Fagforeningshykleri: Et arbejdsmarked baseret på konflikt

Påskeferien er ovre. For nogle af os i hvert fald - den fortsætter på ubestemt tid for landets skoleelever. Årsagen er, at Danmarks Lærerforening og Kommunernes Landsforening ikke kan nå til enighed om ny overenskomst for 60.000 skolelærere.

Anders Bondo Christensen, chefforhandler og formand for Danmarks Lærerforening udtaler i påsken til Ritzau: "I hvert fald må man da tænke på, hvor længe samfundet vil finde sig i, at man tager de unge, forældre og elever som gidsler i det her."

Hvad er nu det? Tager man unge, forældre og elever som gidsler under en faglig konflikt? Ja, det gør man. Det er den danske arbejdsmarkedsmodel i funktion. En arbejdsmarkedsmodel de klassiske fagforbund i kartellerne LO og FTF ellers nok forstår at rose og omtale med behørrig ærbødighed, når det er arbejdstageres ret til at strejke og iværksætte blokader, der tales om. Ja, den klassiske fagbevægelse får endda trykt bøger med titlen "Den Danske Model – en europæisk succeshistorie," med gamle socialdemokratiske koryfæer som på forfatterlisten.

Kigger vi tilbage på den seneste store konflikt blandt offentligt ansatte, sygeplejerskestrejken i 2008, var der ingen i den klassiske fagbevægelse, der råbte op om, at syge, invalide og patienter blev taget som gidsler af fagforeningerne. Men det blev de altså - på nøjagtig samme måde, som Bondo i 2013 hævder, at KL tager unge, forældre og elever som gidsler.

Den danske arbejdsmarkedsmodel er et tveægget sværd. I konflikten mellem Danmarks Lærerforening og Kommunernes Landsforening rammer arbejdsmarkedsmodellen i første omgang arbejdstagerne. I andre konflikter rammer den primært arbejdsgiverne. Vi har alle hørt om Restaurant Vejlegården, ligesom vi næsten dagligt i aviserne kan læse om kævl og konflikt iværksat af fagbevægelsen, p.t. særligt rettet mod arbejdsgivere i bygge- og anlæg, på gartnerierne samt hos pelsavlerne.

Et er, at konstatere den klassiske fagbevægelses gennemførte hykleri. Noget andet at tolke på det. Hykleriet er et udtryk for, at den danske arbejdsmarkedsmodel er utidssvarende. Andre udtryk for den danske models krise er, at færre og færre arbejdstagere organiseres af de klassiske fagforbund, der er blevet rum til de såkaldte "gule" fagforeninger, KRIFA, Det Faglige Hus mfl.

Sagen er den, at vi ikke længere lever i et samfund, hvor arbejdstager og arbejdsgiver oftest har modsatrettede interesser. Begge parter har i dag langt flere fælles interesser. Særligt fordi vi siden den danske arbejdsmarkedsmodel blev opfundet tilbage i 1899, har udviklet en velfærdsstat. Den er dyr, den koster arbejderne kassen, arbejdsmarkedets parter betaler i fællesskab. Til sammenligning var det først i 1903 der indførtes permanent indkomstbeskatning i Danmark.

I dag er arbejdstagernes væsentligste modstander ikke arbejdsgiverne. Arbejdsgiverne er blot dem, der af politikere i kommuner, stat og EU udbyttes SAMMEN MED arbejdstagerne. Den største trussel for arbejdstagerne anno 2013, er politikernes iver efter at bruge arbejdende menneskers hårdt tjente lønkroner. Derfor skal vi have reformeret den danske arbejdsmarkedsmodel. Vi skal basere den på samarbejde, ikke på konflikt.