Hvad er det, der bestemmer over mennesker i Danmark i dag? Er det menneskers egen vilje, er det nogen andre menneskers vilje, eller er det noget helt tredje? I Danmark bestemmes utroligt meget af vores folkevalgte politikere, så det er jo folks egen vilje, der bestemmer i Danmark, ikke sandt? Det er jo sådan demokrati skal fungere, men virker det i praksis? Det tror jeg ikke. Jeg tror folk i Danmark er for bange til, at det kan virke.
Når folk bliver bange, slukkes fornuftcentrene i deres hjerner sammen med de højere hjernefunktioner, og folk reagerer på instinkt, hvilket resulterer i følelsesladede reaktioner og ikke fornuft. Det var evolutionært en fordel for vores stenalder forfædre, at deres frygt var stærkere end deres fornuft. Det er bedre at springe væk fra en pind, der lignede en slange end omvendt.
Hvordan giver det sig til udtryk i dag? Ja, vi bliver stadigvæk forskrækkede over at se en stor edderkop, selvom vores fornuft prøver at fortælle os, at edderkoppen ingen skade kan gøre mod os. Det er selvfølgelig lidt irriterende at blive bange for noget, der egentlig ikke er farligt, men har det nogen betydning for vores liv i dag?
I et amerikansk forsøg blev forsøgspersoner tilbudt at købe forsikring inden de skulle ombord på et fly. Der var to policer, den billige hed "Livsforsikring ved ulykke" og den dyre hed "Livsforsikring som følge af Terrorisme!". Nu burde fornuft centrene fortælle forsøgspersonerne, at det var bedre at vælge den billige livsforsikring, da den ikke bare var billigere, men også dækkede enhver ulykke også terrorisme, men frygtcentrene i hjernerne på forsøgspersonerne, fik langt hen ad vejen forsøgspersonerne til at vælge den dyre og mindre dækkende forsikring mod terrorisme.
OK, så når man skal vælge forsikring er det vigtigt, at man ikke er bange, men at man bare sætter sig ned og fornuftigt kigger tingene igennem, måske i selskab med en bekendt, men det er vel også det værste frygt kan gøre?
Desværre nej. I et andet amerikansk forsøg havde de fundet en række konservative amerikanere, og de var blevet spurgt, hvor store trusler "seksuel umoralitet", "abort" og "ægteskab af homoseksuelle" var mod deres nation. Forsøgspersoner gav hver ting en score, som afspejlede hvor stor en trussel forsøgspersonerne mente, tingen udgjorde. Herefter begyndte forskerne at minde forsøgspersonerne om, at de ville dø på et tidspunkt, at mange blev dræbt i trafikulykker, af terrorisme, af ulovlige indvandrere og så videre. Efter at være mindet om deres immortalitet reagerede forsøgspersonernes frygtcentre, og nu var "seksuel umoralitet", "abort" og "ægteskab af homoseksuelle" pludselig langt større trusler mod USA's nationale sikkerhed.
Heldigvis har vi da fri vilje til selv at vælge, hvad vi gør. Har vi ikke? Lad os overveje et andet eksperiment:
Forsøgspersoner blev lagt i en maskine, som gennem meget svage elektromagnetiske impulser kan få forsøgspersonernes fingre til at bevæge sig. Forsøgspersonerne blev bedt om at bevæge enten den højre eller den venstre finger, uden at forskerne forklarede forsøgspersonerne, hvordan maskinen fungerede. De eneste de fik at vide var, at når de hørte et klik skulle de vælge hvilken finger de ville bevæge og så bevæge den. I virkeligheden havde forskerne valgt hvilken finger der skulle bevæges, og når forsøgspersonerne hørte et klik var det i virkeligheden maskinen som blev tændt, men alligevel troede forsøgspersonerne, at de selv havde valgt, hvilken finger de skulle bevæge. Fri vilje er ofte en illusion, som dette forsøg viste. Forsøgspersonerne følte maskinens impuls, forsøgspersonerne handlede derefter og til sidst havde forsøgspersonerne en historie om, hvad der forårsagede deres handling. I vores hjerner kan det altså foregå i følgende rækkefølge:
1: Vi føler en impuls
2: Vi handler på impulsen
3: Vi opfinder en historie om, hvorfor vi valgte at udføre handlingen.
