Netop nu ruller en helt bestemt type TV hen over skærmen. Det er programmer om ægteskabet, skilsmisse, børn der ikke trives, ensomme ældre, unge enlige mødre og så videre. Det årlige antal af skilsmisser i børnefamilierne er steget med mere end 20 procent over en periode på knap 10 år. I aften (onsdag) kommer så dokumentaren "Forældrekrig" på DR, som beskriver to af de 20.000 danske skilsmissebørn. Er familien i krise?
Det er vist ikke forkert at kalde familien for samfundets første og ældste institution. Den har overlevet naturkatastrofer, regimer, religioner, krige og politiske angreb. Familien i sin bredeste betydning lever endnu, men man gør fra politisk hold alt for at ødelægge den. Det til trods for at familien er samfundets mest forebyggende institution.
Familien opstod som en pragmatisk nødvendighed, først for dyrene og senere for os mennesker. På grund af velfærdsstatens mange ydelser er familien ikke længere så nødvendig og fylder derfor mindre i vores bevidsthed. Under marxismens hærgen i 70’erne og 80’erne, undergik familien voldsomme angreb i form af nedsættende omtale og latterliggørelse i takt med at velfærdssamfundet voksede og voksede.
Det som for blot 30-40 år siden var helt klare opgaver for familien er nu overtaget af staten – velfærdsstaten kaldes den så kært, fordi den generøst uddeler velfærdsydelser til befolkningen. Ikke kun til dem der har brug for det, men til alle – rig som fattig. Tænk bare på børnecheck, studieløn eller forskellige pensioner.
Velfærdsstaten ødelægger familierne
Fortalere for velfærdsstaten i dens nuværende form fortæller, at den er en nødvendighed, for ellers vil vi være afhængige af vores familie. Og de, der ingen familie har, vil være helt til rotterne. Spørgsmålet er blot, om velfærdsstaten gør det bedre?
Danmark er ifølge en international undersøgelse fra 2006 det land i EU, hvor enlige forældre får de største tilskud fra det offentlige. Det er typisk børnetilskud, boligstøtte og rabat på dagsinistitutioner.
Feministerne har i mange år haft held til at nedtone maskuline værdier, som vi fædre repræsenter. Det være sig egenskaber som myndighed, ansvar, behovsudsættelse, arbejdsomhed, lydighed med mere. Hvorimod moderlige værdier, som omsorg, nærhed, umiddelbar behovstilfredsstillelse, følsomhed og kreativitet har stået højest på listen – ikke kun i den offentlige debat, men også i det pensum, der undervises i på landets læreanstalter.
Børn har brug for begge værdisæt. Et liv bestående af pligt, arbejdsomhed og selvbegrænsning, bliver trist. Men omvendt er et liv bygget op om nærhed, følsomhed og terapi i fare for at udvikle sig til navlepilleri og egoisme. Med andre ord har børn brug for begge køn. Hvorfor ikke tilskynde det, i stedet for det modsatte.
Børnene "tvangsanbringes" uden for familien
I dag anbringes et dansk gennemsnitsbarn uden for hjemmet i en institution 6-8 timer dagligt, fra det er 11 måneder gammel. Den lille baby med en hjerne, som først er moden til større sociale udfordringer efter 2-3 år, sættes sammen med andre umodne hjerner langt borte fra mors trygge skød, mere end to år før hjernen rent neurologisk er parat til så store sanselige udfordringer. Især hørelsen er slet ikke klar til at modtage det høje lydniveau, der ofte er i en vuggestue. Det frembringer en stress-faktor, der kan skabe grobund for adfærdsforstyrrelser senere i barndommen. Det er de fleste hjernesagkyndige sådan set enige om, men mor og far skal jo tilbage på arbejdet hedder det. Men hvorfor skal mor og far absolut kaste barnet i armene på en "neurologisk og social russisk roulette" for at halse tilbage på arbejdsmarkedet på et tidspunkt, hvor man burde tage vare på det kæreste og mest elskede, man som forældre har fået?
