Er guldstandard eller privat pengeudstedelse alternativer til centralbanker?

Den nuværende finanskrise var forårsaget af en for ekspansiv amerikansk pengepolitik, som skabte en boble på boligmarkedet, der endte med at briste...

Torben Mark Pedersen,

11/04/2010

Den nuværende finanskrise var forårsaget af en for ekspansiv amerikansk pengepolitik, som skabte en boble på boligmarkedet, der endte med at briste [1]. Derved ligner den de tidligere finanskriser, hvor monetære excesser skabte bobler, der endte med krak. Også depressionen i 1930erne blev forværret og forlænget af en fejlslagen pengepolitik [2].

Pengepolitisk ”mis-management” har været årsagen til utallige økonomiske kriser, ligesom magten til at skabe inflation via pengemængdevækst i tidernes løb har ruineret mennesker og lande. Regeringer kan sjældent begrænse deres spenderelyst og stifter gæld, og når statsgælden bliver ubehagelig stor, refinansieringen bliver vanskelig, og rentebetalingerne for byrdefulde, så er det fristende at lade inflationen udhule den reale værdi af gælden og på den måde ekspropriere statsobligationsejernes ejendom.

Spørgsmålet er, om det er muligt at ska­be nogle institutionelle rammer, der begræn­ser regeringers muligheder for at udnytte den magt, der ligger i retten til at udstede penge.

Det spørgsmål har optaget økonomer i årevis: spørgsmål om centralbankuafhængighed, og spørgsmål om hvorvidt pengepolitikken skal bindes af en regel. I Euroområdet er etableret en uafhængig centralbank, ECB, og pengepolitikkens målsætning er forankret i en international traktat. Mere radikale forslag går ud på at genindføre guldstandarden. Andre mener, at vi først får et sundt pengevæsen, når staten fratages sit monopol på at udstede penge.[3]

Afskaffelsen af Danmarks Nationalbank eller ECB står ikke øverst på nogen politisk dagsorden, men alligevel kan der være grund til at overveje indretningen af en så vigtig institution som pengeudstedelsen i samfundet, og om det vil være en fordel at vende tilbage til en guldstandard, som nogen hævder? Derfor inviterer Københavns storkreds i Liberal Alliance alle interesserede til en:

Debataften om guldstandard og konkurrerende privat pengeudstedelse:

Torsdag den 22. april kl. 18.30 på Christiansborg, mødes i forhallen 18.20.


Program:
1. Velkomst og introduktion ved Torben Mark Pedersen.

2. Guldstandard og konkurrerende privat pengeudstedelse, ved David Karsbøl, cheføkonom i Saxo Bank.
3. Guld som investeringsobjekt, ved Jacob de Lichtenberg, Økonomia.
4. Er guld og free banking et realistisk alternativ? Oplæg til debat, ved Torben Mark Pedersen.
5. Debat.

Pris: 20 kr. (medbring venligst lige penge)

Debataftenen er åben for alle, man behøver ikke være medlem af Liberal Alliance, men der er et begrænset antal pladser.

Tilmelding er nødvendig via Facebook eller send en mail med navn til: [email protected]
 

Anbefalet læsning inden mødet
David Karsbøl: Free Banking i historien.



 

Økonomisk artikel om centralbanker, guld og free banking

Nedenstående er ikke skrevet af en ekspert i pengeteori, guld eller free banking. Det er blot et forsøg på at samle mine tanker om en række spørgsmål, vi kan diskutere på mødet den 22. april. Skriveriet er baseret på en begrænset læsning af den relevante faglitteratur – og man skal altid forbeholde sig ret til at blive klogere… Papirkurven er det vigtigste redskab til vækst i erkendelse.

Litteraturhenvisninger nederst.

 

Alternative pengepolitiske regimer

Hvorfor har vi centralbanker, og hvorfor har staten monopol på pengeudstedelse? For Adam Smith var pengeudstedelse ikke naturligt en stats opgave, og Hayek argumenterer for, at penge ikke adskiller sig fra andre varer, hvorfor det vil være bedst, hvis penge blev udbudt af private aktører på det frie marked. [13]

Finanskrisen har givet kritikere af centralbanker og pengepolitik vind i sejlene, og i USA har senator Ron Paul startet en kampagne under mottoet ”End the Fed” [5].

Der kan være gode grunde til at overveje, om vi har indrettet os bedst muligt mht. pengepolitikken.

Fiat betyder tillid på latin, og pengeudstedelse, der alene baserer sig på tillid til pengenes købekraft, kaldes for fiat pengeudstedelse. Når pengeudstedelsen ikke er forankret i andet end tillid, er der en stor risiko for, at staten vil føle sig fristet til at føre en ekspansiv pengepolitik for at øge beskæftigelsen nu og her, selv om resultatet på længere sigt blot er højere inflation og uændret beskæftigelse. Modstykket til fiat penge er udstedelsen af penge, hvis værdi garanteres af en vare. Deraf beteg­nelsen varestandard. Mange forskellige varestandarder har været anvendt i historiens løb, men guld har haft en særstilling. I en guldstandard kan pengesedler indløses med guld til en fast pris, guld fungerer altså som et nominelt anker for pengemængdevæksten.

Før jeg går ind på en nærmere diskussion af guldstandarden og free banking som alternativer til nuværende monetære regimer kan det være på sin plads at skitsere forskellige måder at indrette et pengevæsen på.

På den ene side kan der skelnes mellem monetære regimer med en centralbank (A.) og regimer med private, pengeudstedende banker, free banking (B). På den anden side kan der skelnes mellem penge baseret på tillid og penge baseret på en varestandard. Det giver fire kombinationsmuligheder.

1A: Nationale centralbanker, hvor pengeudstedelsen alene er baseret på tillid, og 2A: nationale centralbanker, der er på en guldstandard.  

1B: Privat pengeudstedelse baseret på tillid, eller 2B: baseret på guld.  