Hvad i alverden skal vi så gøre?
Sokrates startede som bekendt med ordene "γνῶθι σεαυτόν gnōthi seauton", som betyder "kend dig selv". Når vi ikke kender os selv, kan vi ofte ende med at tro, at vi selv har valgt en række ting, vi i virkeligheden ikke har valgt, men som faktisk er et resultat af noget helt andet. Desværre kender de færreste sig selv, og de bruger ikke fornuft som grundlag for deres beslutningsproces, og det er noget to grupper af mennesker elsker at udnytte; reklametegnere og politikere.
Hvordan ser vi det her problem i politik? Inden det amerikanske præsidentvalg i 2004 blev der foretaget et videnskabeligt eksperiment, hvor forsøgspersoner blev spurgt, hvilken kandidat de foretrak, Bush eller Kerry. Forsøgspersonerne blev lagt i en maskine, som overvågede deres hjerner, og herefter blev de bedt om at overveje information og argumenter imod deres foretrukne kandidat. Maskinens første aflæsning af deres hjerne identificerede hurtigt fornuftcentrene i deres hjerner, og da forsøgspersonerne så begyndte at læse information mod deres yndlingskandidater, da øgedes aktiviteterne i andre dele af deres hjerner end fornuftcentrene, blandt andet i konfliktløsnings afdelingen, samt i afdelinger som man regner med styrer følelser. Det vil altså sige, at forsøgspersonerne reagerede følelsesmæssigt på politiske argumenter. Forsøgspersonerne nåede til konklusioner, som ikke havde nogen fornuftigte fundamenter, men derimod følelsesmæssige fundamenter hvor information imod deres foretrukne kandidat blev ignoreret. Som om det ikke var nok, så lukkedes de centre i forsøgspersonernes hjerner, som har med negative følelser at gøre, så snart forsøgspersonerne havde truffet deres beslutning, og i stedet øgedes aktiviterne i de centre i hjernen, som havde med belønning at gøre. Disse center der har med belønning at gøre, aktiveres blandt andet hos stofmisbrugere efter, at de har fået deres fix. Når vi bliver præsenteret med information, der går imod vores eksisterende verdensbillede sker der altså følgende i vores hjerner:
1: Vi føler negative følelser, så som vrede, væmmelse, frygt og lignende.
2: Vi afviser informationen.
3: Vi oplever et fix ligesom en narkoman.
Det er noget politikere elsker at udnytte.
Politik mangler ethvert fornuftigt fundament, hvilket er noget jeg tror, mange af os læsere på 180grader.dk har oplevet, når vi har prøvet at forklare mennesker, hvorfor staten ikke skal bestemme over os. Kan du huske, hvordan det gik med den fri vilje, og hvordan det gik med information imod det eksisterende verdensbillede? Vi har alle oplevet det samme. Du fortæller for eksempel en socialdemokrat, at cannabis skal legaliseres, at millionærskatten ikke vil give penge i statskassen, at prostituerede ikke får det bedre af, at kunderne bliver kriminaliseret og så videre. Hvad sker der?
