"...evig vækst alene er en social konstruktion, introduceret som en overgangsstrategi for at få økonomien på fode igen efter Anden Verdenskrig. Den har nu udtømt sine muligheder." [Professor William Ree]
Præcis formulering om, hvorfor vor tids hypnotiske forhold til begrebet vækst ikke er i overensstemmelse med virkeligheden. Et forhold, der efterhånden er blevet en skamstøtte over den politik, der føres, såvel nationalt som i EU-regi. Vækstfantomet må derfor siges at være reelt i dag: Det er vokset i takt med at virkeligheden er blevet undsagt.
Vækst i samfundet er ikke i sig selv en nødvendighed. Ej heller i det økonomiske liv. En forretningsindehaver behøver ikke stigende omsætning, hvis han eller hun kan leve fornuftigt af en konstant omsætning. Det samme gælder for små og mellemstore virksomheder, der således sagtens kan hvile i sig selv i årevis uden vækst. Men det går galt, så snart vi har med større virksomheder med en professionel aktionærkreds og børsnoterede virksomheder at gøre. Investorerne forventer som hovedregel mere end status quo på både omsætning og lønsomhed, hvorved virksomhedens daglige ledelse, direktionen, med kniven for struben skal præstere en årlig procentvis vækst, dikteret ovenfra. En del direktører ser desuden ikke kun virksomhedens trivsel, men netop dens vækst som et statement, hvori de kan måle sig selv og deres kompetencer.
Sådanne virksomheder bliver ofte en udfordring for omgivelserne - herunder medarbejdere, miljøet og naturressourcerne - da indtjeningsaspektet er langt den største drivkraft, og fordi det ofte er de skarpeste hjerner, men ikke nødvendigvis de mest moralske, der udgør såvel bestyrelser som direktioner. Men derudover er mange store erhvervsledere også toneangivende i debatterne - en del af dem (ingen nævnt, ingen glemt) er omgærdet med så stor respekt, at en sammenligning med det gamle begreb guru ikke er upassende. Desuden udgør de samlet set en ikke alene kompetencestærk, men også meget indflydelsesrig lobby, med dybe rødder i de samme sociale lag og uddannelsesinstitutioner, som mange i det politiske liv også er en del af og kommer fra.
Det politiske livs nærmest sygelige optagethed af vækst, har kun en meget lille, om overhovedet nogen, ideologisk begrundelse. Ej heller synes hovedparten af folketingets arbejde, lovgivningen på alle områder af samfundslivet, at være betinget heraf. Men ikke desto mindre hænger vækstfantomet som en altovervejende skygge over stort set alt, der kommer fra det politiske liv. Samtlige den senere tids reformer er således bundet op på jagten på vækst, men ser man på bl.a. erhvervslivets stærke indflydelse på politik, og den dominerende økonomiske vækstfilosofi, der virker især i store, toneangivende virksomheder, tegner der sig et tydeligt billede af, hvorfor også samfundslivet bliver skamredet af disse kræfter, på bekostning af socialiteten.
Fra at være arbejdernes klassiske kampdag, kan 1. maj således med fordel få en renæssance som socialitetens kampdag. Det er mere end tiltrængt, ikke mindst fordi klassekampen har fået nådesstødet i kraft af, at også fagbevægelsen bakker op om vækstfantomet og på den måde har kørt sig selv væk fra samfundets egentlige kernepunkt, nemlig socialiteten. God 1. maj.