I monetære regimer med nationale centralbanker kan disse være mere eller mindre uafhængige, ligesom pengepolitikken kan føres diskretionært eller være bundet af en pengepolitisk regel om eksempelvis at sikre prisstabilitet. Det er et relevant spørgsmål, hvad ECB’s pengepolitik egentlig er. Den er ikke baseret på en varestandard, og omvendt er den ikke baseret på tillid til nogen enkelt myndighed, men er bundet af en international traktat. Det er vel i virkeligheden en tredje kategori, forankret som den er i en ”commitment mechanism”, men guldstandarden er strengt taget heller ikke andet end en ”commitment mechanism”, [29] for i sidste ende er den også baseret på tillid til, at et land ikke springer fra guldstandarden. I virkeligheden ville den bedste ”commitment mechanism” måske være, hvis en pengepolitisk regel blev skrevet ind i Grundloven, som i Sverige før 1914, hvor guldindløselighed var skrevet ind i grundloven.[29]

Spørgsmålet om faste eller flydende valutakurser er i princippet uafhængigt af valg af pengepolitisk regime, men faste valutakurser var en integreret del af den internationale guldstandard fra 1880 til 1914, og netop den udenrigsøkonomiske stabilitet fremhæves ofte som en gevinst ved guldstandarden.

Fordele og ulemper ved forskellige monetære regimer kan vurderes ud fra i hvilken grad, de:

1. Indeholder en effektiv ”commitment mechanism”, der sikrer en lav og stabil inflationsrate på langt sigt og som hindrer staten i at lade inflationen udhule statsgælden.

2. Sikrer makroøkonomisk stabilitet og prisstabilitet på kort sigt.

3. Sikrer stabile udenrigsøkonomiske forhold.

4. Fremmer frihandel og frie internationale kapitalbevægelser.




Hvad er der galt med nationale centralbanker?

Hvad er egentlig så galt ved at have en national centralbank? Fungerer de ikke i det store og hele udmærket?

Der findes både økonomiske og politiske argumenter mod monetære systemer baseret på nationale centralbanker med fiat pengeudstedelse:

Skaber forvridninger: Realrenten er en pris på tid og på risiko. Når en centralbank fører pengepolitik, så griber den ind i prisdannelsen og forvrider opsparings- og investeringsbeslutninger: Sænkes renten, bliver det mindre attraktivt at spare op, og forbruget i dag stiger. Samtidig vil det blive mere attraktivt at låne til at investere, og opsparingsunderskuddet viser sig som et betalings­balance­­underskud. Samtidig kan en rentesænkning påvirke prisen på risiko og dermed forvride risikotagningen især i den finansielle sektor.

Inflationsskabende: På grund af fraværet af et nominelt anker for pengemængdevæksten tenderer monetære regimer baseret på fiat pengeudstedelse til at være inflationære. Dette skyldes bl.a., at retten til at udstede penge giver staten et provenu, kaldet inflationsskatten.

Økonomisk ustabilitet: Historiske erfaringer med centralbankers diskretionære beføjelser har været dårlige, og fejlslagen pengepolitik har været en årsag til økonomisk ustabilitet.[2] Ifølge Friedman [7] virker pengepolitik med lange og variable lags, og vi har en meget ufuldstændig viden om penge­politikkens virkninger, hvorfor en diskre­tionær pengepolitik oftere fører til økonomisk ustabilitet frem for det modsatte.

Politisk-økonomiske argumenter: Kernen i den økonomiske kritik er i virkeligheden statens indgriben i pengepolitikken, og jo færre bindinger, der ligger på pengepolitikken, jo mere udsat er den for politisk pression.

Det helt afgørende spørgsmål for alle pengepolitiske regimer er, hvordan pengeudstedelsen skærmes fra staten. Det gælder både i forhold til statens mulighed for at lade inflationen udhule statsgælden ved at skabe inflation, og begrænse dens mulighed for på kort sigt at forfølge nogle politisk økonomiske mål, der har skadelige virkninger på længere sigt.

Kydland og Prescott [6] viste, hvorfor centralbanker, der gives diskretionære beføjelser, altid vil føre til et inoptimalt resultat i forhold til, hvis pengepolitikken bindes af en pengepolitisk regel.

Moralske argumenter: Ifølge Friedman bør økonomisk politik føres under "the rule of law" og ikke overlades til enkel­tindi­viders diskretionære beføjelser, fordi det resulterer i en stor koncentration af magt hos enkelte personer, hvilket kan true et frit samfund. Friedman ønsker derfor en "government of law instead of men."[25]

Visse tilhængere af den østrigske økonomiske skole hævder, at fiat pengeudstedelse er en form for falskmøntneri, [10]. Kritikken synes at basere sig på en analogi til ”debasement” – altså tidligere tiders praksis, hvor en guldmøntudstedende fyrste gradvist filer lidt af guldmønterne, så deres indhold af guld svandt ind, samtidig med at deres pålydende værdi blev bevaret. Det er naturligvis en form for bedrageri. Analogien går videre, således at hvis en centralbank på en guldstandard begynder at udstede flere pengesedler, end den har dækning for i guld, så begår den ligeledes bedrageri. Det springende punkt i det moralske argument er, om en centralbank, der ikke garanterer noget som helst, men alene udsteder fiat penge også kan siges at bedrage nogen? Selv i den situation, hvor inflationen er konstant og dermed forudsigelig?

Kritikken af fractional reserve banking
Ordforklaring: En bank med 100% reservekrav er en bank, der holder 1 krone i reserve i kassen for hver krone, den modtager i indskud på anfordring. Banken fungerer derfor blot som et depot og videreudlåner ikke penge indsat på anfordringskonti. Omvendt betyder Fractional reserve banking, at en bank kun skal holde reserver svarende til en vis andel af anfordringsindskuddene, så banken kan videreudlåne størstedelen af pengene. Det er for så vidt kernen i al bank­virk­somhed: En bank modtager indskud på anfordring eller på opsigelse med kort løbetid og yder langfristede lån til virksomheder og private. Denne løbetidstransformation er kernen i bankdrift.

