Den Europæiske Kul- og Stålunion blev - inspireret af de to franskmænd Jean Monnet og Robert Schuman - dannet i 1951 mellem seks europæiske lande: Frankrig, Vesttyskland, Italien, Holland, Belgien og Luxembourg. De franske planer for sammenslutningen blev fremsat allerede i 1945-46 og straks støttet af general de Gaulle, og de havde baggrund den i franske stålindustris desperate mangel på den kul, der kunne udvindes i det tyske Ruhr-område. Samarbejdet udviklede sig, og i 1957 blev Romtraktaten grundlaget for sammenslutningen - som også blev kaldt ”De seks” eller ”Det Europæiske Økonomiske Fællesskab”, EØF. Traktaten trådte i kraft 1. januar 1958.
Som en modvægt til dette integrerede samarbejde indgik 7 andre europæiske lande en frihandelsaftale, EFTA (European Free Trade Association), som i modsætning til ”De seks” var en ren mellemstatslig aftale (altså ingen suverænitetsafgivelse). EFTA-landene var Storbritannien, Schweiz, Østrig, Portugal, Sverige, Norge og Danmark. I 1961 søgte 3 EFTA-lande (Storbritannien, Norge og Danmark) og Irland om at komme med i EØF-samarbejdet. Det blev dog forhindret af den franske præsident Charles de Gaulle, som benyttede sin ret til at nedlægge veto.
Hvorfor gjorde han det?
Der kan vel nævnes flere begrundelser – og de Gaulles officielle er ikke helt sammenfaldende med denne:
Konteksten er imidlertid ikke uden betydning: Vesttyskland og Italien stod begge som tabere efter 2. Verdenskrig. Frankrig fremstod derimod - på trods af nederlaget til Hitlers Tyskland i 1940 – som sejrherre og besættelsesmagt i Tyskland. Vesttysklands såkaldte ”Wirtschaftswunder” i 50´erne betød, at landet industrielt (nyanlagte, moderne fabrikker) og økonomisk var betydeligt stærkere end Frankrig. I international politik var Vesttyskland derimod som følge af skyldsbyrden fra krigen en dværg uden indflydelse.
Begge nationer, Frankrig og Tyskland (sammen med Storbritannien), var tidligere supermagter med især for Frankrigs vedkommende vidtstrakte koloniområder. Derfor handlede både 1. og 2. Verdenskrig om verdensmagt. Imidlertid var situationen allerede i begyndelsen af 50´erne den, at USA var vokset dem begge langt over hovedet. De Gaulles Frankrig var reduceret til en mindre regional magt. Nederlaget ved Dien Bien Phu i kolonien Vietnam i 1954 var så at sige det sidste søm i ligkisten. Herefter tog USA også over i Sydøstasien – et par år efter røg også Algeriet. Så var der knap nok plads noget sted i verden til den berømte franske Fremmedlegion, der havde holdt sammen på de vidtstrakte franske kolonier.
Hvad gør en stolt, nationalsindet franskmand som general de Gaulle i en sådan situation? En mand, der under krigen havde lidt den tort, at være tvunget i britisk eksil – og som hadede englænderne og amerikanerne for deres overlegenhed. Hvordan kunne han genskabe den franske gloire?
Svaret er netop samarbejdet med taberne – især Vesttyskland, som kunne bidrage med den nødvendige power; men måtte overlade lederskabet – den politiske indflydelse på verdensplan til Frankrig.
Derfor ville han ikke have Storbritannien med – derfor meldte han Frankrig ud af NATO. Den franske præsident skulle gennem EØF - det EF - få magt og status på linje med den amerikanske præsident.
EU er udtryk for franske stormagtsdrømme.
Efter 2. verdenskrig ville en krig mellem Tyskland og Frankrig (eller for den sags skyld mellem alle europæiske lande) ikke komme til at handle om andet end ødelæggelse. Vinderen ville – i modsætning til før krigen - ikke opnå noget som helst hverken i Europa eller på verdensplan, kun svækkelse.
Derfor har der været fred i Europa – ikke på grund af EU.
Hvorfor var Mitterand modstander af tysk genforening? Fordi det ville true Frankrigs førerposition!
