation for det hvide samfunds overherredømme. Dette bevarede feministerne i en magtfuld position på piedestalen, mens mændene rendte rundt og gjorde de frygtligste ting ved sorte. Det samlede mål for dette samarbejde var kontrol med ejendom og politik. Seksuel frygt var brændstoffet for bevægelsens magtudøvelse. Børnepenge blev oprindeligt opkrævet gennem KKK. Disse mænd tævede mænd der blev beskyldt for ikke at tage godt nok vare for deres kvinder.
WKKK og tilhængere var tæt sammenknyttede. Selv den velkendte Elisabeth Cady Stanton var dybt sexistisk, skrivende: ”Vi er som køn mændene uendeligt overlegne…..” og den ariske race mener hvide er andre racer overlegne. Omkring 1920 konkluderede en kongresundersøgelse, at en kvinde ved navn Elisabeth Tyler var den sande magt bag KKK.
Filmen ”Rosewood” er en sørgelig film baseret på en sand historie, der udspillede sig i en lille by i Florida i 1923. Den beskriver hvordan en hvid kvinde falskt anklager en sort mand for voldtægt, medførende mange sorte mænds lynchning og nedbrænding af hele byen. Omkring 1925 havde WKKK over fire millioner medlemmer – en anseelig organisation for den tid. I staten Indiana anslås det, at 32% af den hvide kvindelige befolkning var medlem af WKKK. Den arbejdede gennem den protestantiske kirke, YWCA, og andre tilsyneladende tilforladelige organisationer.
I de tidlige tredvere brugte Margaret Sanger tanken om fødselskontrol til at skabe en racehygiejnebevægelse mod sorte. Hun grundlagde ”Planned Parenthood” som alternativ til tvangssterilisation. Mellem 1930 og 1960 allierede post-WKKK-feminister sig med freudiansk seksualpsykologi og marxistisk teori, importeret til Amerika af en bølge af aktivister og såkaldt ”professionelle” på disse felter efter anden verdenskrig. Feministernes agenda blev sammenflettet med freudianisme og marxisme, udviklende sig til en kraftfuld passiv – aggressiv offerdreven seksualpropaganda, brugbart til ethvert ønskeligt formål og understøttet med falske data og enorme anekdotiske beskyldninger. Feministerne udviklede dette til en falsk videnskab, som kom til fuld udfoldelse i tresserne og derefter. Anna Freud understøttede dette, da hun i 1973 skrev: ”Forældre uden forældremyndighed skal ikke have retsligt krav på samkvem med deres barn og forældre med forældrerettighed skal have ret til at bestemme, om det er hensigtsmæssigt at barnet modtager besøg”
Freuds barnebarn, en pensioneret universitetsprofessor i psykologi vidste bedre end nogen, hvad freudiansk psykologi handlede om, og hvilken enorm skade den har gjort. Hun sagde i foredraget ”False Prophets”: ”Freud og Hitler kommer fra det samme nabolag. De delte begge ambitionen om, at overbevise mennesker om den eneste sandhed – Sigmund Freud gennem retorik og Hitler gennem vold. Beundret af efterfølgere grundlagde de magtfulde bevægelser. I mine øjne er både Freud og Hitler det tyvende århundredes falske profeter”
Gennem historien har feminismen været en sær sammenblanding af mandehad og politisk korrekte lighedsmål. Visse ting har deres berettigelse, men homoseksuelle ægteskaber og hjemlige stridigheder er røgslør der skal dække over deres virkelige mål. Postmoderne feminister indlagde WKKK´s sprogkode i sine skriverier. Sheila Cronan blotlagde feminismens direkte rødder, da hun skrev. ”Eftersom ægteskab konstituerer kvinders slaveri, er det indlysende, at kvindebevægelsen må koncentrere sig om at angribe denne institution”
Er postmoderne feminisme radikal, lighedsorienteret eller begge? Radikalitet er stadig kernen i den feministiske bevægelse. Der er ikke kun tale om få rådne æbler, der ødelægger en ellers lighedsorienteret bevægelse. Cathy Young udtrykker det bedst: ”Kritikerne af radikal feminisme er ofte blevet beskyldt for at overdrive vigtigheden af en håndfuld mandehadere i bevægelsen. Alligevel er Dworkin aldrig blevet degraderet til det vanvittige overdrev hun til tilhører. Hendes tekster er blevet brugt i kvindestudiegrupper, og prominente feminister fra Gloria Steinem til filosoffen Martha Nussbaum har vist deres beundring, og brugt hendes hadefuldhed i forsvar for de undertrykte. Kernefeministernes bevægelse inkluderer en hær af elfenbenstårns-professionelle, der har bygget hele deres praksis på at erstatte gode ægtemænd med et feminist-patriakalsk styre. Dette er i øjeblikket repræsenteret af kvinder forklædte som lesbiske, der ønsker at repræsentere ethvert kvindeligt par, der ønsker at gifte sig med hinanden og overtage familie og samfund. De producerer talrige rapporter, indeholdende falske data om børnebidrag og husspetakler.
