Man har vel efterhånden hørt det et par gange, mantraet om at Euroen, trods indkøringsvanskeligheder, alligevel har været gavnlig for Europa og at den nuværende krise intet har med Euroen som sådan at gøre, men tværtimod ville have været endnu værre hvis det ikke havde været for netop Euroen, fordi den fælles mønt angiveligt skulle have en gavnlig effekt selv for de svage økonomier i Europa.
Én af hovedårsagerne til overhovedet at indføre Euroen i sin tid – sådan blev det i hvert fald fremstillet overfor menigmand og navnlig skeptikerne – var netop at sikre freden i Europa; aldrig mere krig på dette kontinent var de overfladiske floskler der blev fyret af for at få befolkningerne til at æde denne afgivelse af et af deres allermest betydningsfulde vartegn for deres nationale suverænitet: Deres egen, nationale møntfod, som hvert land uafhængigt kunne tilpasse den nationale situation via en national pengepolitik f.eks. med at holde inflationen lav eller devaluere for at tilpasse handelssituationen i modsætningen til automatisk at indordne sig efter den europæiske centralbanks rente, som ikke nødvendigvis afspejler de lokale, nationale forhold optimalt. Argumentet gik således ud på, at kun et økonomisk forenet Europa ville forhindre fremtidige krige på kontinentet, samt ville være den bedste garant for fremtidens globalisering med Europa som én samlet økonomisk enhed som eneste mulige modspiller til Dollar og Yuan i verdenskapløbet.
Imidlertid har Euroens forskellige kriser vist ikke blot at være ”indkøringsvanskeligheder”, men deciderede fejl ved selve konstruktionen: Europa er et broget maleri af forskellige kulturer, mentaliteter, arbejdsmoral, produktiviteter og dermed selvfølgelig især økonomier. Disse kulturelle mangfoldigheder, og forskelligheder, afgrænset på naturlig vis af landegrænser, er netop det, der har gjort den europæiske historie unik på godt og ondt. Alle disse (nationale) forskelligheder er ikke nogle man kan udjævne med en fælles mønt. En fælles mønt, som tager udgangspunkt i at alle lande kører i det samme økonomiske tempo, har de samme økonomiske interesser og de samme økonomiske forudsætninger.
Sandheden er da også blevet stik modsat af profetien; i stedet for lykke og fordragelighed mellem folkeslagene i Euro-zonen ser vi arbejdsløshed, hjælpe-/redningspakker, økonomisk krise, stigende fattigdom. Og sidst men ikke mindst; argumentet om Euroen som ”garant for fred” har vel efterhånden mistet sin uskyld med billeder af vrede grækere og spaniere, der demonstrerer voldeligt i gaderne efter de mere eller mindre frivilligt påtvungne spareplaner fra deres regeringer. Fred i Europa? Ikke med den nuværende kurs i hvert fald. De stigende spændinger og uroligheder i flere lande minder kun alt for godt om de sociale uroligheder i Tyskland i 1930’erne: En dråbe kan få bægeret til at flyde over. Og vores moderne politikere har tilsyneladende ikke lært meget af historien.
De 5 forfattere til bogen Das Euro-Abenteuer geht zu Ende (Euro-eventyret nærmer sig sin afslutning) opsummerer de vægtigste grunde til hvorfor det er gået så galt som det er med den fælles møntfod, der ellers skulle have haft den stik modsatte effekt med stabilitet og velstand for deltagerlandene. Desuden indeholder bogen nogle af de hyppigst brugte misforståelser, fortielser og løgne fra medier og politikernes side i udlægningen af Euroens betydning for Europas økonomi.
Euroen forårsagede Grækenlands krise
Selvom det uden tvivl ville være en overdrivelse at kalde Grækenland for en ”blomstrende” økonomi inden landets indførelse af Euroen 1. januar 2001, så var landet dog, trods alt, en stabil økonomi med hovedindtjening indenfor turisme, handel og fiskeri. Stabil især i den forstand at landet var herre over sin egen pengepolitik, således at landets lavere produktivitet kunne kompenseres via billigere drakmer og lavere lønninger. Disse redskaber blev frataget landet med indførslen af Euroen, således at den trods alt betydelige statsgæld nu ikke kunne ”sælges” væk ved at gøre græske varer og lønninger relativt billigere overfor udlandet, men var tvunget til at betale renterne på deres gæld i Euro, hvis’ kurs landet jo nu længere ikke havde indflydelse på. Således ses Euroens skadelige virkning på den græske økonomi da også ved at betragte landets statsgæld som procent af BNP:
2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011
101,7 % 97,4 % 98,6 % 100,0 % 106,1 % 107,4 % 113,0 % 129,3 % 144,9 % 150,2 %
En tilsvarende tendens ses ved at betragte udviklingen i overskuddet af Grækenlands statsbudget (% af BNP):
2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011
-4,8 % -5,6 % -7,5 % -5,2 % -5,7 % -6,5 % -9,8 % -15,8 % -10,6 % -8,1 %
Som det ses, ville det være synd at sige, at Euroen har været en god forretning for landet. Og det er jo ikke just fordi de forskellige redningspakker har gjort det bedre – tværtimod. Gælden er steget på trods af redningspakker, netop fordi ”rednings”pakkerne jo medfører, at landet får stillet garantier i udsigt, så at det kan belåne sig endnu mere. Lån, som jo bl.a. hovedsageligt består i at betale renter på allerede eksisterende lån. Generelt vil de svagere økonomier altid komme til at lide ved indførslen af en fælles mønt. Grækenland kommer simpelthen ikke ud af fælden igen, trods redningspakker.