De franske stormagtsdrømme fortsatte helt til de nye østeuropæiske lande gik deres egne veje i forbindelse med Irakkrigen. De nye medlemslande formulerede en selvstændig udenrigspolitisk holdning, der var pro-amerikansk. Den gaullistiske franske præsident, Jacques Chirac, afslørede med sin arrogante bemærkning om, at disse stater havde forsømt en god lejlighed til at tie stille, at de Gaulles stormagtsdrømme stadig var intakte.
Generelt kan man sige, at EU´s konstante næsten 70-årige franskinspirerede opposition til USA, med nålestik, benspænd og samarbejde med USA´s modstandere, har banet vejen for nutidens asiatiske, arabiske, afrikanske og sydamerikanske magtdrømme af totalitær art, der truer med helt at underminere, hvad der er tilbage af europæisk styrke og kultur.
I det nye årtusinde er der sket en stadig større – overvejende bureaukratisk styret - europæisk integration. De deraf følgende kulturelle spændinger (f.eks. ytringsfrihed, abort, religion) økonomiske spændinger (euroen, arbejdsløshed, arbejdskraftens fri bevægelighed) sociale spændinger (indvandring, fattige/rige lande, nationale strømninger, globalisme), det omsiggribende EU-bureaukrati og meget andet, vil med stor sandsynlighed føre til indre uro og borgerkrigsagtige tilstande eller løsrivelsesforsøg, etnisk udrensning o.lign., som det skete i det tidligere Jugoslavien og mange af de tidligere sovjetrepublikker.
Muligvis vil der komme en periode med nedprioritering af de borgerlige rettigheder – især af den helt fundamentale ytringsfrihed - og forsøg på med magt (bl.a. Forfatningsdomstolen) at dæmpe, harmonisere og ensrette. De nationalt baserede demokratier vil få stadig mindre betydning, og et bureaukratisk ekspertstyre vil tage over.
Men netop dette er udtryk for svækkelse og opløsning – som det også var det i Sovjetunionen, og slutningen på EU vil blive lige så pludselig og uventet, og ganske sikkert ikke ublodig. Men det sker jo formodentlig først i vore børnebørn tid…. ”Apres nous le deluge”, som Madame de Pompadour udtrykte den samme indstilling. Og hun fik jo ret!
Nej, EU har aldrig været et fredsprojekt – freden i Europa efter Anden Verdenskrig har ingen sammenhæng med Den europæiske Union.
Det er langt mere sandsynligt, at EU vil vise sig at være et (borger-)krigsprojekt.
Som en modvægt til dette integrerede samarbejde indgik 7 andre europæiske lande en frihandelsaftale, EFTA (European Free Trade Association), som i modsætning til ”De seks” var en ren mellemstatslig aftale (altså ingen suverænitetsafgivelse). EFTA-landene var Storbritannien, Schweiz, Østrig, Portugal, Sverige, Norge og Danmark. I 1961 søgte 3 EFTA-lande (Storbritannien, Norge og Danmark) og Irland om at komme med i EØF-samarbejdet. Det blev dog forhindret af den franske præsident Charles de Gaulle, som benyttede sin ret til at nedlægge veto.
Hvorfor gjorde han det?
Der kan vel nævnes flere begrundelser – og de Gaulles officielle er ikke helt sammenfaldende med denne:
Konteksten er imidlertid ikke uden betydning: Vesttyskland og Italien stod begge som tabere efter 2. Verdenskrig. Frankrig fremstod derimod - på trods af nederlaget til Hitlers Tyskland i 1940 – som sejrherre og besættelsesmagt i Tyskland. Vesttysklands såkaldte ”Wirtschaftswunder” i 50´erne betød, at landet industrielt (nyanlagte, moderne fabrikker) og økonomisk var betydeligt stærkere end Frankrig. I international politik var Vesttyskland derimod som følge af skyldsbyrden fra krigen en dværg uden indflydelse.
