I kølvandet på endnu et terroranslag, denne gang i Bruxelles, går selvransagningen i gang og der skal findes forklaringer. Rundt omkring i Europa findes muslimske ghettoer, hvor hverken landets politi eller landets lovgivning har nogen jurisdiktion. Hvordan er det gået til? Skyldes det Vestens involvering i Afghanistan, Iraq? Skyldes det krigen i Syrien eller konflikten mellem Israel og palæstinenserne? Skal forklaringen findes i en muslimsk kultur, der opdrager unge muslimske mænd til et selvbillede, som nødvendigvis må krakelere når de findes ud af, at de hverken kan tage en uddannelse endsige finde et job? I en sådan marginaliseret tilstand er det fristende i stedet at skyde skylden på Vesten og de vantro - så er man jo fri for at skulle forholde sig kritisk til sig selv. Skyldes det et system af imamer og en parallelkultur, som opdrager den kommende generation til ikke at integrere sig i deres nye land? Er det noget så avanceret som et ubevidst og udadprojiceret selvhad fordi den arabiske kultur rundt omkring i verden overalt er overhalet af Vesten både økonomisk, kulturelt og teknologisk? Nogle vil sikkert sige, at det skyldes Vesten selv eftersom disse jihadister jo er vokset op i Vesten, men mon ikke der trods alt bliver færre abonnenter på den historie?
Det mest sandsynlige er, at de fleste af ovenstående forklaringer spiller ind. Det er dog stadig sjældent, at nogen siger ligeud, at også islam som religion er en del af forklaringen. I stedet hører vi, at nogen har taget en stor religion som gidsel, nogle kriminelle har misforstået Koranen eller nogle unge er hjernevasket af rabiate imamer. Ingen af Vestens ledere står frem og siger direkte, at islam selv er en del af problemet.
Det mærkelige er, for få årtier siden var der ikke mange, der forbandt islam med terror. Vi så en religiøs magtovertagelser i 1979, da Khomenei tog magten i Iran og da han i 1986 udstedte en fatwa mod Salman Rushdie, troede de fleste, at det var et udslag af en enkeltstående persons religiøse fanatisme, men eftertiden har vist, at det blot var begyndelsen.
Skal vi da finde en forklaring i den store indvandring af muslimer til Vesten? I Danmark er vi på få årtier gået fra stort set ingen muslimer til omkring 300.000, mens Vesteuropa som helhed siden fx 1970 har oplevet en mangedobling af antallet. Der tales om en fordobling af antallet for hvert 10-år. Den procentvise andel af befolkningen i Vesteuropa går fra ca. 4 til 8 med fx Danmark på 4,1 og Frankrig på 8 pct.
Vi kender det fænomen, at en befolkningsgruppe, der udvandrer til et andet land, ønsker at holde fast i deres egen kultur, ja, måske endda får en øget bevidsthed om vigtigheden af at bevare egen identitet. Hvis der samtidig er store vanskeligheden med integrationen, vil de opvoksende generationer befinde sig i en slags kulturelt vakuum. En mangelfuld integrations krisetegn er misbrug og kriminalitet. Hvis integrationen mislykkes, er en mulighed at fylde dette vakuum ved at søge tilbage til rødderne. Hvis disse rødder skal findes uden en kulturel forankring i hjemlandets traditioner og kultur, fordi man nu befinder sig et andet sted, så vil det være nærliggende at forholde sig mere abstrakt til Koranens ord. Hvor man i sit hjemland ville se islam virkeliggjort i landets traditioner, kan man i det fremmede opfinde en ny kultur baseret på Koranens ord. Hvis Vestens muslimer søger tilbage til Koranen i en identitetsforståelse af at bo hos de vantro, som anses for at være urene og umoralske, er der en alvorlig risiko for radikalisering. Den muslimske ghetto som modkultur, der søger inspiration i Koranen, kan finde alt fra anvisninger på, hvordan man lyver over for ikke-muslimer til utvetydige opfordringer om at slå dem ihjel.
Det er ganske vist kun en lille kerne, der radikaliseres til voldelige jihadister. Men i åbne og frie demokratier kan en enkelt jihadist gøre umådelig megen skade. Vestens ledere vil naturligvis ikke alene på baggrund af en mindre gruppe voldelige jihadister tale dårligt om en hel religion – heller ikke selv om de skulle tælle adskillige tusinde.
Problemet er imidlertid, at der uden om kernen af jihadister befinder sig en noget større gruppe af islamister, der ganske vist ikke selv ville sprænge nogen i luften, men sympatiserer med dem, der gør. Antallet af islamister skal ikke tælles i tusinder, men måske i procent. Overraskende mange af Vestens muslimer mener faktisk, at det er OK at dræbe vantro, der har fornærmet profeten.
Heller ikke på baggrund af en minoritet af islamister virker det rimeligt at Vestens ledere skulle undsige en hel religion. Der findes imidlertid undersøgelser der viser, at 30-40% af muslimerne er fundamentalister. Hvis det er rigtigt, skal de tælles i millioner. En fundamentalist fastholder de elementer i sharia, som er helt ude af trit med den moderne verden, fx forholdet mellem kønnene og lever i et parallelsamfund.
Hvis en kerne af jihadister omgives af islamister og igen af en stor gruppe fundamentalister, så har vi et meget større problem end en mindre gruppe voldelige jihadister. For så kan en jihadist fremstille sine bomber på køkkenbordet og alle i kvarteret ved besked om det, men ingen siger noget til landets myndigheder. De sympatiserer måske ikke alle med terrorhandlingen, men de vil hellere se terrorhandlingen gennemført end sige fra og angive terroristen.
Hvis dette er korrekt, er vi ved nå et problemomfang, hvor en af Vestens ledere kunne være på nippet til at anklage religionen selv for at være en del af problemet.
Hvis man studerer Koranen kan man blive yderligere forskrækket. Det egentlige åndelige indhold er temmelig begrænset og kan næsten koges ned til at der kun er én Gud og Muhammed er hans profet. Resten ligner mere en politisk ideologi end en egentlig religion. Lov og orden sikres med voldsomme straffe, som må friste alvorligt til at lyve. Hvis man mister hånden eller skal piskes eller stenes, hvis man indrømmer sin forseelse, må man antage at alle vil lyve så langt det overhovedet er muligt.
De gode ting i Koranen om at hjælpe andre begrænses af den gennemgående skelnen mellem muslimer, bogens folk og vantro. Der gælder andre regler for ikke-muslimer. Et egentligt begreb om mennesket, dvs.næsten, findes ikke og derfor heller ikke noget begreb om næstekærlighed.
Da Muhammed bliver krigsførende får hans åbenbaringer karakter af militærinstrukser. At frasige sin religion sidestilles med at desertere og giver dødsstraf og modsætningen mellem venner og fjender skærpes. De vantro er fjender, som kan slås ihjel. Samtidig loves utrolige belønninger i Paradis, hvis man kæmper og falder for den hellige sag.
Allah er den absolutte Gud, som ikke åbenbarer sig, men lader sine ord formidle gennem ærkeenglen Gabriel til Muhammed. Ordene i Koranen er dermed Guds egne, som blot skal læres udenad. Kravet i islam er at underkaste sig og adlyde. Selvstændig og kritisk stillingtagen opfattes ikke som noget godt, men snarere som en form for hovmod. I en totalitær ideologi accepteres kritik ikke og ingen hær fungerer ordentligt, hvis de menige soldater hele tiden stiller spørgsmål.
