Fredsprisen til EU! Det er ikke mindre end en skandale! Alle proselytterne klapper hinanden på ryggen og peger på, at der har været fred i EU-området siden 1945, og stråler af selvglæde over, ”at krig mellem Tyskland, Frankrig og de andre medlemslande er utænkelig”. Men det er - og har altid været – en ganske forkert analyse.
I stedet burde man lægge vægt på det forhold, at Tyskland og især Frankrig i 1945 ophørte med at være globale stormagter. Sovjetunionen, USA og England (så længe det stadig havde Imperiet) var alene på verdensscenen.
At blive reduceret til en mindre, regional magt, var ubærligt for Frankrig,. Den franske udenrigsminister, Robert Schumann, og diplomaten Jean Monnet fremlagde planer til en fællestyring af Vesttysklands og Frankrigs kul- og stålindustri (Montanunion), hvor også Belgien, Holland, Italien og Luxembourg blev inviteret med (De Seks). Der blev allerede i de grundlæggende dokumenter fastslået, at sammenslutningen var et skridt på vejen mod en føderal europæisk union – under fransk ledelse förstås(!) Vesttyskland var jo i efterkrigstiden og så langt øjet rakte en politisk dværg på trods af landets stadig voksende økonomiske styrke.
Sammenslutningen – EEC - skulle bruges til at gøre Frankrig til den tidligere stormagt, der igen kunne spille med på verdensplan. Derfor ville den franske præsident, de Gaulle, heller ikke acceptere, at England kom med; det ville på det tidspunkt stadig kunne tippe balancen.
Da østlandene efter murens fald kom med i Unionen, begyndte den fuldstændige franske dominans at vakle. Det gav sig bl.a. udtryk i splittelsen omkring Irakkrigen. Vesttyskland måtte ”købe” genforeningen med Østtyskland ved at acceptere Frankrigs krav om Euroen, der skulle være garantien mod D-markens – og dermed Tysklands - dominans.
Euroen er siden blevet et sindbillede på EU´s mangel på folkelig opbakning, et symbol på et bureaukratisk, antidemokratisk styre med udgangspunkt i en elitær ideologi præget af fransk (napoleonsk) centralisme.
Den globale krise i 2008 – udløst af det amerikanske boligmarkeds kollaps – afslørede Euro-boblen, der (som subprime-lånene) kun kunne eksistere under konstant højkonjunktur. Siden er råddenskaben væltet frem. Arbejdsløsheden er flere steder i Sydeuropa mellem 20 og 30 %, håbløsheden overvældende – og der er hverken en tunnel eller lys for enden af den. PIGS-landene kan kun håbe på stagnation; men frygte det, der er værre. Turen vil selvfølgelig også komme til Frankrig, Tyskland og de andre Euro-lande.
Euro-landene er faktisk på randen af en borgerkrig, og det belønnes så med Nobels Fredspris til kommissionen! Man tager sig til hovedet, oven i købet valgt af et Storting, der ikke kunne drømme om at slutte sig til EU eller Euroen.
EU er ikke et fredsprojekt; men et fransk stormagtsprojekt.
EU har ikke skabt fred i EU. I de to verdenskrige drejede kampen mellem Tyskland, Frankrig og England sig om verdensherredømmet – det var rationalet! Hvad skulle vinderen i en krig mellem Frankrig og Tyskland i dag opnå andet end selvdestruktion. Efter 2. Verdenskrig har der intet været at slås om. Derfor er der ikke blevet til krig.
Men nu har den EU-eliten kreeret en årsag: Euroen. Den kunne måske være lunten til en i verdensmålestok mindre; men rask regional krig.