Det skal de, fordi velfærdsstaten blandt andet skal løse de opgaver, som familien tidligere selv kunne klare, og det koster mange penge. Det koster så mange penge, at de fleste danskere skal betale op til 68 procent af deres løn til velfærdsstaten, hvilket betyder, at man må arbejde dobbelt så meget for at tjene til sin egen families basale behov, som tag over hovedet, mad og hygge.
Moderne børn kræver gammeldags opdragelse
Den meget tid i institution i en verden med pædagoger, guider og service skaber også ulykkelige børn. Vi hører om børn på lykkepiller, børn der prøver at begå selvmord og flere børn får psykiske lidelser og proppes med livsfarligt nervemedicin.
Er det mangel på kærlighed, der skaber disse triste statistikker? Gør vi alt for disse børn har det godt? Der er ingen enkle svar på sådanne tragiske omstændigheder, men min bedste forklaring er, at børn i vore rige vestlige lande lider fordi, de bliver serviceret og der stilles ingen krav til dem. Der ikke er brug for dem, de finder livet meningsløst.
På en rejse til Færøerne for nylig læste jeg i flymagasinet om ægteparret Jógvan og Eva og deres to små børn Døgg og Sproti, der bor alene på den isolerede færøske ø Stora Dímón. Man kan kun komme til øen med helikopter, der flyver tre gange om ugen, og kun når vejret tillader det.
I artiklen spørger den unge kvindelige journalist, hvad de stiller op med deres børn, når der ingen børnehave er eller andre børn at lege med?
Dertil svarer faderen kortfattet: ”De er med i alt, hvad vi laver”. Der er i den grad brug for Døgg og Sproti, deres liv har en meget præcis mening. De er en del af den daglige arbejdsstyrke, de har opgaver og ansvarsområder. Der er behov for dem og de nyder stor tillid.
I det moderne velfærdssamfund er børn ikke nødvendige, og må ikke være nødvendige. Deres eneste opgave er at fungere som ressourcekrævede forbrugere.
For eksempel, hvis to børnehavebørn sygemeldes en morgen reagerer personalet med: "Fedt, to børn færre." Denne reaktion er ikke ensbetydende med at pædagogerne er ligeglade med børnene. Det viser bare, at disse børn ikke er nødvendige i deres børnehave. Hvis de var, ville reaktionen være den modsatte. ”Shit, hvad skal vi gøre, vi mangler to børn?”
Når et barn ikke har pligter eller opgaver på den hjemlige arbejdsplads, søger det andre veje at slå tiden ihjel. Nogle af dem er sunde og fornuftige, men vi kender også de negative, som kedsomhed, meningsløshed, legetøj og computerspil. Forældrene er ikke hjemme og børnene bygger deres egen verden på deres værelse, hvor forældrene bliver gæster på børnenes præmisser.
Kødgryderne
Jeg plejer at sige, sådan halv spøg og halv alvor, at legetøj er skabt for at vi voksne kan af med børnene. Børn vil lære, børn vil udfordres, børn vil stimulere deres hjerne hele tiden uafbrudt. Nogle børn er gode til selv at opsøge stimuli, men rigtig mange er meget dårlige til det og har brug deres mor eller fars opmærksomhed og intelligente mod og medspil. Sådan er det bare. Lad os tage to scenarier:
1. Mor forsøger at forberede middagen. Lille Jonas klamrer sig til hende og ønsker at blive båret. Et hav af legetøj omgiver ham, men han er ligeglad. Han er klynker og græder. Mor sukker og kæmper med det grædende barn på armen, men hun kan ikke koncentrere sig og begynder også at græde. Livet er bare for meget, og hun får absolut intet gjort.
