Socialdemokraterne og folkesocialisterne vil have en
betalingsring og for de penge, som en sådan i teorien vil indbringe, vil man
udbygge den kollektive trafik. For alternativet til det firehjulede
befordringsmiddel fungerer ikke. Det er man udmærket klar over. Det er kernen i
sagen om ringen.
Færre skal benytte vejnettet i HT-området. Flere skal finde
andre måder at komme frem på. Billisterne skal med andre ord betale for den
kollektive befordring. De første mange år får de ganske vist ikke noget reelt
eksisterende alternativ. De må affinde sig med, at enten betaler de prisen for
at arbejde i København eller også accepterer de høje priser og daglige
forsinkelser i den kollektive trafik; det sidste er netop årsagen til at mange
vælger bilen frem for tog eller bus.
Der findes ingen lette løsninger på trængselsproblemerne på
indfaldsvejene til og i centrum af København. Det er ikke blot et spørgsmål om
luftforurening eller tab af kvalitetstid forældre og børn imellem. Der er også
et alvorligt samfundsøkonomisk problem Dertil
skal lige medregnes at der spildes 130.000 timer hver dag på grund af trængsel
i hovedstadsområdet i bil. Dertil skal lige medregnes at der spildes 130.000
timer hver dag på grund af trængsel i hovedstadsområdet i bil.som koster
i omegnen af 8 milliarder i tabt arbejdsfortjeneste. At smede en ring over dem
alle, flere ringe er nemlig i vente, kan man forstå på flere røde topfolk,
illustrerer venstrefløjens fejlfortolkning af menneskelige reaktionsmønstre.
At en bestemt gruppe af mennesker, som i forvejen er hårdt
beskattet, skal betale for en ugennemtænkt løsning er på ingen måde rimeligt.
Ej heller er det befordrende for at statskassen fyldes med penge fra
brugerbetaling på vejene. For tryk avler modtryk. Mon ikke man vil se, at
flere borgere vil gøre brug af de forskellige delebilsordninger, så de kan dele
de faste udgifter, der er ved at have en bil. Mon ikke man også vil se, at
virksomhederne indenfor ringen formentlig vil øge antallet af arbejd-hjemmefra
dage, så mobiliteten, pengepungen og effektiviteten ikke lider overlast. Det
betyder færre kroner i statskassen. Og deraf færre penge til udbygningen af den
kollektive trafik.
Det er paradoksalt, at to partier, der ellers slår sig op på
at styrke sammenhængskraften i samfundet i denne sag ignorerer dette
fuldstændigt. For ringen er i bund og grund dybt asocial, idet man afkræver
brugerbetaling fra bilister og omfordeler det til andre, der bruger den
kollektive trafik. De familier som af økonomiske årsager har bosat sig uden
for, men arbejder inden for ringen, vil i særlig grad blive ramt på en øm
pengepung. De er tvunget til at bruge bil for at bringe børn til og fra
institutioner så deres familieliv kan fungere. Uanset hvilke drømmescenarier
som den kommende regering måtte have, så er det ikke muligt at udbygge den
kollektive trafik i en sådan grad, at man kan tilgodese alle den slags behov.
Løsningen er ikke at give billisterne flere udgifter end de i
forvejen har, men at give dem et reelt eksisterende alternativ som ikke hæmmer
virksomhedernes produktivitet. Løsningen er derimod at investere massivt i den
kollektive trafik, dog med respekt for borgernes frie valg af det
befordringsmiddel, som passer dem bedst. Man burde se
nærmere på de europæiske byer som ikke har en betalingsring, men som alligevel
har en velfungerende kollektiv trafik. Frankfurt er et godt eksempel. Byens
metro- og S-banesystem, som suppleres af sporvogne, letbaner og busser, sikrer
pendlernes tilfredshed. Men at forestille sig frankfurtianske tilstande i
Hovedstaden nu hvor DSB har bekendtgjort massefyringer er for meget at
forlange. Det er meget lettere at skrive et eventyr om ringen.
