Efter vedtagelsen af EU-landenes store redningsplan i går har børserne verden over budt på voldsomme, ja nærmest euforiske stigninger i aktiekurserne, og det samme har indtil sidst på formiddagen været tilfældet for den fælleseuropæiske valuta. Kl. 10.24 var kursen på 1 Euro 1,3095 amerikansk dollar, svarende til en stigning på ca. 2,7% i forholdet til lukkekursen i fredags, hvilket må siges at være ganske meget, når man taler om valutaer. Siden toppen i formiddags er kursen på euroen imidlertid gået tilbage med ca 2%, mens aktierne stadig ligger på et meget højt niveau – 6,4% endte stigningen på i København.
Som en anden skribent kløgtigt bemærkede, så kan politikerne godt snyde befolkningen og slippe af sted med dette i årevis, hvilket udviklingen i EU desværre kun alt for tydeligt bekræfter, men de kan ikke snyde markederne. At aktierne stiger så kraftigt i dag er egentligt ganske logisk, da det går de fleste af virksomhederne både i Danmark og i udlandet rigtigt godt. Det fald vi nu ser i euroen efter den første eufori har lagt sigt, bekræfter derimod hvad vi godt vidste i forvejen; nemlig at euroen med weekendens beslutninger i EU er på vej til at blive en svag og instabil valuta.
Uanset hvad man vælger at kalde de tiltag EU nu sætter i søen, så er der to afgørende forhold, der fremover vil svække euroen som valuta:
1. Med det gigantiske sikkerhedsnet under potentielt svage økonomier flytter man problemerne fra de enkelte lande og ind i eurozonen/EU. Det er nu hele EU og ikke kun Grækenland eller Spanien, der hæfter for den græske hhv. spanske statsgæld. Dermed gør man hele EU svag og på længere sigt mindre kreditværdig, hvilket desværre på længere sigt også vil ramme økonomisk stærkere lande som Danmark og Tyskland.
2. Med beslutningen om at ECB indirekte kan opkøbe statsobligationer har man indført en inflationsfremmende ordning, der svarer til blot at lade seddelpressen køre. Til at finansiere deres stadigt stigende statsunderskud kan de svage lande nu blot udstede flere statsobligationer i sikker forvisning om, at ECB vil købe dem. Og de kan vel at mærke sælge obligationerne til til ECB til en for dem fornuftig kurs, så de pågældende lande ikke risikerer at blive mødt med tårnhøje renter, som vi så det med Grækenland. Dette er en ufattelig, men også meget farlig beslutning, der på længere sigt kan få uoverskuelige konsekvenser, og man har svært ved at forstå, at tyskerne, som gennem årtier ellers har praktiseret en benhård pengepolitik for netop at minimere risikoen for inflation, er gået med til det.
Som en anden skribent kløgtigt bemærkede, så kan politikerne godt snyde befolkningen og slippe af sted med dette i årevis, hvilket udviklingen i EU desværre kun alt for tydeligt bekræfter, men de kan ikke snyde markederne. At aktierne stiger så kraftigt i dag er egentligt ganske logisk, da det går de fleste af virksomhederne både i Danmark og i udlandet rigtigt godt. Det fald vi nu ser i euroen efter den første eufori har lagt sigt, bekræfter derimod hvad vi godt vidste i forvejen; nemlig at euroen med weekendens beslutninger i EU er på vej til at blive en svag og instabil valuta.
Uanset hvad man vælger at kalde de tiltag EU nu sætter i søen, så er der to afgørende forhold, der fremover vil svække euroen som valuta:
1. Med det gigantiske sikkerhedsnet under potentielt svage økonomier flytter man problemerne fra de enkelte lande og ind i eurozonen/EU. Det er nu hele EU og ikke kun Grækenland eller Spanien, der hæfter for den græske hhv. spanske statsgæld. Dermed gør man hele EU svag og på længere sigt mindre kreditværdig, hvilket desværre på længere sigt også vil ramme økonomisk stærkere lande som Danmark og Tyskland.
2. Med beslutningen om at ECB indirekte kan opkøbe statsobligationer har man indført en inflationsfremmende ordning, der svarer til blot at lade seddelpressen køre. Til at finansiere deres stadigt stigende statsunderskud kan de svage lande nu blot udstede flere statsobligationer i sikker forvisning om, at ECB vil købe dem. Og de kan vel at mærke sælge obligationerne til til ECB til en for dem fornuftig kurs, så de pågældende lande ikke risikerer at blive mødt med tårnhøje renter, som vi så det med Grækenland. Dette er en ufattelig, men også meget farlig beslutning, der på længere sigt kan få uoverskuelige konsekvenser, og man har svært ved at forstå, at tyskerne, som gennem årtier ellers har praktiseret en benhård pengepolitik for netop at minimere risikoen for inflation, er gået med til det.