Når en bank ikke ligger inde med 100% reserver, så udsætter den sig naturligvis for risikoen for ”bank run”, hvis alle indskyderne kommer på samme tid for at trække deres penge ud, og selv om banken er solvent, og egenkapitalen er positiv, så kan den alligevel ikke honorere sine forpligtelser til indskyderne, fordi dens aktiver (udlån) er illikvide, og banken vil gå konkurs.

Nogle fortalere for guldstandarden argumenterer for, at banker skal have 100% reservedækning for anfordringsindskud (100% gold standard [9]), men guldstandard og 100% reserve banking hører ikke nødvendigvis sammen, og under den klassiske guldstandard fra 1880-1914 drev banker forretning baseret på fractional reserve banking. Også i historiske perioder med free banking, har bankdrift været baseret på fractional reserve banking, [17].

Hovedkritikpunktet mod fractional reserve banking er for mange østrigske økonomer først og fremmest moralsk og sekundært økonomisk. [9] [10] [11]

Præmissen for den moralske dom er, at et indskud på en anfordringskonto i en bank svarer til at deponere en værdi­genstand i et depot. Omvendt mener Rothbard, at tidsindskud i en bank er et lån, og at ”loan banking [is] a perfectly legitimate and productive activity” [10, side 33]. Rothbard betragter derfor videreudlån af anfordringsindskud som legaliseret bedrageri og falskmøntneri, selv om han anerkender, at anfordringsindskud juridisk er et lån.[10 side 42]. Alligevel vil Rothbard have fractional reserve banking forbudt, [9, side 47].

Præmissen holder bare ikke. Man må nemlig stille spørgsmålet: Hvem skal bestemme, om en indskyder skal deponere sine penge i en bankboks eller låne pengene til banken og modtage en rente på sin anfordringskonto? Det liberale syns­punkt må være, at det er kunden – og ikke Rothbard – der træffer det valg.

Rothbard advokerer for, at fractional reserve banking skal være forbudt, og at tildele en bestemt forretnings­model en monopolstilling via lovgivning er uliberalt. Lad markedet bestemme.

Det er i øvrigt tvivlsomt, om et forbud (der også indebærer 0 pct. rente på anfordringsindskud) vil virke. Formentlig vil finansielle innovationer finde måder at omgå reguleringen på. I USA havde man siden 1930erne den såkaldte Regulation Q, der forbød rente på anfordringsindskud, og det afstedkom fremvæksten af ikke-bank institutioner som Money Market Funds og NOW konti.[12] Markedet vil altid vinde.

Den økonomiske kritik af fractional reserve banking går på, at

* Fractional reserve banker udsætter sig for bank run.

* Fractional reserve banker ekspanderer kreditgivningen.

* De skaber inflation.

* De kan skabe konjunkturcykler, og gearingen af kapitalen er en kilde til ustabilitet.

Af pladshensyn skal jeg ikke gå ind i en nærmere diskussion af disse kritikpunkter, men blot påpege, at 100% reserve bankvirksomhed betyder, at indskud på anfordringskonti er opsparing, der ikke kan anvendes til at finansiere investeringer, da pengene ikke kan videreudlånes. Under en 100% guldstandard vil indskud i et depot reducere pengemængden og dermed hæve renten, reducere investeringerne og skabe en deflationær bias. Flytning af indskud mellem anfordrings- og tidsindskud kan ydermere blive en kilde til pris- og realøkonomisk ustabilitet.

Ser vi bort fra tidsindskud, så vil et banksystem baseret på 100% reservekrav kun kunne udlåne den investerede kapital, og da kapitalejere vil kræve en forrentning på – lad os sige – 15 pct., så vil udlånsrenten altså blive 15+ pct. (skal også dække omkostninger), hvorimod banker, der kan videreudlåne en del af anfordringsindskuddene og dermed geare deres kapital, kan tilbyde lån til en langt lavere rente. I et system med free banking, hvor der ikke er restriktioner på reservekravet, vil fractional reserve banking udkonkurrere banker med 100% reservekrav.

Da det i dag er tilladt for banker at holde 100% reserver, men der ikke findes sådanne banker, så er det en bekræftelse på, at fractional reserve banker har bestået markedstesten, hvorimod 100% reserve banker er dumpet.

Afslutningsvist skal det nævnes, at banker ikke i dag reguleres med reservekrav. Derimod skal banker ifølge Basel II reglerne holde en vis mængde kapital som en buffer, der er opgjort som en vis andel af de (risikovægtede) aktiver, altså en vis andel af udlån og investeringer og ikke af indskud.


 

Guldstandard

Afskaffelsen af centralbankers monopol på pengeudstedelse er for mange liberalister en forudsætning for et frit samfund, som Greenspan argumenterede for, før han blev centralbankchef [4]: ”gold and economic freedom are inseparable.” Men mange argumenter synes at basere sig mere på en mytisk idealforestilling om, hvordan en guldstandard i teorien skulle fungere end på en erkendelse af, hvordan den klassiske guldstandard faktisk fungerede.

Teori: Den klassiske guldstandard baserede sig på tre principper.[8] For det første er værdien af mønter og sedler fastsat som en vægt i guld, og centralbanken garanterer guldindløselighed (gold bullion standard). Er der tale om cirkulerende guldmønter, kaldes det for en ”gold specie standard” [18]. Guld fungerer som et nominelt anker for pengeskabelsen, da centralbanken ikke må udstede flere (men gerne færre) pengesedler, end der er dækning for i guld. På den måde sikres en langsigtet prisstabilitet, ligesom det hindrer regeringen i at øge inflationen for at udhule værdien af statsgælden.

For det andet: Frie kapitalbevægelser for guld på tværs af landegrænser.

Endelig garanterer landenes centralbanker en fast valutakurs.

Import og eksport af varer sker i princippet mod betaling med guld. Et land med eksportoverskud af varer vil få en indstrømning af guld, hvilket vil øge pengemængden, der så vil føre til inflation og dermed tab af konkurrenceevne, så eksporten falder og importen stiger og genetablerer en ligevægt på handelsbalancen (price-specie-flow mechanism). Det modsatte sker i landet med eksportunderskud, og på den måde skulle tilpasningen ske symmetrisk i over- og underskudslandene.

Ikke alene udvinding af guld men også ud- og indstrømning af guld i forbindelse med udenrigshandlen og internationale direkte investeringer og porteføljeinvesteringer vil påvirke inflationstakten i det enkelte land, og der er således ingen garanti for prisstabilitet på kort sigt.

Historie:
Efter afslutningen på inflationen efter Napoleonskrigene overgik England til en gold specie standard med cirkulerende guldmønter fra 1821, men havde haft en de facto guldstandard siden 1717.[8]  

I 1844 fik Bank of England med Peel Act monopol på udstedelse af pengesedler, der var indløselige med guld.

USA gik over til en guldstandard i 1879, og fra 1880 var størstedelen af verdens lande på en eller anden form for guldstandard. Det var ikke alle lande, der garanterede fuld guldindløselighed, i nogle lande (Frankrig, Belgien, Schweiz) var konvertering til guld op til myndighedernes diskretion.

Perioden 1880-1914 kaldes for den ”klassiske guldstandard”. I realiteten var der således kun en verdensomspændende guldstandard i godt et tredjedel århundrede, men det var liberalismens tidsalder præget af økonomisk vækst, fri bevægelighed af kapital og arbejds­kraft, frihandel og verdensfred. Det var således en gunstig periode for guldstandarden, hvor der – indtil udbruddet af 1. verdenskrig – ikke var store chok til økonomierne, men nok en betydelig finansiel ustabilitet.[19] Bank panik var hyppige under guldstandarden i USA, og skarpe monetære stramninger, der skabte makroøkonomisk ustabilitet, forekom i 1884, 1890, 1893, 1907 og 1914.[22]

Mange lande, eksempelvis USA og Canada, havde ikke nogen centralbanker i denne periode, men der var typisk private banker med særlige privilegier, der førte rentepolitik og stod for guldindløselighed.

Guldstandarden i praksis og ”rules of the game”: Ovenstående beskrivelse af guldstandarden som en nærmest automatisk mekanisme, der sikrer prisstabilitet, faste valutakurser og en automatisk tilpasning af handelsbalancen og prisniveauet findes kun i lærebøger og som en mytologisk fremstilling af en svunden guldalder, der kan manes frem, når forestillingen om en perfekt automatisk guldstandard uberørt af staten skal kontrasteres med nutidens virkelige verden.

I den klassiske guldstandards tid førte nationale centralbanker pengepolitik, og private banker var baseret på fractional reserve banking.

Hvis guldstandarden skulle overholdes strikt, så forudsatte det, at centralbankerne overholdt visse ”rules of the game”:

Et land med underskud på betalingsbalancen ville se sine guldreserver svinde, og centralbanken må hæve diskontoen og stramme bankernes reservekrav, så investeringerne falder og opsparingen stiger, og via faldende økonomisk aktivitet fører det til faldende priser, der forbedrer konkurrenceevnen, så betalingsbalancen bevæger sig mod ligevægt.

Et land med overskud på betalingsbalancen måtte omvendt tilpasse sig ved at sænke renten, så investeringerne stiger, prisniveauet stiger, og betalingsbalanceoverskuddet falder.

Et land med betalingsbalanceunderskud skulle altså acceptere deflation, indtil købekraftpariteten med samhandelslandene var reetableret. Deflationen vil normalt ske på bekostning af et fald i produktion og beskæftigelse, og i virkelighedens verden var der ikke mange lande, der ville lade den indenlandske aktivitet afhænge af udviklingen på betalingsbalancen.[19]

De ligevægtsskabende kræfter i price-specie-flow mekanismen var i praksis heller ikke så stærke, som man kunne forledes til at tro fra lærebogsfremstillingen af en guldstandard. USA havde eksempelvis underskud på deres handelsbalance i hele guldstandardperioden. I praksis var price-specie-flow mekanismen ikke eneste tilpasningsmekanisme, idet dens effekt blev forstærket af kortsigts kapitalbevægelser. 

Centralbankerne havde flere instrumenter til rådighed: diskonto, open market operation, direkte intervention i guldmarkedet og regulering af bankernes reservekrav. Centralbankerne havde diskretionære beføjelser til at bestemme, om de skulle reagere på en betalingsbalanceuligevægt eller ej, og hvor meget de skulle reagere, og de måtte naturligvis træffe beslutning under usikkerhed om, hvorvidt et betalingsbalanceunderskud var permanent eller forbigående, og om det ville vokse eller falde. Der var altså også under guldstandarden mulighed for fejl i pengepolitikken, men måske nok mindre end i et monetært regime med fiat penge.

Bank of England overholdt i vid udstrækning ”rules of the game” i perioden 1880-1914, men flere lande med betalingsbalanceoverskud hævede ikke altid renten tilstrækkeligt til at deflatere det indenlandske prisniveau, [19]. Tilpasningen mellem under- og overskudslande var derfor ofte asymmetrisk: lande med betalingsbalanceoverskud havde sjældent helt så travlt med at sænke renten for at skabe inflation. Faktisk sås det ikke sjældent, at når England, der var ”kernelandet” i guldstandarden, hævede sin pengepolitiske rente, så fulgte andre lande med ved også at hæve renten.

