Farvel til demokratiet i København

Min ottende klumme på 180grader

Rune Kristensen,

09/11/2009

Min ottende klumme på 180grader.dk - bragt 19. aug 2008 kl 22:30

Dagens klumme: Rune Kristensen skriver om Ritt Bjerregaard, der med løftebrud og eftergivenhed overfor politiske voldsmænd svigter sit demokratiske ansvar.

Af Rune Kristensen

En efterhånden almenkendt joke lyder: "Hvad er ligheden mellem problemerne i Brøndby I.F. og problemerne i Københavns Kommune?" - "De skyldes begge to en Bjerregaard!"

Jeg er ikke den store fodboldekspert. Derfor må jeg med forbehold henvise til Ekstra Bladet og B.T., der konstaterer, at problemerne i Brøndby strækker sig fra manglende forankring af beslutningerne i klubben over nepotisme og pamperi til dårlig ledelse.

Uden heller at have det fulde indblik i, hvad der sker inden for de tykke vægge på Københavns Rådhus, så har jeg på fornemmelsen, at problemerne i store træk ligger tæt op ad hinanden.

Ritt Bjerregaard startede i sit ærefulde hverv med gyldne løfter om blandt andet rejse 5.000 boliger til 5.000 kroner om måneden - og hun har endnu ikke opfyldt løfterne. Det er dårlig ledelse at stikke folk blår i øjnene - og blive valgt på nogle visioner, der ikke realiseres.

Som socialdemokrat igennem årtier er den gode overborgmester i København godt oplært i både nepotisme og pamperi. I 1978 måtte hun træde tilbage som undervisningsminister, fordi hun havde overnattet 13 døgn i en luksussuite på det fashionable Hotel Ritz i Paris på statens regning - pris 50.000 kroner. I 1991 måtte hun træde tilbage som gruppeformand for den socialdemokratiske folketingsgruppe, da hun årligt hævede 50.000 kroner i omkostningstillæg grundet hendes officielle adresse på Fyn, til trods for at hun faktisk boede i en kæmpe lejlighed til ingen penge på Vesterbro. Senest har hun bygget sit borgmesterkontor om for knap en million skattekroner, men om det er disse dyder, hun leverer videre til andre socialdemokrater i 'den røde skole' vides ikke.

Med beslutningen om at give undergrunden af Københavns ungdom et ungdomshus på Dortheavej, opnåede den tidligere folkeskolelærer den sidste stjerne på skulderen, der indikerer, at man ikke forankrer beslutninger i lokalsamfundet. I en undersøgelse, som to konservative folketingskandidater lavede med flere tusinde beboere i lokalområdet, var 84 procent imod, at det blev placeret her.

At det store problem rent faktisk er, at huset slet ikke skulle ligge nogen steder, er i denne sammenhæng en endnu større manifestation af, at venstrefløjen, der sidder på magten i København, er dybt inkompetent og med et andet ord, tja - venstreorienteret.

Eksponenter fra selv samme venstrefløj smadrede store dele af Nørrebro i kampen for at overbevise deres meningsfæller i Borgerrepræsentationen om, at fejlen fra 1982 med at give de unge autonome et ungdomshus på Jagtvej 69 skulle gentages i 2008 - blot med adressen Dortheavej 61. Denne kamp har haft mange ofre! Sagesløse virksomheder og private mennesker har fået ødelagt ruder, biler, cykler og andre ting. Dertil kommer, at det offentlige, f.eks. kommune og politi, har brugt knap 100 millioner kroner i forsøget på at opretholde lov og orden i forbindelse med urolighederne.

Det første ungdomshus havde, inden det blev revet ned, oplevet brand, huset lig, haft udbredt svamp og et besøg af Lenin, der med totur, revolutioner, borgerkrig og planøkonomi var ansvarlig for flere sorte kapitler i verdenshistorien. Det nyoverdragne ungdomshus har allerede medført massiv graffiti i området og på huset, og det er svært at forestille sig, at pinslerne for beboerne i nordvest stopper her.

Konservativ Ungdom og Venstres Ungdom måtte for godt en uge siden aflyse et besøg i huset, som ellers var planlagt med lutter positive intentioner. Hensigten med besøget var at besøge mandagsmødet i Ungdomshuset for at teste om brugerkontrakten, der skal sikre lige og demokratisk adgang for alle til huset, blev overholdt.

Men de autonome sendte sms-kæder rundt og fik ifølge flere kilder samlet omkring 200 personer med kasteskyts og slagvåben, der skulle angribe den fredelige borgerlige flok. Politiet kunne ikke garantere for sikkerheden - og dermed vandt volden og truslerne igen over demokratiet i København.

En ting er sikkert: Ritt Bjerregaard er dårligere til at styre sine autonome bøller end Per Bjerregaard er til at kontrollere vestegnens hooligans - og det siger ikke så lidt. Måske Ritt skulle holde sig til at bestyre sin æbleplantage og begynde at trække på sin enorme politikerpension.

Rune Kristensen er BA. scient. pol. og landsformand for Konservativ Ungdom

Kilde: