Eurabien og hvorfor Europa igen hader sine jøder

”Den størst gruppe gerningsmænd af anti-semitiske aktiviteter synes at være unge utilpassede hvide europæere”, annoncerede et resume frigivet af Eu...

Henrik Gøtke,

02/04/2010

”Den størst gruppe gerningsmænd af anti-semitiske aktiviteter synes at være unge utilpassede hvide europæere”, annoncerede et resume frigivet af European Monitoring Centre for Racism and Xenophobia til Europa Parlamentet af den 31 marts 2004. Denne skamløse benægtelse af lokal islamisk ekstremisme og muslimske gerningsmænd som den primære kilde til anti-semitiske handlinger i dagens Vest Europa, var forudsigelig. Den åbenlyse anti-semitiske vold manifesteret i Europa gennem de senste tre år er resultatet af adskillige årtiers indoktrinering. Kristen og jødisk afsværgelse af denne giftige anti-semitisme har tvunget europæiske myndigheder, især franske, til at anerkende dens eksistens. Europa, så forhippet på at prædike moral mod Israel og USA, stod pludselig anklaget for at tolerere, endog promovere, skamløs, voldelig anti-semitisme.

Selvom det store flertal af europæere i dag ikke er anti-semitiske eller anti-israelske, er de nedsunket i en kultur der dæmoniserer Israel, tilskyndet af en europæisk politiske entitet i hvilken næsten alt, der er skrevet og sagt om Mellem Østen gengiver denne anti-israelske mentalitet. Vi kan i dette samtidens fænomen genkende visse aspekter af det system af politisk, kulturel og moralsk betingning, der førte til Shoah´en (Holocaust). Genaktiveret gennem de seneste fire årtier er denne jødefobiske betingning indirekte, og næsten subliminalt, blevet implementeret af arvingerne til de folkemorderiske fædre. De transmitterede og spredte denne anti-semitisme i en ny og politisk ideologisk konstruktion, anderledes fra nazismens: den euro-arabiske krig for delegitimeringen og ødelæggelsen af Israel.

Jeg vil her give et kort oprids af den euro-arabiske anti-israelske politik:

1. Projektet

2. Projektets institutionelle struktur

3. Projektets operations tilstande

4. Projektets temaer

Den nye form for global jødefobi der er vokset og udviklet indenfor dette system, har også anti-kristne, anti-europæiske og anti-vestlige forgreninger.

Projektet er artikuleret omkring to entiteter: en europæisk og en arabisk

Projektet er en forstørret vision af den anti-amerikanske politik afhængig af skabelsen af en euro-arabisk middelhavs rand, der er fjendtlig mod amerikansk indflydelse og gennemtrængning. Projektet facilterer europæiske ambitioner om at:

1. Spille en afgørende politisk rolle i internationale forhold i konkurrence med USA, og være uafhængig af USA´s indflydelse;

2. Fastholde vigtige indflydelsessfærer i tidligere europæisk arabiske kolonier;

3. Åbne store markeder for det europæisk økonomiske samfunds produkter i den arabiske verden, især i de olieproducerende lande;

4. Sikre forsyninger af benzin og naturgas i Europa;

5. Gøre Middelhavet´s og det euro-arabiske indenlandsk ved at tilskynde massiv arabisk immigration til Europa, og favorisere muslimske immigranter, blande euro-arabiske befolkninger ved at promovere multikulturalisme med en stærrk islamisk tilstedeværelse i Europa;

6. Udvikle en frigørende islam-kristen symbiose mod Israel, orienterende Europa i retning af Islam, og frigørende Kristendom fra Jødedom, som af nogle anti-semitiske fraktioner ses som kropsliggørelsen af det onde.

For at opnå disse ambitioner måtte europæiske lande agere som en entitet. Derfor var det første skridt skabelsen af en fælles udenrigspolitik. Hver nation skulle forkaste sin autonome udenrigspolitik og smede en fælles euro-arabisk politik. Frankrig var den drivende kraft i foreningen, der allerede var blevet visioneret af general de Gaulle´s inderkreds og arabiske politikere, inklusive en tidligere mufti fra Jerusalem, og nazi kollaboratøren Haj Amin al-Husseini.

