De seneste melding fra fra Athen, Madrid, Lissabon og Rom lyder som spæde tegn på et tiltrængt forår - med forhåbentligt bedring i økonomien som følge. Men for skatteyderne i de veldrevne økonomier lyder tanken mere som et sig nærmende tordenvejr.
For hvem skal fylde kassen op, så checken står klar, når de dårligt drevne økonomier knirker? Det skal de veldrevne. Så udover at skulle fylde lommerne på den halvdel af danskerne, der enten ikke kan forsørge sig selv eller er ansat i statens tjeneste, skal de skatteplagede danskere nu også finansiere underskuddet i de lande, hvis problemer i vidt omfang skyldes et fravær af økonomiske reformer. Når Grækenland – som Danmark i 70erne – kan se afgrundens rand, skyldes det primært tre forhold: 1) for højt offentligt forbrug; 2) et katastrofalt fravær af arbejdsmarkedsreformer; og 3) den fatalt høje eurokurs, som gør det umuligt at stimulere eksporten.
Men ikke nok med, at en redningsfond for dårligt drevne lande vil udvide forsørgerbyrden for danskerne. Den gør livet lettere for de uansvarlige. For hvis danskerne, tyskerne og hollænderne alligevel dækker underskuddet, hvorfor skulle Papandreou i Athen så overhovedet overveje at reducere det offentlige underskud eller gennemføre nødvendige økonomiske reformer? Med andre ord fjerner fonden incitamentet til reformer og til selv at løse egne problemer.
Man kan undre sig over, hvorfor Merkel bakker op om en model, som selv ECB advarer imod, kan blive meget dyr. Svaret skal nok findes i, at stadig flere tyskere indser, at euroen i sin konstruktion er alt for svag. Med op mod en tredjedel af landene på vej i dybet, er der behov for at styrke grebet om finanspolitikken, styre udgiftssiden og få strømlinet skattesystemerne. Det kan kun ske med nye initiativer – mere magt – og sådanne krav er netop, hvad der kan knyttes som betingelser til ydede lån fra den nye eurofond.
Det kan naturligvis lyde godt, at lande som Grækenland kan tvinges til at føre en ansvarlig finanspolitik. Men hvordan vil grækerne reagere, når de finder ud af, at det er tyske økonomer – og ikke græske politikere – der leder landet?
For hvem skal fylde kassen op, så checken står klar, når de dårligt drevne økonomier knirker? Det skal de veldrevne. Så udover at skulle fylde lommerne på den halvdel af danskerne, der enten ikke kan forsørge sig selv eller er ansat i statens tjeneste, skal de skatteplagede danskere nu også finansiere underskuddet i de lande, hvis problemer i vidt omfang skyldes et fravær af økonomiske reformer. Når Grækenland – som Danmark i 70erne – kan se afgrundens rand, skyldes det primært tre forhold: 1) for højt offentligt forbrug; 2) et katastrofalt fravær af arbejdsmarkedsreformer; og 3) den fatalt høje eurokurs, som gør det umuligt at stimulere eksporten.
Men ikke nok med, at en redningsfond for dårligt drevne lande vil udvide forsørgerbyrden for danskerne. Den gør livet lettere for de uansvarlige. For hvis danskerne, tyskerne og hollænderne alligevel dækker underskuddet, hvorfor skulle Papandreou i Athen så overhovedet overveje at reducere det offentlige underskud eller gennemføre nødvendige økonomiske reformer? Med andre ord fjerner fonden incitamentet til reformer og til selv at løse egne problemer.
Man kan undre sig over, hvorfor Merkel bakker op om en model, som selv ECB advarer imod, kan blive meget dyr. Svaret skal nok findes i, at stadig flere tyskere indser, at euroen i sin konstruktion er alt for svag. Med op mod en tredjedel af landene på vej i dybet, er der behov for at styrke grebet om finanspolitikken, styre udgiftssiden og få strømlinet skattesystemerne. Det kan kun ske med nye initiativer – mere magt – og sådanne krav er netop, hvad der kan knyttes som betingelser til ydede lån fra den nye eurofond.
Det kan naturligvis lyde godt, at lande som Grækenland kan tvinges til at føre en ansvarlig finanspolitik. Men hvordan vil grækerne reagere, når de finder ud af, at det er tyske økonomer – og ikke græske politikere – der leder landet?