Og selve fejlantagelsen bag de forskellige redningspakker bygger jo på at landet ville gå rabundus, hvis det ikke formåede at optage flere lån. Sandheden er jo, at grækerne – hvis de havde villet – havde kunnet betale deres gæld tilbage lige med det vuns. Grækenland er jo ikke et overmåde rigt land, men alligevel er de faktisk i besiddelse af ret så betydelige summer, som blot ikke kommer til anvendelse. F.eks. har den græske stat deponeret omkring 280 mia. Euro på Schweiziske bankkonti og ca. lige så meget andre steder i udlandet. Desuden ville den græske stat kunne sælge ejendomme til en værdi af ca. 300 mia. Euro. For slet ikke at tale om at landet faktisk råder over betydelige olie- og gasforekomster, som landet blot til dato ikke har ”gidet” at bore efter. Så Grækenland ville altså med andre ord kunne betale sin gæld på ca. 140 mia. så let som at klø sig, men i stedet foretrækker dets diverse regeringer altså at låne penge på baggrund af de andre Eurolandes garantier. Hvorfor da også selv arbejde, når man nu engang er kommet med i Euroen? Alt imens får den menige græker kærligheden at føle i form af besparelser, nedskæringer, arbejdsløshed osv. uden mulighed for at slippe ud af fælden, da landet ikke længere styrer sin egen valutapolitik med devalueringer, tilpasset de lokale forhold, men er underlagt Bryssel.
Euro-Redningspakkerne er ulovlige ifølge EU’s egne vedtægter
De såkaldte rednings- eller hjælpepakker til Grækenland og Irland er direkte ulovlige ifølge EU's egne regler. Den såkaldte Traktat om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF), som sammen med Traktaten om Den europæiske Union udgør Lissabon-traktaten, siger i art. 125 at intet medlemsland hæfter for et andets forpligtelser (~gæld). Christine Lagarde, daværende fransk finansminister og nuværende chef for IMF, indrømmede, at redningspakkerne omkring 7./8. maj 2010 var en overtrædelse af EU's vedtægter. Og som om det ikke skulle være nok, kvitterede daværende chef for ECB, Jean-Claude Trichet med opkøb af værdiløse græske statsobligationer som en udvidelse af garantierne overfor Grækenland. Inflationsbekæmpelse ser ret så anderledes ud. Lagarde begrundede lovovertrædelsen med at man måtte ”hjælpe” Grækenland: ”Grækenland; det er Euroland, det er euroen”. Formanden for Euro-gruppen, Jean-Claude Juncker udtrykte tendensen meget rammende: ”Hvis det skulle blive alvor, må man lyve” under logikken om at hvis folk skulle få nys om fremtidige EU-beslutninger, kunne det få afgørende følger for folk og bringe dem i nød. Og EU vil jo netop ”beskytte” folk. Eller hvad?
Meget kunne da også tyde på, at netop de ulovlige redningspakker var medvirkende årsag til at den tidligere tyske forbundspræsident Horst Köhler valgte at trække sig tilbage. Hvem ved om han ikke havde set tilstrækkeligt frem i tiden til ikke længere at ønske at lægge navn til EU's fortsatte kurs med at bedrage Europas folkeslag for deres egne penge. For netop Köhler havde jo gentagne gange understreget ”no-bail-out” - klausulen i TEUF om at intet medlemsland blot kunne tørre sin gæld af på de andre. I bogen beskrives det desuden, hvordan EU efterfølgende gjorde mere eller mindre hæderlige forsøg på at lappe deres ulovlige fremfærd ved at oprette den Europæiske Finansielle Stabilitetsfacilitet (EFSF), der sidenhen (år 2013) skal blive til Den Europæiske Stabilitetsmekanisme (ESM), som skal have kompetence til at uddele gavmilde hjælpepakker når det er påkrævet. Fire af de fem forfattere havde indgivet klage til den tyske forfatningsdomstol (Bundesverfassungsgericht) over at redningspakkerne krænkede den tyske grundlov. Domstolen afgjorde i september i år, at dette ikke var tilfældet. Som ventet, kunne man tilføje. Og dommens indrømmelse om at finansudvalgene i den tyske forbundsdag fremover skal drages mere med inden Tysklands betaling til redningspakker virker jo nærmest tragikomisk. Alle udvalg i verden gør ikke en uret ret.