I 1960´erne begyndte nostalgiske nazistiske og anti-semitiske grupper at styrke båndene til arabiske lande engagerede i krigeriske aktioner for at udrydde Israel. Denne pan-europæiske og anti-amerikanske bevægelse formede kernen af europæisk solidaritet med palæstinensiske arabere, der efter 1967 blev mere selvsikre. Den indeholdt facistiske bevægelser såsom Jeune Europe, EuropaFront og Europe Réelle, den National Socialistiske Bevægelse i England, C.E. Carlberg stiftelsen i Stockholm, såvel som centre i Malmø i Sverige og andre arabiske byer, såsom Strasbourg, Wien og Lausanne.

I 1973 gav oliekrisen Frankrig og Tyskland et påskud til at skabe en integreret euro-arabisk politik omkring faren for mangel på energi, som de brugte til at.

1. Smede en delt europæisk energipolitik veddrørende benzin

2. Cementere det europæiske samfunds alliance med Den Arabiske Liga i en fælles anti-amerikansk og anti-israelsk politik. Den fransk-tyske duo brugte derfor oliekrisen i 1973 til at retfærdiggøre deres politiske kovending. Den mest håndgribelige og umiddelbare konsekvens af denne alliance mellem de ni lande i EF og de 22 lande i Den Arabiske Liga var isolationen og dæmoniseringen af Israel.

De arabiske stater krævede af Europa:

1. Indretning med deres anti-israelske politik;

2. Modernisering af deres lande;

3. Adgang til vestlig videnskab og teknologi;

4. Europæisk politisk uafhængighed af USA og separation af de to blokke;

5. Tiltag favorable for arabisk immigration og udbredelse af arabisk og islamisk kultur i Europa

Forpligtelserne mellem de to parter blev gjort den 6 november 1973 med Déclaration de Neuf sur le Moyen-Orient i Bruxelles og ved Summit of the Arab conference i Algeriet for Det Arabiske Parti den 28 november 1973. For første gang optog de ni lande i EF den franske fortolkning af EF resolution 242, der etablerer Israel´s våbenhvilegrænser fra 1949, og inkluderer palæstinensiske rettigheder i alle mellemøstlige fredsforhandlinger.

Disse punkter blev bekræftet af Déclaration des Neuf i London i 1977 og samme år af FN i New York af den siddende præsident i Det Europæiske Råd, Henri Simonet, og igen i Venedig Erklæringen i 1980. Andre alvorligere erklæringer fra det europæiske samfund skulle følge.

Et projekt så kompromitterende for Europa kunne ikke iværksættes gennem skriftlige dokumenter og traktater; europæerne valgte formlen ”dialog”. En institutionel struktur blev sat i hverv at undersøge relevante spørgsmål, give direktiver og designe programmer. Alle møder, komiteer og arbejdsgrupper inkluderede repræsentanter fra lande i EF og Det Europæiske Råd sammen med medlemmer fra arabiske lande og Den Arabiske Liga. Følgesnore og afgørelser fandt sted ved lukkede møder uden anvendelse af officielle notater. Møderne blev ledet af to præsidenter, en europæisk og en arabisk. Denne komplicerede struktur implementerede en politik af euro-arabisk associering defineret på højeste niveauer i det europæiske fællesskab og medlemslande, gemt bag det uskadelige navn ”dialog”.

Euro-Arab Dialogue (EAD) er en politisk, økonomisk og kulturel institution designet til at sikre perfekt sammenhæng mellem parterne. Strukturerne til den blev etableret ved en konference i København den 15 december 1973 og i Paris den 31 juli 1974. Fortløbende operationer håndteres af forskellige organer, der definerer arbejdstemaer og pålægger politiske beslutninger lavet af General Kommissionen. Den primære agent for denne politik er European Parliamentary Association for Euro-Arab Cooperation, grundlagt i 1974. Associationen der repræsenterer adskillige hundrede parlamentarikere fra alle europæiske partier, arbejder for at fremme arabiske interesser og krav i hvert europæisk parti og parlament og Det Europæiske Råd. Associationen pressede europæiske regeringer til at optage tiltag af ekskluderingsmæssig økonomisk og akademisk boykot af Israel. Det er et magtfuldt instrument af arabisk lobbyisme mod Israel. De andre primære organer er Dialogen og MEDEA instituttet, European Institute of Research on Mediterannean and Euro-Arab Coorporation, skabt med opbakning fra Europa Kommissionen i 1995, og MEDA programmet der administrerer substantielle europæiske midler allokeret til arabiske lande.