Der var lande, der ”steriliserede” guldimport for at begrænse den inflationære effekt, og centralbanker opretholdt et guldoverskud i forhold til de udstedte pengesedler, så de kunne ændre på pengemængden inden for visse grænser. Pengeskabelsen foregik altså ikke per automatik. Det ville forudsætte etableringen af en pengepolitisk regel via lovgivning.[8] I begyndelsen af det 19. århundrede gjorde den såkaldte ”currency school” sig til talsmand for en regel om, at pengeudstedelsen skulle ske per automatik, hvorimod tilhængerne af den såkaldte ”banking school” mente, at centralbanken skulle gives diskretionære beføjelser til at ændre pengemængden.[29]

Det skal nævnes, at der ikke er noget i guldstandarden, der hindrer stater i at stifte gæld. England havde eksempelvis underskud på statsbudgettet i størstedelen af guldstandardens levetid.

Der var også en række kontinentaleuropæiske lande, der aktivt begrænsede guldeksport, dvs. ikke tillod importører at importere så meget, for at holde på landets guldbeholdning.[8]

I praksis var den klassiske guldstandard fra 1880-1914 en ”managed gold standard”, det blev styret af Bank of England. Tilpasningen mellem lande betegnes ofte som ”smooth functioning”, og den blev lettet af, at Sterling i realiteten fungerede som en international reservevaluta. Centralbankerne holdt udenlandsk valuta, især Sterling, som reserver, så det ikke var nødvendigt at transportere guld for at betale for import. Det havde også den fordel, at indskud i udenlandske banker såvel som beholdninger af udenlandske statsobligationer var rentebærende i modsætning til guld.

Inflation og økonomisk stabilitet under guldstandarden
På det helt lange sigt sikrer en guldstandard omtrent prisstabilitet, eller i hvert fald en lav deflation snarere end lav inflation. De historiske erfaringer peger også på, at inflationen var markant lavere i guldstandard perioden 1870-1913 end i perioden 1946-1979, [24].

Derimod sikrede guldstandarden ikke prisstabilitet på kort sigt, hvor ikke alene guldfund men også over- og underskud på betalingsbalancen, kortsigtede kapitalbevægelser samt pengepolitikkens indretning påvirker inflationen.

Også på mellemlangt sigt forekom skift mellem perioder med inflation og deflation, men ændringerne var beskedne: I perioden 1821 til 1914 var der en svag nedadgående trend i prisniveauet i England på omkring 0,4 pct. om, året.[19] Prisniveauet faldt frem til 1840, hvorefter priserne steg frem til 1860erne som følge af guldfund i Kalifornien og i Australien i 1840erne og 1850erne. Derefter fulgte 25 år med faldende priser indtil 1880erne, hvor tekniske innovationer i guldfremstilling og nye guldfund igen øgede inflationen.

Den økonomiske vækst har været højere i USA og UK i efterkrigstiden end i perioden 1870-1913, og samtidig var den makroøkonomiske stabilitet større.[24] Den kortsigtede prisstabilitet og output stabilitet har været større i efterkrigstiden i USA og England end i den klassiske guldstandards tid.[19] [24]

I fraværet af nogen entydig fordel ved guldstandarden mht. pris- og indkomststabilitet, så er den fremtrædende egenskab ved den klassiske guldstandard, dens valutakursstabilitet og dens restriktion på statsmagtens mulighed for at blande sig i pengepolitikken.

Tilbagevenden til guldstandard
Problemerne ved en tilbagevenden til en guldstandard er talrige, og af pladsmæssige grunde skal jeg ikke her gå ind i en nærmere diskussion. De afhænger også af, om det er et enkelt land eller et stor gruppe af lande, der genetablerer en guldstandard, og det har konsekvenser for valg af faste eller flydende kurser.

Et af de store problemer ved en tilbagevenden til en guldstandard vil være fastsættelsen af prisen på guld. Ikke at det er svært at beregne en pris ud fra kvantitetsligningen baseret på de nuværende erfaringer med pengenes omløbshastighed, men afviger den pris fra verdensmarkedsprisen i øvrigt, så vil det afstedkomme store tilpasninger, og selv hvis alle lande kom på guldstandarden, må en mangedobling af guldprisen formodes at afstedkomme en inflationær stigning i guldudvindingen.

Det er selvfølgelig et overgangsproblem og lidt mere end en teknikalitet, se [22]. Den helt afgørende forudsætning for at genindføre en guldstandard er imidlertid politisk: at ”there must be a precommitment by governments and their constituencies to the gold standard.”[22] ”The fundamental hurdle to a successful return to the gold standard is the resistance of political authorities and of modern democracies to precommitment and to forswearing of discretion. That hurdle is also a problem for a fiat money regime governed by a rule.”[22]

Den østrigske økonomiske skole om guldstandarden

Tilhængere af den østrigske økonomiske skole har konsekvent fastholdt guldstandarden som et ideal for pengevæsenet. Formentlig oprindelig påvirket af erfaringerne med hyperinflation i en række centraleuropæiske lande efter første verdenskrig. Også efter højinflationsperioden i 1970erne og begyndelsen af 1980erne steg interessen for guldstandarden som alternativ til fiat pengeudstedelse, men lidt overraskende er det svært at finde nyere historiske eller teoretiske videnskabelige bidrag af betydning fra østrigske økonomer. Hverken Mises ”Human Action” eller Rothbards ”Man, Economy and State” indeholder nogen dybere analyse af, hvordan guldmøntfoden faktisk virkede, eller hvordan deflation vil påvirke realøkonomien.

Ludwig von Mises [14] argumenterer utilitaristisk for guldstandardens økonomiske fordele, samtidig med at han anerkender nogle af dens ulemper.[15] Mises foretrak en guldstandard, fordi han mente, at de fluktuationer, der ville opstå med en guldstandard var mindre end med en fiat pengeudstedelse. Omvendt var han opmærksom på, at selv relativt veletablerede guldstandarder var blevet ophævet ”with the stroke of a pen”.[15] I sidste ende afhænger en guldstandard også af tillid til, at landene vil overholde ”rules of the game”.

Mises var også opmærksom på, at ethvert styret monetært regime har en tendens til at blive udsat for politisk pression, og også af den grund vil være mindre stabilt, [14] men rent faktisk var den klassiske guldstandard også i en vis grad styret.

