Endnu en ukendt og ligegyldig minister med storhedsvanvid

Endnu en af de uduelige og også anonyme ministre i den nuværende regering udstiller sit blafrende storhedsvanvid

Christian Melgaard,

28. december 2012

Endnu en af de uduelige og også anonyme ministre i den nuværende regering udstiller sit blafrende storhedsvanvid.

Hvis nogen undrer sig over om Danmark har en minister for udviklingsbistand, og hvem det i givet fald måtte være, så stiller Christian Friis Bach (- ja, det hedder han faktisk) nu sin storhedsvanvid til frit skue.

Den enkle forklaring på hvorfor ingen kender Christian Friis Bach er, at han har travlt med mere vigtige ting: Det er ikke så meget de personlige helbredsdiskussioner med Ban Ki-Moon, der optager ham - det nævnes mere som en kuriositet. Nej Friis Bach mener sig i stand til at "presse præsidenten i Sydsudan til at lave fred" - det går det meste aformiddagen med, og om eftermiddagen presser han lige "Bolivias præsident til at sikre ordentlige retsforhold". Den sparsomme tid der bliver til overs bruger Friis Bach så velvilligt på at "tage rundt med kronprinsesse Mary og kæmpe for kvinders rettigheder".

Set i det lys har han det fint med at han kan "gå i Brugsen eller se basket med drengene, uden at folk lægger mærke til det".

Set i det lys er Christian Friis Bach næsten lige så vigtig som Pia Olsen Dyhr - selv om sidstnævnte nok fører lidt efter at hun egenhændigt fik Kina til at investere milliarder i Danmark. Jo, det er dygtige folk de ministre.