Fattigdom er sundt

Med Joachim B. Olsens kontroversielle og højt omdiskuterede bemærkning på facebook, er en uhyrer interessant og sund debat opstået. Forskellige interessentgrupper har taget stilling og skyder tilbage med mere eller mindre lige bombastiske udsagn som JBO. Blandt andet siger formanden for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen, at JBOs påstand om, at der ikke findes fattigdom i Danmark, er det rent vrøvl eller mangel på viden. Jan Sjursen tager i samme interview bolden op, og siger, at fattigdom bør være relativt, da man eksempelvis ikke kan sammenligne dansk og indisk fattigdom.  Det er her den interessante diskussion opstår. Danmark har -ingen- absolut fattige, som i eksempelvis Indien. Alle kan få hjælp. Der er ganske vist mennesker, som ikke kan håndtere den hjælp offentlige eller private organisationer tilbyder, men det ville være absurd at sige, at folk er direkte fattige af den grund. Tager man det standpunkt – så har JBO uendeligt meget ret, og at gøre fattigdom til et semantisk begreb der kan bruges efter forgodtbefindende, er i sandhed manipulerende. Det må Jan Sjursen og alle andre velmenende væsner anerkende, medmindre ordet netop ikke har en absolut betydning, men kan gradbøjes efter hvordan vinden blæser. Gør staten først op hvad fattige er, og bruger skattekroner på ”fattigdomsbekæmpelse” i Danmark, er det ikke bare en hån mod fattige i den tredje verden, men også en hån mod skatteborgerne, som forhåbentligt hellere ser, at hvis staten absolut skal bekæmpe fattigdom, så skal de ved gud sendes ud af landet, hvor hver enkel krone og øre kan gøre forskel mellem liv og død – modsat i Danmark, hvor spørgsmålet nærmere måtte være, om der skal flæskesteg eller gås på bordet.  Ligeledes ville det også være enormt hyklerisk, at se staten tage med en hånd, i form af afgiftsforhøjelser på basisvarer som sukker og fedt, samt luksusvarer som tobak og alkohol, og give af den anden hånd til samme gruppe, som om nogen netop bliver fattigere af disse bebyrdende skatter, uanset hvor nobelt målet måtte være.  Antager vi alligevel, at fattigdom er relativt, så vil det for de flestes vedkommende ikke være permanent, men midlertidigt. Klarer man sig på de midler, man på den ene eller anden måde får stillet til rådighed, så har man med stor sandsynlighed gjort det med stor kreativitet og sjælelig accept af, at materielle goder ikke er ubegrænsede, men noget man bør sætte pris på. Og det er vel ingen dårlig ting at lære børn? Det kan også skabe enormt meget dynamik, at man kommer fra svære kår, da det ofte fordrer stor arbejdsflid og moral at løfte sig selv ud af en vanskelig tilværelse, som alt andet lige bør kommer folk til gode senere i livet.  Kunne man eksempelvis forestille sig, at en af Danmarks mest succesfulde iværksættere,Simon Spies, havde haft samme succes hvis han ikke var vokset op under trange kår, som det bød sig at være skilsmissebarn i 20 og 30’erne? Med en hård opdragelse i ryggen og økonomisk mådeholdenhed, lærte han sig et grundprincip om kun at bruge halvdelen af sin fortjeneste og spare den anden halvdel op, hvilket viste sig at være en af byggestenene for hans succesfulde forretningsimperium. Kunne man forestille sig, at finans- og gældskrisen måske kunne være afværget, hvis de respektive befolkninger verden over, med samme princip om tæring efter næring, lært af dårlige tider, havde holdt sig fra mistænkelig lave renter og godmodige banker, og samtidigt afsat de uansvarlige politikere der med bind for øjnene bidrog til de enorme gældsophobninger, man tillod under gode tider? Dansk velfærd på godt og ondt, tilbyder alle muligheder for selv at sprænge statistikken og bryde ud af ”fattigdommen” og sikre sig og sine en økonomisk god tilværelse. Ligeledes sørger civilsamfundet i form af velgørenhedsorganisationer, familie og venner, for at hjælpe dem som har allermest behov, sponsoreret af frivillige bidrag eller medmenneskelig omsorg, på en måde som staten aldrig nogensinde vil kunne matche. Fattigdom, i dansk sammenhæng, er med andre ord ikke noget som er udelukkende negativt. Ligesom ved svære sygdomme, så lærer man at sætte pris på det man har - ligesom personlig integritet, medmenneskelig omsorg og stærke netværk dannes under svære kår - som i sidste ende måske kan bære en igennem resten af livet, med en større lethed end ellers. Hvorfor skal staten dog frarøve os denne lærerige del af livet?