1: Socialdemokraten bliver først vred
2: Så afviser socialdemokraten informationen
3: Og så er socialdemokraten glad igen
Disse tre skridt kan også ses i den "frie" vilje:
1: Socialdemokraten får en impuls
2: Socialdemokraten reagerer på impulsen ved at afvise informationen
3: Socialdemokraten tror helt ærligt, at socialdemokraten selv har valgt, hvad den tror
Men hvor kommer de fastgroede holdninger fra? Man skulle tro at det skete på følgende måde:
1: Man har ingen holdning om emnet
2: Man finder information om emnet
3: Man overvejer informationen
4: Man træffer en beslutning baseret på informationen
Desværre er det ikke det der sker. Det eneste tidspunkt man ikke har en holdning om et emne, er når man er et lille barn, der så småt begynder i skole. Forældrene og lærerne begynder at fortælle barn alt muligt om hvordan verden er. Barnet gennemgår ikke den overstående rækkefølge. Barnet lytter til forældrene, lærerne og pædagogerne, som om barnet lyttede til en gud. Barnet stiller ikke spørgsmål FØR, barnet når "hvorfor"-alderen. Det tror jeg mange af os kan huske, fra da vi var små, at vi spurgte "hvorfor?" om alt. I mange år slog man børn, når de spurgte hvorfor, for det er jo trods lettere end at tænke over tingene og give en forklaring et barn kan forstå. Heldigvis er man i det store hele holdt op med at slå børn, men er man holdt op med at mishandle børn? Er man begyndt at forklare børn, hvordan verden er, når de er klar til det? Mange er heldigvis, men de fleste børn vokser stadigvæk op med den mishandling, at de aldrig får besvaret spørgsmålet om hvorfor. Efterhånden som disse børn vokser op, sidder de ting de fik at vide som børn hårdt fast i hovedet. Jeg taler efter personlig erfaring her.
De første mange år af min teenage tid tænkte jeg som en kommunist, for det var jo det, jeg havde fået at vide i skolen var det mest retfærdige man kunne være. De voksne sagde, at jeg bare skulle blive voksen først, så ville jeg holde op med at tænke sådan, og det var rigtigt og dog ikke. Takket være internettet var information let tilgængeligt for mig, og jeg lærte hurtigt at søge efter information, undersøge det og træffe en beslutning. Jeg ændrede også holdning, når jeg blev præsenteret for ny information, og jeg anser i dag mig selv for værende uden frygt. Jeg tænker tingene logisk igennem, så godt jeg nu kan. Jeg søger på nettet for at finde information om emnet, og til sidst beslutter jeg mig for, hvad der skal ske. Jeg når altid samme sted hen, og det er, at jeg nok selv skal bestemme det, og at andre mennesker nok selv skal bestemme over deres egne liv. Derfor siger politikere mig mindre og mindre, og jeg er nået til den konklusion, at jo mindre politikere bestemmer jo bedre. Derfor stemmer jeg på Liberal Alliance ved næste folketingsvalg, og det burde du også.
Når folk bliver bange, slukkes fornuftcentrene i deres hjerner sammen med de højere hjernefunktioner, og folk reagerer på instinkt, hvilket resulterer i følelsesladede reaktioner og ikke fornuft. Det var evolutionært en fordel for vores stenalder forfædre, at deres frygt var stærkere end deres fornuft. Det er bedre at springe væk fra en pind, der lignede en slange end omvendt.
Hvordan giver det sig til udtryk i dag? Ja, vi bliver stadigvæk forskrækkede over at se en stor edderkop, selvom vores fornuft prøver at fortælle os, at edderkoppen ingen skade kan gøre mod os. Det er selvfølgelig lidt irriterende at blive bange for noget, der egentlig ikke er farligt, men har det nogen betydning for vores liv i dag?
I et amerikansk forsøg blev forsøgspersoner tilbudt at købe forsikring inden de skulle ombord på et fly. Der var to policer, den billige hed "Livsforsikring ved ulykke" og den dyre hed "Livsforsikring som følge af Terrorisme!". Nu burde fornuft centrene fortælle forsøgspersonerne, at det var bedre at vælge den billige livsforsikring, da den ikke bare var billigere, men også dækkede enhver ulykke også terrorisme, men frygtcentrene i hjernerne på forsøgspersonerne, fik langt hen ad vejen forsøgspersonerne til at vælge den dyre og mindre dækkende forsikring mod terrorisme.
OK, så når man skal vælge forsikring er det vigtigt, at man ikke er bange, men at man bare sætter sig ned og fornuftigt kigger tingene igennem, måske i selskab med en bekendt, men det er vel også det værste frygt kan gøre?
Desværre nej. I et andet amerikansk forsøg havde de fundet en række konservative amerikanere, og de var blevet spurgt, hvor store trusler "seksuel umoralitet", "abort" og "ægteskab af homoseksuelle" var mod deres nation. Forsøgspersoner gav hver ting en score, som afspejlede hvor stor en trussel forsøgspersonerne mente, tingen udgjorde. Herefter begyndte forskerne at minde forsøgspersonerne om, at de ville dø på et tidspunkt, at mange blev dræbt i trafikulykker, af terrorisme, af ulovlige indvandrere og så videre. Efter at være mindet om deres immortalitet reagerede forsøgspersonernes frygtcentre, og nu var "seksuel umoralitet", "abort" og "ægteskab af homoseksuelle" pludselig langt større trusler mod USA's nationale sikkerhed.
Heldigvis har vi da fri vilje til selv at vælge, hvad vi gør. Har vi ikke? Lad os overveje et andet eksperiment:
Forsøgspersoner blev lagt i en maskine, som gennem meget svage elektromagnetiske impulser kan få forsøgspersonernes fingre til at bevæge sig. Forsøgspersonerne blev bedt om at bevæge enten den højre eller den venstre finger, uden at forskerne forklarede forsøgspersonerne, hvordan maskinen fungerede. De eneste de fik at vide var, at når de hørte et klik skulle de vælge hvilken finger de ville bevæge og så bevæge den. I virkeligheden havde forskerne valgt hvilken finger der skulle bevæges, og når forsøgspersonerne hørte et klik var det i virkeligheden maskinen som blev tændt, men alligevel troede forsøgspersonerne, at de selv havde valgt, hvilken finger de skulle bevæge. Fri vilje er ofte en illusion, som dette forsøg viste. Forsøgspersonerne følte maskinens impuls, forsøgspersonerne handlede derefter og til sidst havde forsøgspersonerne en historie om, hvad der forårsagede deres handling. I vores hjerner kan det altså foregå i følgende rækkefølge:
1: Vi føler en impuls
2: Vi handler på impulsen
3: Vi opfinder en historie om, hvorfor vi valgte at udføre handlingen.
Hvad i alverden skal vi så gøre?
Sokrates startede som bekendt med ordene "γνῶθι σεαυτόν gnōthi seauton", som betyder "kend dig selv". Når vi ikke kender os selv, kan vi ofte ende med at tro, at vi selv har valgt en række ting, vi i virkeligheden ikke har valgt, men som faktisk er et resultat af noget helt andet. Desværre kender de færreste sig selv, og de bruger ikke fornuft som grundlag for deres beslutningsproces, og det er noget to grupper af mennesker elsker at udnytte; reklametegnere og politikere.
Hvordan ser vi det her problem i politik? Inden det amerikanske præsidentvalg i 2004 blev der foretaget et videnskabeligt eksperiment, hvor forsøgspersoner blev spurgt, hvilken kandidat de foretrak, Bush eller Kerry. Forsøgspersonerne blev lagt i en maskine, som overvågede deres hjerner, og herefter blev de bedt om at overveje information og argumenter imod deres foretrukne kandidat. Maskinens første aflæsning af deres hjerne identificerede hurtigt fornuftcentrene i deres hjerner, og da forsøgspersonerne så begyndte at læse information mod deres yndlingskandidater, da øgedes aktiviteterne i andre dele af deres hjerner end fornuftcentrene, blandt andet i konfliktløsnings afdelingen, samt i afdelinger som man regner med styrer følelser. Det vil altså sige, at forsøgspersonerne reagerede følelsesmæssigt på politiske argumenter. Forsøgspersonerne nåede til konklusioner, som ikke havde nogen fornuftigte fundamenter, men derimod følelsesmæssige fundamenter hvor information imod deres foretrukne kandidat blev ignoreret. Som om det ikke var nok, så lukkedes de centre i forsøgspersonernes hjerner, som har med negative følelser at gøre, så snart forsøgspersonerne havde truffet deres beslutning, og i stedet øgedes aktiviterne i de centre i hjernen, som havde med belønning at gøre. Disse center der har med belønning at gøre, aktiveres blandt andet hos stofmisbrugere efter, at de har fået deres fix. Når vi bliver præsenteret med information, der går imod vores eksisterende verdensbillede sker der altså følgende i vores hjerner:
1: Vi føler negative følelser, så som vrede, væmmelse, frygt og lignende.
2: Vi afviser informationen.
3: Vi oplever et fix ligesom en narkoman.
Det er noget politikere elsker at udnytte.
Politik mangler ethvert fornuftigt fundament, hvilket er noget jeg tror, mange af os læsere på 180grader.dk har oplevet, når vi har prøvet at forklare mennesker, hvorfor staten ikke skal bestemme over os. Kan du huske, hvordan det gik med den fri vilje, og hvordan det gik med information imod det eksisterende verdensbillede? Vi har alle oplevet det samme. Du fortæller for eksempel en socialdemokrat, at cannabis skal legaliseres, at millionærskatten ikke vil give penge i statskassen, at prostituerede ikke får det bedre af, at kunderne bliver kriminaliseret og så videre. Hvad sker der?
1: Socialdemokraten bliver først vred
2: Så afviser socialdemokraten informationen
3: Og så er socialdemokraten glad igen
Disse tre skridt kan også ses i den "frie" vilje:
1: Socialdemokraten får en impuls
2: Socialdemokraten reagerer på impulsen ved at afvise informationen
3: Socialdemokraten tror helt ærligt, at socialdemokraten selv har valgt, hvad den tror
Men hvor kommer de fastgroede holdninger fra? Man skulle tro at det skete på følgende måde:
1: Man har ingen holdning om emnet
2: Man finder information om emnet
3: Man overvejer informationen
4: Man træffer en beslutning baseret på informationen
Desværre er det ikke det der sker. Det eneste tidspunkt man ikke har en holdning om et emne, er når man er et lille barn, der så småt begynder i skole. Forældrene og lærerne begynder at fortælle barn alt muligt om hvordan verden er. Barnet gennemgår ikke den overstående rækkefølge. Barnet lytter til forældrene, lærerne og pædagogerne, som om barnet lyttede til en gud. Barnet stiller ikke spørgsmål FØR, barnet når "hvorfor"-alderen. Det tror jeg mange af os kan huske, fra da vi var små, at vi spurgte "hvorfor?" om alt. I mange år slog man børn, når de spurgte hvorfor, for det er jo trods lettere end at tænke over tingene og give en forklaring et barn kan forstå. Heldigvis er man i det store hele holdt op med at slå børn, men er man holdt op med at mishandle børn? Er man begyndt at forklare børn, hvordan verden er, når de er klar til det? Mange er heldigvis, men de fleste børn vokser stadigvæk op med den mishandling, at de aldrig får besvaret spørgsmålet om hvorfor. Efterhånden som disse børn vokser op, sidder de ting de fik at vide som børn hårdt fast i hovedet. Jeg taler efter personlig erfaring her.
De første mange år af min teenage tid tænkte jeg som en kommunist, for det var jo det, jeg havde fået at vide i skolen var det mest retfærdige man kunne være. De voksne sagde, at jeg bare skulle blive voksen først, så ville jeg holde op med at tænke sådan, og det var rigtigt og dog ikke. Takket være internettet var information let tilgængeligt for mig, og jeg lærte hurtigt at søge efter information, undersøge det og træffe en beslutning. Jeg ændrede også holdning, når jeg blev præsenteret for ny information, og jeg anser i dag mig selv for værende uden frygt. Jeg tænker tingene logisk igennem, så godt jeg nu kan. Jeg søger på nettet for at finde information om emnet, og til sidst beslutter jeg mig for, hvad der skal ske. Jeg når altid samme sted hen, og det er, at jeg nok selv skal bestemme det, og at andre mennesker nok selv skal bestemme over deres egne liv. Derfor siger politikere mig mindre og mindre, og jeg er nået til den konklusion, at jo mindre politikere bestemmer jo bedre. Derfor stemmer jeg på Liberal Alliance ved næste folketingsvalg, og det burde du også.