Feministerne fabulerer konstant om, at ægteskab er en fælde eller en måde at slavegøre. De foregiver, at ægtemænd er en trussel mod kvinder, selvom ægtemænd er den mindste trussel mod børn og kvinder og de vil have legitimeret skilsmisser uden beviselig grund til dette, så de let kan vinde sagen, uden at skulle bevise mandens skyld. Men feminister forkaster kun den ægteskabelige del. De forventer stadig, at kunne ”stjæle” mænds penge, for at kunne bevare alle fordelene ved ægteskab. Alt dette fører til en vigtigt erkendelse. Ordet ”feminisme” er et uudgrundeligt paradoks. Det er umuligt at være lighedsorienteret eller afbalanceret, når man kun ser tingene fra kvindernes side. Der er intet der tyder på, at kernefeministerne tror på lighed.
En Forudsigelse: Lighedsorienterede feminister vil forkaste feminismen Det er forbløffende, at lighedsorienterede feminister, der oprigtigt tror på lighed mænd og kvinder imellem, ikke har magtet at forkaste feminismen og i stedet skabe en ægte pro-social bevægelse på sunde værdier. At have ”kønsfeminister”, ”radikale feminister” og ”lighedsorienterede feminister” der alle kalder sig feminister, er alle tiders paradoks. Man kunne nemt samle alle politiske partier til ét parti og derefter undre sig over, hvorfor det samtidigt står for alt og ingenting, mens ”forbryderne” slipper af sted med hvad som helst. Dette belejlige arrangement giver næring til politiske fordele for radikale feminister, der forgiver lighed i den politiske offentlighed, samtidig med at de gør det stik modsatte i perfumefyldte lokaler. Alene tilstedeværelsen af lighedsorienterede feminister i bevægelsen, giver det politiske dække og den legitimering der skal til, for at kunne operere. Samtidig gives legitimitet til den almindelige mand, der gerne vil tro, at feminisme handler om lighed, velvidende at hun når som helst kan forfølge egne interesser på mandens bekostning.
Ægte lighedsorienterede, både mænd og kvinder, vil aldrig kunne virkeliggøre deres mål i et feministisk regi, da radikale misbruger deres uretligt tilegnede legitimitet til at forgifte de lighedsorienteredes arbejde. De lighedsorienterede har en historisk mulighed. De burde gå ud af den feministiske dør og aldrig se sig tilbage. De har den fornødne viden, evner og hjælp til at skabe en kraftfuld bevægelse, bestående af både mænd og kvinder, der begge søger varige holdbare ændringer. Hvis dette lykkes, kan den nye lighedsorienterede bevægelse med fuld kraft angribe feminismen, uden også at angribe sig selv. Samlet set har det historiske forløb været, at hvide kvinder gennem WKKK er gået fra at hade sorte mænd, til gennem feminismen at hade alle mænd.
For de der kun ønsker et udvalg af fakta: WKKK og KKK brugte den protestantiske kirkes uformelle netværk og legitimitet, til at sprede sine tanker Sloganet ”Hånden der gynger vuggen, har magten til at regere verden” opstod ikke først i Betty Friedans bog. Den blev først offentliggjort i det sene 1800 – tal i Evansville, Indiana. I dag optræder ordene i alt fra kristne internetsider til radikale feministers ditto. Som nutidens feminister syntes WKKK – feministerne, at husholdning og børneopdragelse er slavearbejde og en fornærmelse mod kvinder, men insisterede samtidigt på at bibeholde deres plads på moderskabets piedestal.
