Det kan nok være, at statsministerens nytårstale fik de store fagforbund op af stolene og ud på lageret for at finde vendinger frem med rod i "de gode gamle klassekampsdage". Formændene for de store fagforbund gik - og går - i deres iver for at gøre bevarelsen af efterlønnen til et spørgsmål om retfærdighed ikke af vejen for at dæmonisere veluddannede faggrupper i et omfang og på en måde der bringer mindelser tilbage til tidligere tiders totalitære bevægelser. Nu hedder det ikke længere kapitalistlakajer, derimod er det nye sort hos fagbevægelsen "akademiker".
Som enhedslisten har de multinationale som ynglingsadversion, Dansk Folkeparti har muslimer, har de store fagforbund således ophøjet akademikeren til ynglingsadversion.
Ikke nok med at man åbenbart ikke mener at det kræver en arbejdsindsats at tage en uddannelse, der med FOA’s Dennis Kristensens ord, giver adgang til alle de ”sjove” jobs (hvis det ikke kræver noget og man får det meget sjovere - hvorfor tager dine medlemmer så ikke "sådan en" Dennis?), i hans fremstilling dør FOA's medlemmer bogstaveligt talt af deres arbejde.
I helsidesannoncer i de landsdækkende aviser skriger man budskabet ud – nemlig at ”8 ud af 10 efterlønsmodtagere er enten ufaglærte eller faglærte arbejdere. Det er hårdtarbejdende mennesker, der starter arbejdslivet tidligt og pukler, så det tærer på både krop og kræfter”
Derfor og fordi man i 2006 besluttede, at den almindelige pensionsalder skal følge udviklingen i middellevetiden, skal efterlønnen bevares – i hvert fald for de pågældende fagforeningers medlemmer.
Som Harald Børsting skriver på LO’s hjemmesider;
”– Efterlønsindgrebet rammer bredt og hårdt. Fremtidens murersvende, rengøringsassistenter og sosu’ere skal fremover indstille sig på at arbejde til de er over 70 år gamle. Det er ikke rimeligt over for hårdtarbejdende mennesker, der har knoklet igennem i et langt arbejdsliv”.
Det er naturligvis en klassisk problemstilling, at der findes statistiske forskelle i levetid, alt efter hvilke erhvervsgrupper man undersøger. Her er en opdeling i faglært og ufaglært i forhold til resten naturligvis kun én måder at se det på.
Hvad man ikke tager højde for, men som bl.a. er behandlet i en leder her på 180grader, er betydningen af alle de andre forskelle der statistisk eksisterer for de mennesker der udgør de forskellige erhvervsgrupper, herunder kost-, alkohol- og ikke mindst rygevaner. Forskelle der har væsentligt større betydning end valget af erhverv.
Derfor klinger det hult og er udtryk for en utrolig foragt overfor andre faggrupper, når der kræves særbehandling for netop egne medlemmer. Og det gør man, når ens argumentationen mod afskaffelse af efterlønnen er baseret på et argument om at faglærte og ufaglærte lever kortere end andre.
Hvis man mener at valget af erhverv (og i fagbevægelsens optik bestiller studerende jo ikke noget) giver en særlig ret frem for andre til at kunne trække sig tidligere tilbage på grund af en statistisk konstateret forskel i levetid, hvorfor har man så aldrig været ude og påpege uretfærdigheden i, at mænd og kvinders tilbagetrækningsalder er den samme (indtil 1998 var mænds endda højere end kvinders)?
Mænd lever i gennemsnit lidt over to år mindre end kvinder. Med fagbevægelsens egen logik burde det derfor for længst have været et grundlæggende krav fra deres side, at mænd kunne trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet to år før kvinderne. Med andre ord indebærer et krav om ens (mulig) tilbagetrækningsalder uanset køn i sig selv at fagbevægelsen diskriminerer mænd ved ikke samtidig at kræve, at de skal kunne trække sig tilbage tidligere end kvinder.
De fleste vil nok finde det absurd at mænd skal kunne gå på pension 2 år før kvinder, blot fordi det fra naturens hånd er således, at de kan se frem til at leve kortere tid. Men det er jo ikke mindre absurd end at begynde at argumentere for differentieret tilbagetrækningsalder baseret på ens uddannelse eller mangel på samme - og det er omend ikke formelt, så reelt den argumentation fagbevægelsen fremfører.
Men faktisk eksisterer der en nem løsning, der ville sikre at vi ikke i fremtiden skal trækkes med diskussioner om tilbagetrækningsalder - det være sig efterløn eller pension. Det kræver "blot" at man privatiserer pensionssystemet. Det har man gjort i andre dele af verden med stor succes (ikke mindst for den del af befolkningen der har relativt lave indkomster). Et privat pensionssystem indebærer naturligvis at politikere og fagforeningsbossers (selv)positionering og status som ”den lille mands – eller rettere med tanke på den indbyggede kønsdiskriminering i vores pensionssystem - lille kvindes beskytter” falmer en del.
Til gengæld muliggør det individuel tilbagetrækningsalder uden at det er et samfundsmæssigt problem hvornår folk vælger at holde op med at arbejde.
