Søren Pind har erklæret at Ole Sohn var som en nazist.
Sammenligningen er langt fra præcis, men den er rimelig. Sovjetunionen og dets lydstater var folkemorderiske, imperialistiske, diktatoriske politistater. Som formand for DKP støttede Ole Sohn denne åndsformørkelse og frihedsfornægtelse. Pinds sammenligning, og andres enslydende anklager, rejser et uundgåeligt spørgsmål:
Er det tænkeligt, at en tidligere “nazist” kunne være en del af dansk politik?
Spørgsmålet er fair, præmisserne er rimelige og svaret er et skråsikkert “ja.”
Skråsikkerheden kommer af at Ole Sohns integration i dansk politik ikke er en unik situation, som er opstået i forlængelse af uforlignelige historiske omstændigheder. Vi har lang erfaring med at integrere vores tidligere fjender i vores fremtidige projekter. Søren Pind peger (sikkert utilsigtet og retrospektivt set ærgelses-inducerende) på den mest oplagte historiske parallel: Nazisterne.
I forlængelse af 2. verdenskrig blev en lang række nazister dømt for konkrete forbrydelser. Langt størstedelen af partiets 8.500.000 medlemmer tilsluttede sig vindernes demokratiske idelogi. Disse nazister var med til at besætte en lang række prominente stillinger på det hold som gennemførte wirtschaftswunder og gjorde Tyskland til en værdsat del af vestens militære værn mod ydre fjender, og en af verdens stærkeste økonomier. De tidligere nazister blev tilbudt en udstrakt hånd, og de takkede for muligheden ved at dele deres flid, dygtighed og kreativtet med menneskeheden. Nogle af nazisterne gik bodsgang, de fleste gik bare fremtiden i mødet.
Vi har set det samme i Japan, det sydlige USA (efter borgerkrigen), Warszawapagt-landene, Sydafrika og (sikkert også) en lang række lignede historiske fortilfælde; fjender som er blevet militært og ideologisk besejret tager ofte imod et tilbud om en fælles fremtid.
Konklusion:
Menneskeheden har gjort sig den triste erfaring at det ulykkeligt ofte er nødvendigt at gennembanke frihedens fjender. Menneskeheden har også gjort sig den positive erfaring at når krigen er slut og tæskene er effektivt uddelt, så kan man med fordel kigge sin tidligere fjende i øjnene, række hånden frem og spørge “er du parat til at rulle med os?”
Begge disse erfaringer er vigtige.
At de borgerlige partier hellere vil vinde et folketingsvalg end at hylde denne smukke historiske erfaring svarer til at pisse sig sig selv i bukserne for at holde sig varm. Det varmer for en kort frist, men det bliver koldt at leve med kommende generationer, der kun har lært om den første erfaring.
