LEDER: "Nedslidt" er det nye sort i arbejderbevægelsen. Overalt findes der folk, som knapt kan røre sig selv som 60-årige, hvis man skal tro f.eks. 3F-formand Poul Erik Skov Christensen. Og derfor skal de have efterløn af det offentlige for at holde fri derhjemme. Dokumentationen for påstanden er, at efterlønnerne dør før tid, lyder det fra en overlæge.
Mister man da livet af at have ondt i sin skulder? Eller af slidgigt i knæene? Såmænd ikke, og efterlønnerne dør da også af alt muligt andet. Især alderdom, selvfølgelig, men også af livsstilssygdomme, som i højere grad rammer de faggrupper, der går på efterløn, end de faggrupper, der ikke gør. De faggrupper, der går på efterløn, ryger typisk mere, drikker mere og dyrker mindre motion, alt sammen gennem hele livet, end de faggrupper, der ikke går på efterløn. Intet af det udgør nogen grund til, at de ikke kan arbejde, indtil de når pensionsalderen. Deres død indtræffer gennemsnitligt først, når de runder de 80 år, og den har altså intet med deres arbejde at gøre.
Men det er synd, at de ikke har flere år at leve i, når de har stemplet ud fra arbejdet for sidste gang, siger FOA's Dennis Kristensen. Døden er naturligvis synd for alle, men ærligt talt ... Er vi ikke selv ansvarlige for den del af vores livstidslængde, der kan henføres til vores egen livsstil? Hvorfor er det skatteydernes opgave at give dem, der med deres livsstil har valgt et kortere, men muligvis mere festligt eller mere tilbagelænet fritidsliv, flere års betalt ferie?
Fagbevægelsens argumentation er som taget ud af popbandet TV2's parodi på en 70'er- og 80'er-mentalitet, som man efterhånden troede var en saga blot: 'Det er samfundets skyld. Og nu har "samfundet" eddermame at give os noget til gengæld!'
Vi andre er faktisk også samfundet, og vi siger nej. Det er ikke vores skyld. Tag selv et ansvar.
