Der tegner sig nu konturerne af en ny finanslov, og jo flere brikker der falder på plads des mørkere ser det ud. Siden valget har der ellers været en nærmest historisk enighed blandt de største partier i folketinget om nødvendigheden af en række reformer, som skulle gøre op med nogle af landets største problemer - for høje skatter, for lav vækst i den private sektor, for mange mennesker på passiv overførsel o.s.v. Og hvad får vi så - gammel medicin som politikerne ikke engang har gidet hælde på nye flasker.
Graferne over danskere på offentlig aflønning og overførselsindkomst ligner et rutediagram over Mont Ventoux-etapen i Tour de France - med dramatiske stigningsprocenter, som ingen normal elite-cykelrytter kan forcere - der skal EPO eller andre hjælpemidler i spil. Fra 1970 til i dag er antallet af danskere, der lever på overførselsindkomst, steget fra 800.000 til over 2.000.000 – hvis man medtager SU-modtagere og folkepensionister. Det dokumenterer Berlingske Business i dag med tal, den borgerlige-liberale tænketank CEPOS har indsamlet.
Samtidig har vi som bekendt verdensrekort i skattetryk, og en vækst som er nærmest ikke eksisterende.
Berlinske har sat Bertel Haarder og Mogens Lykketoft til at diskutere udviklingen, og det er ikke uinteressant læsning. Bertel Haarder tilbageviser bl.a. kritikken af det borgerlige Danmark ved at fastslå, at der aldrig har været et borgerligt flertal i Danmark. Hans pointe er, at DF og de Radikale ikke er borgerlige og at Venstre og Konservative derfor aldrig har kunnet lave reformer. Det frikender naturligvis ikke de to partier, for de har været med til at gennemføre en stor del af de velfærdstiltag og den medfølgende finansiering (= skatter) som idag er kørt af sporet, men det er dog tankevækkende.
Med det mest forstemmende er at vi aldrig kommer nærmere en løsning af problemerne end at diskutere dem, men det er vi til gengæld gode til.
