Weekendklummen: Karina Pedersen skriver om sin mors bankoaften, som gik i vasken. Det var kommunens skyld.
Dagen før der blev afholdt banko til fordel for Socialdemokratiet, fik jeg et af den slags opkald, som jeg tror, at en videnskabelig undersøgelse ville bekræfte, oftest tilfalder folk med relationer til underklassen.
Sagen var den, fortalte min mor, at mine brødre var flyttet ind hos deres kærester, som begge var enlige og arbejdsløse mødre. Det var titler de - af økonomiske årsager - ikke var interesserede i at miste, og min mor var derfor blevet bedt om at lægge hus til mine brødres adresser. Således ville de enlige mødre stadig fremstå enlige. Den lille fidus ville hver måned koste min mor 2.900 kroner i tabt boligsikring - et beskedent beløb set i forhold til hvad de enlige mødre ville miste af tilskud.
Aftalen var så, at mine brødre skulle dække min mors tab, men det var en aftale, som ikke blev overholdt. Dermed havde min mor ikke råd til at deltage i det kommende bankospil, og i god stil med underklassens mentalitet havde hun ondt af sig selv. Hun havde - insisterede hun - blot ønsket at hjælpe sine børn, og hun tilføjede, at banko var en af de få glæder, livet bød hende. Her adskiller hun sig ikke fra andre i familien - eller underklassen generelt - for hvem spil tilfører det indhold, som et liv uden arbejde og pligter mangler (og samtidig understøtter deres overbevisning om, at livet er styret af tilfældigheder).
Man kan skelne mine familiemedlemmers tips- og lottokuponer fra hinanden, ud fra hvad der er skrevet på dem. Hvis der står "Mexico, here I come", så tilhører de ham, der er så overbevist om, at han vinder - hvis ikke denne gang så næste - at han engang satsede andres penge på det. Det medførte, at Mexico blev til samfundstjeneste på den lokale kirkegård, men det slukkede ikke hans håb om, at den helt store gevinst - og et nyt og bedre liv - kun var ét spil væk.
Og det er samme håb som - uge efter uge - driver min mor i retning af bankohallen. Selv dengang hvor et familiemedlem havde besluttet sig for ikke at lade tilfældigheder afgøre, hvorvidt han var ejer af aftenens hovedpræmie, gik min mor til banko, velvidende at hovedpræmien allerede - bogstaveligt talt - var i hus.
Nu var det så ikke hovedpræmien, men derimod midlerne til at nå den, der manglede, og når min mor tænkte efter, så syntes hun faktisk, at kommunen bar en del af skylden for, at hun havde mistet sin boligsikring. For var det ikke kommunen, som forlangte, at kontanthjælpsmodtagere havde en fast bopæl? Og var det ikke netop dét krav, som havde ført til, at mine brødres adresser måtte tilknyttes min mors?
Her illustrerede min mor et af underklassens mest kendetegnende og tragiske træk; nemlig det at anse egne handlinger som værende uden betydning for livets gang. Klassens medlemmer afventer den rette sagsbehandler, den rette regering, eller at det rette nummer bliver råbt op, og tror, at så snart det sker, så begynder det liv, som de mener, at de burde leve - og ville have levet altid, havde førnævnte omstændigheder blot været lidt mere favorable.
Nu havde Fortuna - eller var det kommunen? - så drejet på livets lykkehjul med det resultat, at min mors stol ville stå tom den følgende aften. Og min mor ærgrede sig, ikke over sin egen rolle i sagen, for den så hun slet ikke, nej, hun ærgrede sig, fordi "Socialdemokratiet har de bedste gevinster ", som hun formulerede det.
Provokeret af hendes formulering forsøgte jeg at henlede hendes opmærksomhed på, at hun faktisk selv var skyld i, at hun ikke kunne komme til banko.
"Mor, kunne du ikke bare have sagt nej til at huse deres adresser?"
Denne kommentar udløste et dybt suk, hvorefter hun i en såret tone sagde:
"Hvorfor skal jeg altid bebrejdes?"
"Mor, der er ikke tale om bebrejdelser. Jeg konstaterer blot, at hvis deres adresser ikke stod hos dig, så havde du haft din boligsikring."
Endnu et dybt suk.
"Jeg kan høre, at du er i dårligt humør, så jeg ringer en anden dag."
Således sluttede samtalen, ikke p.g.a. mit humør (som var fint), men fordi min mor ikke ønsker at diskutere med nogen, der mener, at hun selv er ansvarlig for sit liv.
Er der noget at sige til, at et menneske med den overbevisning føler sig godt tilpas i selskab med banko og socialister?