Mises gik i øvrigt ind for free banking, og for ham var styrken ved den klassiske guldstandard netop, at det ofte var private institutioner og ikke offentlige, der var ansvarlige for at få den til at fungere.

Hayek [4] argumenterer for, at ”The gold standard is the only method we have yet found to place a discipline on government, and government will behave reasonably only if it is forced to do so,” men fortsætter, at han er overbevist om, at det aldrig nogensinde vil være muligt at genindføre guldstandarden, hvorfor han advokerer et system med free banking.

Rothbard og andre [9] [10] 11] forsvarer en 100% guldstandard med overvejende (men ikke alene) moralske argumenter, det et ærlige penge og ikke et system baseret på falskmøntneri, samtidig med at de portrætterer guldstandarden som et nærmest perfekt fungerende automatisk system, så virkelighedens fejlagtige pengepolitik sammenlignes med en idealforestilling om den perfekte guldstandard.

Sammenlignes Rothbard og Hayek, springer det i øjnene, at hvor Hayek er monetær liberalist er Rothbard monetær konservativ.

Er deflation at foretrække frem for inflation?
Deflation er ikke inflation med modsat fortegn. Der er en indbygget asymmetri, idet en risikofri investering aldrig kan give en lavere nominel rente end 0%. Hvis en bank skulle finde på at tilbyde en negativ nominel rente på bankindskud, så vil opspareren blot gemme pengene hjemme under hovedpuden.

Den nedre grænse for den nominelle rente vil:

* Begrænse merafkastet af investering i risikable aktiver i forhold til investering i risikofrie aktiver.
* Den nedre grænse på den nominelle rente vil sikre en real forrentning svarende til deflationsraten på al opsparing. Det kan føre til ”money hoarding” og en højere real udlånsrente.

Den første pointe kan illustreres med et simpelt regneeksempel. Lad der være givet en fabrik, der producerer 100 enheder af en vare, der sælges for 1 krone per styk. En investor kan investere i ny teknologi, så det om et år er muligt at producere 106 enheder med præcis samme anvendelse af kapital, arbejdskraft og råstoffer. Der er altså et 6% realt afkast af investeringen.

Inflation: Hvis inflationen er 3%, og indskud i en bank giver 1% i real rente, så vil den nominelle rente være 4,03%. Det regnes ud som: (1 + 0,03)*(1 + 0,01) -1 = 0,0403 = 4,03%. Da varen stiger med 3% om året, bliver det nominelle afkast for investoren lig med (1 + 0,06)*(1 + 0,03) -1 = 9,18%. Merafkastet af at investere i produktion frem for at sætte pengene i banken er altså 5,15%.

Deflation: Hvis der i stedet var en generel deflation på 3%, så ville bankrenten være 0%, hvilket ville give real forrentning på denne risikofrie investering på 3% svarende til at pengene bliver mere værd om et år. Ved investering i produktion vil der som før kunne produceres 6 enheder mere om et år, men prisen er nu faldet fra 1 kr. per styk til 97 øre. Derfor bliver det nominelle afkast lig med (1 + 0,06) *(1 – 0,03) -1 = 2,82%. Merafkastet af at investere i risikable aktiver er nu reduceret fra før 5,15% til nu 2,82%.

Præmien for at løbe en risiko falder altså under deflation, og hvis deflationen oversteg 6% i eksemplet her, så ville det give et mindre afkast at investere i produktion end i det risikofrie aktiv. Det er naturligvis et problem, at deflation på den måde forvrider forholdet mellem afkast og risiko, det fører til en forvridning af opsparings- og investeringsbeslutninger, og det fører generelt til et lavere investeringsomfang og lavere økonomisk vækst. Deflation har altså indbygget en recessionær bias: Deflation har det med at lægge en dæmper på den økonomiske vækst.

Forestil Jer Kina på en guldmøntfod med konstant guldbeholdning og en økonomisk vækst på 10%. Hvis deflationen var 10%, så ville det reale afkast af at spare op og gemme pengene hjemme under hovedpuden være 10%. Hvis der er investeringer, der giver et realt afkast på 12%, så er merafkastet af at løbe en risiko ved at investere faldet til 0,8%. Givet risikoen vil det ikke være attraktivt at løbe en risiko ved at investere frem for blot at spare op. Konsekvensen ville være, at den økonomiske vækst ville blive dæmpet til et lavt niveau, og Kina, Indien og de andre sydøstasiatiske lande ville aldrig kunnet have haft den økonomiske vækst, de har haft, hvis de var bundet af en guldstandard.

Dette må betragtes som et seriøst kritikpunkt af guldstandarden, som jeg ikke har set diskuteret af østrigske økonomer [5] [9] [10] [11] [14] [15] [30], men se Wikipedia for en omtale.

Denne effekt, begrænsningen af merafkastet, viser sig, når deflationen er så høj, at restriktionen på den nominelle rente på 0% bliver bindende. Friedman [26] udviklede teorien om ”the optimum quantity of money” og konkluderede, at den optimale pengemængdevækstrate er den, der giver en nominel rente på 0%. Det vil implicere en meget lav inflationsrate, hvis den reale rente er negativ, eller en meget lav deflationsrate, hvis den reale rente er positiv. Når 0%-grænsen ikke er bindende, vil deflationen ikke have de ovenfor omtalte negative effekter på merafkastet. Jeg skal ikke gøre mig klog på det seneste 10 års forskning, som jeg ikke har fulgt med i, men jeg har ladet mig fortælle af professor i pengeteori, Henrik Jensen fra KU, at Friedman-reglen stadig betragtes som robust, se [26] og [27]. Hverken pladsen eller min tid tillader, at jeg går nærmere ind på spørgsmål om velfærdsomkostningerne ved inflation, den optimale pengemængdevækstrate eller deflation i det hele taget. Det ville være et emne for en længere artikel i sig selv.