Begge nationer, Frankrig og Tyskland (sammen med Storbritannien), var tidligere supermagter med især for Frankrigs vedkommende vidtstrakte koloniområder. Derfor handlede både 1. og 2. Verdenskrig om verdensmagt. Imidlertid var situationen allerede i begyndelsen af 50´erne den, at USA var vokset dem begge langt over hovedet. De Gaulles Frankrig var reduceret til en mindre regional magt. Nederlaget ved Dien Bien Phu i kolonien Vietnam i 1954 var så at sige det sidste søm i ligkisten. Herefter tog USA også over i Sydøstasien – et par år efter røg også Algeriet. Så var der knap nok plads noget sted i verden til den berømte franske Fremmedlegion, der havde holdt sammen på de vidtstrakte franske kolonier.
Hvad gør en stolt, nationalsindet franskmand som general de Gaulle i en sådan situation? En mand, der under krigen havde lidt den tort, at være tvunget i britisk eksil – og som hadede englænderne og amerikanerne for deres overlegenhed. Hvordan kunne han genskabe den franske gloire?
Svaret er netop samarbejdet med taberne – især Vesttyskland, som kunne bidrage med den nødvendige power; men måtte overlade lederskabet – den politiske indflydelse på verdensplan til Frankrig.
Derfor ville han ikke have Storbritannien med – derfor meldte han Frankrig ud af NATO. Den franske præsident skulle gennem EØF - det EF - få magt og status på linje med den amerikanske præsident.
EU er udtryk for franske stormagtsdrømme.
Efter 2. verdenskrig ville en krig mellem Tyskland og Frankrig (eller for den sags skyld mellem alle europæiske lande) ikke komme til at handle om andet end ødelæggelse. Vinderen ville – i modsætning til før krigen - ikke opnå noget som helst hverken i Europa eller på verdensplan, kun svækkelse.
Derfor har der været fred i Europa – ikke på grund af EU.
Hvorfor var Mitterand modstander af tysk genforening? Fordi det ville true Frankrigs førerposition!
De franske stormagtsdrømme fortsatte helt til de nye østeuropæiske lande gik deres egne veje i forbindelse med Irakkrigen. De nye medlemslande formulerede en selvstændig udenrigspolitisk holdning, der var pro-amerikansk. Den gaullistiske franske præsident, Jacques Chirac, afslørede med sin arrogante bemærkning om, at disse stater havde forsømt en god lejlighed til at tie stille, at de Gaulles stormagtsdrømme stadig var intakte.
Generelt kan man sige, at EU´s konstante næsten 70-årige franskinspirerede opposition til USA, med nålestik, benspænd og samarbejde med USA´s modstandere, har banet vejen for nutidens asiatiske, arabiske, afrikanske og sydamerikanske magtdrømme af totalitær art, der truer med helt at underminere, hvad der er tilbage af europæisk styrke og kultur.
I det nye årtusinde er der sket en stadig større – overvejende bureaukratisk styret - europæisk integration. De deraf følgende kulturelle spændinger (f.eks. ytringsfrihed, abort, religion) økonomiske spændinger (euroen, arbejdsløshed, arbejdskraftens fri bevægelighed) sociale spændinger (indvandring, fattige/rige lande, nationale strømninger, globalisme), det omsiggribende EU-bureaukrati og meget andet, vil med stor sandsynlighed føre til indre uro og borgerkrigsagtige tilstande eller løsrivelsesforsøg, etnisk udrensning o.lign., som det skete i det tidligere Jugoslavien og mange af de tidligere sovjetrepublikker.
Muligvis vil der komme en periode med nedprioritering af de borgerlige rettigheder – især af den helt fundamentale ytringsfrihed - og forsøg på med magt (bl.a. Forfatningsdomstolen) at dæmpe, harmonisere og ensrette. De nationalt baserede demokratier vil få stadig mindre betydning, og et bureaukratisk ekspertstyre vil tage over.
Men netop dette er udtryk for svækkelse og opløsning – som det også var det i Sovjetunionen, og slutningen på EU vil blive lige så pludselig og uventet, og ganske sikkert ikke ublodig. Men det sker jo formodentlig først i vore børnebørn tid…. ”Apres nous le deluge”, som Madame de Pompadour udtrykte den samme indstilling. Og hun fik jo ret!
Nej, EU har aldrig været et fredsprojekt – freden i Europa efter Anden Verdenskrig har ingen sammenhæng med Den europæiske Union.
Det er langt mere sandsynligt, at EU vil vise sig at være et (borger-)krigsprojekt.