Tilsammen sikrer disse associationer, komiteer og underkomiteer perfekt koordinering mellem de to partier i den politiske, økonomiske og kulturelle dominans. I det politiske domæne adskiller det europæiske samfund sig fra USA ved altid at bakke arabiske påstande og palæstinensiske politikker op, og stædigt insistere på Arafat som den eneste repræsentant for palæstinenserne. Europæiske udsendinge fra Dialog har prøvet at få den amerikanske regering på linie med de arabiske anti-israelske positioner.

De kulturelle komiteer skabte de euro-arabiske associationer mellem universiteter, studerende, forlæggere og mediesyndikater, inklusive pressen, fjernsynet, radio, kunst, film og NGO´er. Udvekslingsprogrammer blev organiseret for studerende og professorer. Ved forskellige symposier – som Symposium of Venice (1977) eller Hamburg Symposium (1983) – blev beslutninger truffet for at promovere studiet og dissemineringen af Islam og det arabiske sprog og civilisation i europæiske skoler, universiteter og euro-arabiske kulturcentre etableret Europa over. Ved åbningshøjtidligheden i velkomsthallen i Ca Dolphin i universitetet i Venedig gav adskillige personligheder velkomsttaler – inklusive ambassadør Cesare Regard, den italienske repræsentant for European Group of coordination for the Euro-Arab Dialogue. Deltagerne i dette seminar anbefalede enstemmigt at videresende anbefalinger til overvejelse af regeringer medlemstaterne af EU og ligaen af arabiske stater, inklusive:

1. Koordinering af bestræbelser gjort af arabiske lande på at sprede det arabiske sprog og kultur i Europa for at finde den passende form for koordinering blandt arabiske institutioner, der opererer på dette felt.

2. Skabelsen af forenede euro-arabiske kulturcentre i europæiske storbyer, der vil foretage spredningen af det arabiske sprog og kultur.

3. Tilskyndelse af europæiske institutioner enten på universitetsniveau eller andre niveauer der er optagede af undervisning i det arabiske sprog og spredningen af arabisk og islamisk kultur.

4. Støtte til forenede projekter for samarbejde mellem europæiske og arabiske institutioner på områderne af lingvistisk forskning og undervisning i det arabiske sprog til europæerne.

5. Nødvendigheden af at supplere europæiske institutioner og universiteter med arabiske lærere specialiserede i undervisning i arabisk til europæere.

6. Nødvendigheden af, når der undervises i arabisk, fokus på arabisk-islamisk kultur og samtidige arabiske emner.

7. Nødvendigheden af samarbejde mellem europæiske og arabiske specialister for at præsentere et objektivt billede af arabisk-islamisk civilisation og samtidige arabiske emner for studerende og den uddannede offentlighed i Europa, der kunne tiltrække europæere til arabiske studier.

Beslutningerne blev fremmet i anbefalinger optaget af Europarådets Parlamentariske forsamling i 1991. Arabisk og anti-israelsk propaganda, dårligt skjult i akademisk og kulturel indpakning, blev udbredt af organer i EAD opererende under de højeste statsautoriteter og pålagt i universiteterne, pressen og kulturcentre. Afvigere, det værende sig i religiøse, politiske eller kulturelle cirkler, blev marginaliserede eller tvunget til tavshed. Tiltagene akkompagneret af indstrømningen af arabisk immigration promoveret som privilegeret kilde og prioriteret kilde til befolkningsvækst i Europa.

Indenfor dette Europa transformeret til et euro-arabisk kontinent fjendtligt overfor USA og Israel, transnationalt, er transkontinental jødefobi struktureret i fusioneringen af to slags had – europæisk anti-semitisme og euro-arabisk jødefobi. Denne brandfarlige blanding formede de to støtter i den euro-arabiske alliance mod både Israel og USA. Dette dialogudvalg betinger europæiske mentaliteter til den nye kult af palæstinentianisme. Denne ideologi af had smelter kristen og islamisk jødefobi, inkluderende principperne for erstatningsteologi, udtrykt som både kristen og endeligt islamisk superholddannelse mod Israel, der er dømt til forsvinden.

Had temaerne der florerer i fusionen af euro-arabiske kulturer på begge sider af Middelhavet, blev sandsynligvis studeret indenfor disse EAD kommiteer og spredt verden over, eftersom de er funderet i Europa såvel som den arabiske verden, og især blandt palæstinensere der cementerer denne kristen-muslimske symbiose mod Israel. De proklameres i fælles EAD deklarationer fremsat i fællesskab af de europæiske og arabiske partier associeret på højeste statsniveau i EAD. Kommiteerne fungerer under den strenge autorisation af Europæiske Udenrigsministre og statsoverhoveder, og delegerede fra Det Europæiske Råd, sammen med kolleger på den arabiske side.

