Alt tyder på at vi går ind i en periode med store valutakvaler. Ikke bare dollaren, men også pund og euro er i dag voldsomt overvurderet. Har man fulgt med i Nationalbankens opbygning af valutareserven, fremgår det tydeligt at risikoen aldrig har været større for at det på kort sigt bliver nødvendigt at slås ihærdigt for at holde renterne nede på et rimeligt niveau.
Historien er ved at gentage sig selv (på en ny måde), da ØMU'en synes at komme til at lide samme kranke skæbne som Bretton Woods. For Tyskland kører igen i dag solo på kravene til nationaløkonomien.
Kunsten for en lille økonomi som Danmarks er at ruste sig til stormen mod især euroen. Men jeg anbefaler at Danmark følger de tyske krav nøje, da straffen for at give los a lá G-20 bliver et hårdkogt spekulationsangreb imod vor valuta, såfremt vi ikke holder os på den sikre side af stabilitets- og vækstkravene ...
Hvis arbejdsmarkedet og det politiske system i visse af EU-landene (også Danmark) ikke formår at levere løn- og prisvækst på tysk niveau, ser de langsigtede udsigter for ØMU'en faktisk dårlige ud.
Det er slet ikke utænkeligt, at det går med Maastricht-traktaten, som det gik med Bretton Woods-aftalen. Bretton Woods-aftalen, som løb fra kort efter den anden verdenskrigs afslutning og frem til december 1971, var baseret på at USA fastholdt lav inflation og at andre lande holdt en fast valutakurs mod dollar. Men aftalen faldt på at USA tillod større prisstigningstakt end Tyskland brød sig om, og det fik aftalen til at bryde sammen.
Man kan spørge om det samme kan ske for ØMU'en?
Svaret på det retoriske spørgsmål er: Ja, det er i høj grad sandsynligt at ØMU'en bryder sammen ...
En eventuel opløsning af Europas monetære union vil enten ske ved at lande som ikke magter at holde pris- og lønvæksten nede, trækker sig ud. Eller det vil ske ved at Tyskland vender tilbage til D-Mark. I førstnævnte tilfælde kan betalingsstandsning for statsgæld langt fra udelukkes. Men denne risiko er allerede priset ind i markedet, ved at den effektive rente på statsobligationer i samme valuta - fra forskellige EU-lande - faktisk varierer i stigende grad.
Angrebet imod Euro indbærer sandsynligvis en test af krydset til især schweitzerfranc. CHF har traditionelt set i krisetider været en tilflugtsvaluta. Siden 1925, er der i forbindelse med kriser sket et niveauskifte 3 til 4 gange. Det sker sandsynligvis igen. Den turbulente kursudvikling i år, og det at den schweiziske centralbank netop har interveneret for at lægge en dæmper på en styrkelse af valutaen, viser at bevægelsen imod en styrkelse af CHF i krydset til både USD og Euro allerede er i gang. Sandsynligvis vil krydsene Yen/Euro og NKR/Euro også styrkes ...
Det er endog heller ikke usandsynligt at angrebet kommer til at gå via DKR, da ECB dermed vil være nødt til at købe op i DKR - som i øvrigt angrebet på italienske lira og britiske pund i 1992 (der lagde EMS'en i graven). Med mindre Nils Bernstein kan rumle med et bjerg af CHF ...
Det er især i koblingen i mellem husholdningernes kreditkultur og valutaens krydsværdier at udfordringen til dansk økonomi vil ramme hårdest. Renten vil nemlig klatre i vejret, når stormen rammer ECB.
Derfor er hermed givet en opfordring til at få låst rentebyrden ned mens chancen er der.
Historien er ved at gentage sig selv (på en ny måde), da ØMU'en synes at komme til at lide samme kranke skæbne som Bretton Woods. For Tyskland kører igen i dag solo på kravene til nationaløkonomien.
Kunsten for en lille økonomi som Danmarks er at ruste sig til stormen mod især euroen. Men jeg anbefaler at Danmark følger de tyske krav nøje, da straffen for at give los a lá G-20 bliver et hårdkogt spekulationsangreb imod vor valuta, såfremt vi ikke holder os på den sikre side af stabilitets- og vækstkravene ...
Hvis arbejdsmarkedet og det politiske system i visse af EU-landene (også Danmark) ikke formår at levere løn- og prisvækst på tysk niveau, ser de langsigtede udsigter for ØMU'en faktisk dårlige ud.
Det er slet ikke utænkeligt, at det går med Maastricht-traktaten, som det gik med Bretton Woods-aftalen. Bretton Woods-aftalen, som løb fra kort efter den anden verdenskrigs afslutning og frem til december 1971, var baseret på at USA fastholdt lav inflation og at andre lande holdt en fast valutakurs mod dollar. Men aftalen faldt på at USA tillod større prisstigningstakt end Tyskland brød sig om, og det fik aftalen til at bryde sammen.
Man kan spørge om det samme kan ske for ØMU'en?
Svaret på det retoriske spørgsmål er: Ja, det er i høj grad sandsynligt at ØMU'en bryder sammen ...
En eventuel opløsning af Europas monetære union vil enten ske ved at lande som ikke magter at holde pris- og lønvæksten nede, trækker sig ud. Eller det vil ske ved at Tyskland vender tilbage til D-Mark. I førstnævnte tilfælde kan betalingsstandsning for statsgæld langt fra udelukkes. Men denne risiko er allerede priset ind i markedet, ved at den effektive rente på statsobligationer i samme valuta - fra forskellige EU-lande - faktisk varierer i stigende grad.
Angrebet imod Euro indbærer sandsynligvis en test af krydset til især schweitzerfranc. CHF har traditionelt set i krisetider været en tilflugtsvaluta. Siden 1925, er der i forbindelse med kriser sket et niveauskifte 3 til 4 gange. Det sker sandsynligvis igen. Den turbulente kursudvikling i år, og det at den schweiziske centralbank netop har interveneret for at lægge en dæmper på en styrkelse af valutaen, viser at bevægelsen imod en styrkelse af CHF i krydset til både USD og Euro allerede er i gang. Sandsynligvis vil krydsene Yen/Euro og NKR/Euro også styrkes ...
Det er endog heller ikke usandsynligt at angrebet kommer til at gå via DKR, da ECB dermed vil være nødt til at købe op i DKR - som i øvrigt angrebet på italienske lira og britiske pund i 1992 (der lagde EMS'en i graven). Med mindre Nils Bernstein kan rumle med et bjerg af CHF ...
Det er især i koblingen i mellem husholdningernes kreditkultur og valutaens krydsværdier at udfordringen til dansk økonomi vil ramme hårdest. Renten vil nemlig klatre i vejret, når stormen rammer ECB.
Derfor er hermed givet en opfordring til at få låst rentebyrden ned mens chancen er der.
