Det lugter lidt af elite og ufolkelighed når man kommer tæt på fænomenet kommissioner. Der har været en del af dem. Arbejdsmarkedskommissionen, Lønkommissionen, Socialkommissionen, Strukturkommissionen, Velfærdskommissionen, Skattekommissionen, Forebyggelseskommissionen.
Kommissionerne er sammensat af en videnselite. Naturligvis. Samfundet bliver mere og mere vidensintensiv. Videnseliten har ”kun” indirekte magt. De er ikke autoritative beslutningstagere, når bortset fra den videnselite, der lader sig vælge til politiske forsamlinger. Videnseliten kan ”kun” definere problemerne, initiere nye spørgsmål og skaffe det tekniske grundlag for svarene.
Den offentlige sektor agerer i en virkelighed hvor alting står til diskussion. Det gør det, ifølge Filosof Ole Thyssen, CBS, kompliceret at planlægge, fordi planlæggere skal håndtere mange kriterier og forholde sig til bivirkninger på mange områder. Den rationelle økonomiske beslutningsproces, som var simpel og effektiv, fordi den kun arbejdede med ét kriterium, er erstattet af den politiske beslutningsproces, baseret på at mange parter skal deltage. Demokrati købes efter manges mening til den pris, som hedder tab af effektivitet, Det bliver både et problem at skabe konsensus og at finde rationelle handlemåder under usikre betingelser.
Den politisk-administrative verden er blevet mere kompleks. Politikere og eksperter opererer i en mere omskiftelig verden end tidligere. En lang række områder af samfundet spiller sammen på en ikke kortlagt måde. Én beslutning i et selvstændigt system (f.eks. på beskæftigelsesområdet) får afledte og uintenderede effekter på andre områder, f.eks. sundhedsområdet og undervisningsområdet. Der er brug for en mangfoldighed af viden og der er brug for, at forskellige videnscentre kan spille sammen.
Informations- og vidensmængden er betydelig, nærmest uoverskuelig og det er nødvendigt at kunne koordinere den store mængde af viden, sågar at konfrontere forskellig viden – med viden. Viden er i øvrigt selv en del af problemet, såvel som løsningen på problemet. Der skal viden til at identificere problemer, der skal viden til at løse problemer. Der skal opbygges institutioner, hvor viden fremsiges og nyttiggøres. Grundet samfundets forandringstakt er det, der var løsningen i går, ikke nødvendigvis løsningen i dag. Man kan sige at problemerne af i går måske heller ikke helt lader sig definere på samme måde i dag.
Det postindustrielle samfund vil forstærke betydningen af videnskab. Det vil gøre beslutningsprocessen mere teknisk, så den skolede intelligens træder i centrum. Det vil forstærke tendensen mod bureaukratisering og ufolkelighed. Det er manges frygt og diverse kommissioner ses som et eksempel på dette.
Information er reduktion af usikkerhed. Men når der er store mængder af information, opstår der meget vel en slags "usikkerhed af anden orden". Når eksempelvis modeller (økonomiske, aktivitetsmæssige, befolkningsmæssige) skal fremskrives, resulterer introduktion af forøget kompleksitet ud over en bestemt grænse i svar, der bliver mindre og mindre pålidelige. Derfor vil bestræbelser på at optimere mål ved at søge efter fuldstændig information være selvødelæggende.
Man kan investere i viden og i frembringelse af viden. Man kan investere i videnskontrol og begrænset udslip af viden. Viden kan skabe lukkede miljøer, på den vis, at viden ikke deles.
Der er brug for kommissioner i det komplekse samfund. Der er brug for at kvalificere beslutningsgrundlaget og for hjælp til det politiske system til at kunne navigere i det komplekse samfund. Spørgsmålet er bare hvad det analyse- og betænkningsarbejde kommissionerne begår, bliver brugt til af politikerne. Mit svar er: Ikke meget, da politikerne virker reformresistente.
Men betænkningerne kan bidrage til samfundets oplysning. På den måde er kommissionerne faktisk folkelige og introduktionen til denne kommentar om, at kommissioner lugter af ufolkelighed, er ikke helt korrekt.