2. Mor mærker at Jonas vil op, så hun løfter ham op og sætter ham på køkkenbordet ved siden af komfuret. Hun beder ham om gulerødderne som ligger i vasken. Hun skræller en og giver den til Jonas og beder ham putte den i gryden. Det fortsætter indtil alle gulerødder er i gryden. Mor roser Jonas, han laver mad, han er dygtig. For hvor mange børn på 2 år kan lave mad. Jonas tænker at det er godt han eksistere, ellers ville familien dø af sult. Familien har brug for Jonas. Livet har en mening for Jonas, fordi mor laver en social og praktisk deling. Jonas bliver inviteret indenfor i mors verden, der er langt mere spændende end det plastik legetøj, der ligger inde på værelset.
Men hvad er min pointe? Kvinderne tilbage til kødgryderne? Tja, det ville da være okay i den periode, hvor børnene er små og har brug for at lære om livet samtidig med at de får omsorg, læring og kærlighed fra den person de elsker allermest i hele verden.
Men jeg vil heller ikke jage dem ud på arbejdsmarkedet væk fra deres børn. Jeg vil i højere grad bringe arbejdet tilbage til familien – hele familien.
Misforstået velfærd
Familien havde tidligere også en vigtig funktion når vi blev gamle, men også her har velfærdssamfundet taget over. Rigspolitiet beretter, at næsten hver tiende dansker dør helt alene, uden hverken pårørende eller offentligt ansatte i deres nærhed.
Det er ikke længere nødvendigt for barn og forældre, mand og kone at holde sammen, og de gamle kan godt overleve uden at have deres voksne børn i nærheden. Barndommen og alderdommen er blevet institutionaliseret.
Det er ikke indlysende, hvorfor vi som mennesker skulle være bedre stillet ved at være afhængige af staten end ved at være afhængige af vores egen familie. Ville det f.eks. ikke have været bedre, hvis flere par blev sammen, så de kunne være samme om at opdrage deres børn og have hinanden at støtte sig til i alderdommen? Er det med den overvejelse i baghovedet virkelig formålstjenligt, at den danske stat giver EU's største offentlige tilskud til skilsmisser?
Kilder:
Det faderløse samfund af Henrik Jensen
Anna Wahlgren
Det er vist ikke forkert at kalde familien for samfundets første og ældste institution. Den har overlevet naturkatastrofer, regimer, religioner, krige og politiske angreb. Familien i sin bredeste betydning lever endnu, men man gør fra politisk hold alt for at ødelægge den. Det til trods for at familien er samfundets mest forebyggende institution.
Familien opstod som en pragmatisk nødvendighed, først for dyrene og senere for os mennesker. På grund af velfærdsstatens mange ydelser er familien ikke længere så nødvendig og fylder derfor mindre i vores bevidsthed. Under marxismens hærgen i 70’erne og 80’erne, undergik familien voldsomme angreb i form af nedsættende omtale og latterliggørelse i takt med at velfærdssamfundet voksede og voksede.
Det som for blot 30-40 år siden var helt klare opgaver for familien er nu overtaget af staten – velfærdsstaten kaldes den så kært, fordi den generøst uddeler velfærdsydelser til befolkningen. Ikke kun til dem der har brug for det, men til alle – rig som fattig. Tænk bare på børnecheck, studieløn eller forskellige pensioner.
Velfærdsstaten ødelægger familierne
Fortalere for velfærdsstaten i dens nuværende form fortæller, at den er en nødvendighed, for ellers vil vi være afhængige af vores familie. Og de, der ingen familie har, vil være helt til rotterne. Spørgsmålet er blot, om velfærdsstaten gør det bedre?
Danmark er ifølge en international undersøgelse fra 2006 det land i EU, hvor enlige forældre får de største tilskud fra det offentlige. Det er typisk børnetilskud, boligstøtte og rabat på dagsinistitutioner.