WKKK – feministerne brugte seksuel frygt for, hvad sorte mænd ville kunne gøre mod hvide kvinder, som motivation for det hvide samfunds overherredømme. Dette bevarede feministerne i en magtfuld position på piedestalen, mens mændene rendte rundt og gjorde de frygtligste ting ved sorte. Det samlede mål for dette samarbejde var kontrol med ejendom og politik. Seksuel frygt var brændstoffet for bevægelsens magtudøvelse. Børnepenge blev oprindeligt opkrævet gennem KKK. Disse mænd tævede mænd der blev beskyldt for ikke at tage godt nok vare for deres kvinder.
WKKK og tilhængere var tæt sammenknyttede. Selv den velkendte Elisabeth Cady Stanton var dybt sexistisk, skrivende: ”Vi er som køn mændene uendeligt overlegne…..” og den ariske race mener hvide er andre racer overlegne. Omkring 1920 konkluderede en kongresundersøgelse, at en kvinde ved navn Elisabeth Tyler var den sande magt bag KKK.
Filmen ”Rosewood” er en sørgelig film baseret på en sand historie, der udspillede sig i en lille by i Florida i 1923. Den beskriver hvordan en hvid kvinde falskt anklager en sort mand for voldtægt, medførende mange sorte mænds lynchning og nedbrænding af hele byen. Omkring 1925 havde WKKK over fire millioner medlemmer – en anseelig organisation for den tid. I staten Indiana anslås det, at 32% af den hvide kvindelige befolkning var medlem af WKKK. Den arbejdede gennem den protestantiske kirke, YWCA, og andre tilsyneladende tilforladelige organisationer.
I de tidlige tredvere brugte Margaret Sanger tanken om fødselskontrol til at skabe en racehygiejnebevægelse mod sorte. Hun grundlagde ”Planned Parenthood” som alternativ til tvangssterilisation. Mellem 1930 og 1960 allierede post-WKKK-feminister sig med freudiansk seksualpsykologi og marxistisk teori, importeret til Amerika af en bølge af aktivister og såkaldt ”professionelle” på disse felter efter anden verdenskrig. Feministernes agenda blev sammenflettet med freudianisme og marxisme, udviklende sig til en kraftfuld passiv – aggressiv offerdreven seksualpropaganda, brugbart til ethvert ønskeligt formål og understøttet med falske data og enorme anekdotiske beskyldninger. Feministerne udviklede dette til en falsk videnskab, som kom til fuld udfoldelse i tresserne og derefter. Anna Freud understøttede dette, da hun i 1973 skrev: ”Forældre uden forældremyndighed skal ikke have retsligt krav på samkvem med deres barn og forældre med forældrerettighed skal have ret til at bestemme, om det er hensigtsmæssigt at barnet modtager besøg”
Freuds barnebarn, en pensioneret universitetsprofessor i psykologi vidste bedre end nogen, hvad freudiansk psykologi handlede om, og hvilken enorm skade den har gjort. Hun sagde i foredraget ”False Prophets”: ”Freud og Hitler kommer fra det samme nabolag. De delte begge ambitionen om, at overbevise mennesker om den eneste sandhed – Sigmund Freud gennem retorik og Hitler gennem vold. Beundret af efterfølgere grundlagde de magtfulde bevægelser. I mine øjne er både Freud og Hitler det tyvende århundredes falske profeter”
Gennem historien har feminismen været en sær sammenblanding af mandehad og politisk korrekte lighedsmål. Visse ting har deres berettigelse, men homoseksuelle ægteskaber og hjemlige stridigheder er røgslør der skal dække over deres virkelige mål. Postmoderne feminister indlagde WKKK´s sprogkode i sine skriverier. Sheila Cronan blotlagde feminismens direkte rødder, da hun skrev. ”Eftersom ægteskab konstituerer kvinders slaveri, er det indlysende, at kvindebevægelsen må koncentrere sig om at angribe denne institution”
