Der er naturligvis ingen, der vil sætte spørgsmålstegn ved de økonomiske vismænds faglige kvalifikationer som sådan. Alligevel kan det ikke andet end vække forundring, at de økonomiske vismænd i deres netop offentliggjorte rapport analyserer den finanspolitiske holdbarhed, som de gør.
Der er stor politisk interesse knyttet til spørgsmålet om holdbarheden af finanspolitikken i en tid, hvor politikerne ikke taler om andet end, hvordan de kan rette op på underskuddet på statsfinanserne, og det skal siges, at specialkapitlet i vismandsrapporten indeholder interessante analyser, og især de beregninger af regeringens genopretningspakke, som vismændene præsenterede på pressemødet (men som de ikke havde nået at få med i selve rapporten), er interessante. Håber de bliver offentliggjort.
Målet for, om finanspolitikken er holdbar, er, at nutidsværdien af alle fremtidige indtægter skal være lig med nutidsværdien af alle fremtidige udgifter og den initiale gæld (side 193 i diskussionsoplægget). I så fald overholder den offentlige sektor sin intertemporale budgetrestriktion. Det er den rigtige måde at måle finanspolitisk holdbarhed på.
At finanspolitikken er holdbar i denne forstand udelukker dog ikke, at staten kører med store budgetunderskud i lange perioder, og som vismændene selv skriver side 208 og 262, så sikrer finanspolitisk holdbarhed ikke, at underskuds- og gældsforløbet ikke kommer i konflikt med EU’s konvergenskrav, ligesom det ikke sikrer, at underskuddet og gælden ikke undervejs får en størrelse, så de finansielle markeder begynder at miste tilliden til dansk økonomi med højere renter og pres mod kronen som konsekvens.
Teknisk set kan man sige, at der altså er nogle bibetingelser eller restriktioner på finanspolitikken, som vismændene ikke har taget fuldt ud højde for, og allerede her burde vismændene have indset, at finanspolitisk holdbarhed er en partiel betragtning, der risikerer at lede til forkerte konklusioner. Ikke alene fordi analysen ikke tager højde for, at underskuds- og gældsforløbet kan komme i konflikt med EU’s konvergenskrav og de finansielle markeders forventninger, men endnu mere fordi den ikke tager hensyn til den fremtidige velstandsskabelse.
Det er let nok at sikre finanspolitisk holdbarhed ud fra sådan en partiel betragtning: Man kan blot hæve skatter og afgifter, indtil underskuddet er dækket, men det vil samtidig sænke den fremtidige økonomiske vækst og velstandsskabelse, og så kan det godt være, at finanspolitikken er holdbar, men hvis dansk økonomisk vækst går helt i stå, eller ligefrem går tilbage, så er der valgt en dårlig løsning på problemet. Og den meget partielle betragtning af finanspolitisk holdbarhed kan ikke sige noget om, hvorvidt den valgte løsning er optimal eller ej i en bredere vækstsammenhæng.
Anskuet ud fra en rent fagøkonomisk betragtning, så skulle de økonomiske vismænd i stedet have analyseret spørgsmålet om, hvordan vi kan maksimere nytten af den fremtidige velstand givet, at finanspolitikken skal være holdbar, at den overholder EU’s konvergenskrav og de finansielle markeders krav til en holdbar økonomisk politik. Teknisk set er der tale om at løse et maksimeringsproblem under bibetingelser:
Vælg de politikinstrumenter (skat, reformer, finanspolitik osv), der
Maksimerer den tilbagediskonterede nytte af den fremtidige velstand
Under bibetingelserne:
· At finanspolitikken er holdbar
· At finanspolitikken overholder EU’s konvergenskrav
· At finanspolitikken ikke skaber negative reaktioner på de finansielle markeder
Hvis de økonomiske vismænd i stedet for den partielle analyse af finanspolitisk holdbarhed havde valgt denne helt traditionelle makroøkonomiske måde at analysere problemerne på, så ville de sandsynligvis ikke have foreslået skatteforhøjelser som et instrument til løsning af det finanspolitiske holdbarhedsproblem. Der kan være meget fornuft i at gøre op med nominalprincippet i skattestoppet, såfremt det større provenu anvendes til at sænke andre og mere forvridende skatter, men i sig selv vil en skatteforhøjelse have en negativ effekt på den private produktion, beskæftigelse og velstandsskabelse.
Det er i det hele taget en faldgrube, som nu også vismændene er faldet i, at fokusere så ensidigt på de offentlige underskud, når dansk økonomisk produktivitets- og vækstkrise er et langt større problem, der har langt dybere strukturelle årsager. Politikerne over en bred kam har simpelthen fokus på det forkerte problem, og der en meget stor risiko for, at de dermed anviser løsninger, der nok løser det akutte finanspolitiske holdbarhedsproblem, men som ikke gør noget for at rette op på, at Danmark sakker agterud i forhold til de andre OECD lande, fordi vi ikke formår at få gang i væksten. Og det kræver helt anderledes store reformer af overførselsindkomster, tilbagetrækningsalder, skat m.m. for at løse det problem.
Det skulle være vismændenes rolle at påpege dette og vise politikerne, hvilke muligheder der er for at få gang i velstandsskabelsen og væksten på en måde, der samtidig sikrer den finanspolitiske holdbarhed. Desværre svigter vismændene denne gang den opgave ved at præsentere en partiel analyse af finanspolitisk holdbarhed, der ikke er i stand til at anvise de rette økonomiske løsninger på dansk økonomis problemer. Vi må se frem til vismændenes efterårsanalyse om økonomisk vækst.
