Den 27. Januar kunne man i den engelske avis The Guardian læse om, hvordan den britiske regering planlægger en mulig anti-nation branding kampagne, som skal målrettes mod de mulige, fremtidige migranter fra Bulgarien og Rumænien. Kampagnen skulle angiveligt have til formål at afskrække både bulgarer og rumænere fra at migrere til Storbritannien. Efterfølgende har en af Rumæniens større aviser, nemlig Gandul, taget til genmæle og lavet en serie nation branding annoncer for Rumænien, der skal fremvise hvor attraktivt Rumænien er overfor de kritiske briter – selvfølgelig med lidt humor tilsat. Hele denne misære har imidlertid rødder i det faktum, at på trods af, at både Bulgarien og Rumænien er medlemmer af EU, er begge landes befolkninger blevet ekskluderet fra en af EU grundlæggende rettigheder: Fri bevægelighed.
EU blev grundlagt på de fire friheder, som det hedder i EU jargon, hvilket inkluderer: Kapitalens fri bevægelighed, varernes fri bevægelighed, serviceydelsers fri bevægelighed og endelig arbejdskraftens fri bevægelighed. Den sidste frihed er imidlertid blev ændret over tid, så det nu er borgernes fri bevægelighed. Dette omfatter alle EU borgere i samtlige medlemsstater, undtagen Bulgarien og Rumænien. Deres eksklusion fra denne basale frihedsrettighed ophører imidlertid om et år. Dermed kan de frit migrere til Storbritannien. Dette har så ansporet den britiske regering til, at overveje hvordan man undgår en masseindvandring. Den før nævnte kampagne er så et alternativ mener regeringen. Altså ses her en splid med Storbritannien på den ene side og på den anden side Rumænien og Bulgarien – der længe har ment at det var unfair at ekskludere dem.
Tidligere i 2012 sås en anden splid mellem andre af EUs medlemsstater, nemlig Tyskland og Grækenland. Tilbage i efteråret 2012, da Angela Merkel skulle på officielt besøg i Grækenland, blev hun nemlig mødt af vrede, nazi udklædte grækkere, der demonstrerede mod hendes visit. Det kunne man læse om i en lang række aviser, bl.a. det engelske Telegraph. Grækkerne har gentagne gange i løbet af kriseårene udvist had overfor Tyskland og ikke mindst kansler Merkel. Denne tvist skyldtes imidlertid den spareplan, som EU og ikke mindst Tykland har indskærpet over Grækenland, at de skal holde sig til, hvis de vil have mere støtte. Det har som bekendt resulteret i politisk usikkerhed, hvor nye yderpartier har vundet gevaldigt frem i kraft af, at de har lovet grækkerne et opgør med Tyskland og den tyske linje i EU.
Endnu tidligere i 2012 da den franske præsident Hollande blev valgt, var en af hans helt store valgløfter, at han ville genforhandle EUs økonomiske krisepolitik. Hollandes håb var at skifte til en mere Keynesiansk orienteret krisepolitik, bedst forklaret ved flosklen om at “investere sig ud af krisen”. Altså var Hollande bl.a. blevet valgt på et opgør med EU og EUs hidtige linje.
Eksemplerne er mange og man kunne egentlig blive ved i det uendelige. Pointen er såmænd den, at i nyere tid er mange af de spændinger og konflikter i Europa forårsaget pga. af EU og intensiveret gennem EU. EU er med andre ord blevet en kilde til interne uroligheder i Europa, hvilket er langt fra den oprindelige tanke bag EU. Den var nemlig at EU skulle være et fredens projekt. Det var det. Engang. Men nu anno 2013 er det på tide at anerkende, at virkeligheden er løbet fra den tanke og at EU nu faktisk foranlediger stridigheder snarere end at være et værn mod det. Derfor bør den udslidte kliche om EU som et fredens projekt, da også henvises til fortiden, hvor det muligvis var tilfældet.
Følg EU bloggen her: http://www.damefrokosten.com/12267/