Free banking

Dette afsnit er blot en kortfattet intro til free banking for at slå begrebet fat og rejse nogle spørgsmål. I moderne tid blev ideen om free banking introduceret af Hayek i [31] og ideen videreudviklet i [13 ].

Teori: Free banking indebærer, at der ikke findes nogen særlig bankregulering, men at banker kan drive virksomhed som enhver anden virksomhed, og at de frit kan udstede penge baseret enten på tillid eller en varestandard.

I sin klassiske fremstilling af free banking beskriver Vera Smith [16] free banking som:
”A regime where note-issuing banks are allowed to set up in the same was as any other type of business enterprise, so long as they comply with the general company law. (…) The requirement for their establishment is not special conditional authorization from a Government authority, but the ability to raise sufficient capital, and public confidence, to gain acceptance for their notes and ensure the profitability of the undertaking. Under such a system all banks would not only be allowed the same rights, but would also be subjected to the same responsibilities as other business enterprises. If they failed to meet their obligations they would be declared bankrupt and put into liquidation. (...)  No bank would be able to give its notes forced currency by declaring them to be legal tender for all payments.”

Historie og praksis med free banking: Jeg har kun et begrænset kendskab til de historiske erfaringer med free banking. David Karsbøl har skrevet en udmærket lille oversigt om ”Free banking i historien”.

Fordelen ved free banking synes at bestå i at fjerne statsmagtens monopol på pengeudstedelse, så staten ikke kan lave ulykker med pengepolitikken, og alt andet lige vil det formentlig være lidt vanskeligere for staten at etablere en ny national centralbank, end a forlade eurosamarbejdet eller ophæve guldindløseligheden. I den forstand er free banking formentlig en stærkere ”commitment mechanism” end både guldstandarden og EU-traktaten.

Det grundlæggende problem ved design af alle monetære regimer er imidlertid, at det ikke er muligt at binde statsmagten effektivt. I sidste ende beror både tilslutningen til en guldstandard og euroen på tillid til, at staten acceptere at være underlagt de restriktioner, der følger med.

Et system med free banking vil heller ikke være beskyttet mod offentlig regulering, så i virkelighedens verden kan man nok stille spørgsmålstegn ved, hvor fri private pengeudstedende banker vil være? I teorien kan man drømme sig til en idealtilstand om frie markeder, men kan reguleringsivrige politikere holde snitterne væk?

For at free banking kan fungere, må markedsdisciplinen på bankerne være stærk nok til, at tilliden til bankvæsenet kan skabes og opretholdes. Der er tilsyneladende gode historiske erfaringer, der bekræfter, at dette er muligt, men det er netop historiske erfaringer fra perioder, hvor de finansielle markeder var langt mindre udviklede og formentlig langt mindre kompetitive end i dag. Det er min formodning, at risiko­tagningen i moderne banker er langt større, end de var i det 19. århundrede eller tidligere, og det kan derfor være svært at drage håndfaste konklusioner om muligheden af free banking fra de historiske erfaringer.



En foreløbig konklusion

Personligt kan jeg ikke se nogen politiske eller økonomiske argumenter for at bevare nationale centralbankers monopol på pengeudstedelse, så free banking er at foretrække, hvorimod et system med nationale centralbanker, der er baseret på en guldstandard, forekommer mig kun at være en kvart løsning.

Tilhængere af 100% guldstandard er i mine øjne mere monetære konservative end monetære frimarkedstilhængere.

Fordelen ved guldstandard er den indbyggede ”commitment mechanism”, der begrænser statens mulighed for at inflatere sig ud af gældsproblemer, samtidig med at guld fungerer som et nominelt anker for inflationen på langt sigt.

Ulempen ved guldstandarden er, at den kan være deflationær og derfor reducerer risikopræmien på risikobetonede investeringer i forhold til det risikofrie afkast. Det kan man nærmest betegne som en antikapitalistisk effekt, og i kombination med høj deflation vil den lægge en dæmper på risikotagningen, investeringslysten og den økonomiske vækst.

Gennemtvingelse af fractional reserve banking ved lov vil være decideret skadeligt for vækst og velstand.

Det er interessant at sammenligne guldstandarden med eurosystemet, fordi eurosamarbejdet også baserer sig på en ”commitment mechanism”, der ligesom guldstandarden skærmer pengeudstedelsen fra nationale, politiske interesser – og på en måde, der måske i virkeligheden er endnu mere effektiv end en guldstandard? Overvej følgende:

I eurosystemet har det enkelte land ingen kontrol over seddelpressen i modsætning til under guldstandarden. Under guldstandarden var de enkelte lande bundet af guldet og kunne ikke bare lade seddelpressen rulle uden at bryde med guldstandarden, men de havde de facto kontrol med seddelpressen, og de brugte den bl.a. til at variere pengeudstedelsen under og op til guldmængden.

Pengemængdevæksten og inflationen er forankret i en international traktat, der udgør en ”commitment mechanism” og et nominelt anker for pengeudstedelsen.

De enkelte lande har ingen kontrol over dag til dag-pengepolitikken i eurosamarbejdet i modsætning til under guldstandarden.

Faste valutakurser mellem lande, der deltager i eurosamarbejdet.

Fri handel og frie internationale kapitalbevægelser inden for euroområdet. Ingen restriktioner på import som under guldstandarden.

”Rules of the game” er klarere og mere præcist specificeret i eurosamarbejdet end under guldstandarden, og de drejer sig ikke om dag-til-dag tilpasning af pengepolitikken, men ”kun” om makrostørrelser som overgrænsen på budgetunderskud og statsgæld. Alt andet lige skulle det få eurosystemet til at fungere mere gnidningsfrit end guldstandarden.

På mange måder er det europæiske system af centralbanker et veldesignet monetært regime, og det har hidtil været ganske vellykket for de deltagende lande. Det er ikke perfekt, og der er meget eurosystemet kan kritiseres for, men på væsentligste parametre er det relativ vellykket.

