Statskontrollen vælter ned over os. Er vi klar til mere?
SKAT har nu fået retten til at tilsidesætte den private ejendomsret, når de uden retskendelse kan bevæge sig ind på borgerens enemærker. Politiet er med på en lytter som aldrig før, når de endnu engang sætter årsrekord i antallet af hemmelige aflytninger af folks private kommunikation og derved bryder med meddelseshemmeligheden. Og så går myndigheder og andre instanser sammen om at gennemføre såkaldte totalkontroller, hvor flere tusinde bilister standses, gennemsøges og kontrolleres for alt, hvad der kan tænkes. Og hvad disse kontroller angår, så får den effektive afvikling én til at tænke på fordums aktioner i Warszawas ghetto.
Men værst af alt: Det glider bare ned, folk accepterer det uden viderer! Ingen protesterer jo. Tænk på, hvad vi taler om: det er boligens ukrænkelighed, brevhemmeligheden og princippet om at staten ikke behandler dig som skyldig eller trænger sig på uden begrundet mistanke endsige en retskendelse. Det er her vi er.
Tilføj dertil, at staten har et notorisk overblik over alt om dig og dit liv. Alt bliver registreret; du slipper bare ikke udenom. Og jeg ser ulykker i det fjerne, for den urovækkende digitaliseringsproces ruller ufortrødent videre. Oplysninger fra elektroniske patientjournaler kan nu hentes uden samtykke. Samkøringer af registre sker ustandseligt. Det er en skødesløs omgang med personfølsomme oplysninger. Og smag lige på ordet: nemID. Det lyder tillokkende og ja... nemt. Men, det er i virkeligheden forbandet farligt, fordi risikoen er så svimlende enorm, det er et kæmpe-sats. Tænk, en stor centralnøgle til alles liv, i hænderne på... det offentlige.
Jeg er bekymret. For tænk på hvor langt hegnspælene allerede er blevet flyttet, hvor meget man allerede accepterer. Og snart skal vi til at forholde os til øjenscanninger, overvågningsdroner, high-definition-kameraer og biometriske pas. Den teknologiske overvågningsrevolution står for døren og muliggør nye stormskridt mod virkelig spændende tider. For, når vi allerede er kommet så langt, nået så langt ud på ufrihedens overdrev, hvad kan det så ikke ende med en skønne dag? Hvordan vil fremtiden mon tage sig ud? Hvor er vi i morgen?
Prøver man at sige fra, mødes man blot med det kvælende argument: ”intet at skjule, intet at frygte.” Der er dømt øjeblikkelig mistillid til menneskene; tilliden til staten er derimod grænseløs, uendelig. Og hvad svarer man så egentlig tilbage? Er det også her, hvor du går i stå eller ikke helt ved, hvor du skal begynde din udredning? Tøvende fremstammer man et-eller-andet-ligegyldigt, for hvordan redegør man lige for de historiske erfaringer, der ligger til grund for en klar grænsedragning mellem stat og borger? Hvordan forklarer man lige værdien af retssikkerhed, betydningen af vores beskyttelse mod staten? Særligt, når det ikke bare kommer instinktivt til danskerne, når de fleste af os bare ikke er udrustet med en naturlig og sund skepsis over for staten og dens mange beføjelser.
Og hvad er folk ikke villige til at acceptere? Som Kurrild-Klitgaard har formuleret det: Hvis det er i orden at kaste et enormt net ud over et femcifret antal køretøjer for måske at fange en enkelt eller to kriminelle iblandt - og for stensikkert at kunne uddele et stort kvantum bøder for diverse små-lovbrud. Ja, hvorfor kunne vi ikke lige så godt lukke hele bydele af og gå lejligheder og huse igennem - hjem for hjem? Der må da være noget at komme efter hos nogen?
Eller lyder ovenstående bare surrealistisk - lidt for langt ude? Hvis ja, så forestil dig, at du rejser ikke andet end 5 år tilbage i tiden. Og forestil dig så, at du skal overbevise dig selv om, at i 2012, så hænder det, at myndighederne lukker alle færdselsårer af i gigantiske kontrolaktioner, hvorefter politi, SKAT, læger, fødevarekontrollanter og andre står parate til at endevende flere tusinde biler og inspicere deres førere i jagten på stort som småt - hvor ingen ulovlighed længere er for lille. Ville du tilbage i 2007 have troet på dette?
Derfor bliver jeg svag i knæene, når jeg tænker på den næste bølge af overvågningsmuligheder, der snart vil rulle ind over landet som en tsunami. Jeg har slet ikke fantasi til at forestille mig, hvordan det mon bliver og hvad det vil gøres ved os, når vi igen sælger ud af vores frihed uden protester. Jeg har dog stadig fantasi til at spørge om, vi da ikke værdsætter længere? Skal ordentlige mennesker, som der stadig er flest af, da ikke have lov til at kunne være i fred? Og skulle vi ikke prøve at gøre noget historisk for én gangs skyld og rulle noget af ufriheden tilbage, rykke nogle hegnpæl op og placere dem lidt længere tilbage, så tråden, der er spændt ud, ikke ender med at stramme for voldsomt og måske lukke af for ilten? For kan vi ikke længere trække vejret i frihed, så kan vi jo snart ikke leve - og så kan vi ikke være til. Og lige nu roder vi alle rundt med tråden, der bliver strammere for hvert lovgivningsår, som gør, at vi ikke kan falde ud af række, ingen må vakle, da tråden ellers vil skære så nådesløst i hverandre. Og fordi vi hele tiden må tage hensyn til hinanden, så kan vi ikke længere handle og tænke selvstændigt. Og så ender vi snart dér, hvor viljerne bare dør ud og evnerne forgår.
Så derfor - næste gang du hører det totalitære argument, så kender du svaret: ”Jo, jeg har min integritet. Og du har din. Og jeg frygter for dem begge.”