Er postmoderne feminisme radikal, lighedsorienteret eller begge? Radikalitet er stadig kernen i den feministiske bevægelse. Der er ikke kun tale om få rådne æbler, der ødelægger en ellers lighedsorienteret bevægelse. Cathy Young udtrykker det bedst: ”Kritikerne af radikal feminisme er ofte blevet beskyldt for at overdrive vigtigheden af en håndfuld mandehadere i bevægelsen. Alligevel er Dworkin aldrig blevet degraderet til det vanvittige overdrev hun til tilhører. Hendes tekster er blevet brugt i kvindestudiegrupper, og prominente feminister fra Gloria Steinem til filosoffen Martha Nussbaum har vist deres beundring, og brugt hendes hadefuldhed i forsvar for de undertrykte. Kernefeministernes bevægelse inkluderer en hær af elfenbenstårns-professionelle, der har bygget hele deres praksis på at erstatte gode ægtemænd med et feminist-patriakalsk styre. Dette er i øjeblikket repræsenteret af kvinder forklædte som lesbiske, der ønsker at repræsentere ethvert kvindeligt par, der ønsker at gifte sig med hinanden og overtage familie og samfund. De producerer talrige rapporter, indeholdende falske data om børnebidrag og husspetakler.
Feministerne fabulerer konstant om, at ægteskab er en fælde eller en måde at slavegøre. De foregiver, at ægtemænd er en trussel mod kvinder, selvom ægtemænd er den mindste trussel mod børn og kvinder og de vil have legitimeret skilsmisser uden beviselig grund til dette, så de let kan vinde sagen, uden at skulle bevise mandens skyld. Men feminister forkaster kun den ægteskabelige del. De forventer stadig, at kunne ”stjæle” mænds penge, for at kunne bevare alle fordelene ved ægteskab. Alt dette fører til en vigtigt erkendelse. Ordet ”feminisme” er et uudgrundeligt paradoks. Det er umuligt at være lighedsorienteret eller afbalanceret, når man kun ser tingene fra kvindernes side. Der er intet der tyder på, at kernefeministerne tror på lighed.
En Forudsigelse: Lighedsorienterede feminister vil forkaste feminismen Det er forbløffende, at lighedsorienterede feminister, der oprigtigt tror på lighed mænd og kvinder imellem, ikke har magtet at forkaste feminismen og i stedet skabe en ægte pro-social bevægelse på sunde værdier. At have ”kønsfeminister”, ”radikale feminister” og ”lighedsorienterede feminister” der alle kalder sig feminister, er alle tiders paradoks. Man kunne nemt samle alle politiske partier til ét parti og derefter undre sig over, hvorfor det samtidigt står for alt og ingenting, mens ”forbryderne” slipper af sted med hvad som helst. Dette belejlige arrangement giver næring til politiske fordele for radikale feminister, der forgiver lighed i den politiske offentlighed, samtidig med at de gør det stik modsatte i perfumefyldte lokaler. Alene tilstedeværelsen af lighedsorienterede feminister i bevægelsen, giver det politiske dække og den legitimering der skal til, for at kunne operere. Samtidig gives legitimitet til den almindelige mand, der gerne vil tro, at feminisme handler om lighed, velvidende at hun når som helst kan forfølge egne interesser på mandens bekostning.
Ægte lighedsorienterede, både mænd og kvinder, vil aldrig kunne virkeliggøre deres mål i et feministisk regi, da radikale misbruger deres uretligt tilegnede legitimitet til at forgifte de lighedsorienteredes arbejde. De lighedsorienterede har en historisk mulighed. De burde gå ud af den feministiske dør og aldrig se sig tilbage. De har den fornødne viden, evner og hjælp til at skabe en kraftfuld bevægelse, bestående af både mænd og kvinder, der begge søger varige holdbare ændringer. Hvis dette lykkes, kan den nye lighedsorienterede bevægelse med fuld kraft angribe feminismen, uden også at angribe sig selv. Samlet set har det historiske forløb været, at hvide kvinder gennem WKKK er gået fra at hade sorte mænd, til gennem feminismen at hade alle mænd.