Hvis lydighed og autoritet spiller en meget stor rolle og der ikke opmuntres til at tænke selv, vil der ikke være noget incitament for udviklingen af en personlig samvittighed. En personlig samvittighed skal fortælle hvornår noget ikke er rigtigt selv om autoriteten befaler det, men hvis en sådan opposition er udelukket, har samvittigheden ingen funktion.
Synspunktet kan endda formuleres helt generelt: hvis formålet alene er at adlyde loven og gøre det, man skal, vil mennesket ikke udvikle personlige dyder – som Aristoteles begrunder det i sin etik. At handle godt forudsætter en karakter, som dannes gennem opdragelse og selvopdragelse sammen med en praktisk fornuft, der har en indsigt i det gode. Men det afgørende er, at det gode er bundet til situationen og aldrig blot kan gives som absolut diktat eller regel. Mennesket er derfor nødt til at udvikle en evne til at tænke situationsbundet og selvstændigt, hvis det skal handle godt. Den der bare adlyder, handler ikke moralsk.
Der er altså ikke i islam noget åndeligt mål om en personlig og moralsk dannelse og et egentlig åndeligt jordisk mål findes heller ikke i Koranen, målet er alene at underkaste sig Guds vilje og få andre til at gøre det samme. Filosoffen Hegel skriver på den baggrund i sin filosofi om religion, at islam i sit væsen er fanatisme.
Hvor en muslimsk kultur i sit eget land gennem århundrederne kan tage en drejning væk fra de mere krigeriske sider i Koranen, så vil der være en fare ved de marginaliserede muslimer i Vesten fordi de mangler en sådan kultur og derfor i deres rodløshed kan vælge at søge tilbage til en abstrakt islam, som den forefindes i Koranen. Hvor den kristne reformation søgte tilbage til kristendommens rødder ved at forholde sig til Jesu ord i det nye testamente og dermed korrigerede en skæv udvikling, er der en risiko for det modsatte med islam: ved at søge tilbage til rødderne i Koranen er der en risiko for, at moderate kulturer erstattes med en abstrakt fanatisme, som den findes i Koranen.
Hvis en vestlig leder skulle anerkende rigtigheden af dette, ville han så udtale, at islam er en del af problemet? Næppe. Donald Trump ville kunne sige det, men han bliver nok heller ikke USA's næste præsident. Problemet er nemlig at en sådan udtalelse fra en vestlig leder ville øge spændingerne i befolkningen og puste til hadet. Det vil med andre ord ikke rigtigt løse nogen problemer.
Når det alligevel kan være vigtigt at overveje, om problemet også skyldes islam, hænger det sammen med de mulige løsningsforslag der fremsættes på muslimske ghettoer, parallelsamfund, kriminalitet, radikalisering og manglende integration. Hvis islam er en del af problemet og dette ikke erkendes, risikerer man ikke at kunne finde de rigtige løsninger.
Hvis islam er en del af problemet er eksempelvis en imam-uddannelse næppe vejen frem. Så er problemet snarere hele imam institutionen og løsningen at muslimer vælger at tænke selv frem for at adlyde en imam. Hvis islam er en del af problemet må der arbejdes målrettet mod at opløse ghettoer eller som det næstbedste at etablere intensiv overvågning af belastede områder. Hvis islam er en del af problemet må indvandringen af muslimer stoppes og kun tillades i takt med at integrationen begynder at lykkes. Hvis islam er en del af problemet er en kriminel løbebane med tilhørende misbrug langt alvorlige for unge muslimer end for andre befolkningsgrupper og der bør derfor sættes markant ind imod dette ved fx nul-tolerance, tvangsadskillelse af grupperinger, ransagninger, mentorordninger eller hvad man nu mener virker. Hvis islam er en del af problemet vil det ikke hjælpe noget at nedkæmpe IS i Syrien.
Det er derfor ganske vigtigt at beslutte sig for, hvorvidt islam er en del af problemet, når man diskuterer løsninger. Også selv om Vestens ledere af gode grunde aldrig vil sige det offentligt.