Karina Pedersen læser Østeuropa-studier på Københavns Universitet
Klik her og læs Karina Pedersens første beretning om sin egen familie
Klik her og læs Karina Pedersens beskrivelse af det kvarter, hun voksede op i
Dagen før der blev afholdt banko til fordel for Socialdemokratiet, fik jeg et af den slags opkald, som jeg tror, at en videnskabelig undersøgelse ville bekræfte, oftest tilfalder folk med relationer til underklassen.
Sagen var den, fortalte min mor, at mine brødre var flyttet ind hos deres kærester, som begge var enlige og arbejdsløse mødre. Det var titler de - af økonomiske årsager - ikke var interesserede i at miste, og min mor var derfor blevet bedt om at lægge hus til mine brødres adresser. Således ville de enlige mødre stadig fremstå enlige. Den lille fidus ville hver måned koste min mor 2.900 kroner i tabt boligsikring - et beskedent beløb set i forhold til hvad de enlige mødre ville miste af tilskud.
Aftalen var så, at mine brødre skulle dække min mors tab, men det var en aftale, som ikke blev overholdt. Dermed havde min mor ikke råd til at deltage i det kommende bankospil, og i god stil med underklassens mentalitet havde hun ondt af sig selv. Hun havde - insisterede hun - blot ønsket at hjælpe sine børn, og hun tilføjede, at banko var en af de få glæder, livet bød hende. Her adskiller hun sig ikke fra andre i familien - eller underklassen generelt - for hvem spil tilfører det indhold, som et liv uden arbejde og pligter mangler (og samtidig understøtter deres overbevisning om, at livet er styret af tilfældigheder).
Man kan skelne mine familiemedlemmers tips- og lottokuponer fra hinanden, ud fra hvad der er skrevet på dem. Hvis der står "Mexico, here I come", så tilhører de ham, der er så overbevist om, at han vinder - hvis ikke denne gang så næste - at han engang satsede andres penge på det. Det medførte, at Mexico blev til samfundstjeneste på den lokale kirkegård, men det slukkede ikke hans håb om, at den helt store gevinst - og et nyt og bedre liv - kun var ét spil væk.
Og det er samme håb som - uge efter uge - driver min mor i retning af bankohallen. Selv dengang hvor et familiemedlem havde besluttet sig for ikke at lade tilfældigheder afgøre, hvorvidt han var ejer af aftenens hovedpræmie, gik min mor til banko, velvidende at hovedpræmien allerede - bogstaveligt talt - var i hus.
Nu var det så ikke hovedpræmien, men derimod midlerne til at nå den, der manglede, og når min mor tænkte efter, så syntes hun faktisk, at kommunen bar en del af skylden for, at hun havde mistet sin boligsikring. For var det ikke kommunen, som forlangte, at kontanthjælpsmodtagere havde en fast bopæl? Og var det ikke netop dét krav, som havde ført til, at mine brødres adresser måtte tilknyttes min mors?
Her illustrerede min mor et af underklassens mest kendetegnende og tragiske træk; nemlig det at anse egne handlinger som værende uden betydning for livets gang. Klassens medlemmer afventer den rette sagsbehandler, den rette regering, eller at det rette nummer bliver råbt op, og tror, at så snart det sker, så begynder det liv, som de mener, at de burde leve - og ville have levet altid, havde førnævnte omstændigheder blot været lidt mere favorable.
Nu havde Fortuna - eller var det kommunen? - så drejet på livets lykkehjul med det resultat, at min mors stol ville stå tom den følgende aften. Og min mor ærgrede sig, ikke over sin egen rolle i sagen, for den så hun slet ikke, nej, hun ærgrede sig, fordi "Socialdemokratiet har de bedste gevinster ", som hun formulerede det.
Provokeret af hendes formulering forsøgte jeg at henlede hendes opmærksomhed på, at hun faktisk selv var skyld i, at hun ikke kunne komme til banko.
"Mor, kunne du ikke bare have sagt nej til at huse deres adresser?"
Denne kommentar udløste et dybt suk, hvorefter hun i en såret tone sagde:
"Hvorfor skal jeg altid bebrejdes?"
"Mor, der er ikke tale om bebrejdelser. Jeg konstaterer blot, at hvis deres adresser ikke stod hos dig, så havde du haft din boligsikring."
Endnu et dybt suk.
"Jeg kan høre, at du er i dårligt humør, så jeg ringer en anden dag."
Således sluttede samtalen, ikke p.g.a. mit humør (som var fint), men fordi min mor ikke ønsker at diskutere med nogen, der mener, at hun selv er ansvarlig for sit liv.
Er der noget at sige til, at et menneske med den overbevisning føler sig godt tilpas i selskab med banko og socialister?
Karina Pedersen læser Østeuropa-studier på Københavns Universitet
Klik her og læs Karina Pedersens første beretning om sin egen familie
Klik her og læs Karina Pedersens beskrivelse af det kvarter, hun voksede op i