Der er stor politisk interesse knyttet til spørgsmålet om holdbarheden af finanspolitikken i en tid, hvor politikerne ikke taler om andet end, hvordan de kan rette op på underskuddet på statsfinanserne, og det skal siges, at specialkapitlet i vismandsrapporten indeholder interessante analyser, og især de beregninger af regeringens genopretningspakke, som vismændene præsenterede på pressemødet (men som de ikke havde nået at få med i selve rapporten), er interessante. Håber de bliver offentliggjort.
Målet for, om finanspolitikken er holdbar, er, at nutidsværdien af alle fremtidige indtægter skal være lig med nutidsværdien af alle fremtidige udgifter og den initiale gæld (side 193 i diskussionsoplægget). I så fald overholder den offentlige sektor sin intertemporale budgetrestriktion. Det er den rigtige måde at måle finanspolitisk holdbarhed på.
At finanspolitikken er holdbar i denne forstand udelukker dog ikke, at staten kører med store budgetunderskud i lange perioder, og som vismændene selv skriver side 208 og 262, så sikrer finanspolitisk holdbarhed ikke, at underskuds- og gældsforløbet ikke kommer i konflikt med EU’s konvergenskrav, ligesom det ikke sikrer, at underskuddet og gælden ikke undervejs får en størrelse, så de finansielle markeder begynder at miste tilliden til dansk økonomi med højere renter og pres mod kronen som konsekvens.
Teknisk set kan man sige, at der altså er nogle bibetingelser eller restriktioner på finanspolitikken, som vismændene ikke har taget fuldt ud højde for, og allerede her burde vismændene have indset, at finanspolitisk holdbarhed er en partiel betragtning, der risikerer at lede til forkerte konklusioner. Ikke alene fordi analysen ikke tager højde for, at underskuds- og gældsforløbet kan komme i konflikt med EU’s konvergenskrav og de finansielle markeders forventninger, men endnu mere fordi den ikke tager hensyn til den fremtidige velstandsskabelse.
Det er let nok at sikre finanspolitisk holdbarhed ud fra sådan en partiel betragtning: Man kan blot hæve skatter og afgifter, indtil underskuddet er dækket, men det vil samtidig sænke den fremtidige økonomiske vækst og velstandsskabelse, og så kan det godt være, at finanspolitikken er holdbar, men hvis dansk økonomisk vækst går helt i stå, eller ligefrem går tilbage, så er der valgt en dårlig løsning på problemet. Og den meget partielle betragtning af finanspolitisk holdbarhed kan ikke sige noget om, hvorvidt den valgte løsning er optimal eller ej i en bredere vækstsammenhæng.
Anskuet ud fra en rent fagøkonomisk betragtning, så skulle de økonomiske vismænd i stedet have analyseret spørgsmålet om, hvordan vi kan maksimere nytten af den fremtidige velstand givet, at finanspolitikken skal være holdbar, at den overholder EU’s konvergenskrav og de finansielle markeders krav til en holdbar økonomisk politik. Teknisk set er der tale om at løse et maksimeringsproblem under bibetingelser:
Vælg de politikinstrumenter (skat, reformer, finanspolitik osv), der
Maksimerer den tilbagediskonterede nytte af den fremtidige velstand
Under bibetingelserne:
· At finanspolitikken er holdbar
· At finanspolitikken overholder EU’s konvergenskrav
· At finanspolitikken ikke skaber negative reaktioner på de finansielle markeder
Hvis de økonomiske vismænd i stedet for den partielle analyse af finanspolitisk holdbarhed havde valgt denne helt traditionelle makroøkonomiske måde at analysere problemerne på, så ville de sandsynligvis ikke have foreslået skatteforhøjelser som et instrument til løsning af det finanspolitiske holdbarhedsproblem. Der kan være meget fornuft i at gøre op med nominalprincippet i skattestoppet, såfremt det større provenu anvendes til at sænke andre og mere forvridende skatter, men i sig selv vil en skatteforhøjelse have en negativ effekt på den private produktion, beskæftigelse og velstandsskabelse.
Det er i det hele taget en faldgrube, som nu også vismændene er faldet i, at fokusere så ensidigt på de offentlige underskud, når dansk økonomisk produktivitets- og vækstkrise er et langt større problem, der har langt dybere strukturelle årsager. Politikerne over en bred kam har simpelthen fokus på det forkerte problem, og der en meget stor risiko for, at de dermed anviser løsninger, der nok løser det akutte finanspolitiske holdbarhedsproblem, men som ikke gør noget for at rette op på, at Danmark sakker agterud i forhold til de andre OECD lande, fordi vi ikke formår at få gang i væksten. Og det kræver helt anderledes store reformer af overførselsindkomster, tilbagetrækningsalder, skat m.m. for at løse det problem.
Det skulle være vismændenes rolle at påpege dette og vise politikerne, hvilke muligheder der er for at få gang i velstandsskabelsen og væksten på en måde, der samtidig sikrer den finanspolitiske holdbarhed. Desværre svigter vismændene denne gang den opgave ved at præsentere en partiel analyse af finanspolitisk holdbarhed, der ikke er i stand til at anvise de rette økonomiske løsninger på dansk økonomis problemer. Vi må se frem til vismændenes efterårsanalyse om økonomisk vækst.