Feministerne har i mange år haft held til at nedtone maskuline værdier, som vi fædre repræsenter. Det være sig egenskaber som myndighed, ansvar, behovsudsættelse, arbejdsomhed, lydighed med mere. Hvorimod moderlige værdier, som omsorg, nærhed, umiddelbar behovstilfredsstillelse, følsomhed og kreativitet har stået højest på listen – ikke kun i den offentlige debat, men også i det pensum, der undervises i på landets læreanstalter.
Børn har brug for begge værdisæt. Et liv bestående af pligt, arbejdsomhed og selvbegrænsning, bliver trist. Men omvendt er et liv bygget op om nærhed, følsomhed og terapi i fare for at udvikle sig til navlepilleri og egoisme. Med andre ord har børn brug for begge køn. Hvorfor ikke tilskynde det, i stedet for det modsatte.
Børnene "tvangsanbringes" uden for familien
I dag anbringes et dansk gennemsnitsbarn uden for hjemmet i en institution 6-8 timer dagligt, fra det er 11 måneder gammel. Den lille baby med en hjerne, som først er moden til større sociale udfordringer efter 2-3 år, sættes sammen med andre umodne hjerner langt borte fra mors trygge skød, mere end to år før hjernen rent neurologisk er parat til så store sanselige udfordringer. Især hørelsen er slet ikke klar til at modtage det høje lydniveau, der ofte er i en vuggestue. Det frembringer en stress-faktor, der kan skabe grobund for adfærdsforstyrrelser senere i barndommen. Det er de fleste hjernesagkyndige sådan set enige om, men mor og far skal jo tilbage på arbejdet hedder det. Men hvorfor skal mor og far absolut kaste barnet i armene på en "neurologisk og social russisk roulette" for at halse tilbage på arbejdsmarkedet på et tidspunkt, hvor man burde tage vare på det kæreste og mest elskede, man som forældre har fået?
Det skal de, fordi velfærdsstaten blandt andet skal løse de opgaver, som familien tidligere selv kunne klare, og det koster mange penge. Det koster så mange penge, at de fleste danskere skal betale op til 68 procent af deres løn til velfærdsstaten, hvilket betyder, at man må arbejde dobbelt så meget for at tjene til sin egen families basale behov, som tag over hovedet, mad og hygge.
Moderne børn kræver gammeldags opdragelse
Den meget tid i institution i en verden med pædagoger, guider og service skaber også ulykkelige børn. Vi hører om børn på lykkepiller, børn der prøver at begå selvmord og flere børn får psykiske lidelser og proppes med livsfarligt nervemedicin.
Er det mangel på kærlighed, der skaber disse triste statistikker? Gør vi alt for disse børn har det godt? Der er ingen enkle svar på sådanne tragiske omstændigheder, men min bedste forklaring er, at børn i vore rige vestlige lande lider fordi, de bliver serviceret og der stilles ingen krav til dem. Der ikke er brug for dem, de finder livet meningsløst.
På en rejse til Færøerne for nylig læste jeg i flymagasinet om ægteparret Jógvan og Eva og deres to små børn Døgg og Sproti, der bor alene på den isolerede færøske ø Stora Dímón. Man kan kun komme til øen med helikopter, der flyver tre gange om ugen, og kun når vejret tillader det.
I artiklen spørger den unge kvindelige journalist, hvad de stiller op med deres børn, når der ingen børnehave er eller andre børn at lege med?
Dertil svarer faderen kortfattet: ”De er med i alt, hvad vi laver”. Der er i den grad brug for Døgg og Sproti, deres liv har en meget præcis mening. De er en del af den daglige arbejdsstyrke, de har opgaver og ansvarsområder. Der er behov for dem og de nyder stor tillid.
I det moderne velfærdssamfund er børn ikke nødvendige, og må ikke være nødvendige. Deres eneste opgave er at fungere som ressourcekrævede forbrugere.