Konkret består oprettelsen af ESM af en tilføjelse af en ekstra paragraf til art. 136 i TEUF med ordlyden om at der ”kan” oprettes en stabilitetsmekanisme, der kan yde finansiel hjælp under strikte betingelser. Dette forsøg fra EU's side på at lovliggøre de tidligere ulovlige redningspakker minder kun alt for meget om oprettelsen af en særdomstol, der vil dømme med tilbagevirkende kraft, dvs. bagud i tiden. EU-politikerne ved at de har handlet i strid med egen lovgivning, derfor prøver de nu efterfølgende at reparere skaden med traktatændringer, som skal retfærdiggøre deres eget historiske kiks. Det netop overståede EU-topmøde, hvor Merkozy havde sat sig for at ændre traktaten, mislykkedes heldigvis, men alligevel er det klart, at det er dette, der er politikernes plan: At bruge den økonomiske union til at skabe en politisk union.
For i grunden kan man sige, at Euro-projektet var dødfødt fra starten. Som Willy Brandt udtrykte det om de kommende medlemmer af Euro-zonen: Hvad der ikke hører sammen, vokser heller ikke sammen. Men den forudsigelige Euro-krise er jo en kærkommen lejlighed til at indføre Europas Forenede Stater ad bagdøren ud fra opskriften skab-et-problem-og-nævn-derefter-løsningen. Transferunionen er ved at være et overstået stadie, nu kommer garanti-, gælds-, og finansunionen. Topstyret med hård hånd (naturligvis). Med indgreb i de enkelte landes budgetter og økonomiske opbygning. Alt sammen i bedste mening og til landenes ”eget bedste” – selvfølgelig – for at frelse dem ud af gældsfælden.
ECB’s forskellige cirkustricks til at neddysse inflationsspøgelset
I bogen beskrives desuden, hvorledes den Europæiske Centralbank slipper heldigt af sted med at lade seddelpressen køre på højtryk for derved at skabe gratis penge til alle redningspakkerne samt gaveboden med opkøb af græske statsobligationer, uden at inflationen eksploderer som i Tyskland i 1930’erne. Faktisk er pengemængden steget med ca. 100 % i den tiårige periode fra 1998 til 2008 takket være ECB’s skødesløse seddeltrykning. Produktionspotentialet, til sammenligning, kun med ca. 20 %. ECB som jo netop burde holde inflationsniveauet lavt(!) Men heldigvis er hyperinflationen udeblevet i Tyskland til trods for denne ”overskudspengemængde”, først og fremmest fordi de tyske fagforeninger har formået at holde lønningerne nede, samtidig med at de er steget andre steder såsom Kina, Japan og USA.
De tricks, som ECB benytter til at bagatellisere og skjule sin egen løbske seddelproduktion, og som pressen og medierne æder råt uden spørgsmålstegn, fordeler sig på tre metoder
- At definere inflationsbegrebet så snævert som muligt: Ifølge ECB består inflation udelukkende af en forøgelse af forbrugerpriserne. Af det, som man kan ”købe i forretningerne”. Hvad der sker med inflationen på værdipapirmarkedet er tilsyneladende uinteressant, ligeledes på ejendomsmarkedet og råstofmarkedet, som sammenlagt går under betegnelse ”asset inflation”. Og netop fra prisstigningerne på disse felter udgår der en farlig negativ prisspiral med at gevinsterne på aktie- og ejendomshandler stiger hurtigere end indtægterne ved at arbejde. Dvs. at arbejdsmarkedet bliver til et uproduktivt spillekasino: Hvorfor gå disciplineret på arbejde, når man i stedet kan spekulere på børsen til de kunstigt opskruede priser? Finanseksperter frygter denne dannelse af bobler indenfor de forskellige ikke-konsumorienterede markeder pga. spekulation. Men samtidig er det én af finanseksperterne, ECN, der har forårsaget denne udvikling med forøget pengemængde.
- ECB bruger desuden som målestok for inflationen det såkaldte ”harmoniserede prisindeks”, HVPI. Den udjævner de betydelige inflationsuoverensstemmelser indenfor Euro-landene til et gennemsnit for hele Eurozonen, som om dette havde været et land, man kunne være statsborger i. Grækenlands inflation er steget med 40 % siden landet indførte Euroen, men alligevel melder det kunstige, statistiske produkt HVPI om ”moderat” inflation i Euro-zonen som helhed. Dette forklarer forskellen på den ”officielle” inflation og den inflation, som borgerne mærker til dagligt. For da der ikke findes noget land ved navn ”Euroland”, kan man heller ikke være borger i dette land og mærke dette lands inflation til daglig.
- Tredje trick er at offentliggøre inflationen udelukkende i nominel værdi og vækstrater og ikke i reel købekraft med udgangspunkt i folks indkomstsituation. På denne baggrund kan ECB-chefen frækt påstå, at Euroen i dens 11 leveår har været mere stabil end D-marken. Men i perioden med D-mark var de årlige stigninger i indkomst betydeligt højere end prisstigningerne i samme periode. Den reelle købekraft for tyskerne under D-marken steg år for år. I intet år har tyskerne således profiteret af Euroen. På nær selvfølgelig hvis de spekulerer på børsen eller i ferieejendomme på Mallorca, mens det er overladt til andre at producere noget.