De politiske temaer inkluderer:

1. Anerkendelse af det palæstinensiske folk; op til 1973 var de kendte som arabiske flygtninge;

2. Anerkendelse af PLO og dens leder Arafat som unik repræsentant for palæstinenserne;

3. Israel´s forpligtelse til udelukkende at forhandle med Arafat;

4. En global og ikke separat fred;

5. Israel´s tilbagetrækning til våbenhvilelinien i 1949;

6. Arabisk-islamisk suverænitet i Jerusalem;

7. Europæisk pres på USA for at indrette sig på deres arabiske politik;

8. Dæmonisering af Israel, en fare for verdensfreden;

9. Moralisering af palæstinensisk jihad som en retfærdig krig mod uretfærdigheden af Israel´s eksistens;

10. Placering af det palæstinensiske problem i centrum af international politik;

11. Delegitimering af Israel med alle de negative karakteristika der følger.

Alle disse temaer, af hvilke ingen findes i FN´s Sikkerhedsråd´s resolution nummer 242 fra 1967, blev udviklet af EU i et crescendo fra 1973 til 1980. Europa talte uophørligt om de ”palæstinensernes legitime umistelige rettigheder”. Denne frase, lånt fra Den Arabiske Liga´s deklarationer, gentages med jævne mellemrum i europæiske erklæringer, mimende de arabiske modeller. Vi søger forgæves efter definitionen på rettighederne for kurdere, berbere, koptere eller nogen anden indfødt præ-islamisk befolkning i Mellem Østen, inklusive jøder – disse folk nævnes aldrig. EAD komiteen påført Europa den palæstinensiske kult og delegitimeringen af Israel, vis historie og identitet projiceres over på palæstinenserne. Traditionel europæisk anti-semitisme og islamisk jihad fusioneres indefor strukturerne af geopolitik og euro-arabisme; i denne proces kommer europæisk anti-amerikanisme og jødefobi sammen i den euro-arabiske ideologi. Den arabiske folkemordspolitik, som nyder støtte, vejledning og finansiering fra EU, er en geostrategisk kraft. I dag må vi forkaste den almindelige traditionelle anti-semitisme og studere jødefobi i denne nye euro-arabiske kontekst.

Den 31 januar 2001, med genkomsten af den palæstinensiske jihad terror, erklærede kommissær for European Foreign Affairs Commissioner Chris Patten overfor EU parlamentet, at EU´s udenrigspolitik burde give særlig opmærksomhed mod sin sydlige flanke (i EU jagon de arabiske lande), tilføjende at han var henrykt over den almindelige enighed om at give Middelhavs partnerskabet større synlighed. Hvordan skal disse ord fortolkes? Pludseligt har den diffuse Israelfobi i medierne, på universiteterne og de politiske erklæringer nået et heftigt anfald i harmoni med den arabiske verden. Europa blev indhyldet i flammerne af den palæstinensiske kult og dens afsindige had til Israel i pressen, medierne og på universiteterne. Disse jødefobiske fordommes remisenser til 1930´erne, tilskyndede palæstinensisk terrorisme i Israel og angreb mod jøder i Europa, afslørende at anti-semitiske netværk eksisterer, der kan aktiveres eller undertrykkes af regeringer. Målet med dette heftige anfald af jødefobi var at bruge terror og intimidering til at afmontere diaspora jøder fra staten Israel, efterladende Israel endnu mere isoleret.

Den euro-arabiske dialog udgøres af mange forskellige aspekter, og afgøre komplekse politikker med hensyn til USA, Europa, Israel og arabiske lande. Europa´s skjulte krig mod Israel er pakket ind i det palæstinensiske flag, og er del af en global bevægelse, der transformerer Europa til et nyt kontinent af dhimmier indenfor en verdensstrategi af jihad og da´wa, sidstnævnte værende den fredelige måde at islamisere på. Implementeringsprogrammet af denne politik af dhimmisering på det euro-arabiske kontinent fortsættes i Rapport du Comité des Sages forelagt Europa Kommissionen af præsident Romano Prodi i oktober 2003. Desværre har ”dialog” politikken med nationerne i Den Arabiske Liga, velvilligt gennem de seneste tre årtier forfulgt af Europa, promoveret europæisk dhimmisering og løbsk jødefobi.



Kilde: