40% i skat. Det er ultra-liberalistisk og vil slå bunden ud af velfærdsstaten. Vi vil få et helt andet samfund, end det vi kender. Sådan lyder reaktionen ofte, når jeg fortæller, at jeg stiller op til folketinget for Liberal Alliance. Også på interne partimøder for nye medlemmer er det ofte spørgsmål om, hvad det er, der skal skæres væk i den offentlige sektor for at finansiere vores skattepolitik, der bekymrer mest.
Først og fremmest er det vigtigt at forklare, at målet ikke er at underminere velfærdssamfundet, som vi kender det. Tværtimod er skattereformen et nødvendigt instrument til at skabe vækst, så vi har råd til velfærden i fremtiden, hvor vi bliver flere ældre og færre unge.
For at finde de 80 milliarder kroner, det vil koste at finansiere skattelettelserne krone til krone, vil vi benytte anbefalinger fra bl.a. velfærdskommissionen og vismændene. Vi anvender således ikke vores egne tal, men tal, der er fremlagt af eksperter. Det drejer sig om at:
Reducere bureaukrati i den offentlige sektor (20 mia.)
Fjerne efterlønnen (18 mia.)
Udlicitere mere (15 mia.)
Indføre en vis brugerbetaling i sundhedsvæsenet (5 mia.)
Gøre op med sort arbejde (5 mia.)
Fjerne erhvervsstøtten (10 mia.)
Ændre genoptjeningskravet vedr. dagpenge (2 mia.)
Hertil kommer yderligere besparelsesmuligheder på aktiveringsordninger og på at hæve pensionsalderen.
Spørgsmålet er: Gør disse tiltag for alvor ondt i velfærden? En af de mindre poster, som straks falder i øjnene er brugebetaling i sundhedsvæsenet. Her rører vi ved en hellig ko i Danmark. Det opfattes af mange, som en af grundpillerne i velfærdsstaten, at det er gratis at gå til læge. Men vi siger, at det almindelige lægebesøg eller en hospitalsovernatning godt kunne koste 50-100 kr. Der skal selvfølgelig være et loft, så kronisk syge ikke bliver ruineret.
I Sverige har man haft en tilsvarende brugerbetaling i mange år, og vi er jo også vant til at betale hos tandlægen og andre steder. Og sådan kan man nævne en række områder, som er politisk tabubelagt i både højre og venstre side af folketingssalen, fordi partierne tror, at befolkningen umuligt kan overbevises om at slagte disse hellige køer.
Lad os først se på tre tiltag, der ikke i første omgang handler om den offentlige sektor:
Aktivering: Vi bruger mange milliarder kroner hvert år på aktiveringsordninger, der ikke virker. Arbejdspladserne bombarderes med tvangsansøgninger fra jobsøgende. Jobcentre og opkvalificeringskurser giver næsten ingen resultater. Liberal Alliance mener, at ordningen kan beskæres med 5 mia. kroner. Måden at skabe mindre arbejdsløshed på er ved at skabe vækst i samfundet og dermed flere arbejdspladser. Men det virker, som om mange mener, at systemet skal opretholdes alene for at ”holde de ledige til ilden” og lignende helt irrationelle idéer.
Ændring af dagpengeregler: Liberal Alliance mener, at der kan spares yderligere kr. 2 mia. gennem ændringer af regler om genoptjening samt ved regulering af unge- og dimittend regler. Der bruges i 2011 i alt 41 milliarder på arbejdsmarkedsrelateret forsørgelse.
Erhvervsstøtte: Burde høre fortiden til. Der er ingen rimelighed i, at nogle erhverv skal favoriseres og støttes frem for andre. Liberal Alliance mener, at alle erhverv skal have mulighed for at konkurrere på lige vilkår og at vi er bedre tjent med at skabe generelt bedre rammevilkår for erhvervslivet gennem lavere skatter og afgifter samt færre regler og bureaukrati end ved at give støtte til udvalgte erhverv.
Så til den offentlige sektor, som de fleste bekymrer sig mest om:
Her skal vi have mere offentligt udbud: Beregninger foretaget bl.a. af Rockwool-fonden viser, at Danmark kan spare op mod 15 mia. kroner om året på at blive bedre til at udlicitere indkøb af alle slags. Falck er et godt eksempel på, at en kerneydelse i velfærdsstaten godt kan udliciteres, uden at servicen over for borgerne forringes, snarere tværtimod.
Så skal vi have en mindre offentlig sektor: Danmark har verdens største offentlige sektor – men den er ikke særligt effektiv. Liberal Alliance vil reducere den offentlige sektor til samme størrelse, som den havde under Poul Nyrup – og det kan ske ved naturlig afgang frem for gennem afskedigelser. Det er 40.000 stillinger, det drejer sig om. Iflg. OECD er Danmarks offentlige sektor kun ca. halvt så effektiv som den private sektor. Der er enorme besparelser at opnå gennem effektivisering, reducering af bureaukrati, færre og mere enkle regler, mindre overvågning og mere tillid. Thyra Franks plejehjem er et eksempel på, at man kommer langt med lidt sund fornuft.
Og endelig det, der ligger helt udenfor:
Der skal være mindre sort arbejde: Jo højere skatten er, jo mere sort arbejde. Som situationen er i dag, skal man jo tjene ca. 30.000 kr. for at betale en håndværkerregning på kr. 10.000. Og håndværkeren afleverer ca. 6.000 tilbage til statskassen. Dvs. at det reelt koster 24.000 i statskassen at få lavet for kr. 6.000 arbejde. Det er klart, at det skal lede til sort arbejde. Iflg. Rockwool fonden er der op mod 10 mia. kr. at spare ved at komme sort arbejde til livs gennem at sætte skatterne ned.
Efterlønnen skal væk: Vi bruger 20,5 mia. kroner om året på at sende raske og rørige 60-årige ud af arbejdsmarkedet. Undersøgelser viser, at det er under 25% af efterlønnerne, der reelt er nedslidte. Liberal Alliance mener at de nedslidte skal på førtidspension, og at efterlønnen skal afskaffes med det samme.
Har det gjort ondt endnu? Kan man med rette hævde, at ovenstående er ultra-liberalistisk eller vil omkalfatre velfærdssamfundet?
De 80 milliarder kroner, der tilvejebringes, vil vi bruge til at lukke hullet i statskassen, sænke skatten på arbejde til maksimalt 40 procent, halvere selskabsskatten og øge investeringerne i forskning og uddannelse. På den måde bliver Danmark attraktivt at leve og investere i. Gennem reformer og besparelser på de offentlige budgetter kan vi sparke gang i væksten– og det er jo vækst, som giver os de kroner og ører, der gør os i stand til at betale for det velfærdssamfund, som vi alle ønsker. Et velfærdssamfund med råd til at tage sig af de svageste, et velfærdssamfund med gode skole og forskning i verdensklasse og et velfærdssamfund med et moderne sundhedssystem for alle.
Ifølge regeringens velfærdskommission vil antallet af personer på 65 år eller ældre stige med 400.000 frem til 2040. Det er en forøgelse på 50 procent i forhold til i dag. Sammenholdt med udviklingen i arbejdsstyrken, der er stærkt nedadgående, skriger det på handling og reformer.
Personlig frihed er også en væsentlig grund til, at vi skal have en mindre (og mere effektiv) offentlig sektor. Skattesænkninger er ikke kun for at forbedre velfærden i fremtiden, men så sandelig også fordi det er moralsk forkert at skulle betale størstedelen af sin indkomst i skat, moms og afgifter, og det er også et spørgsmål om personlig frihed: Arbejder man primært for sig selv eller for staten? Er det ikke meget rimeligt, at man må beholde mindst 60% af det, man tjener? Er det virkelig blevet et ekstremistisk synspunkt i dag?
(citater anvendt fra Liberal Alliances hjemmeside)