For eksempel, hvis to børnehavebørn sygemeldes en morgen reagerer personalet med: "Fedt, to børn færre." Denne reaktion er ikke ensbetydende med at pædagogerne er ligeglade med børnene. Det viser bare, at disse børn ikke er nødvendige i deres børnehave. Hvis de var, ville reaktionen være den modsatte. ”Shit, hvad skal vi gøre, vi mangler to børn?”
Når et barn ikke har pligter eller opgaver på den hjemlige arbejdsplads, søger det andre veje at slå tiden ihjel. Nogle af dem er sunde og fornuftige, men vi kender også de negative, som kedsomhed, meningsløshed, legetøj og computerspil. Forældrene er ikke hjemme og børnene bygger deres egen verden på deres værelse, hvor forældrene bliver gæster på børnenes præmisser.
Kødgryderne
Jeg plejer at sige, sådan halv spøg og halv alvor, at legetøj er skabt for at vi voksne kan af med børnene. Børn vil lære, børn vil udfordres, børn vil stimulere deres hjerne hele tiden uafbrudt. Nogle børn er gode til selv at opsøge stimuli, men rigtig mange er meget dårlige til det og har brug deres mor eller fars opmærksomhed og intelligente mod og medspil. Sådan er det bare. Lad os tage to scenarier:
1. Mor forsøger at forberede middagen. Lille Jonas klamrer sig til hende og ønsker at blive båret. Et hav af legetøj omgiver ham, men han er ligeglad. Han er klynker og græder. Mor sukker og kæmper med det grædende barn på armen, men hun kan ikke koncentrere sig og begynder også at græde. Livet er bare for meget, og hun får absolut intet gjort.
2. Mor mærker at Jonas vil op, så hun løfter ham op og sætter ham på køkkenbordet ved siden af komfuret. Hun beder ham om gulerødderne som ligger i vasken. Hun skræller en og giver den til Jonas og beder ham putte den i gryden. Det fortsætter indtil alle gulerødder er i gryden. Mor roser Jonas, han laver mad, han er dygtig. For hvor mange børn på 2 år kan lave mad. Jonas tænker at det er godt han eksistere, ellers ville familien dø af sult. Familien har brug for Jonas. Livet har en mening for Jonas, fordi mor laver en social og praktisk deling. Jonas bliver inviteret indenfor i mors verden, der er langt mere spændende end det plastik legetøj, der ligger inde på værelset.
Men hvad er min pointe? Kvinderne tilbage til kødgryderne? Tja, det ville da være okay i den periode, hvor børnene er små og har brug for at lære om livet samtidig med at de får omsorg, læring og kærlighed fra den person de elsker allermest i hele verden.
Men jeg vil heller ikke jage dem ud på arbejdsmarkedet væk fra deres børn. Jeg vil i højere grad bringe arbejdet tilbage til familien – hele familien.
Misforstået velfærd
Familien havde tidligere også en vigtig funktion når vi blev gamle, men også her har velfærdssamfundet taget over. Rigspolitiet beretter, at næsten hver tiende dansker dør helt alene, uden hverken pårørende eller offentligt ansatte i deres nærhed.
Det er ikke længere nødvendigt for barn og forældre, mand og kone at holde sammen, og de gamle kan godt overleve uden at have deres voksne børn i nærheden. Barndommen og alderdommen er blevet institutionaliseret.
Det er ikke indlysende, hvorfor vi som mennesker skulle være bedre stillet ved at være afhængige af staten end ved at være afhængige af vores egen familie. Ville det f.eks. ikke have været bedre, hvis flere par blev sammen, så de kunne være samme om at opdrage deres børn og have hinanden at støtte sig til i alderdommen? Er det med den overvejelse i baghovedet virkelig formålstjenligt, at den danske stat giver EU's største offentlige tilskud til skilsmisser?
Kilder:
Det faderløse samfund af Henrik Jensen
Anna Wahlgren
