LEDER: Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, satte et nyt lavmål for den politiske debat, da hun onsdag på et pressemøde konsekvent omtalte Liberal Alliance som "Saxo Bank-partiet".
Sandt er det, at banken i 2007 donerede en mio. kr. til det daværende Ny Alliance, og at Saxo Bank-stifter og adm. direktør Lars Seier Christensen i 2009 gav det nye Liberal Alliance en halv mio. kr. fra sin private formue. Men alle partier modtager penge fra private bidragydere, ikke mindst Socialdemokraterne selv, og det fører jo ikke til, at de kaldes hverken Arbejdernes Landsbank-partiet, DI-partiet eller andre øgenavne af deres politiske modstandere.
Forskellen i forhold til Liberal Alliance og Saxo Bank er såmænd kun, at de andre partier ikke fortæller så åbent om hvor store bidrag, de modtager og fra hvem. Af Socialdemokraternes årsregnskab fra valgkampsåret 2007 fremgår det f.eks. kun, at man har modtaget mere end 20.000 kr. fra hver af 11 store fagforbund samt fra Arbejdernes Landsbank. Dermed lever man op til lovens minimumskrav, men man kan ikke se, om Socialdemokraterne fik 50.000 eller en mio. kr. fra banken.
Mere væsentligt er det imidlertid, at Liberal Alliances folkevalgte, partiets medlemmer, herunder Lars Seier Christensen, og partiets stadig flere støtter blandt vælgerne ikke er fundet sammen om at fornøje sig med penge, der er tjent af Saxo Bank. Det er ikke derfor, at Anders Samuelsen blev ved med at kæmpe for partiet, selv da meningsmålingerne fortalte, at ikke færre end 0,0 procent af befolkningen ville stemme på liste I. Det er ikke derfor, at stadig flere mennesker opgiver deres medlemsskaber hos især Venstre og de Konservative og i stedet betaler kontingent hos Liberal Alliance. Det er ikke derfor, at mange danskere, hvoraf en del har stemt på det samme parti hele deres voksne liv, pludselig tager den beslutning, at de næste gang vil stemme på Liberal Alliance.
Det er fordi, Liberal Alliance i sin essens er noget helt andet, end Helle Thorning-Schmidt - og med hende i øvrigt også Lene Espersen - gerne vil reducere det til: Det er en spirende folkelig protestbevægelse. Imod politikernes stadig større magt over vores liv og økonomi. For mere personlig frihed og mere personligt ansvar. Imod politikernes misregimente af dansk økonomi. For et frit og velstående Danmark.
Tyv tror hver man stjæler, og det kan da godt være, at Helle Thorning-Schmidts væsentligste begrundelse for at være med i politik er de goder, hun kan kradse ind til sig selv ved at tale magtfulde vælgergrupper og organisationer med penge efter munden. Men lige præcis i Liberal Alliances tilfælde ville det klæde Socialdemokraternes formand at anerkende, at folkene bag det parti kunne have fået et betydeligt mere bekvemt liv med større opbakning fra samfundets økonomiske og politiske magtcentre, hvis de havde set stort på egne holdninger og blot havde kastet sig i armene på det første det bedste parti, som bød sig til med magtens symboler.
Det gjorde man imidlertid ikke. Og tak for det.
Sandt er det, at banken i 2007 donerede en mio. kr. til det daværende Ny Alliance, og at Saxo Bank-stifter og adm. direktør Lars Seier Christensen i 2009 gav det nye Liberal Alliance en halv mio. kr. fra sin private formue. Men alle partier modtager penge fra private bidragydere, ikke mindst Socialdemokraterne selv, og det fører jo ikke til, at de kaldes hverken Arbejdernes Landsbank-partiet, DI-partiet eller andre øgenavne af deres politiske modstandere.
Forskellen i forhold til Liberal Alliance og Saxo Bank er såmænd kun, at de andre partier ikke fortæller så åbent om hvor store bidrag, de modtager og fra hvem. Af Socialdemokraternes årsregnskab fra valgkampsåret 2007 fremgår det f.eks. kun, at man har modtaget mere end 20.000 kr. fra hver af 11 store fagforbund samt fra Arbejdernes Landsbank. Dermed lever man op til lovens minimumskrav, men man kan ikke se, om Socialdemokraterne fik 50.000 eller en mio. kr. fra banken.
Mere væsentligt er det imidlertid, at Liberal Alliances folkevalgte, partiets medlemmer, herunder Lars Seier Christensen, og partiets stadig flere støtter blandt vælgerne ikke er fundet sammen om at fornøje sig med penge, der er tjent af Saxo Bank. Det er ikke derfor, at Anders Samuelsen blev ved med at kæmpe for partiet, selv da meningsmålingerne fortalte, at ikke færre end 0,0 procent af befolkningen ville stemme på liste I. Det er ikke derfor, at stadig flere mennesker opgiver deres medlemsskaber hos især Venstre og de Konservative og i stedet betaler kontingent hos Liberal Alliance. Det er ikke derfor, at mange danskere, hvoraf en del har stemt på det samme parti hele deres voksne liv, pludselig tager den beslutning, at de næste gang vil stemme på Liberal Alliance.
Det er fordi, Liberal Alliance i sin essens er noget helt andet, end Helle Thorning-Schmidt - og med hende i øvrigt også Lene Espersen - gerne vil reducere det til: Det er en spirende folkelig protestbevægelse. Imod politikernes stadig større magt over vores liv og økonomi. For mere personlig frihed og mere personligt ansvar. Imod politikernes misregimente af dansk økonomi. For et frit og velstående Danmark.
Tyv tror hver man stjæler, og det kan da godt være, at Helle Thorning-Schmidts væsentligste begrundelse for at være med i politik er de goder, hun kan kradse ind til sig selv ved at tale magtfulde vælgergrupper og organisationer med penge efter munden. Men lige præcis i Liberal Alliances tilfælde ville det klæde Socialdemokraternes formand at anerkende, at folkene bag det parti kunne have fået et betydeligt mere bekvemt liv med større opbakning fra samfundets økonomiske og politiske magtcentre, hvis de havde set stort på egne holdninger og blot havde kastet sig i armene på det første det bedste parti, som bød sig til med magtens symboler.
Det gjorde man imidlertid ikke. Og tak for det.
