En fattigdomsgrænse er ikke andet end beskæftigelsesterapi for offentlige papirskubbere og gloriepudsning for venstrefløjens intellektuelle. Hvis målet er at hjælpe de svageste, er det helt andre tiltag, der skal til.
Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har regeringens politik siden 2001 drevet tusindvis af danskere ud i fattigdom. Dette har atter bragt forslaget om en fattigdomsgrænse på banen. I EU er der også fokus på fattigdom og i en plan for ”intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst” ønsker Europa Kommissionen at indføre nationale fattigdomsgrænser på 60% af et lands medianindkomst.
Danmark er det land i OECD med de mindste indkomstforskelle og det land, hvor den laveste andel af befolkningen hører til lavindkomstgruppen. Der er uden tvivl personer, der har det svært, men der findes ikke i traditionel forstand fattigdom i Danmark.
Relativ fattigdom
Når de forenede godhedsordførere i SF, S, RV og EL og ikke mindst Arbejderbevægelsens Erhvervsråd bekymrer sig om stigende fattigdom, taler de alene om den relative fattigdom. Der er ikke tale om mennesker, der sulter eller står uden tag over hovedet, men om mennesker, der har relativt mindre forbrugsmuligheder end andre.
AE mener nemlig, at man per definition er fattig, hvis man tjener mindre end halvdelen af danskernes medianindkomst. Men da indkomsterne jo stiger løbende, betyder det, at også denne fattigdomsgrænse flytter sig fra år til år. De personer, som AE betegner som fattige i dag, er faktisk som gruppe blevet rigere end for 10 år siden. Deres indkomstfremgang har bare ikke været lige så stor som for andre grupper i samfundet.
Hvis man for eksemplets skyld fastfryser fattigdomsgrænsen på år 2000-niveau, viser en udregning fra Finansministeriet faktisk, at antallet af fattige er faldet med cirka 16.000 personer eller 8% fra 2000 til 2007. Det er derfor i bedste fald misvisende, når Arbejdernes Erhvervsråd hævder, at der er sket en stor stigning i antallet af fattige.
Faktisk er en betydelig del af de 300.000 fattige, som AE har regnet sig frem til, studerende og selvstændige. Og cirka halvdelen af de personer, der i ét år er fattige ifølge denne definition, er ude af kategorien allerede det følgende år.
At opgøre fattigdom som en bestemt andel af medianindkomsten er derfor både meningsløst og misvisende. En konsekvens af denne målemetode er desuden, at der som regel kommer flere fattige, når der er vækst og fremgang i samfundet, og færre fattige i nedgangstider.
Målet er lighed
Dette siger dog intet om det enkelte menneskes livssituation. En relativ fattigdomsgrænse er nemlig i virkeligheden et mål for ulighed og ikke for fattigdom. Fattigdomsgrænser handler derfor heller ikke om at bekæmpe fattigdom. Det er først og fremmest en skrivebordskrig, der tjener som egopleje for de politisk korrekte på venstrefløjen.
Ved at kræve en fattigdomsgrænse taler de lige ind i hjerterne på journalister og vælgere. De pynter sig med social indignation, idealisme og moralsk overlegenhed og revser regeringen for manglende handlekraft. Men det er en blåøjet idealisme. De foregiver at kunne afskaffe fattigdom med et fingerknips, men undgår behændigt at tale om konkrete initiativer eller løsninger.
En relativ fattigdomsgrænse vil give arbejde til regeringens talknusere, til en hær af EU-bureaukrater og til diverse sagsbehandlere, konsulenter og rådgivere, der skal udarbejde strategier og evalueringer, men det gør ingen forskel for de virkeligt udsatte i samfundet.
Der kan være mange årsager til, at en person har en lav indkomst i et år. Der kan for eksempel være tale om kortvarig ledighed, personlige livsstilsvalg, orlov eller uddannelsesophold. Man er fattig, hvis man ikke har mulighed for at forbedre sin egen livssituation. Men man er ikke fattig, blot fordi man ét år har en indkomst, der er under halvdelen af medianindkomsten.
Varm luft
Idéen om en fattigdomsgrænse bygger derfor mere på varm luft end på en reel bekymring for de udsatte i samfundet. Det er marketing og selveksponering, der ikke hjælper de svageste. Faktisk kunne man forledes til at tro, at venstrefløjen i virkeligheden er ligeglade med de mest udsatte. Hjemløse, narkomaner og sindslidende stemmer alligevel sjældent.
Derfor giver det udmærket mening at bruge kræfterne på at sælge varm luft på dåse til den brede middelklasse, der gerne vil stemme på social ansvarlighed og verdensfred. Selvom at Özlem Cekic (SF), Mette Frederiksen (S) og andre taler om at sætte fokus på de svageste, er konsekvensen den stik modsatte. Der bliver investeret tid, penge og spaltemillimeter på en akademisk diskussion af indkomstgrænser, der siger meget lidt om menneskers egentlige levevilkår. Alt imens forsvinder fokus væk fra de reelle problemer på samfundets bund.
Der er mennesker i Danmark, der lever under utålelige kår. Men de bliver ikke hjulpet af fattigdomsgrænser eller af den udglatning af indkomstforskellene, som er venstrefløjens egentlige formål med at bekæmpe fattigdom ud fra en relativ målestok.
I stedet for at sætte teoretiske og ubrugelige mål for fattigdom, bør vi fokusere på at hjælpe dem, der reelt lever på kanten af samfundet. Ikke mindst narkomanerne, de psykisk syge, de handikappede og de udsatte børn.
Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har regeringens politik siden 2001 drevet tusindvis af danskere ud i fattigdom. Dette har atter bragt forslaget om en fattigdomsgrænse på banen. I EU er der også fokus på fattigdom og i en plan for ”intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst” ønsker Europa Kommissionen at indføre nationale fattigdomsgrænser på 60% af et lands medianindkomst.
Danmark er det land i OECD med de mindste indkomstforskelle og det land, hvor den laveste andel af befolkningen hører til lavindkomstgruppen. Der er uden tvivl personer, der har det svært, men der findes ikke i traditionel forstand fattigdom i Danmark.
Relativ fattigdom
Når de forenede godhedsordførere i SF, S, RV og EL og ikke mindst Arbejderbevægelsens Erhvervsråd bekymrer sig om stigende fattigdom, taler de alene om den relative fattigdom. Der er ikke tale om mennesker, der sulter eller står uden tag over hovedet, men om mennesker, der har relativt mindre forbrugsmuligheder end andre.
AE mener nemlig, at man per definition er fattig, hvis man tjener mindre end halvdelen af danskernes medianindkomst. Men da indkomsterne jo stiger løbende, betyder det, at også denne fattigdomsgrænse flytter sig fra år til år. De personer, som AE betegner som fattige i dag, er faktisk som gruppe blevet rigere end for 10 år siden. Deres indkomstfremgang har bare ikke været lige så stor som for andre grupper i samfundet.
Hvis man for eksemplets skyld fastfryser fattigdomsgrænsen på år 2000-niveau, viser en udregning fra Finansministeriet faktisk, at antallet af fattige er faldet med cirka 16.000 personer eller 8% fra 2000 til 2007. Det er derfor i bedste fald misvisende, når Arbejdernes Erhvervsråd hævder, at der er sket en stor stigning i antallet af fattige.
Faktisk er en betydelig del af de 300.000 fattige, som AE har regnet sig frem til, studerende og selvstændige. Og cirka halvdelen af de personer, der i ét år er fattige ifølge denne definition, er ude af kategorien allerede det følgende år.
At opgøre fattigdom som en bestemt andel af medianindkomsten er derfor både meningsløst og misvisende. En konsekvens af denne målemetode er desuden, at der som regel kommer flere fattige, når der er vækst og fremgang i samfundet, og færre fattige i nedgangstider.
Målet er lighed
Dette siger dog intet om det enkelte menneskes livssituation. En relativ fattigdomsgrænse er nemlig i virkeligheden et mål for ulighed og ikke for fattigdom. Fattigdomsgrænser handler derfor heller ikke om at bekæmpe fattigdom. Det er først og fremmest en skrivebordskrig, der tjener som egopleje for de politisk korrekte på venstrefløjen.
Ved at kræve en fattigdomsgrænse taler de lige ind i hjerterne på journalister og vælgere. De pynter sig med social indignation, idealisme og moralsk overlegenhed og revser regeringen for manglende handlekraft. Men det er en blåøjet idealisme. De foregiver at kunne afskaffe fattigdom med et fingerknips, men undgår behændigt at tale om konkrete initiativer eller løsninger.
En relativ fattigdomsgrænse vil give arbejde til regeringens talknusere, til en hær af EU-bureaukrater og til diverse sagsbehandlere, konsulenter og rådgivere, der skal udarbejde strategier og evalueringer, men det gør ingen forskel for de virkeligt udsatte i samfundet.
Der kan være mange årsager til, at en person har en lav indkomst i et år. Der kan for eksempel være tale om kortvarig ledighed, personlige livsstilsvalg, orlov eller uddannelsesophold. Man er fattig, hvis man ikke har mulighed for at forbedre sin egen livssituation. Men man er ikke fattig, blot fordi man ét år har en indkomst, der er under halvdelen af medianindkomsten.
Varm luft
Idéen om en fattigdomsgrænse bygger derfor mere på varm luft end på en reel bekymring for de udsatte i samfundet. Det er marketing og selveksponering, der ikke hjælper de svageste. Faktisk kunne man forledes til at tro, at venstrefløjen i virkeligheden er ligeglade med de mest udsatte. Hjemløse, narkomaner og sindslidende stemmer alligevel sjældent.
Derfor giver det udmærket mening at bruge kræfterne på at sælge varm luft på dåse til den brede middelklasse, der gerne vil stemme på social ansvarlighed og verdensfred. Selvom at Özlem Cekic (SF), Mette Frederiksen (S) og andre taler om at sætte fokus på de svageste, er konsekvensen den stik modsatte. Der bliver investeret tid, penge og spaltemillimeter på en akademisk diskussion af indkomstgrænser, der siger meget lidt om menneskers egentlige levevilkår. Alt imens forsvinder fokus væk fra de reelle problemer på samfundets bund.
Der er mennesker i Danmark, der lever under utålelige kår. Men de bliver ikke hjulpet af fattigdomsgrænser eller af den udglatning af indkomstforskellene, som er venstrefløjens egentlige formål med at bekæmpe fattigdom ud fra en relativ målestok.
I stedet for at sætte teoretiske og ubrugelige mål for fattigdom, bør vi fokusere på at hjælpe dem, der reelt lever på kanten af samfundet. Ikke mindst narkomanerne, de psykisk syge, de handikappede og de udsatte børn.
