Eu er som sådan ikke nogen dårlig ide, hvis man kunne begrænse det til det frie marked og sikkerhedsspørgsmål
Som EU-skeptiker, er kærligheden til unionen at overse. Det demokratiske underskud, er blevet mere fremtrædende, hvor EU-bureaukraterne tilrager sig magt på bekostning af nationalstaterne. Selv efter at en større del af Europas befolkning ved sidste EU-parlamentsvalg afstemning, sendte flere EU-skeptiske mandater til Brussels, så var det "buisness as usual". Jubel-europæer blev indsat på de ledende poster og man overhørte kritikken.
EUs udenrigspolitik tegnes af 2 parter. De folkevalgte regeringer i form af stats og regeringscheferne og på det EU-bureaukratiske plan af den såkaldte "udenrigschef", den italienske kvinde Federica Mogherini, med en fortid i det kommunistiske parti i Italien og en fremtid som dilletant på den internationale scene.
for Mogherini inviterede alle udenrigsministre for at diskutere konflikten i Ukraine, uden en reel dagsorden, men hvor øgede sanktioner skulle diskuteres. Med et presset Grækenland, der får kærlighedserklæringer fra Kreml, står EU-sammenholdet omkring den udenrigspolitikse politik, igen til diskussion. Eu gør det til et "Kinderspiel" for Putin at udstille EUs manglende "Cojonos", når det drejer sig om enighed i EUs udenrigspolitik. for særinteresserne i EU er for mange.
Det er her på et af de 2 punkter EU egentlig har sin eksistensberettelse, unionen fejler, men det er forståeligt, for stats og regeringschefernes særinteresser, går i sidste punkt ud på et. "Kan jeg genvælges". Sanktionerne mod Rusland er ikke kun dyr for Rusland, den koster selvfølgelig også inden for EU-området. Men man kan ikke både udtale et ønske om fælles udenrigspolitik og så åbenlyst forfølge særinteresser, fra den enkelte stats side, især ikke, når EU-medlemsstaters også risikerer at blive berørt af konflikten.
Konflikten i Ukraine er ene og alene Ruslands skyld. Statsparanoia fra russisk side kan ikke bruges som undskyldning i international politik. For Ukraines tilnærmelse til Vesten er sket på et folkeligt mandat. først gennem en revolution, hvor man afsatte Yanukovics, som havde benyttet sig af valgsvindel og som i større og større grad tilranede sig diktatoriske beføjelser og derefter gennem demokratiske valg, der ifølge OSCE ikke gav anledning til større kritik. Men EU havde åbenbart ikke udtænkt en strategi, i forhold til Ruslands mulige reaktion, mellem den tilnærmelse.
Nu sejler EU igen. Merkel og Hollande i Moskva. Som tidligere historiestuderende får jeg et flashback til München 1938, hvor Chamberlain nærmest klynkede overfor Hitler til at mødes og afholde en fredskonference. Her gav man Hitler Tjekkesslovakiet for at Chamberlain til gengæld kunne sige "peace in our time". Den tid varede dog kun kort, med 2.verdenkrig til følge, da England og Frankrig langt om længe sagde stop over for aggressoren.
Det er ikke en storkonflikt Europa har brug for nu, ej heller en ny kold krig, men en politiske vijle, der på sigt stopper konflikten i Ukraine, ved at udvise handlekraft mod Rusland.
En øgelse af økonomiske sanktioner mod Rusland. En militær støtte til Ukraine, i form af våben. I stedet taler man om at "blackliste" Putins proxy seperatistledere fra Østukraine. Ja da, det skal nok få Putin til at ryste i bukserne!
Med den åbenlyse uenighed der er på EUs udenrigspolitiske front, udstiller EU sin egen svaghed. som EU-skeptiker bør jeg egentlig være glad for et svagt EU, men med en frådende aggressiv bjørn i baghaven støtter jeg i dette tilfælde EU.