Som altid er det kritiske punkt, om den politiske opbakning til at disciplinere sig selv er stærk nok, og også for eurosystemet er det den politiske infrastruktur snarere end den økonomiske, der er problemet. Der er ikke stærke mekanismer, der kan presse nationale parlamenter til at overholde vækst- og stabilitetspagten, og nu viser det sig også, at Eurosystemet kun har eksisteret i 11 år, før det står over for sin første alvorlige krise som følge af Grækenlands gældskrise, og det er tydeligt, at det er generelt vanskeligt at få uafhængige nationalstater til at overholde vækst- og stabilitetspagtens ”rules of the game”.

Det var også vanskeligt under den klassiske guldstandard, men dengang gjaldt det også dag til dag-nationale pengepolitikker, der var underlagt politisk pression, ligesom guldeksporten – og dermed importen af vare og tjenester såvel som porteføljeinvesteringer – var underlagt restriktioner.

Når den klassiske guldstandard sammenlignes med eurosamarbejdet, så er det svært at se, at nogen eurolande skulle have en fordel af at udskifte euroen med en guldstandard. Der er tale om at udskifte én ”commitment mechanism” med en anden, og kun hvis man mener, at deflation er at foretrække frem for en lav inflation, kan det være en fordel, men det store flertal af de gamle EU-lande har indrettet sig med så ufleksible arbejdsmarkeder, at deflation formentlig vil føre til en længerevarende økonomisk recession.

Den recessionære bias, der er forbundet med deflation, er måske mindre et problem for lavvækstlande i en tilbagegangsregion som EU, men for udviklingslande ville den være katastrofal. Omvendt kunne visse lande, tænk Zimbabwe, have stor fordel af en guldstandard, eller en anden effektiv ”commitment mechanism.”

En isoleret dansk tilbagevenden til en guldstandard og flydende valutakurser forekommer ikke at være en realistisk mulighed. Omkostningerne ved at genetablere en guldstandard vil være for store.

I det hele taget forekommer det mig, at kun free banking er et seriøst alternativ til det nuværende pengepolitiske regime i Danmark, Europa og resten af verden. Det er det system, der bedst skærmer pengeudstedelsen fra politikerne, men free banking vil stadig kun eksistere på lovgivningsmagtens nåde og med risiko for, at den politiske opbakning forsvinder fra den ene dag til den anden. Det er ikke svært at forestille sig, hvordan en ny finanskrise i et system med free banking vil få venstrefløjspolitikere i alle partier til at kræve regulering og indskrænkning i den økonomiske frihed.


Litteraturhenvisninger

[1] Taylor, J.B. 2009. Getting off track. Hoover Institution Press.

[2] Friedman, M. og A. Schwartz, 1963. A monetary history of the United States. The University of Chicago Press for the NBER.

[3] Hayek, F.A., 1979. “A free-market monetary system,” Journal of Libertarian Studies 3, 1.

[4] Greenspan, A. 1966.: Gold and economic freedom. Published in Ayn Rand: Capitalism: The unknown Ideal.

[5] Paul, R., 2009. End the Fed. N.Y.

[6] Kydland. F.E. and E.C. Prescott, 1977. “Rules rather than discretion: The inconsistency of optimal plans,” Journal of Political Economy 85, 473-492.

[7] Friedman, M. (1948). "A Monetary and Fiscal Framework for Economic Stability," The American Economic Review XXXVIII, 245-64.

[8] Eichengreen, B. 1985. “Editor’s introduction” i Eichengreen, B. (ed.) 1985. The gold standard in theory and history. Routledge.

[9] Rothbard, M.N., 1962. The case for a 100 percent gold standard. Yeager (ed.): In search of a monetary constitution. Cambridge, Ma. Harvard University Press.

[10] Rothbard, M.N. 1994. The case against the fed.

[11] de Soto, J.S. 1995. “A critical analysis of central banks and fractional-reserve free banking from the Austrian school perspective,” The Review of Austrian Economics 8, 25-38.

[12] Regulation Q. Wikipedia.

[13] Hayek, F.A. 1976. Denationalisation of money. The argument refined.

[14] Von Mises, L. 1966. Human Action. 4th ed. Kapitel 17 omhandler The gold standard.

[15] Selgin, G. 1999. “Ludwig von Mises and the case for gold,” Cato Journal 19, 259-277.

[16] Smith, V. 1936. The rationale of central banking and the free banking alternative. Liberty Press.

[17] Karsbøl, David. Free Banking i historien. Liberator

[18] http://en.wikipedia.org/wiki/Gold_standard

[19] Bordo, M.D. 1981. “The classical gold standard: Some lessons for today.” Federal Reserve Bank of St. Louis Review May 1981.

[20] Lucas, R.E. 1972. “Expectations and the Neutrality of Money”, Journal of Economic Theory 4, 103-24.

 [21] Schwartz, A.J. 1984. “Introduction.” Bordo, M.D. and A.J. Schwartz (eds.), 1984. A Retrospective on the Classical Gold Standard, 1821-1931. University of Chicago Press for the NBER.

[22] Schwartz, A.J. 1984. 1987. “Alternative monetary regimes: The gold standard.” Schwartz (ed.): Money in historical perspective. NBER.

[24] Cooper, R.N. 1982.”The gold standard: Historical facts and future prospects,” Brooking Papers on Economic Activity 1, 1-45. Reprinted in Cooper (1987). The International Monetary System. Essays in World Economics. MIT Press.

[25] Friedman, M. 1962. Capitalism and Freedom. Chicago.

[26] Friedman, M. 1969. “The Optimum Quantity of Money.” In The Optimum Quantity of Money and Other Essays. Chicago.

[29] Bordo and Kydland, 1996. “The gold standard as a commitment mechanism,” in Bordo (ed.): A Retrospective on the Classical Gold Standard, 1821-1931. NBER 1996.

[30] Rothbard, M.N. 1962. Man, Economy and State. 2nd. Ed.

[31] Hayek, F.A. 1976. Choice in currency. A way to stop inflation. IEA.

Kilde: