De seneste ugers historier i forskellige medier vedrørende markante budgetoverskridelser i den offentlige sektor bidrager endnu engang til, at man må undre sig over, hvilken form for økonomi- og kapacitetsstyring der bliver anvendt i en række offentlige institutioner og projekter. Senest har historierne handlet om, hvordan man i forsvaret udliciterer forskellige områder, ikke med henblik på at gøre tingene billigere, men for at lave en teknisk manøvre der skal flytte kroner væk fra et lønbudget, der er sprængt i atomer.
Samtidig dukker der historier op om hospitaler i Region Hovedstaden, der nu for anden gang på et par måneder må lave afskedigelser fordi budget overskridelserne igen har overrasket hospitalsledelser, hvilket helt berettiget har fået flere ansatte til at spørge om der egentlig er nogen, der styrer den butik de er ansat i. Eksemplerne er ikke blot tragikomiske, men udgør desuden i min optik et decideret demokratisk problem.
Efter at have arbejdet i mere end 10 år med økonomistyring af projekter, i både offentlig og privat regi, så undrer det mig såre, at medierne i daglige indslag kan fortælle om store offentlige budgetoverskridelser, der pludselig opstår som lyn fra en klar himmel. Det er umiddelbart svært at forstå, at nogen har besluttet at sætte flere hundrede millioner kroners projekter og initiativer i gang uden at sikre sig, at der er lavet en forsvarlig kalkulation med en tilhørende risikoanalyse. Denne kalkulation bør så følges op af en månedsbaseret analyse af om man har fået reel værdi for det forbrug der har været, og om forbruget matcher de forventninger der har været. Det er egentlig intuitivt meget forståeligt, men det kræver naturlig at økonomi- og kapacitetsstyring bliver taget alvorligt af de ansvarlige ledere, og at der er nogen til at lave analyserne.
Mine egne oplevelser med at arbejde i henholdsvis offentligt og privat regi er, at der sjældent er den store forskel på de økonomisystemer der anvendes, medarbejdere der arbejder med økonomistyring er ofte også på nogenlunde samme niveau, men en enkelt ting adskiller sig, og det er den laissez-faire holdning, der for ofte præger offentlige chefer. Jeg har i flere tilfælde i det offentlige system mødt en underliggende antagelse om, at hvis pengene ikke rækker, så kan der altid søges og bevilges flere, hvilket gør at budgetlægningen og opfølgningen bliver alt for lemfældig.
Man kan også indimellem få den tanke, at en række initiativer og projekter bevidst er underbudgetteret og at man så efterfølgende tager de politisk ansvarlige som gidsler, når man skal bruge flere penge, fordi de ting der ellers må ofres er så essentielle, at det vil vække ramaskrig i befolkningen. Dette scenarie passer faktisk meget godt på både annonceringen af besparelser på transporthelikoptere og materiel til styrkerne i Afghanistan, samt på den overhængende trussel om fyring af læger og sundhedsplejersker i sundhedsvæsenet.
Det er her, hvor det demokratiske problem for alvor træder frem, idet en bevidst dårlig og mangelfuld prissætning af ydelserne sammen med en nedprioritering af en tæt økonomisk opfølgning, fratager beslutningstagerne deres mulighed for reelt at prioritere mellem forskellige alternativer. I sidste ende bringer denne form for mangelfuld ledelse hele grundlaget for en fremtidig høj velfærd og velstand i fare.
Regeringen har i sit nyeste regeringsgrundlag foreslået, at der fremover skal ske en ”effektiv organisering af de administrative opgaver”, og at der i det offentlige system anvendes ”fælles systemer og skabes stærke faglige miljøer”, hvilket naturligvis også bør omfatte de medarbejdere der beskæftiger sig med økonomistyring i offentligt regi. Det er gode ambitioner regeringen har, og det generelle forsøg på at skabe mere frihed og mindre bureaukrati i det offentlige system giver også mening, men det fordrer samtidig at offentlige ledere på alle niveauer bliver endnu bedre klædt på til at kunne løfte ansvaret.
Et af de elementer man passende kunne fokusere på er, at budgetter er til for at holdes, og at det simpelthen er en leders pligt at reagere så snart der er tegn på, at man muligvis ikke kan udføre opgaverne for det tildelte budget. Det giver grundlag for at lave nogle reelle korrigerende handlinger, hvilket er en helt anderledes tilgang til udfordringerne, i forhold til at man pludselig meddeler, at de penge der er anvendt aldrig har været til rådighed.
Samtidig dukker der historier op om hospitaler i Region Hovedstaden, der nu for anden gang på et par måneder må lave afskedigelser fordi budget overskridelserne igen har overrasket hospitalsledelser, hvilket helt berettiget har fået flere ansatte til at spørge om der egentlig er nogen, der styrer den butik de er ansat i. Eksemplerne er ikke blot tragikomiske, men udgør desuden i min optik et decideret demokratisk problem.
Efter at have arbejdet i mere end 10 år med økonomistyring af projekter, i både offentlig og privat regi, så undrer det mig såre, at medierne i daglige indslag kan fortælle om store offentlige budgetoverskridelser, der pludselig opstår som lyn fra en klar himmel. Det er umiddelbart svært at forstå, at nogen har besluttet at sætte flere hundrede millioner kroners projekter og initiativer i gang uden at sikre sig, at der er lavet en forsvarlig kalkulation med en tilhørende risikoanalyse. Denne kalkulation bør så følges op af en månedsbaseret analyse af om man har fået reel værdi for det forbrug der har været, og om forbruget matcher de forventninger der har været. Det er egentlig intuitivt meget forståeligt, men det kræver naturlig at økonomi- og kapacitetsstyring bliver taget alvorligt af de ansvarlige ledere, og at der er nogen til at lave analyserne.
Mine egne oplevelser med at arbejde i henholdsvis offentligt og privat regi er, at der sjældent er den store forskel på de økonomisystemer der anvendes, medarbejdere der arbejder med økonomistyring er ofte også på nogenlunde samme niveau, men en enkelt ting adskiller sig, og det er den laissez-faire holdning, der for ofte præger offentlige chefer. Jeg har i flere tilfælde i det offentlige system mødt en underliggende antagelse om, at hvis pengene ikke rækker, så kan der altid søges og bevilges flere, hvilket gør at budgetlægningen og opfølgningen bliver alt for lemfældig.
Man kan også indimellem få den tanke, at en række initiativer og projekter bevidst er underbudgetteret og at man så efterfølgende tager de politisk ansvarlige som gidsler, når man skal bruge flere penge, fordi de ting der ellers må ofres er så essentielle, at det vil vække ramaskrig i befolkningen. Dette scenarie passer faktisk meget godt på både annonceringen af besparelser på transporthelikoptere og materiel til styrkerne i Afghanistan, samt på den overhængende trussel om fyring af læger og sundhedsplejersker i sundhedsvæsenet.
Det er her, hvor det demokratiske problem for alvor træder frem, idet en bevidst dårlig og mangelfuld prissætning af ydelserne sammen med en nedprioritering af en tæt økonomisk opfølgning, fratager beslutningstagerne deres mulighed for reelt at prioritere mellem forskellige alternativer. I sidste ende bringer denne form for mangelfuld ledelse hele grundlaget for en fremtidig høj velfærd og velstand i fare.
Regeringen har i sit nyeste regeringsgrundlag foreslået, at der fremover skal ske en ”effektiv organisering af de administrative opgaver”, og at der i det offentlige system anvendes ”fælles systemer og skabes stærke faglige miljøer”, hvilket naturligvis også bør omfatte de medarbejdere der beskæftiger sig med økonomistyring i offentligt regi. Det er gode ambitioner regeringen har, og det generelle forsøg på at skabe mere frihed og mindre bureaukrati i det offentlige system giver også mening, men det fordrer samtidig at offentlige ledere på alle niveauer bliver endnu bedre klædt på til at kunne løfte ansvaret.
Et af de elementer man passende kunne fokusere på er, at budgetter er til for at holdes, og at det simpelthen er en leders pligt at reagere så snart der er tegn på, at man muligvis ikke kan udføre opgaverne for det tildelte budget. Det giver grundlag for at lave nogle reelle korrigerende handlinger, hvilket er en helt anderledes tilgang til udfordringerne, i forhold til at man pludselig meddeler, at de penge der er anvendt aldrig har været til rådighed.
